Profile
Blog
Photos
Videos
Kære allesammen,
Kalenderen skriver den 19. december, og det betyder fem dage til jul, og dermed er det vist blevet tid til en lille julehilsen. Dét der med julestemning er imidlertid ikke noget, vi har gjort det så meget i. Før nu, that is. Jeg sidder i skrivende stund i vores røde dåse på freeway'en mellem Las Vegas og Los Angeles, og omkring os skyder sneklædte bjerge op med en frostklar blå himmel som baggrund. Det kan godt være, at det ikke er i LA, vi får den hvide jul at se, men vi ved da, at vi ikke skal køre meget mere end to timer for at kunne lave engle i sneen.
Siden sidst ...
Siden sidst er der sket den omvæltning i vores tilværelse, at vi ikke længere kan kalde os Pepperdine students. Det var nu engang lidt mærkeligt, da vi den anden dag var et smut forbi det internationale kontor for melde os ud af skolen og USA. Det føltes lidt som om, man var der den anden dag - bare med modsat fortegn. Og, denne omvæltning er selvfølgelig nært forbundet med det fact, at vi er færdige med at gå i skole: Den 3. december afleverede jeg de sidste opgaver og holdt de sidste præsentationer, og så var der ellers dømt frihed med den muligvis længste juleferie i mands minde forude. Og som bekendt betyder ferie fejring, så fredagen efter endt skole var der dømt cocktail-kjoler og matchende drinks i et kæmpe ball room med mange glade mennesker - dog også en del kede miner, da vi jo måtte minde folk om, at nu var det slut med "The Danish Girls" på Pepperdine ...
Spækhuggere, shopping og surfing - i december!
Første punkt på dagsordenen efter ferien var sat i værk var at få lagt en slagplan! Vi besluttede at bruge ugerne før jul i LA og omegn, for så at vende snuden sydpå mod Mexico efter jul. Vores første udflugt gik mod Palm Springs mod kæmpe shopping-mekka - ja, man skal jo også lige se, hvor Beverly Hills 90201-slænget tager på spring break. Pigerne var blevet udstyret med en GPS i bilen, da Jacob, en af de andre danskere herovre, syntes det var på tide, at vi lagde vores håndskrevne rutebeskrivelser på hylden og prøvede med noget af det der nyere teknologi. Da GPS først ledte os på afveje og vi endte på den gale vej midt i ørkenen, og den derefter gik kold for strøm og ikke ville tage i mod ny energi fra dåsens cigarettænder, måtte vi indse, at vi ikke var klar til det skridt ind i teknologiens verden - GPS blev pakket fint ind i sin lille æske, og siden da har vi genoptaget vores sværgen til vores kort og rutebeskrivelser. Siden gik turen til San Diego, hvor vi fik set Old Town, Gas Lamp District, spist mexikansk mad og blev sprøjtet til af spækhuggeren Shamu i Sea World. Og som prikken over i'et fik Ida lokket undertegnede i en forlystelse, hvor vi var så heldige at få plads på første række. Nu var det jo Sea World, og her går det meste ud på at være "in touch with the water", så vi var glade for vores medbragte ekstratøj og varme i sædet på turen hjemad. Endelig betyder ferien også, at vi har haft lidt mere tid til surfing og beaching, end mens vi gik i skole, så vi har adskillige gange ligget på vores surfboards med delfinerne svømmende omkring os, mens vi har diskuteret, hvor søren det der julestemning skulle komme fra.
SOS fra Santa Barbara
Før vores kommende tur til Grand Canyon var det blevet tid til lidt opvarmning med en lille hike. Vores ven fra skolen, Sirish, som vi har hiket med mange gange, mens vi har været herovre, havde for et par år siden været ude på denne her fantastiske hike i Santa Barbara, som ligger omkring halvanden time nord for Santa Monica. Vi pakkede madpakkerne, fyldte camel back'en og drog af sted op af bjerget mod Cathedral Peak. Sirish havde fortalt os, at det var en hike for øvede hikere, og da vores team alle har udøvet disciplinen en del på det seneste, var der ikke mange overvejelser forinden. Han havde dog også sagt, at skiltningen ikke var det, de havde været mest gavmilde med, hvilket havde betydet et par detours, sidste gang han var af sted. Vi havde imidlertid tiltro til vores guide, og vi tænkte, at han nok var klog af skade, da han tog et printet kort frem. Uden det store besvær - men med en del sved på panden og meget ømme lår og baller - nåede vi toppen, og udsigten var fantastisk ud over The Pacific. Der er imidlertid koldt på toppen, så vi påbegyndte nedstigningen, og under denne skulle det vise sig, at Sirishs lille krøllede kort ikke skulle være os til megen hjælp. Vi fulgte et track, der gik nedad - og da det var det, vi skulle, lod vi os ikke stoppe, da sporet begyndte at se mindre bevandret ud. Vi endte nede ved et par vandhuller i klipperne, og kunne, efter ikke at have mødt mennesker i en times tid, pludselig høre nogle snakke. Det tog vi som et godt tegn, og begav os ud på en mindre rock-climb. Vi måtte dog, efter Sirish var endt på den forkerte side med udsigt til en meget stejl nedstigning, indse at turen ned gik opad. Sirish måtte tage den side, han var endt på, og som lidt mere øvet end os andre, havde vi tiltro til at han nok skulle klare den, mens vi måtte tage den meget stejle nedstigning vi netop var kommet ned af var vores vej hjem. Holdet var lidt trætte, men vi vidste også, at det ikke rigtig nyttede at give op - slet ikke da vi mærkede et par regndråber i ansigtet. Måske det var vores tendens til at se det sjove i det hele, der hjalp os på vej, for pludselig hørte vi stemmer - lige over os. Og det viste sig, at der var et andet spor - som ledte os til en meget lettet Sirish på den anden side. En fin fin hike, der lige sparket adrenalin-niveauet i top!
Snekæder og Converse
Sikkert hjemvendt fra hike spenderede vi det resterende af søndag aften på at pakke vores hjem for de sidste fire måneder sammen i et par kufferter og fik det placeret hos de danske drenge, hvor vi har fået midlertidig opholdstilladelse over julen. Mandag morgen satte vi os så bag rettet, og, med vores håndskrevne ruteplan og GPS'en sikkert låst ind i handskerummet, satte vi kursen mod Arizona og Grand Canyon. I snit er der 16 regnvejrdage i Santa Monica om året, og vi havde så valgt at planlægge vores afrejse på en af de større. Det virker umiddelbart som en god plan at komme væk fra den slags, men selve rejsen bliver lidt mere kompliceret af det. For det første gjorde det ikke rejsen nemmere, at kloaksystemet ligesom ikke er gearet til Danmark-lignende regnmængder, hvilket betyder at stort set alle veje er oversvømmede. Da vi jo følte os rimelig hjemmevandte i regnen, skulle det ikke hindre vores tur i at komme godt fra start, så vi fortsatte, hvor andre muligvis var vendt om eller i det mindste havde taget en pause. Hvad vi ikke lige havde kalkuleret med, og som er "for det andet", var at jo længere øst på vi kom, desto koldere bliver det - og regn bliver i koldt vejr gerne til sne som bekendt. Så, to timer fra Los Angeles begyndte trafikken på motorvejen for alvor at gå langsomt. Vi vidste ikke rigtig hvorfor, men det viste sig så, at alle bilister blev ledt på detour, da vejen var lukket på grund af sne. Detour that is - op ad et andet bjerg blev det så til, og halvvejs oppe af bjerget bliver vi hevet ind til siden; "no passing without snow chains". Jamen så stik os da nogle kæder - og så fortsatte vi igennem halve og hele metre sne på og ved siden af vejen. Hvad der skulle have været en syv en halv times tur endte med at tage omkring fjorten timer, og vi måtte indse, at hvad de fleste tager til Grand Canyon for at se - solopgang og solnedgang - var nok ikke en oplevelse vi ville komme hjem med. Storm- og snevarsler skulle dog ikke afholde os fra at se Grand Canyon næste morgen, så vi kørte ind i naturparken. Undervejs måtte vi imidlertid også se i øjnene, at fire måneder i Californien har totaltskadet vores fornemmelse for pakning; vi følte os lettere til grin, da vi trissede rundt i vores Converse og sommerjakker i sneen.
Vegas is Vegas ...
Efter at have lavet tilstrækkelig mange sneengle og kigget lidt på noget, der vist nok skulle være Grand Canyon (hvilket alene ville kunne være blevet afsløret ved hjælp af røgtensyn) gik turen videre mod Hoover Dam, som er en meget stor dæmning mellem Arizona og Nevada, hvilket vil sige, at man her kan stå midt mellem to tidsoner. Da vi ligesom havde prøvet det, fortsatte vi mod Las Vegas. Pigerne var i forvejen lidt småskeptiske over konceptet, men det skulle da prøves. Og det er da også yderst fascinerende - man starter med New York på den ene side, derefter passerer man Paris på den anden, og så forbi Rom for at dernæst at passere Skatteøen. Meget specielt og meget kommercielt. Men, vi havde besluttet én ting; to keep an open mind, så vi fandt vores hotel, tog en tur ned gennem alverdens storbyer med tilhørende vand- og ildshows, men vi måtte dog indse at de mange timers kørsel de foregående dage lige skulle soves ud, inden festen kunne begynde. Og, om ikke andet, så kunne pigerne nyde, for omtrent første gang i fire måneder, at sove i senge med dyner. Mm.. Næste dag tog vi en tur ud for at se Vegas i dagslys - hvilket ikke ligefrem er et smukt syn. Men en del handlende har taget konceptet til sig, og når folk ikke spiller, så har de muligheden for at shoppe gevinsten op. Om aftenen dressede vi op og tog til Treasure Island, hvor vi så en meget fantastisk Cirque de Solei forestilling og derefter var der sushi på fancy fancy restaurant. Efter at have gjort vores satsninger (en dollar hver på hver sin enarmede tyveknægt..) gik vi på en klub, men der var generelt rimelig underbefolket - hvilket måske hang sammen med, at vi var endt i Vegas på den dag, hvor der var mest sne siden 1927. Hmm.. Så, nu har vi set Vegas - been there, done that. Konklusionen blev vist noget a la, at Vegas er Vegas, og vi er vist ikke Vegas-girls. Måske de endda har udviklet noget klaustrofobiske tendenser efter utallige gange at være faret vild blandt de enarmede tyveknægte i casinoerne, hvor der ikke eksisterer skiltning mod udgangen.
Leaving Las Vegas
I morges vågnede vi så op til den flotteste og frostklare morgen i Vegas - men sneen skulle stadig betyde forsinkelser på vejene. Så i mens jeg har underholdt mig selv med denne lille historiefortælling, har Ida siddet ved siden af og sunget med på hvad iPod'en havde at byde på, mens bilen har flyttet sige 19 miles på tre en halv time. Og der er ligesom kun én vej fra Nevada til Californien. Så vi venter! Tilbage i Santa Monica venter et par dage med møde med nogle af Idas venner fra Danmark, juleplanlægning og afsked med nogle af de folk der tager hjem før jul. Og så er det jo jul. Og efter børnenes jul i West LA med alle danskerne og julefrokost første juledag med importeret juleøl og snaps stikker vi afsted til endnu varmere himmelstrøg og Mexico et par uger...
Glade jul, dejlige jul
MEN - nu er det blevet min tur til et par timer bag rettet, så jeg vil skynde mig at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et rigtig dejligt nytår, og jeg glæder mig til at se jer igen engang i februar, når jeg vender hjemad til den tid.
Mange juleknus
Lisbet
- comments