Har nu boet i Bangalore i en uge. Og må sige det har været en lidt turbulent uge. Vi ankom d. 9.9.11 kl. 21:00 hvor vi blev modtaget af en mand som kørte os ud til vores lejlighed. Her fik vi vores lille første chok, det viste sig at vi skal bo på et Guest House "Clarence House" de næste 3 mdr. Der er mennesker hele tiden. Folk der er på forretningsrejser ryger ind og ud, andre gange, sidder der 10 fremmed mennesker i vores stue. Vi ved ikke rigtig hvad de laver her. Vi har også fået en lille husalf "Johnny" som er her 24 timer i træk, han er ansat til at gøre alt hvad vi beder ham om. Det er fint nok han er her, vi har bare svært ved at snakke med ham, da han måske kan sige 10 ting på engelsk. Men vi har ikke meget privatliv.

Mandag morgen vågner Cathrine og jeg med en hammeren på døren. På den anden side af døren står Ditte med en pose om foden. Hun har været så uheldig at få en vask ned over sin fod. Som gik i tusinde dele. Og har skåret Ditte i foden. Ditte tager på hospitalet, og kommer hjem med 12 stink i tåen og 2 forstuvet tæer.

Cathrine og jeg tager til orientering og introduktion på FSL India, som er der vi har fået vores praktikplads igennem. Her for vi vores næste chok, det viser sig at de tror vi "masterstuderende" og at vi er nået meget længere i vores forløb, det prøver vi at forklare den, men tror ikke helt de stod hvad det var vi mente. Dagen efter blev vi vist ud på hver vores praktiksted. Her kom næste chok, det sted Cathrine og jeg skulle være hos, lå 2 timer væk og med 2 forskellige busser. Mr. Stevens som er ham der har fundet praktikpladserne, viser os derud. Og forklare lige hurtigt hvor busserne går fra, men at der ikke rigtig er nogle bestemte tidspunkter busserne går på. Vi kommer spændt ud til vores praktikplads hvor vi igen bliver mødt med spørgsmålet om vi ikke er Master og hvad vores tidligere erfaringer er med socialt arbejde. Vi forklare igen at vi kun er på bachelor og at vi kun har været i gang 1½ år- Cathrine prøver at forklare at hun har arbejdet på en klub for kriminelle unge og for som svar tilbage at dette kun har været en hobby. Efter at have skrevet lidt noter ned i sin bog. Udbryder Mr. Steven med store foragt over at Cathrine vælger at skrive på dansk. "At hun lige så godt kan lære at skrive på engelsk" samtidig prøver vi at forklare lidt om de krav skolen har til vores praktik. Hvorpå Mr. Steven igen udbryder "At de ikke skal fortælle os hvad vi skal lave, at vi ikke længere er børn" lidt rystede sidder vi og kigger lidt på hinanden, uden rigtig at vide hvad vi skal lave. Vi bliver vist ovenpå ved vores praktikplads, her bor der 18 kvinder som på den ene eller anden måde har problemer i ægteskabet og har brug for hjælp og rådgivning. Dette lød som et rigtig spændende projekt at følge, vi havde også et par timer hvor vi kunne lære pigerne bedre at kende. En stor oplevelse fra begge sider, aldrig er jeg blevet kærtegnet så meget på mine arme og ben. Og jeg skal lige lære at de er meget nærgående, de sidder helt op i hovedet på én og er meget fascineret af ens øjenfarve. Hvor blå tilsyneladende betyder at man kan se Djævlen og døde mennesker. Jeg måtte desværre skuffe dem. Her efter blev Cathrine og jeg dullede helt op vi fik ankelkæder, halskæder, neglelak på fingere og tæer. Meget hyggeligt lige at være deres sminkedukker :)

Dagen efter blev lidt underlig igen. Vi mødte kl. 10:30 og sad ellers så i en time og havde ingen ide om hvad vi skulle lave. 4 damer gik rundt. En grinede højt af min tatovering over at den ikke kunne komme af igen. Da vi spurgte om vi ikke skulle ud og se en skole kiggede i lidt underligt på hinanden. Lidt som om de trak lod om hvem der skulle lette sig og vise os rundt, en dame spurgte om vi ville med ud og se et tempel og så kunne vi bagefter se en klinik og skolen. Vi blev vist rundt i området fik forklaret hvor de fik deres vand fra, hvornår de betalte for det. Hun viste deres bank og forklarede hvordan den fungerede. Herefter blev vi vist ind på klinikken hvor vi ventede i 2 timer på at kunne snakke med en læge, vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle snakke med hende om. Og hende damen er viste os rundt, sprang hele tiden ind foran syge mennesker der havde brug for hjælp. Da vi endelig kom ind til lægen, blev vi mødt med det spørgsmål at vi godt måtte gøre det hurtigt for hun havde lidt travlt, og vi anede ikke hvad vi lavet der i første omgang, så vi måtte lidt i panik stille lidt spørgsmål og ellers takke for hendes tid.

Senere på dagen skulle vi med til et møde. Som omhandlede en kæmpe sag: En kendt skuespiller, havde tæsket sin kone og truet med at slå hende ihjel. Hun gik til politiet og anmeldte ham, samtidig nævnte hun, at hun troede han havde en affære med en kollega. Kollegaen har nu fået 3 års karantæne fra filmverdenen og kone har været nød til at trænge sin anmeldes tilbage. Skuespilleren er nu blevet indlagt fordi han er ustabil. Og har ikke rigtig fået nogen dom. Dette har skabt store rører i Indien. Og vi skulle så være med til et møde hvor de diskuterede frem og tilbage om hvad de skulle lave. De kom frem til at de ville lave en demonstration, for kvinderettigheder i Indien og bruge konen og elskerinden som sag. Dette var rigtig spændende at følge, bare en skam alt foregik på Hindi. Dagen efter mødte vi igen 10:30 og igen ventede vi en time for at høre om vi skulle hen og besøge den skole som vi var blevet lovet dagen før. Damen der havde fulgt os rundt dagen før, tog os med hen på skolen hvor vi blev vist frem for skolen og nogle af børnene. Herefter skulle vi hen til et hospital, og her blev det vildt ubehageligt. Vi følte lidt vi at vi blev vist frem fordi vi havde en anden hudfarve end dem, hver gang vi skulle se nogle ting præsenterede hun også, men vi vidste ikke hvad hun fortalte dem andet end vi var studerende fra DK, vi blev vist ind på en stue hvor der lå 50 syge mennesker, vi anede ikke hvad vi skulle der. Men følte lidt damen maste sig frem fordi hun havde os med. Senere på dagen, skulle vi også med til et møde som også omhandlede kvinderettigheder. Igen vildt spændende emne Men da vi skulle hjem, blev vores leder sur over at vi ikke mødte ind i weekenden og vi i det hele taget ikke kom 7 dage om ugen. Hun blev også fornærmet over at vi snakkede med en anden dame, som arbejdede i en anden organisation. I det hele taget, føler vi lidt ubehag ved at være i den organisation som vi er. Vi føler lidt de snakker bagom vores ryg og at de ikke har vidst nogle af vores krav fra skolen af hjemmefra. Alt er op til os, og hvad vi gør praktikken til. Cathrine og jeg har så længe diskuteret hvad vi vil.

Vi kontaktede vi vores kontaktperson i MS, men til ingen verdens nytte. Det er en lidt irriterende start, når man føler man har lagt rigtig meget arbejde og penge i det. Og at det ikke fungerer. Meeen vi skal nok få gjort det godt hernede. Der er nok bare mange ting man skal vende sig til. "Men sådan er Asien"