En ko kom gående hen ad vejen mellem biler og motorcykler som drøner ind imellem hinanden- dette blev langsomt en hverdagskost i Nepal. :)

Der har været lidt rod med Kilroy og min blog utrolig dårlig net i Kathmandu har gjort at jeg nu er smule bagud i min lille blog. Så nu kommer der nok en ordentlig smøre.

Vi ankom til platformen efter at have holdt 6 dages ferie. Det var med lidt blandede følelser da vi kom der til. Vi var blevet lovet del ting hjemmefra som ikke rigtig var blevet overholdt. Vi rykkede fra den mest hyggelig bydel af Kathmandu (Thamel) - ud til noget knap så hyggeligt. Folk gloede dobbelt så meget efter én- pga de ikke var vant til turister og hvide mennesker.'

Vi fik udleveret et skema og her blev det hele lidt bedre. Om fredagen skulle vi på vores første feltarbejde. Vi fik den opgave at vi skulle tage ud til et tempel (Pasnupatinath) og interviewe nogle kvinder. Det var den årlige Teej Festival som vi skulle spørger indtil. Eller det var egentlig meget frit hvad vi ville snakke med dem om- bare det vi opsøgte nogle indfødte og fik lidt historie bag Teej Festivalen

- Alt dette virkede som noget af en opgave da det var meget få der kunne engelsk. Cathrine kom dog i kontakt med en ung fyr (Dinesh)- som synes det lød utrolig spændende og ville gerne hjælpe med at komme i kontakt med nogen. Dette var med til at gøre at Cathrine og jeg blev inviteret med hjem til en lidt ældre ægtepar. Vi var meget beæret over de ville invitere os med hjem og vise deres hus frem, men tror de synes vi var mindst lige så interessante, som vi synes de var. Da vi kom ind i stuen blev vi budt på helligt frugt (manden, som var præst, havde bedt for os) og lidt juice. Vi fortalte lidt om vores kultur, og de forklarede om deres. De viste os det rum hvor de bad til deres gud (Brahma, Shiva) og fik lært os lidt om hinduismen. Efter et lille stykke tid, følte vi, at vi nok heller måtte se at komme videre. Dinesh som havde fulgt med og havde været vores guide, begyndte at følge os tilbage til Pasnupatinath. Efter at have gået lidt spurgte han om vi ikke også havde lyst til at se hans hjem. Dette ville vi selvfølgelig meget gerne. Her mødte vi så hans søskende og mor, som også var meget interesseret i at høre om os. Det var en meget stor oplevelse at selvom man ikke kende hinanden så har folk ikke noget imod at invitere folk med hjem. Hjemme hos Dinesh blev vi også budt på frugt og juice, samtidig med vi fik en god diskussion om kvinder og i det hele taget menneskerettigheder i Nepal, utrolig spændende at høre nogle lokale forklare om deres land og dets historie. Vi takkede pænt af efter en time, hvorpå Dinesh fulgte os ned til en taxi. Cathrine og jeg var helt høje efter denne dag, hvad vi troede blev en kæmpe udfordring- blev til en kæmpe oplevelse.

Dagen efter blev til en lige så fantastisk dag. Vi piger stod op kl 5 for at møde ud i lufthavnen en time efter- så stod den ellers på mountain flight omkring Himalaya og Mount Everest. Som nok er noget af det mest smukke jeg længe har set, på en helt skyfri dag fløj vi langs Himalaya og Tibet og kunne se Mount Everest meget tæt på- selv for en tøs med lidt flyskræk var dette øjeblikket væk, selvom det var et meget lille fly der rystede. Men en stor oplevelse det var det.

Efter denne tur var vi helt høje på energi, så Cathrine, Cille og jeg valgte at vi ville cykle en tur i bjergene. Og efter at have iklædt os træningstøjet og fået nogle flotte flotte cykelhjemle på, gik vi ud til cyklerne og var ellers klar til at indtage lidt bjerge. Der var dog det lille problem at alle cyklerne fejlede noget. Enten var de punkteret, manglede nogle gear ja selv nogle af dem manglede en pedal. Så vi gik slukøret tilbage.

Dagen efter stod den på besøg af templer rundt omkring i bjergene udenfor Kathmandu- Det blev dog til den vildeste bus tur jeg nogensinde har været ud på. Bussen hoppede og bumlede af sted. Og efter en time til to stoppede bussen endeligt- men det resultat at man var en smule køresyg da man kom ud af bussen. Her måtte Cathrine og Ditte dog vende tilbage efter Cathrine var blevet angrebet af nogle myg og havde et lille ophævede hoved. Her tog de så den lokale bus tilbage. Og mig som synes busturen før var hård, blev de vist udsat for noget meget værre, de kom med en bus der ellers bare bragede af sted ned af bjergene.

Efter lidt dage med undervisning i kultur og religion i Nepal. Skulle vi ud og besøge Socialrådgiver skolen i Nepal. Her mødte lederen af skolen. En mand som brændte så meget for sin skole. En skole der stadigvæk ikke er anerkendt i regeringen. Fordi regeringen selv den dag i dag tror at Social Worker`s arbejde for deres egen lomme. Men det var utrolig dejligt at møde en hel folk engageret unge mennesker som virkelig brændte for at gøre Nepal til et bedre sted. Her sad man og fik lidt dårlig samvittighed. I Nepal betaler de selv i dyre domme for at gå på skolen, og hjemme i DK snøvler man sig igennem og ikke altid tager ting forgivet. Det gav rimelig meget stof til eftertanke.

Dagen efter skulle vi på besøg hos en kvindecenter som arbejde med kvinder fra slummen og lånte dem penge. Det hele forgik lidt ligesom i bank. Derefter blev vi vist en tur ned i slummen hvor nogle af kvinderne boede. Det var en meget mærkelig oplevelse, at se folk bo i små blikskure og små børn rendte rundt efter os i næsten ingenting, som var meget fascineret over at se sig selv på billeder :) Man bliver nogen gange helt overrasket over hvordan folk kan bo og skabe sig selv en hverdag- som for dem fungere, med lidt hjælpe fra kvindecenteret, som også har været med til at oprette skoler i slummen.

Efter en uge på platformen var der ellers afgang med Indien og Bangalore. Det var dog med lidt sorg i Hjertet at tage afsked med Thamel, Kathmandu og Nepal, livet der var bare noget af det mest fantastiske, et land jeg helt sikkert skal tilbage til.