Profile
Blog
Photos
Videos
Hold nu op en tur! Vi blev hentet kl.21.30 og kørt til kontoret. Her stod vores guide klar med rygsække, mad og varmt tøj. Når man pakker til en tur til Mellemamerika, så er det altså ikke vinterjakke og vanter der står øverst på listen. Fra kontoret tog det os halvanden time at komme til pacaya. Jeg har været så heldig at jeg hverken har haft køresyge eller søsyge på denne tur. Mit held slap op på vej til vulkanen. Der blev de kringlede veje og trætheden lige for meget. Heldigvis forsvandt kvalmen som dug fra solen da bussen stoppede. Den første del af turen var en brostens belagt sti. Ikke ligefrem det bedste underlag at gå på, men man kan ikke få det hele. Resten af turen foregik på jord og lavasten. På turen op havde vi ikke kun selskab af vores Lokale guide, men også hunden Gringo. Han går åbenbart altid med grupperne op. Måske i håbet om at få lidt mad.
Turen op var hård mest fordi man er træt, men også fordi det kun gå op ad. Tilgengæld var udsigren fantastisk! Vi kunne se lysene fra Guatemala City, og kiggede vi længere op kunne vi se lavaen fra vulkanens udbrud. Efter 1,5 time nåede vi Base Camp. Det var her vi skulle sove et par timer før vi tog hul på sidste del af turen. Vejen til toppen. Nogle gange kan man bare sætte sine ting i Base Camp, og så gå det sidste stykke uden at slå lejr først. I vores tilfælde blæste det dog alt for meget, så vi slog lejr og håbede på at vinden ville lægge sig. Vores søde guider satte vores telte om, mens vi spiste vores aftensmad/natmad. Gringo kunne godt se at vi ikke ville give ham noget, så han hoppede selv op og tog en sandwich. Så måtte vi jo bare dele om dem der var tilbage. De havde sågar taget vin med op, hvis man havde brug for at glas at styrke sig på.
Det er meget lang tid siden jeg har sovet i telt, men jeg mindes ikke at det var så koldt! Selv med top, t-shirt, cardigan, fleece, jakke og en sovepose var jeg kold som en ispind. Alligevel lykkedes det mig at falde i søvn. Det var tiltrængt med et par timers søvn. Kl.04.30 vækkede vores guide os. Nu skulle vi helt op på toppen. Jeg overvejede et kort øjeblik bare at takke nej og blive liggende. Jeg var endelig begyndt at tø lidt op. Det ville dog alligevel være ærgerligt ikke lige at tage det sidste stykke, når nu jeg var kommet så langt. Jeg fik overtalt mig selv til at forlade den lune sovepose, til fordel for blæsevejret udenfor. Den sidste vandretur foregik udelukkende på lavasten. Det betød at man gled næsten hver gang man tog et skridt. Der var ingen fast grund. Det gjorde det ikke bedre at det stadig var fuldstændig mørkt. Og for at toppe det hele af stilnede blæsevejret på ingen måde af.
Den første del var barnemad i forhold til det sidste stykke. Men hold nu op et syn vi blev mødt af på toppen. At vandre op af en aktiv vulkan midt om natten lyder måske ikke som verdens bedste idé. Lige indtil du når toppen. Jeg er så glad for at vi kom derop mens det stadig var mørkt. Så kunne vi rigtig se lavaen. Vi blev dog nødt til at finde lidt ly fra blæsevejret, ellers ville det blive en kort fornøjelse. Det var lige før jeg troede vi alle ville blæse væk. Heldigvis kendte vores lokale guide en lille lomme med god udsigt til toppen. Her kunne vi sidde og se vores helt lava og røgshow. Rundt om toppen var der et krater, som vi af gode grunde vi ikke skulle falde ned i. Dernede var der små revner hvor fra der kom damp og røg ud. Falder man derned ville det være lidt ligesom at blive kogt. Så vi holdte os et pænt stykke væk fra kanten. I mørket kunne vi virkelig se den orange lava, når den skød op fra vulkanen. Det var næsten ligesom at sidde og se på et fyrværkerishow.
Mens vi sad der begyndte det langsomt at blive lyst. Vi begyndte at gå ned mod vores lejr. Vi blev nødt til at røre os, så vi kunne få varmen igen. Det er sjovt så anderledes alt ser ud, når det er lyst. Lige pludselig kunne vi se hvor vi gik, uden at tænde for vores pandelampe. Det betyder dog ikke at turen ned var nemmere. Der var faktisk flere der faldt på vej ned, end der var da vi skulle op. Halvvejs nede stoppede vi for at nyde solopgangen. Med solen i ryggen kunne vi se El Fuego i udbrud. Jeg sendte en tanke til de andre. Forhåbentlig var deres tur knap så kold som vores. Men når man er på en 2,552 meter høj vulkan, kan man nok ikke helt undgå lidt kulde.
Tilbage i Base Camp nød vi en tiltrængt omgang morgenmad. Der var også te og kaffe hvis man havde brug for noget lidt hjælp til at få varmen igen. Gringo havde samlet nogle venner mens vi var væk. 4 hunde som sad og fulgte vores mindste bevægelse. Jeg tror nu jeg ved hvordan dyrene i zoologisk have har det. Desværre var efterlod vi ingenting, så intet bananbrød til dem. Turen ned gik væsentligt hurtigere end turen op. 40 min så var vi tilbage hvor vi startede.
Jeg er så glad for at vi gjorde det mens det var mørkt. For det første var det hamrende smukt at se lavaen lyse op i mørket. For det andet så havde vi hele vulkanen for os selv. Vi var de eneste deroppe. Altså lige pånær et fransk par som stadig lå og sov, da vi begyndte at vandre ned. Mængden af mennesker vi mødte på vej ned. De blev bare ved med at komme. Både til fods og til hest. Jeg tror ikke det havde været lige så magisk hvis vi havde skulle dele vulkanen med alle de mennesker. Turen tilbage til Antigua var meget stille. Vi fik alle lidt velfortjente søvn.
Efter et varmt bad og noget frisk tøj føler man sig helt som et nyt menneske. Nu venter vi bare på at den anden gruppe kommer hjem. Vi venter spændt på at høre om de alle klarede turen op. Jeg er ikke helt så træt som jeg troede jeg ville være. Men det kommer nok når vi om et par timer sidder i bussen mod panajachel. Der skal indhentes lidt søvn.
- comments
Solveig Kære Line. Det er da helt vildt hvad du oplever, du beskriver det hele, som om jeg også tror, jeg har oplevet det. Du er fantastisk til at beskrive hvad du ser og hører. Det er helt vildt, at du har kravlet op vulkanen - du er bare så sej Line. Glæder mig til vi ses. Hilsen Solveig