Fridage i tucson:

d. 19 december spiste Alex, Emil , Chris og jeg morgenmad sammen med K og Tinas værtsfamilie.. Derefter sadlede vi cyklerne op og kørte ud i ørkenen.Her var der en rundtur på 15 km, i mellem kaktusser, bakker og midt i ørkenen. Det var den fedeste og hyggeligste cykeltur. Det var så dejligt at cykle igen og opleve det hele fra cyklen, vi nød det alle super, super meget. På vejen så vi en slange, da vi kravlede op på nogle klipper for at tage billeder. Det var en klapperslange der lå inde i en sprække, så fra da af holdt vi øje med slangerne. J Zindy væltede på cyklen ind i en kaktus og cyklen punkterede, så vi mødte holde en lille pause. Da vi kom hjem igen gjorde vi os klar til julemiddag kl. 5. Her spiste vi dansk mad med en dansk klub og Rasmus Hulgaard + Mette mødte vi igen. Emil og jeg spiste sammen med hans familie og det var super lækkert med dansk julemad igen. J Efter en meget lang kedelig tale om danskevindmøller osv, dansede vi om juletræ og sang danskejulesange. Pludselig kom julemanden ind, og de små børn kom op på hans skød og fik slik. Det sjoveste ved denne julemand, var at det var Mathias, så ingen af os kunne holde latteren tilbage.

d. 20 december havde vi endnu en fridag. Vi tog i dag vandreskoene på. Vi fik instrukser af Ralph om at vi skulle drikke en masse vand og mindst tage 2 flasker med i tasken! Uha, uha, hvad var det vi skulle ud på?? Emils familie tog med derud og vi blev kørt ud til et bjerg, hvor vejen stoppede. Her begyndte vandreturen! Vi vandrede op til nogle små pools af nogle smalle små bjergstier. Derefter spiste vi frokost ved de små søer som floden igennem bjergene havde lavet. Emil og Alex besluttede sig at bestige en bjergtop mens vi piger ville finde en anden vej ned end den vi var gået på vej op, da det ville være lidt sjovere. For at skræmme slanger væk sang vi "se den lille kattekilling". Emil råbte fra toppen at jeg burde komme op til dem, så jeg forlod pigerne og klatrede selv af sten og klipper op til Emil og Alex. Herfra var en kanon udsigt, og nu skulle vi bestige endnu flere toppe. Vi gik på en lille klipperyg og kravlede/gik af klipper ned til floden imellem bjergene. Vi fulgte floden lidt og besluttede at komme op på toppen af bjerget på den anden side af vandet. Dette gik meget stejlt opad, men efter lang tids klatren, kravlen, kaktussplinter, og skrammer efter træer og buske nåede vi toppen, som dog alligevel ikke var den top vi troede. Vi så over på den næste top som vi besluttede at bestige. Efter ca. en halv time var vi kommet op på den anden top, hvor turen op havde været igennem kaktusser og over sten og klipper, dog var det ikke så stejlt her. Vi skulle ned på den anden side af bjerget for at fange stien igen, og da vi kunne se på solen at det var ved at være eftermiddag var vi bange for at alle de andre havde taget stien ned normalt og havde ventet på os i lang tid.

Vi begyndte nedstigningen, hvilket blev ret vildt. Endelig kom vi ned på stien igen og gav lettede og glade high five til hinanden J Vi var lidt bange for at alle de andre ventede så vi satte i løb ned af den lille bjergsti, med sten i skoen, svedige, trætte og jeg med en kaktustorn/pig i knæet. Koncentrationen var på det højeste da man skulle tage sig i agt for hvor man satte fødderne for ikke at vride rundt. Efter en lang løbetur ned var vi nede af bjerget måske 15-20 min senere. Da vi kom ned til bilen var der dog ingen!! Åhh, åhh.. Vi drak vores sidste vand, jeg kiggede på min torn og vi ventede lidt tid. Pludselig kom Pete(værtsfar) ned fra bjerget. Vi var glade for at se ham, og han fortalte at Emils familie var kørt hjem og at vi stadig manglede Ralph(vores værtsfar) som var gået med Chris, K og Tina. Det viste sig at de havde fulgt floden og havde ikke kunnet kommet på rette vej igen. Vi ventede på dem og frygtede lidt at de ikke var tilbage før solen gik ned

Endelig kom pigerne og Ralph tilbage. K havde vredet om og forstuet foden, Ralph havde båret hende over svære steder og skjorten og hans arme var helt forrevet af buskadset. Men de var ved godt mod og følte at de virkelig havde været ude på en survirver tur, ligesom vi følte. På vej hjem i bilen sad Pete, Ralph, K med en dunkende fod, Chris, Tina, Emil, Alex og jeg og var alle meget trætte men også glade og stolte over vores lille bjergbestiger eventyr. Det havde været en kanon men meget hård dag, som vi aldrig havde forudset.

Efter et bad hjemme. Blev Emil og jeg hentet af hans forældre og spiste på deres hotel med dem. Jeg prøvede uden held at grave min kaktus ud, og måtte til sidst give op. Derefter kom vi trætte hjem til de allerede sovende Chris og Alex. Så fik vi også oplevet et lille bjergbestiger eventyr. J

Det skal lige tilføjes at Mikkel dagen efter fik gravet min store kakuts torn ud af mit knæ. Den var ret vild og havde siddet direkte ned i knæet. J