Profile
Blog
Photos
Videos
Mein Name ist Kræmer....Stein Kræmer!
Så er søstrene Krammer ankommet til kiwiernes land, blot et stenkast fra Australien, men alligevel SÅ meget anderledes! De første ord, der blev ytret da vi for første gang begav os ud i den New Zealandske natur og fandt os selv omgivet af smukke klippeformationer var da også: "det jo lissåm a være på Bårnhålm" :) Men så vidt vi er orienterede så har de vist ikke flere får end indbyggere på Bornholm og her lugter ikke af røget sild, så helt det samme er det altså ikke!
Nå men nok om fisk og får....! Vi vil meget hellere fortælle jer om hvordan vi er startet på en ny sundere livsstil! Jeps, den er skam god nok...vi er simpelthen gået fra fest og øl i Australien til bedstemor med slag i og earl grey. Det er nemlig alt for koldt til at drikke pilsnere her i får land (argh crap så sneg de sig alligevel ind igen, de luskede får!) så vores aftener går med at sidde foran pejsen og drikke en dejlig hjemmebrygget
kop the! Desuden har jeg taget den sunde livsstil et skridt videre ved at tage en kold sukker tyrker, således at slik nu er blevet erstattet med rosiner hvilket har vist sig mindst lige så effektivt for tarmfloraen som saltvand! Dette medfører dog visse søvnforstyrrelser, da sådanne rosingasser ikke forlader kroppen på diskret manér, skulle jeg lige hilse og sige! Så lige pt tager vi titlen som værelseskammeraterne fra helvede - Den ene ligger konstant og pludrer som en lille baby om natten, mens den anden fyrer den ene gustne rosin fis af efter den anden, charmerende!
Vi har dog naturligvis været ude og snuse lidt til det New Zealandske natteliv i forbindelse med en lille temafest som Kiwi Experience havde arrangeret. Temaet var simpelt: Wear a hat! Så mig og Stine havde været i vores opfindsomme hjørne og fundet ud af hver at tage et par strømpebukser på hovederne og så binde benene sammen, for ligesom at understrege søskende tilhørsforholdet. Vi syntes selv det var en enormt god ide (og ikke mindst billig) lige indtil Stine kiggede på mig med store øjne og sagde "jeg skal tisse!" ups....helt gennemtænkt var det vist ikke! Desuden nåede jeg også at fortryde mange gange i løbet af aftenen at jeg frivilligt havde indladt mig på at blive bundet sammen med en nikotinnarkoman, da jeg ustandseligt blev trukket med udenfor i frostgrader når min anden halvdel skulle have dulmet abstinenserne. Argh altså!
Så var vi jo også oppe og hike på Franz-Josef gletscheren...og ja jeg tror vi er blevet lidt miljøskadede af at have været på basecamp, for så fantastisk var den gletscher altså ikke. Det var dog meget sjovt at hoppe rundt og få lov til at lege ægte bjergbestiger med de der pigge under støvlerne og rende rundt i smalle
gletschersprækker - meeeen det var nu ikke 500 kroner værd!
I går ankom vi til Queenstown - adrenalincentrummet i New Zealand for ikke at sige i verden! Og her var planen klar - vi skulle op og stå på ski! Så vi har bestilt en tre dages skipakke og er netop vendt hjem fra
løjperne. Stine er dog pænt utilfreds med, at der står Mr Stine Krammer på hendes liftkort, tanken om at nogle kunne finde på at rejse med deres søster er åbenbart så hul i hovedet at det har været mere nærliggende at tro Stine rent faktisk var en mand...hun har jo også ret brede skuldre og det der lille moustache hun render rundt med kan også let narre! Ej, vi er af den overbevisning at de der skifolk har kigget på navnet og har udtalt Stine som Stein (det gør de nemlig ofte!!!) og så har syntes at det lød som et godt gammeldags tysk mandenavn: Hr.Stein.....! My name is Kræmer...Stein Kræmer! Yderst flatterende hvis I spørger mig.
Vi havde jo så vores første dag på ski i dag og det har godt nok skabt nogle pænt komiske situationer! For det første var jeg jo ret overbevist om at det der med at stå på ski, det var da nok ligesom at køre på cykel (ja altså jeg ved jo selvfølgelig godt at det er to vidt forskellige ting, men I ved hvad jeg mener!) så selvom jeg kun har stået på ski en gang i 1998, ja så skulle jeg da i hvert fald ikke på skiskole med alle de der amatører. Men puha jeg fik min sag for de første par timer, lige indtil jeg havde fået finpudset min yderst
elegante plov teknik tilstrækkeligt. Dagens styrt stod min kære søster dog for: vi skulle hoppe af en stolelift og jeg kom da også af i fin stil men pludselig hørte jeg et ordentligt brag bag mig og da jeg kiggede tilbage så jeg Stine ligge halvt rundt om en stolpe med ski og ben pegende i alle retninger! Af ukendte årsager var hun tilsyneladende fortsat ind i denne hersens pæl og det blev selvfølgelig ikke bedre af at hun grinte så meget at hun ikke selv kunne rejse sig og jeg var så forkrampet af grin at det endte med at ham liftmanden blev nødt til at slukke liften så han kunne hjælpe Stine op og få hende "evakueret" fra liftområdet. DET SÅ SÅ SJOVT UD! Det har nok taget mig halvanden time at skrive ovenstående, for jeg er simpelthen ved at falde sammen af grin når jeg tænker på det! Stine mener naturligvis at det var mig der saboterede hende ved at køre over hendes ski da vi stod af liften, men det vil jeg se på film før jeg tror det!
- comments