Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle sammen,
Da jeg påbegyndte denne mail var det søndag morgen, og jeg var på vej hjem fra Fyns land mod det københavnske. Solen gjorde rent faktisk anstand til at kigge frem, da toget tromlede over Storebælt - noget jeg imidlertid ikke mener, jeg har set tilstrækkeligt af den sidste måneds tid. For de fleste af jer er det forholdsvis old news, at jeg har været i det ganske danske siden starten af februar. Og det har været dejligt at være hjemme - men det har også været hårdt. For at starte med det gode, så har det været skønt at se min dejlige familie og alle mine skønne venner og veninder igen, det har været fedt at gå på café frem for at sidde på en kønsløs Starbucks og få en ordentlig caffe latte, det var været dejligt at kunne cykle til og fra alt, og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg siger, at det samtidig har været hårdt, så er det stort set fordi, jeg har måtte tage afsked med alt det netop nævnte - bare med modsat fortegn. For jeg savner alle mine nye venner i Santa Monica, jeg savner Malibu-morgen-rutiner sammen med Ida, hvor der blev hentet en latte efter surfing og før skole, og så har jeg rigtig rigtig svært ved at overskue tanken om, at der er nogle andre, der kører rundt i VORES dåse!! Og, vigtigst af alt - jeg savner solen og de 20+ grader ... Men - man kan vænne sig til så meget, men fordi jeg nærmest har været indstillet på, at jeg skulle ud af døren, så snart jeg var kommet ind, så er der flere ting (herunder vejret), der lige er blevet lidt mere surt.
Nu er der imidlertid ved at være lys forude; i morgen kl 13.20 sætter jeg mig nemlig i en flyver og vender næsen mod New York. Og, for de som jeg ikke har fået fortalt denne historie til, så er grunden denne fortsatte flugt fra Danmark, at jeg har fået et praktikophold ved en organisation, der hedder The American Jewish Committee - noget der jo lægger sig liiige op af undertegnedes egen religiøse overbevisning .. Eller noget. Men er meget spændt og glad!!
Derfor så er dette både en "så jeg er hjemme"-mail og en "videre i teksten"-mail - og jeg lover snarlige updates fra The Big Apple om livet derovre. Jeg håber desuden, at I alle har fantastisk - og så glæder jeg mig til at se jer alle til en kølig øl, når vejret er mere i mit temperament engang over sommeren ;-)
Hav det rigtig dejligt, og pas på jer selv og hinanden!
Masser af kærlige hilsner og knus
Lisbet
NB: Sidste mail blev vist sendt engang før jul, så hvis nogle har lyst, så er der nedenfor et par afsnit fra min sidste halvanden måned i California og omegn :-)
Surfing and ice skating in one day - only in Santa Monica
Jeg har prøvet at holde jul hjemmefra før - 19 år, i Østrig med mine guidevenner og med et på nogle punkter mere eller mindre heldigt forsøg på at efterligne en dansk juleaften, hvilket desværre resulterede i et forholdsvis stort afsavn. Derfor var det da også med let bange anelser, før julen skulle fejres i hvad der minder mest om julemandens sommerresidens. Imidlertid var der særligt én der tidligt tog sit sociale ansvar på juleholdet, nemlig Jacob, den ene af de danske drenge fra CBS, der gik på UCLA. Jacob arrangerede nemlig allerede i midten af november et julemøde, hvor alt fra gaver til konfekt blev koordineret, og vi skulle næsten gøre os umage for ikke at komme i julestemning (ja ok, man kunne sådan set bare gå uden for, hvor der var over 25 grader, og så faldt det hele lidt til jorden, men alligevel..).
Den 23. december flyttede Ida, Leoni og jeg ind hos Jacob og Rasmus på Barrington Avenue i West LA, og her begyndte forberedelserne for alvor. Der blev klippet julepynt, spist risengrød, hørt julemusik og drukket glögg, ja der var ikke et øje tørt! Samme dag ankom også lidt flere nisser til at supplere juleholdet - Anne, Karen, Sara og Christian, der havde været på udveksling andre steder i USA, og hvis roadtrip nu sluttede i LA.
Jule-struktørfacisten, Jacob, havde arrangeret det sådan, at os fra LA stod for juleaften og alt hvad der hertil hørte, mens de andre sørgede for julefrokosten 1. juledag. Vores juleaftensdag var derfor rimelig packed, da Ida og jeg insisterede på at komme ud og surfe - for kan man surfe juleaftensdag, så skal man! Så vi var oppe kl. 9 og lave morgenboller, der blev serveret med Hartiost og dansk importeret pålægschokolade, herefter blev der bagt vaniljekranse, brunkager og konfekt, og så smuttede vi ud og surfede - og nød lige at ønske delfinerne glædelig jul. Da vi var kommet hjem var det skiftetid i køkkenet, og vi tog over med kartoffelskrælning etc., og da der var en ledig mellemtid smuttede tøserne ud og skøjtede på den anlagte skøjtebane. Da vi var tilbage duftede hele hytten af peberkager og glögg, og efter indtagelse gjorde folk sig klar til aftenens julelege. Og jeg må indrømme, at der var ikke meget at savne derhjemme - alt var så dansk, som det overhovedet kunne være. Selv sovsen var brun takket være den importerede kulør. Maden var fantastisk - nok mest takket være Leoni, men måske også hjulpet på vej af, at alle ni mand ikke havde fået dansk mad i næsten et halvt år. Aftenen fortsatte med juletræsdans (om det juletræ Rasmus, Ida og jeg havde hentet to dage før i dåsen med åbent tag) og sang, gaveuddeling, spil ... Og så fik de fleste snakket med familien på den anden side, hvor det imidlertid var blevet 1. juledag, netop som vi var færdige med gaveåbning-showet.
Dobbelt-op på prol
Efter julefrokost med sild, makrel i tomat, frikadeller, snaps og hjemmebagt rugbrød d. 25., så vendte Ida og jeg snuden mod Mexico. Første stop var Cancun, den ultimative springbreak-location. Rimelig turistet og forholdsvis kikset sted. Men vi var ikke utilfredse - der var over 30 grader, sandstranden var hvis, og vandet var turkis. OG - man kan få to Corona'er for under 15 kroner på alle barer!! Det er noget, vi kan sporte!! Leoni var imidlertid taget til Guatemala, hvilket måske ikke lige er stedet, når man rejser alene pige, så hun joinede os hurtigt på stranden. Tiden flyver, når man er i godt selskab, og pludselig var det nytår; pigerne dressede op, og så drog vi ud for at finde et sted at spise, inden festen gik løs senere. Vi endte på tidernes nok mest kiksede sted - Bubba Gump Shrimp Cooperation. Her taler vi så om en amerikansk kæderestaurant, hvor konceptet er bygget om omkring det reje-firma, Forrest Gump startede i filmen. Ok, fair nok, det var også gennemført - med et skilt man skulle vende, hvor der stod "Run Forrest Run", når man ikke havde brug for hjælp, og "Stop Forrest", når man gerne ville bestille eller ligende. Det endte som en ret skæg affære derinde med plastisktallerkener i forskellige farver, som vi selv skulle dele rundt, køkkenrulle på bordet, og tjenere der shakede Magaritas mens de sang "Who let the dogs out, huh huh hu huuuh..". Super prol - men et godt grin! Senere ville vi gerne videre på en klub og skyde år 2009 ind, og vi smutter op til det superkiksede område "Hotel Zona", hvor alle de dyre luksushoteller ligger på stribe. Inden for en radius af 20 meter lå indgange til 6-7 diskoteker, det ene med længere kø end det andet. Vi bliver lidt opgivende ved tanken om, at klokken er 23.15, og vi allerhelst bare vil have noget champagne til at holde vores brandert i live. Vi bliver imidlertid spottet af noget club-crew, som der står på ryggen af dem. Vi bliver budt at komme foran i køen - vi skal bare lige betale indgangsbilletten til dem. No probs, hvad skal i have? Ja, det kom så an på, hvor vi helst ville hen - vi kunne vælge mellem at betale 100 USD, 90 USD, 70 USD og 65 USD, og her var det så, at vi blev lidt nærige - for godt nok var køen længst ved det sted, hvor det kostede 100 USD, hvilket umiddelbart måtte være et godt tegn, men samtidig vidste vi godt, at ingen af os kunne drikke dårlige drinks for det beløb. Vi tog derfor det billige valg - og endte sammen med Mexicos svar på Østeuropa, og jeg lader her et par tanker gå til PKL's studietur til Polen. Vi snakker om en virkelig ikke særlig optimal crowd med små skaldede mænd, letpåklædte kvinder, og folk der dansede i bare overkroppe. Hmm.. Løsningen blev en tur i baren, en håndfuld shots til os hver, og så blev vi enige om, at man kun har den sjov, man selv laver. Heldigvis stødte vi senere ind i en folk svenske gutter, der havde forvildet sig ind på samme klub, så vi lavede vores eget lille Skandinavien midt i Polen.
Go slow
Efter nytårsrusen var sovet ud på Bounty-stranden i Cancun var vi forholdsvis enige om, at det var på tide at komme væk fra denne kiksede by. Efter at have set Maya-ruiner i Chichen Itza, der vist nok er et af de syv nye vidundrer, og i Tulum, så satte vi kursen mod Belize og Caye Caulker. Caye Caulker er en lille bitte ø i det Caribiske Hav, der er ingen biler (kun små golfbiler) og de hører ene og alene reggae. Deres filosofi er, at man skal tage den med ro, og det første man ser, når man træder i land, er da også udtrykket "Go slow". Øen er så lille, at man kan gå hele vejen rundt om den på under en time, og når man står på midten, kan man se vand på begge sider. Husene er små skure, og der er superrodet over det hele. Men det betyder ikke så meget for dem. Det hele er super chill, og der ligner, at de lokale holder italiensk siesta hele dagen. Desuden kan man spise sig mæt i frisk fisk hele dagen, og en lækker ret med hummer, tilbehør og drinks koster under 100 kr. Og så skal man jo spise hummer. Hver aften. Egentlig er der ikke meget at berette fra tiden på øen, for det meste var bare chill i hængekøjer og afslapning på stranden. Jo, vi var også ude og dykke i vand der var helt lunkent. Skønt.
Efter Caye Caulker gik turen tilbage mod Cancun, hvor vi skulle flyve fra d. 9. januar. Vi havde et mindre stopover i Tulum, som vi havde forelsket os i på vejen mod Belize. Langs den kridthvide strand og den turkise hav lå der nemlig de sødeste små cabanas, sådan nogle små hytter på stranden, som vi bare MÅTTE bo i for en nat.
Ida checker ud og Anne checker ind
Tilbage i Santa Monica var det ved at være tid til at pakke. Ida skulle hjem d. 12. januar, så med hjemkomsten d. 9. havde vi travlt - vi skulle nemlig lige nå det hele en sidste gang, og så skulle hun jo også sendes afsted med en ordentlig afskedsfest ... Og det er nok de færreste, der tvivler på, at dette blev gjort med manér. Anne, min veninde fra gymnasiet, som jeg også har rejst rundt i Australien med, kom d. 17. januar, og jeg må indrømme, at jeg begyndelsesvis havde en smule pres over at skulle være "alene hjemme" i Santa Monica i fire dage. Jeg, der ellers er vant til at bo alene og sagtens kan aktivere mig selv med en caffe latte og et Eurowoman, kunne ikke lige se det ske efter at have boet med Ida i næsten et halvt år. Jeg havde imidlertid ikke glemt alt, hvad jeg har lært, og så svært er det faktisk sjovt nok ikke at aktivere sig selv, når vejret er godt. Så der var surfing, solbadning og hygge med venner og veninder i Santa Monica lige toppet af en tur til Big Bear, et skiresort to timers kørsel fra Santa Monica, hvor jeg tævede ned af pisterne om en anden minoritet, da det der ski åbenbart ikke lige er dét man gør i USA. Men man kommer ikke uden om, at det var helt genialt - og konceptet med at surfe torsdag, stå på ski fredag og surfe igen lørdag passede mig helt udemærket.
Aloha and Mahalo - Hawaii here we come ...
Efter Annes ankomst skulle jeg først og fremmest vise hende mit nye hood, og alt hvad det indebærer. Det betød både surfe, venner, drinks, rulleskøjtning, shopping og meget andet. Vi tog dog også hurtigt en beslutning om, at vi skulle se lidt andet end Santa Monica og LA. Da Anne var omtrent så bleg som en maddike, da hun steg af flyet, så var vi også enige om, at turen skulle gå til et varmt sted. Udfaldet blev hurtigt Hawaii - fordi det var jo tæt på.. :) Vi bestilte billetter, og to dage efter spiste vi tun-burgere og drak Hawaii-øl på en lille café i Paia på Maui, der er mit nye yndlingssted i verden. Byen er lillebitte og er beboet af surfer-dudes og yoga-chicks, og alle går op i at leve grønt og organic.. Vi hang ud her et par dage - spiste flere lækre fiskeburgere, lejede surfboards, gik ture langs stranden - og derefter gik turen ned langs Hana Highway i vores lejede bil. Hana Highway er en super uspoleret vej, der går hele vejen ned langs kysten på den østlige side af Maui. Og selvom det er et turist-spot, så var vi for det meste de eneste på vejen. Her gik vi ture i regnskove, badede i vandfald, svingede i lianer ... You name it. Meget naturish, men super fantastisk!! Dagen efter ville vi en tur ind til øens centrum, et kæmpemæssigt vulkankrater, der udgør hele Maui. Det var så sindsygt - lignede en mellemting mellem Afghanistan og Månen. Sorte og rødlige lavasten så langt øjet rakte og brændende varmt. Vi endte dagen i Lahaina, den mest turistede by, hvor der imidlertid ikke er et hostel, så vi endte med at sove i bilen et par nætter. Men så fik man da også sparet lidt på accomodation-budgettet, nu hvor bilen havde hærget det fuldstændig. Lahaina var ikke meget andet end strand - men var også godt nok, og vi nåede også at svømme en tur ved siden af en søskildpadde langs stranden.
Hulk og snøft ...
Hjemkommen fra Hawaii var det også ved at være oppe over med at komme i gang med en længere afskedsproces for undertegnede. Ligesom før ida rejste, skulle alt lige prøves en sidste gang - en sidste tur til LA (man skulle jo lige sige pænt farvel i Marc Jacobs.. :)), en sidste tur langs Venice Beach på rulleskøjter, en sidste gang surfing, en sidste tur til skolen langs Pacific Coast Highway, de sidste drinks ... Det hele var meget mærkeligt og afskeds-agtigt, og det gik da helt galt, da jeg havde været på skolen for sidste gang, og skulle køre hjem derfra. Pigen hulkede så hele vejen (30 minutter red., undskyld Anne) fra Malibu til Santa Monica - nok i en kombination af at jeg havde sagt farvel til mange folk på skolen og efterfølgende skulle aflevere dåsen til videresalg.
Men farvel blev der sagt - med stor afskedsfest og sushi og drinks i mange baner. Det var ikke skægt, og i flyet hjem fik jeg kram af sidekammerater i flæng, og undertegnede følte sig lettere utilregnelig.. Men hjemkommen til Danmark stod mor, far, Jakob, Ulrik, Vilma og Kaj klar til at drunkne mine sorger i hygge, skæg og ballade :)
- comments