Mount Everest Trek!

Omsider hjemvendt fra Himalayas sneklædte bjerge, sidder jeg nu i dejlige varme Kathmandu og tænker tilbage på de sidste to ugers begivenheder. Lad mig først og fremmest advare: Denne beretning bliver ikke for små børn og sarte sjæle! Der vil unægteligt blive omtalt ting som den menneskelige afføring i væsentligt mere flydende form end normalt samt andet godt. Men frem for alt bliver det en fortælling om en kæmpe personlig udfordring, opture og nedture, skønne mennesker og en helt igennem fed tur!

Jeg vil skåne jer for at genfortælle alle dagene i min dagbog, eftersom der nogle dage blot står uinspirerende ting som "I dag var det super hårdt, men det er det, der er så fedt" (Jaaa...godt Brian!) Så jeg vil nøjes med kun at gengive de dage hvor jeg rent faktisk har haft noget på hjerte, startende med dag 1.

Dag 1 - Phakding 2652 meter.

Juhu!!! Så kom dagen endelig hvor vi skulle afsted på basecamp tur! Det var med megen overvindelse at vi gik ombord i det lille 15 personers fly, der holdt og ventede på at flyve os til vores startsted, Lukla. Især med Alistairs (Australieren vi mødte en af de første dage) advarende ord in mente "The flight to Lukla? - It's a rollercoaster baby!!!" GREAT!....men det var nu slet ikke så slemt som frygtet, dog hvis der er en ting jeg har lært af denne rejse indtil videre, så må det helt sikkert være at jeg skal til at skrue lidt ned for min daglige dosis Discovery Channel! Især programmer som "Airplane Crash Investigation", "When the hunter becomes the hunted" og ikke mindst "Shark attacks" bliver bandlyst inden min næste rejse! Det tror jeg også Stine ville sætte pris på, hun er vist lidt træt af at jeg starter hver eneste sætning med "det minder mig om noget jeg så på Discovery......"

Nå men første dag er nu snart gået og jeg må indrømme at en omgang 3 ugers lungebetændelse ikke just gør vidundere for konditionen! Det var pænt hårdt på trods af at vi kun gik 3 timer og Stine truede da også flere gange med at stoppe. Men nu er vi blevet enige om at hun bare må tage det i sit eget tempo og når hun kan mærke et af sine notoriske hysteriske anfald presse på, må hun bare stoppe sin ipod i ørerne. Det vigtigste er at vi kommer derop sammen! Desuden har Stine og jeg nok brugt vores lårmuskler dobbelt så meget som nogen af de andre i vores trekkinggruppe, fordi vi startede dagen ud med at drikke en ordentlig kande the - dårlig ide når der kun er squad toiletter hele vejen! (Til dem, der aldrig har stiftet bekendtskab med et squad toilet, så er det i princippet bare et hul i gulvet man tisser ned i. Kunsten består i ikke at vande sine sko og bukser i forsøget på at ramme hullet og det er faktisk slet ikke så nemt! Man ved jo aldrig hvor den skide stråle er rettet henad!? - jeg siger jer, den har sit eget liv!!) Så vi har rigtig fået syre i lårbasserne....ikke af at gå nej nej, men af at sidde på toilettet! (Så piger jeg har taget mine squads for hele sommerperioden ;)

Tilsidst skal det lige nævnes at vi endnu engang har fået en hobbit guide! Det er tilsyneladende et krav hernede at man ikke er over halvanden meter hvis man ønsker at blive guide....lidt ligesom det synes obligatorisk derhjemme at man skal lugte af kaffe og smøger, gå i fodformede sko og kunne spille "Mona Mona" både forfra og bagfra på guitar for at blive folkeskolelærer. Mig fordomme? nej da....

Dag 4 - Phortse 3800 meter.

I dag var den absolut hårdeste dag indtil videre! Jeg lå syg i nat med ondt i hovedet og kvalme, men det hjalp heldigvis lidt at få noget havregrød om morgenen og så var det ellers bare om at få rygsækkene på og komme afsted! JAM JAM! som de siger hernede hvilket betyder lidt i retning af "let så røven og kom afsted..." Nå men anyways, i dag var en virkelig hård dag og det bliver mere og mere svært at trække vejret jo højere op vi kommer og i dag gik det ikke andet end opad! Stine havde det rigtigt hårdt...det er ikke fedt at se, men jeg er overhovedet ikke i tvivl om at hun når basecamp. Hun brød dog fuldstændig sammen da vi omsider nåede det sted hvor vi skulle spise frokost og da jeg nu engang er socialt handicappet, når det kommer til folk der græder, var det mest opfindsomme jeg kunne komme i tanke om at klappe hende lidt på ryggen og ytre ordene "det hele skal nok gå"........SÅDAN LOTTE KRAMMER det skal nok hjælpe! Vi fik dog aftalt at vi fra nu af skulle følges hele vejen, så efter frokost fulgtes jeg sammen med hende og vores to guider. Åhh.....der var flere memorable kodak moments!! Som feks da Stine hysterisk kastede sin vandflaske og vandrestav fra sig og hulkende brød sammen, mens hun mumlede noget om at leje en helikopter, der kunne hente hende. Jeg tror måske ikke helt Stine syntes, at det var et kodak moment og hvis jeg endelig havde vovet at tage et billede havde jeg nok endt med en vandrestav solidt plantet i øjensoklen, så det droppede jeg ligesom igen. I stedet lokkede jeg med at kæresten stod på toppen af bjerget med en pose piratos og så var hun klar igen.

Dag 6 - Dingboche 4410 meter.

GODT RÅD: Spis aldrig yak ost når du sidder i 5000 meters højde! NEVER! Learned it the hard way.........

I dag var det afklimatiseringsdag, hvilket betød at vi skulle trekke op i 5010 meters højde for derefter at gå ned igen og sove i Dingboche, så kroppen kan vende sig til højderne. Det var faktisk et superfedt hike vi havde i dag - 600 meter mere eller mindre lodret opad! Stine forsvandt dog allerede efter de første 100 meter...noget i stil med "det gider jeg f***ing ikke" da hun indså hvor højt og ikke mindst stejlt vi skulle op. Så det sidste jeg så af hende var hendes vandrestav, der i rasende fart forsvandt ned af bjergsiden med vores guide Lalid i hælene.

Nå, men jeg gav den seriøst gas i dag! Løb rundt forrest oppe sammen med de to drenge i gruppen, Ben og John og de var vist ret imponerede over at jeg kunne følge med. Men det var super fedt bare at banke derop af. Således nåede vi da også toppen ca. 20-30 minutter før resten af gruppen og fik brugt tiden på at tage nogle billeder og nyde den helt fantastiske udsigt! Da de andre kom derop havde guiderne medbragt yak ost, kiks og chips - rigtigt lækkert. Men osten......BAD IDEA! På vej ned begyndte min mave pludselig at rumle så sjovt og de vildeste mavekneb begyndte at tiltage. "Åh åh...raketrøv af første grad" - en meget velkendt følelse fra da jeg var i Venezuela, men der var jo ikke andet at gøre end at knibe numsehullet sammen og håbe på at holde sig til vi var tilbage i lodgen.......men sådan skulle det ikke gå. Halvvejs nede af bjerget var det bare NU og det er altså ikke sjovt at skulle forsøge at gøre en nepalesisk guide det klart at han bare skal gå i forvejen når man bogstaveligt talt er ved at skide i bukserne! Men han forstod vist budskabet da den sivende prutlugt efterhånden nåede hans næsebor og han forsvandt herefter meget hurtigt ned ad bjerget! Så jeg fik smidt tasken og ellers sat mig bag den første og bedste busk, der gav bare lidt skjul. Og så fik den ellers gas....bare ærgeligt at jeg intet toiletpapir havde (det var Stine stukket af med tidligere!), så der var jo ikke andet at gøre end at hive bukserne op og håbe på at trusserne ville tage det meste, så min udåd kunne forblive en hemmelighed. Føj hvor følte jeg mig ussel!!! Men der var jo NADA at gøre ved det. Min søde guide stod nogle hundrede meter væk og ventede på mig og var meget sød til at spørge om jeg var okay "yes, just don't ever let me eat yak cheese again" - det morede han sig længe over! Et stykke længere nede gik det galt igen og denne gang var der ikke engang en snoldet lille busk jeg kunne gemme mig bag. Så der sad jeg med røven bar og "hyggede" blandt yakokser og yakhyrder.....fantastisk!!! Sjældent har jeg følt mig så pinlig og ydmyget! Men det endte da med at jeg omsider kom ned og så var diarren selvfølgelig stoppet....Typisk! Det er vist unødvendigt at sige at trusserne røg direkte i skralderen og skiunderbukserne lugtede sgu lidt af L... så de hænger pt og blafrer i den friske bjergvind :)

En helt igennem fantastisk dag i Himalayas bjerge! Tror måske jeg kunne kvalificere mig til "mile high" klubben på lidt andre betingelser end de øvrige medlemmer....at lægge en dej i 5000 meters højde, det er da en bedrift i sig selv!!!!

Dag 7 - Lobuje 4910 meter.

Når fuglene flyver rundt under én med et blik, der siger "hvad laver du??? det er jo fuldstændig psykopatisk det dér!" Så ved man at man er højt oppe!!

I morgen er dagen hvor vi endelig står ved basecamp - HURRA! I dag har ikke været hård, det har bare været utroligt smukt. I går var sindssyg hård, mine ben tilmorgen var helt færdige! Desuden har jeg ikke sovet de sidste to dage pga højden, så jeg er ved at være pænt færdig! Det er blevet meget svært at trække vejret, hvert skridt føles som en kilometer og ens brystkasse føles som om den skal eksplodere! Lad mig forklare det sådan her: Løb op ad en trappe med et par sokker i munden og prøv at ånd gennem dem, så har I ligesom følelsen af hvad det er vi går igennem. I går vågnede jeg rent faktisk af mit eget åndedrag...jeg lå i min drøm og tænkte hvad hulen er det for en lyd og da jeg så vågnede gik det op for mig at det var mig selv, der lå og hyperventilerede, så det rungede i hele værelset! Skummelt....

Dag 9 - Et eller andet sted på vej ned!

Ja.....jeg fik jo absolut intet skrevet i går eftersom jeg lå i min sovepose og troede jeg skulle dø. Det skete nu ikke og lige pt sidder jeg og drikker varm cacao og har det fantastisk!

Dagen i går startede allerede med brat opvågning i Lobuje kl.5 om morgenen og så var vi ellers klar til at trekke til Gorak Shep, der lå i 5160 meters højde. Alt i alt en dag hvor vi skulle trekke i 10 timer! Turen derop gik fint, det var ikke videre hårdt og vi var vist bare alle rigtig spændte fordi dette var dagen hvor vi ville nå basecamp - FINALLY! Men så begyndte højdesygen at melde sig....både mig og Stine begyndte at få lidt hovedpine og kvalme, men bestemt ikke så slemt at vi ikke følte vi kunne nå til basecamp (5364m). Men hold da op....jeg skal lige love for at jeg fik min sag for! Halvvejs deroppe havde jeg simpelthen sådan en hovedpine at jeg troede mine hjerneceller havde begået mytteri og var igang med at grave sig ud af mine tindinger med en teske - AV AV! Desuden havde jeg en helt overvældende kvalme og var vist mere død end levende da vi endelig nåede basecamp blandt de 4 første :) Selvfølgelig var det en super fed fornemmelse endelig at nå det mål man har kæmpet for igennem så mange dage - men det var jeg ærligt talt ret ligeglad med da jeg endelig sad deroppe! Jeg begrænsede faktisk mit basecamp besøg til at sidde på en sten og stirre ned i jorden i forsøget på ikke at kaste op udover mig selv. Jeg endte dog med at stille op til fællesbillede og sagde til Stine at hun lige skulle sige til når det var kommet til vores kameras tur, for så skulle jeg nok smile. Så vores fællesbillede er det eneste hvor jeg ser nogenlunde normal ud :)

Efter en times tid i basecamp gik turen ned igen og så begyndte det selvfølgelig at sne.....ikke godt! Hvordan jeg nogensinde er kommet ned til Gorak Shep er mig en gåde! Jeg var fuldstændig apatisk og Stine blev nødt til at imontere mig jakke og rygsæk og ligemeget hvor meget jeg gerne ville hjælpe så kunne jeg simpelthen ikke, men ned skulle jeg jo. Det skal lige siges at jeg ikke var den eneste fra gruppen, der havde det af helvede til, tror vi var omkring 4 der var hårdt ramt. Nå men hele vejen ned slog jeg simpelthen bare hjernen fra og gik og gik og gik. Mit syn var temmeligt sløret og jeg havde ikke rigtig kontrol over mine ben og det gjorde det bestemt ikke bedre at sneen havde gjort stenene glatte. Men som i en drøm nåede jeg vores lodge og gik direkte ind og kastede alle mine frokostnudler op - ja selvfølgelig først efter lige at have taget et billede sammen med Stine udenfor lodgen med sne over det hele - lidt showwoman er man vel. (Her vil Stine gerne have at jeg lige indsætter en notits om hvor sød hun var ved mig da jeg var syg og det var hun! Hun tømte min brækspand og det hele - TAK SVINE!)

Så fik jeg dælme også taget revanche over de seneste dages søvnløshed og sov fra 4 om eftermiddagen til 8 næste morgen! Det var dog en meget mærkelig nat jeg havde....på et tidspunkt vågnede jeg og så hvordan mine hænder slog gnister hver gang jeg rørte soveposen - det var jeg ret fascineret af kan jeg huske! Enten havde nogen kommet Ecstasy i min mineralvand eller også var det endnu engang højdesygen der spillede mig et puds....nok mest sandsynligt det sidste.

Til min store overraskelse vågnede jeg rent faktisk op tilmorges i live og havde kun en smule hovedpine....temmelig stort når nu jeg dagen før var sikker på at jeg stod med det ene ben i graven. Så jeg startede dagen med et ordentligt morgenmåltid - spejlæg og toast, Ummenum! Skulle jo ligesom kompensere for de mistede nudler dagen før. Så begyndte vi ellers vores færd nedad igen og sidder nu lidt over 1000 meter længere nede end basecamp. Meter for meter vi gik nedad fik jeg det bare bedre og bedre, så nu er jeg 100% klar igen og kan slet ikke vente med at komme tilbage til Kathmandu og få tjekket mail, opdateret travellog osv!!! Og ikke mindst få et bad! FY FAN.....hvor vi stinker! Svedlugt under armene, bremsesterger i underhylerne, unibrows og hår på hele kroppen, der mest af alt får mig at tænke på den afskyelige snemand. Så hvis der er nogen medier, der rapporterer at yetien endelig er blevet spottet i Himalaya, så er der stor sandsynlighed for at det blot er mig eller Stine. Så frygt ikke!

Tilsidst er der vist kun tilbage at sige:

"Pain is temporary, pride is forever"

- Always aim high :)