Profile
Blog
Photos
Videos
The Eagle Has Landed!
Så blev eventyret omsider skudt i gang! Efter at have været undervejs i mere end 24 timer ligger jeg nu trygt og godt (i hvert fald efter vi fik kakkelakfrans skyllet ud i lokummet) i min seng i Hoi An. Min rejse startede da jeg i Kastrup lufthavn, vinkede farvel til min kære farmand, som jeg højt og helligt måtte forsværge overfor IKKE at miste mit boardingkort ligesom jeg formåede at gøre på familieferien til Bali sidste år. Jeg var - for at sige det mildt - ikke særlig populær i den situation, men vi fik da en fantastisk hjemmevideo ud af det! Forstil jer et scenarie, der forestiller papa Krammer hysterisk komme trampende mod kameraet, tydeligt opfyldt af tanker om bortadoption af sin eneste datter, mens undertegnede slukøret og med udsigten til at være fanget på ubestemt tid i Singapore lufthavn kommer sjoskende bagefter. Den skal vist ses!!!! :)
Efter at have vinket farvel satte jeg kursen direkte mod den første og den bedste bladkiosk, for at købe mig så tyk en kryds-og-tværs-bog at selv den lokale pensionistforening måbende ville gispe "det er jo LOCO det dér". Det var dog ikke meget krydsogtværs løsning det blev til på sæde 44C, da frokosten nær havde taget livet af mig eller i hvert fald af mine smagsløg, for når Thai Airways skriver spicy i deres menukort så mener de SPICY! Jeg burde måske have fattet mistanke da jeg - ved et hurtigt blik rundt i kabinen - så mig selv som eneste vesterlænding tage hul på min "spicy pork", mens de andre danskere sad og mæskede sig i menukortets andet valg "Coq au vin". Thaidamen ved siden af mig kunne da heller ikke lade være med at grine, da jeg kiggede på hende med blodsprængte øjne, åben mund og fægtende med arme og ben råbte "Uhhhhh HOT!". Jo tak der er vist ingen tvivl om at det kommer til at svide når dén skal retur!!!
Om det var mit valg af middagsmad, der gjorde at jeg senere vågnede forskrækket op ved lyden af....ja gæt selv.....lyden af en meget høj omgang undsluppen numsegas, der havde så meget kraft på at håret stod og blafrede på mine to overraskede sidekammerater, vil fortsat stå hen i det uvisse. Men vågen dét blev jeg i hvert fald!
I relation til ovenstående skal det nævnes at så snart jeg sætter mine ben i en flyvemaskine forvandles jeg til et altædende monster af uanede dimensioner! Flymad er min akilleshæl! Så snart noget bliver præsenteret for mig på en lille bakke med folie i 37000 fods højde, bliver madvarer jeg normalt aldrig ville indtage pludselig ophøjede til sande kulinariske vidundere, man sjældent har set mage. Det er lige før de kunne servere hakkede indvolde sauteret i en kombination af hestepis og bussemænd med dertilhørende braiserede tyrenosser og jeg ville stadig være den første til at sidde og klappe i mine små tykke hænder og henrykt udbryde "HVOR DELIKAT!!!".
Efter et veloverstået flymadsfråderi og aaaaaalt for mange timer på farten, nåede jeg dog omsider til Hanoi hvor jeg mødtes med Louise. Sammen hoppede vi på en flyver til provinsen Da Nang, der ligger fyrre minutters kørsel fra Hoi An. I drivende regnvejr blev vi fragtet i taxa til vores hotel - en sand helvedestur for mit vedkommende, da taxaen stank af rådnende offergaver, en lugt jeg først stiftede bekendtskab med på Bali og som giver mig associationer til kremering og døde mennesker og ikke mindst opkastfornemmelser! Puhhhhhh aldrig mere taxa i Vietnam, aldrig mere Bali........ikke før de får gang i noget duftfriskeri og dropper de ildelugtende offergaver. Hvem er det lige, der har fundet på at guderne lever af en blanding af rådne ris og røgelse??? FØJ! Hvad med en chokoladekiks og en kold cola i stedet?
Nå men jeg overlevede da turen, selvom det var med overvældende kvalme at jeg væltede ud af taxaen igen. Vores hotel er af ok standard - jeg har i hvert fald boet MEGET værre andre steder i verden! For den nette sum af otte dollars hver, får vi et udmærket tomandsværelse (vi blev opgraderet i dag, således vi nu har et værelse med vindue, hvilket giver lidt mindre fængselscelle atmosfære), gratis morgenmad og adgang til en lillebitte smølfepøl - som sikkert er enorm efter Vietnam standard, når man kun er halvanden meter høj som lokalbefolkningen.
Nu vil jeg slutte og hoppe i seng - dagen i morgen står på skrædderbesøg, afslapning og finkæmning af området efter et træningscenter på vores super seje røde lig af et par cykler, vi har lejet på hotellet og som vi med livet som indsats manøvrerer rundt på blandt knallerter, kvæg, busser, taxaer og andre cyklister!
Pas godt på hinanden derhjemme :)
- comments
Pia Hahahaha.....tror da vist, du har fundet din muse igen :) Dejligt at høre, at alt er som det skal/plejer være når du rejser på langfart :D Hils Louise og pas på hinanden - knus mor
Svine Ihh Lorte har jo på det nærmeste siddet med tåre i øjnene (af grin vel og mærke) da jeg læste din første beretning :) Du har en helt fantastisk måde at skrive på så man virkelig kan se det for sig HAHAHAH :) Glæder mig allerede til den næste :) Pas nu på dig selv og ja som mor skriver må du hilse Louise,håber i har det godt :) Jeg skal ned på varmestuen her om lidt og gøre lidt nyttigt arbejde hæhæ :) Kæmpe kram Søs
Jette Hej Lotte Sikken en beretning her lørdag morgen. Jeg er færdig af grin. Du burde udgive dine rejsebeskrivelser i bogform. Du lyder til at have det godt, og jeg glæder mig til at følge dine videre beretninger. Knus fra Fie og mig.
Pia Hej Lotte Så er det slut med at drive den af og arbejdet kalder.... forudsat, selvfølgelig, at I har fået kontakt med jeres praktiksted? ellers bliver det godt nok en laaang ferie I skal holde i det vietnamesiske :D Knus mor
Pia Hahaha.... man må åbenbart ikke skrive s l u t :D
R Storm Det lyder super. Har snakket med din mor i dag. Håber det kommer til at gå med det hele. Men du keder dig jo aldrig Knus Storm
Signe Hej Søde... Helt fantastisk beskrivelse, har været til stor underholdning for mig og hr. Tinglev.. Glæder os til at læse næste del... Tænkr på dig.. Knus din Signe
Svine Savner dig Lorte... ville ønske jeg kunne komme ned og besøge dig :)
Sille Hej Lotte! HAHAHAHA - elsker din måde at skrive på! Savner dig til hockey, og gin-smagning! ;) Kraaaaaaaaaaaaaaam..
Lotte Potte Hej alle - tusind tak for alle de skønne kommentarer! Det er dejligt at vide I følger med derhjemme :D Mange knus til jer alle!