Kære alle,

Fuuuck ... - der er sgu allerede gået to uger, siden jeg første gang satte mine ben i dette land!!! Og det må så gøre det for bandeord for denne gang - men er vel i Guds eget land. Eller noget.. Men: To uger må vist betyde, at tiden er ved at være inde til turens først fællesmail. Og jeg har vist sat mig selv noget af en opgave for med denne fællesmail; der er de seneste to uger sket så mange ting, og vi har mødt så mange fede mennesker, at det er svært at huske det hele..

For lige at starte med slutningen, da der sikkert er et par stykker, der ikke når til enden af min mail: Hovedbudskabetet er, at jeg har det helt vildt godt herovre - faktisk så godt, at jeg lige nu tvivler på min genkomst i det danske folkeregister. Men men, den tid, den sorg. Ida, den anden pige der også skal læse på Pepperdine University i Malibu, og jeg har det super godt sammen - har faktisk spenderet hvert eneste minut sammen de seneste to uger unden gnidninger, ret utroligt! Men vi er meget ens, hvilket nok er meget behjælpeligt for situationen; vi er lige dårlige til at passe på vores ting, så vi hjælper hinanden meget, vi er lige ustressede over vores generelle overblik over boligsituation og lignende, vi har samme store mål om at blive world champ surfers, og så besidder vi samme veludviklede shopping-gen. Og for lige at runde boligsituationen, så har den været et kapitel for sig - læs mere nedenfor - men vi er nu settled in i (hvad der apparently er den fine del af Santa Monica), og har tilegnet os postnummeret 90402 - ikke langt fra 90210 vel... Så der var det helt essentielle; pigen er glad og tilfreds, hun har tag over hovedet og - for ikke at glemme det nok vigtigste - hun erhvervet sig en rød convertible. Man er vel i Californien...

Jeg skal prøve at fatte mig i korthed - men tror det bliver umuligt. Til jer der ikke når til ende - her er skønt, og hjemveen har endnu ikke meldt sig, og jeg er ikke sikker på, den gør det overhovedet. Jeg savner selvfølgelig jer alle sammen, men faktisk er der så meget at se til og så mange søde mennesker, at man heldigvis glemmer at tænke over det. Men om ikke andet, så håber jeg, at I alle sammen har det dejligt, og hvis I har tid og lyst må I meget gerne skrive en hilse med nyt hjemme fra.

Let the adventure begin

Well, for at starte fra begyndelsen, nu hvor slutningen er rundt, så landede vi som sagt i Los Angeles onsdag sen aften for to uger siden. Sikkerhedskontroller, visum-tjek og så videre tog, som vi var varslet, endnu længere tid end vi havde beregnet, så vi nåede ikke vores fly, da vi skulle fra Atlanta til LA. Vi blev dog rebooket til et fly et par timer senere på first class - og var selfølgelig meget nede over at være kommet til at sove stort set hele vejen og ikke have udnyttet nogle af alle vores fancy fordele. Vigtigst af alt var dog at vi kom godt frem og hoppede straks på en taxa mod vores arrangerede bolig de følgende dage. Min ven Emil fra gymnasiet har boet i LA siden juni, så han havde sat os i kontakt i hans veninde, der passede hus for en kunstner i et superfedt område på toppen af LA med udsigt over Hollywood-skiltet fra terassen. En helt god base for os, og med lånet af Emils lille Mercedes convertible var der udsigt til nogle gode cruiser-dage inden vores introkursus på skolen begyndte. Og stilen var lagt; Ida og jeg blev meget hurtigt enige om, at det er meget vigtigt og fornuftigt lige at få ferieret inden skolestart, ligesom afklimatisering ikke er sådan at kimse af.

Håndtegn, hav og himmel - til den helt store guldmedalje

Vi havde fået sovet godt igennem på turen over, så jetlag mærkede vi ikke noget til, så torsdag middag crusede vi ud af Santa Monica Freeway mod sol og strand. Her er så fantastisk herovre - der er monster-høje palmer over alt, jeg har for måske to eller tre gange spottet skyer på himlen, og klimaet er fantastisk (selvom jeg ikke fatter Fahrenheight-graderne..). Men vi fik gået tur langs stranden og kastet håndtegn til hinanden over endelig at være fremme.På det lille bjerg, der lå en lille skole, aldrig så jeg så dejlig en skole!

Dagen efter gik turen til skolen og - I kid you not - her er fantastisk. Jeg tror ikke det er en løgn, at Pepperdine University er nomineret til den best locatede skole i verden (eller USA i efter fald). Skolen ligger op langs en bjergside med Business-skolen, som vi skal gå, på på toppen. Når man kører op af bjerget skal man kun dreje hovedet svagt for at kigge direkte ud i havet, der er så blåt, at det og himlen går i et. Det er så smukt, og selv efter vi havde ordnet vores ærinder på skolen havde vi bare lyst til at blive hængende. Desuden har de så en udendørs swimmingpool på omkring fire gang Frederiksbergs Svømmehal og kæmpe idrætsanlæg med fodbold-, atletik- og baseballbaner. Virkelig en sej skole. Dog var første indtryk af skolen, at det var en meget tom en af slagsen, men så igen, det er jo stadig sommerferie - og vi kunne starte med at glæde os til at gange, trapper og terasser bliver fyldt op med Kelly'er, Brandon'er og Dylan'er efter skolestart.

"Hey, you forgot the Walsh-house"

I vores tid i LA nåede vi også at turistste den lidt - det er eksempelvis aldrig for tidligt at tagen en tur ned af "the walk of fame" og lige kigge lidt nærmere på det dér Hollywood. Det resulterede i, at vi blev narret til open bus tour rundt i Hollywood og Beverly Hills for at se stjernernes huse. Det var liiige turistet nok, men en meget god sightseeing, som gav en ok fornemmelse for bydelene i forhold til hinanden - og så var det da helt skægt at se David Beckham, George Clooney og Britney Spears huse - men vi var begge meget skuffede over at turen igennem Beverly Hills ikke gik forbi the Walsh House. Tsk tsk..

Poolparty med plasticcups - og ikke bare et hvilket som helst sted

Nok en af turens største oplevelser var nok sidste søndag søndag, hvor pigen vi boede hos de første par dage spurgte om ikke ville med en tur til pool party. Jooo tak!! Turen gik til Beverly Hills, hvor en af hendes venner bor. Der blev linet op med massagebord, og så kunne man ellers flyde i pool, svede på kanten, nyde drinks af pink plastic cups (as we know the from the movies..!!). Og så gjorde det bestemt ikke dagen dårligere med en times full body massage. Mm.. Man, I looove LA! Og by the way, tror I så ikke, at Liv Tyler havde været et smut forbi for at kigge på huset dagen forinden.

Så så man lige os - bedre til at fikse en bil end en mekaniker!

Sidste mandag gjorde vi vores ankomst til skolen, hvor vi skulle bo til fredag og møde skole, lærere og vores kommende internationale medstuderende - og denne dag, hvor vi rent faktisk skulle være et sted på et bestem tidspunkt, viste sig så at være dagen, hvor vi skulle igennem de helt store automobile prøvelser. Ud over vores første parkeringsbøde, som vi fik i Hollywood et par dage før, så blev vores mekaniker-evner sat på en gevaldig prøve, da nøglen pludselig knækkede! Vi fik sat hele verden i røre - flere naboer på vejen, Emil der var i Danmark på det tidspunkt, Auto-service og Mercedes-forhandlere i godt og vel hele LA og Illinois(!). Og så, da vi havde haft en mekaniker forbi, som sagde vi skulle ringe efter en bil, der skulle køre os til værksted, så ordnede vi det lige selv - et stykke pap mellem nøgle og nøgleboks reddede vores røv på knold og tot-maner, og med en klup i halsen nåede vi hele vejen til Santa Monica, hvor vi skulle aflevere den. Så nu håber vi, at vi har været igennem vores car troubles for denne tur - 7 9 13...

Jeg har hørt at Asien favner verden største folkefærd ....

Men der er åbenbart ikke rigtig plads, for over 90% af alle de internationale studerende er fra Kina, Japan, Taiwan, Korea, Malaysia og Indonesien og Indien. Men om ikke andet, så er de alle sammen topsøde, virkelig cool, hjælpsomme og megaskægge. Vi er klart blandt de bedst bevandrede i de engelske gloser, men alle er, trods deres sprogvanskeligheder af og til, er alle meget engagerede og åbne og vil gerne lære hinanden at kende på kryds og tværs. Helt generelt var introugen en lidt blandet fornøjelse - der var mange informationer, som vi havde fået, eller som gav sig selv, men det var meget rart at lære skolen, staff og medstuderende at kende før skolen virkelig starter, og det var virkelig sjovt at alle de nye første års-studerende ud over de internationale studerende til den såkaldte "mixer" sidst på ugen. Udover at have fået etableret en helt god venskabskreds af indere, kinesere, en tjekke og et par franskmænd, så fik vi suppleret med et par ærke-amerikanere, der kaster håndtegn for et godt ord, og siger "Pease", når vi siger farvel. Og de to danske damer trækker ikke så lidt opmærksomhed. Vi er godt og vel de eneste blonde, og det drager åbenbart, så vi har fået networket en del - og særlig fordi vores boligsituation har været lidt speciel, har vi virkelig mærket den amerikanske hjælpsomhed og gæstfrihed.

Housing - what a b****!!

Netop vores boligsituation leder mig videre til ovenstånde udråb - for det er ikke løgn; housing is a b****! Vi havde fra start fravalgt at bosætte os på campus, da det er et såkaldt "dry campus", hvor der ikke er meget fest og farver - ikke at vi skal være stive det næste halve år (her forestiller jeg mig et par stykker tænke "year right"), men vi ville gerne bo, hvor der sker noget, og så lidt nærmere stranden (jævnfør vores surfer-mål). Vi startede derfor med at lede efter en to værelses-lejlighed eller bare et sted, der fremlejede to værelser. Det er åbenbart umuligt at finde - vi var ude og se nogle steder, men som regel betyder to fremlejede værelser, at man skal bo hos en familie, og dem vi efterhånden har mødt har været rimelig sære. Da det begyndte at virke som en urealistisk idé at finde noget sammen, valgte vi at gå på jagt efter enkelte værelser i nærheden af hinanden. I løbet af introkurset brugte vi derfor pauser på at drøne til Santa Monica (ca. en halv time i bil fra uni, der ligger i Malibu) og tjekke værelser ud. Vi så både mere og mindre heldige værelser (var blandt andet forbi en handikappet mand, der lugtede af bræk og plejehjem, og som troede han snildt kunne leje et værelse ud i sin lejlighed). Det endte rent faktisk med, at vi var et smut forbi en fyr, der havde et hus tre blokke fra stranden, hvor han lejede værelser ud til studerende. Der var ikke megarent, og han var lidt sær, men vi blev enige om at gå lidt på kompromis, da værelserne lå godt, de var billige, og vi kunne bo sammen. Det valg viste sig at være helt i skoven; da vi havde pakket bilen søndag aften, efter i vores hjemløshed at have sovet på gulvet af en vens vens lejlighed uden elektricitet i to døgn, ringede vi til fyren. Svaret lød: "You can't move in today", og så blev røret lagt på. Nå men godt så! Efter et par minutters råben i galskab, vendte vi bilen, kørte tilbage til den møbel- og elektricitet-løse lejlighed, bestilte pizza, og fik lokket vores tjekkiske ven til at hente uanede mængder af øl til at holde vores stressniveau nede. Det blev til en pæn brandert i oplyst af et jordbær-duftlys udlånt af underboen og besøg af en ret cool neger, vi havde mødt tidligere, der leverede lektioner i håndtegn og rappede freestyle. Så intet er skidt uden det er godt for noget - en skæg aften. Og vi blev i løbet af aftenen enige om, at vi ikke engang gad ringe til fyren og bede ham "to go f*** him self". Den måtte han sgu selv regne ud.Men men, ikke mere udenoms-snak: Boligsituationen så jo lige håbløs ud dagen efter, trods vores lave stressniveau. Vi drog på International Fair dagen efter og reklamerede for CBS og Danmark uden stress i rygsækken (til stor overraskelse for alle inkl. os selv). Derefter tog vi krise-møde og blev enige om at ringe til Coco, som vi havde været forbi og se et værelse hos tidligere: Vi ringede til hende, spurgte om vi måtte bo to på hendes værelse, der var til leje, og svaret var ja. Så situationen er nu lykkelig: Pigerne deler nu værelse, har privat badeværelse og sover på luftmadrasser - men de er lykkelige. Coco er vildt sød, en pige sidst i tredverne, som er sød, hyggelig, hjælpsom og som synes vi er superhyggelige at have som logerende. Så here we stay!

Et råd, der bør følges: Når du kommer til LA, så er det første du skal gøre, at købe en åben bil! And how not to??

Før afgang til USA fik jeg mange gode råd - men ét var særlig vigtigt at huske: At købe en åben bil. Og også på dette punkt var Ida og jeg meget enige - særligt efter at have cruiset området tyndt i Emils lille lækre sag. Vi kom i kontakt med en dealer, leverede ham vores specifikationer i forhold til, hvad vi var ude efter, og et par dage efter fik vi de først billeder af vores nye baby. En rød Volvo C70 Turbo Convertible. Vi var begge solgt med det samme og tog straks ud for at se den. Og der var ikke noget at gøre - vi underskrev adoptionspapirerne med det samme, og har lagt alt vores kærlighed på hende: Dåsen, som hun hedder! Og hun er smuk, en rigtig tøsebil, og hun spinder (nogle gange mere end andre), og jeg tror ikke vi har kørt med taget oppe siden vi overtog hende. Det eneste jeg kan sige er bare, at det nok er det bedste råd, vi har fået, og at de godt og vel 30.000 kroner, vi måtte slippe med registrering, tax og forsikring, er ingenting, i forhold til hvor meget hun betyder for os begge. Og hvad kan man andet i Californien - hvad kan man andet i Santa Monica - end at køre i en åben bil? Nej vel ...

High school reunion - på den anden side af jorden

Da vi var flyttet ind i vores endelige bolig og kommet til rette lød beslutningen benhårdt at vi skulle afprøve Santa Monica beach for real! Tiltrængt med blade, bøger og høj sol nydt fra et håndklæde i vandkanten. Mmm.. Samme dag var også dagen, hvor min ven Emil fra gymnasiet vendte tilbage til our new hood efter et par uger i Danmark. Så der var high school reunion på stranden med sushi og smoothies til at fejre os selv og det fede liv på den anden side af jorden. Det var virkelig hyggeligt - og da Emil er efterhånden en kendt mand i området aftalte vi shopping-sight-seeing i West LA dagen efter (hvilket er i dag, onsdag).

Pretty Woman walking down the street

Og shopping-sight-seeing er nok det Emil kan bedst - dagen i dag startede med pick up af Emil i Dåsen, som han jo, selvsagt, med det samme blev lige så forelsket i, som vi selv er. Som en levende GPS guidede han os direkte til Rodeo Drive, hvor vi, kl. 11.20, fik serveret champagne mens vi "osede" rundt i Yves Saint Laurent. Så sejt! Snakkede surfing med salgs-mand, som bare hældte mere champagne på os, mens jeg forelskede mig i en YLS-baby. Champagne betyder heldigvis ikke, at man skal købe - men anyways... Turen gik herefter videre til Chanel, Prada, Miu Miu etc. etc... Efter fantatisk frokost på Melrose Avenue en tur i Marc by Marc Jacobs. Jeg elsker deres service herovre - og lavere priser!!

Over and out herfra ...

Kære alle jer, der er nået her til: Well done! Og som I måske kan fornemme, er her for skønt - har faktisk først i dag haft et ledigt øjeblik til at færdiggøre en reel mail, hvilket jeg selv tager som et godt tegn, men som så betød, at denne mail vist har været lidt af en b**** at læse.Og what comes to surfing, så skal Ida og jeg have vores først lektioner af den først Brandon vi har mødt i morgen! Så i forhold til surf-talenterne må jeg være jer svar skyldig indtil næste mail.

Jeg håber I alle har det fantastisk - og skriv endelig endelig mails. Det er meget hyggeligt at høre nyt hjemmefra!

Kærlige hilsner, knus og tanker,Lisbet

PS: Jeg prøver pt at få mit fotoalbum til at virke, men det har desværre været uden held, men jeg videresender et tilhørende link en af de kommende dage! Forhåbentlig med billeder af mig SURFING.. :-)

By the way - nyt nummer: +1 310 382 7470