Profile
Blog
Photos
Videos
Alle klarede det. Om end de var meget trætte. Så det var godt vi havde en 3 timers bustur til Panajachel, hvor alle bare kunne slappe af. På vejen stoppede vi for at få lidt frokost. Selvom vi havde fået lækker morgenmad, så mætter bananbrød altså ikke særlig længe. Panajachel ligger lige ud til den anden største sø i Guatemala Lake Attilian. Byen har en hovedgade og en gammel kirke. Derudover er der ikke så meget at se ifølge vores guide. Det er også derfor vi kun havde én overnatning der, inden vi tog videre. Jasmin, Eefje og jeg gik en tur på hovedgade for at se lidt på butikker og boder. Derefter tog vi tilbage til hotellet og hentede Karen og gik på jagt efter noget aftensmad. Vi valgte et lille sted med udsigt udover søen. Hvis vi ikke havde været så trætte, så havde vi nok tænkt os lidt bedre om. En aften ved søen kan kun betyde en ting - myggefest. Man kan altid være bagklog.
I går (9/3) forlod vi Panajachel. Først havde vi dog et par timer til at spise morgenmad og shoppe lidt mere. Det er lige før man får stress af at gå ned af hovedgaden. Alle råber efter en og prøver at sælge noget. Jeg var mest ærgerlig over at forlade hotellet. Det var virkelig hyggeligt med havr og blomster. Det var også lidt rart kun at være 2 på et værelse. Dagens destination var San Juan La Laguna, som lå på den anden side af søen i forhold til hvor vi var. Vi tog dog en lille omvej og stoppede på Hotel Del Mundo. Her kunne vi slappe af og tage en dukkert i søen hvis vi havde lyst til det. Hotellet ligger op af en bjergskråning. Så man skal en tur op af en masse trapper hvis man ønsker noget at spise. Trappen er omringet af blomster i al verdens farver og træer som giver dejlig skygge. Hvis man ikke er i humør til trapper, kan man bare blive på den terasse de har nede ved molen. Der er både hængekøjer, sol og stole at sidde på. Vandstanden er de seneste år steget i søen. Det er steget så meget at hotellet faktisk har mistet en hel etage. Hvis man kiggede ned i vandet fra den terasse vi sad på, så kunne man se den gamle bar og de gamle barstole. Der var den mest fantastiske udsigt udover søen. Vand, vand, vand og atter vand. Og så en vulkan i horisonten.
Da vi alle havde fået ladt batterierne op, hoppede vi i båden og sejlede det sidste stykke til San Juan La Laguna. Indbyggerne her er primært mayaer. I mange år kunne man kun komme til byen via vandet. I 70'erne blev der endelig lavet en vej, en det er hurtigere at tage turen over søen. Det var lige før vi var blevet i båden. Deres hovedgade var næsten lige så stejl end de vulkaner vi lige havde vandret op ad. En vandretur pr. ferie er altså mere end rigeligt! Her var der intet hotel, tilgengæld skulle vi alle hjem og bo hos en familie. Eefje og jeg blev indlogeret hos Elena & Juan. I huset både også deres to børn, Felix & Dulce og bedsteforældrene, Filippa og André. Jeg tror måske vi fik drengens værelse. Hvor får jeg den idé fra? Det kunne være FC Barcelona skiltet eller at hele den ene væg er dækket af hans navn.
San Juan La Laguna er en anderledes by i forhold til hvad vi ellers har set på denne tur. Da vi havde fået sat vores tasker fulgte vores værtsfamilier os til byens park. Herfra fik vi en rundvisning i byen med fokus på hvad de lever af. Vi startede med at gå til The Chocolate Factory. Vi nåede ikke langt før vores lokale guide stoppede op for at fortælle os om et af de mange vægmalerier der er i byen. Det her maleri handlede om hvordan de velsigner babyerne, når de blev født. På The Chocolate factory fik vi demonstreret hvordan de fremstiller chokolade. Det var også stedet med den eneste engelsktalende medarbejder. Alle andre steder foregik det på spansk, så Andrea var mere vores tolk end guide. Næste stop var byens kirke. Deres gamle kirke blev ødelagt under et jordskælv. Med økonomisk hjælp fra Tyskland har de bygget en ny lige ved siden af. Det er noget af en kontrast at se de 2 kirker ved siden af hinanden. Den ene en ødelagt ruin. Den anden en flot grå nybygget sten bygning.
Efter et hurtigt kig inde i kirken gik vi videre til The Fabric factory. Her lærte vi Hvordan de spinder bomuld, og hvordan de farver det ned naturlige farver. Der var en bestemt frugt som gav 2 forskellige farver alt efter om den blev plukket ved fuldmåne eller ej. Det er fascinerende hvordan de laver det hele selv. Men det tager jo så også lidt ekstra tid. Fx. Tager det dem lidt over 1 uge at lave et tørklæde. Man skal heller ikke undervurdere hvor svært det egentlig er. Hvis jeg skulle lave et tørklæde på deres måde ville det uden tvivl tage meget længere end bare 1 uge. De havde en lille butik hvor de solgte alt det de lavede. Det rigtig fede ved den butik var at der på alle produkterne hang et lille skilt med navnet på den der havde lavet det. Så den lille blå pung jeg købte var lavet af Esperanza.
Da alle havde shoppet færdigt tog vi videre til næst sidste stop - et galleri. Allerede inden vi havde sat os ned var jeg blevet forelsket. Et aflangt maleri af Guatemala's national fugl malet i de smukkeste grønne og blå nuancer. Jeg fik dog hurtigt rationaliseret mig frem til at det ikke kunne være i mine rygsække. En af de malere der var tilknyttet galleriet fortalte lidt om sine egne motiver. Han havde brugt det sidste år par at male korn /majskolber. I al verdens farve. Selvfølgelig havde hver farve deres egen betydning. Jeg husker ikke dem alle, men kan huske at hver farve også symboliserede en nationalitet. Rød betød indianer, hvid betød europæer (hvorfor mon det?), sort betød afrikaner og gul betød asiat. Der er også en multifarvet korn sort som vokser vildt, og som bringer held hvis man finder den på sin ejendom. Han sluttede af med at sige at hvis nogen ønskede at købe et maleri kunne de rulle det sammen så det ikke fyldte så meget. Løbet var kørt. Jeg blev nødt til at have det billede!
Så nu er jeg den lykkelige ejer af et maleri fra Guatemala. Det er en lidt fed souvenir hvis jeg selv må sige det. Sidste stop på vores tur var et sted hvor de groede medicinske planter. Vi hørte lidt om hvad de forskellige planter kan bruges til, og lidt om hvordan de gør når folk bliver syge. For det første tager de meget sjældent til lægen. Derudover så føder de fleste hjemme. Hende der snakkede med os havde 14 søskende, og hendes mor havde født alle 15 børn hjemme. Det må jo være totalt uoverskueligt at have så mange søskende?! De har dog jordemødre, men det er ikke en uddannelse man kan tage. Det er en "gave" man får fra fødslen af. Så det ville svare til at da jeg blev født kiggede jordmoderen på mig og konstaterede at mit kald var at være sygeplejerske. Det er en lidt sjov og anderledes måde at gøre tingene på. Til at slutte af på fik vi et krus med noget med velsmagende citron te.
Det var slutningen på vores officielle rundvisning. Nok meget godt for solen var gået ned, og vi frøs vist alle lidt. Men vi havde et sidste stop inden vi skulle tilbage til vores familie. Vi havde spurgte Andrea hvordan man gjorde i forhold til drikkepenge til den familie man boede hos. Hun sagde at her betaler man med madvarer og ikke drikkepenge. Så vi gik alle shop amok i det lokale supermarkede. Eefje og jeg købte ris, mælk, olie, ost og slik til vores familie. Derefter var det på tide at komme tilbage til familien. Felix hentede os samme sted som Elena havde afleveret os. Og så gik vi sammen det sidste stykke hjem. Når man bor hjemme hos nogen får man virkelig øjnene op for hvor heldig man egentlig er. Ikke bare for det hus man bor i, men også for de muligheder man har. Vores familie havde et lille bitte hus, hvor datter delte værelse med forældrene. Køkkenet var lillebitte uden komfur, men med en bålplads. De havde en stor garage fyldt med kokosnødder. Tror måske de havde en plantage et sted..
Vi fik overraskende lækker aftensmad. Da jeg så køkkenet tidligere havde jeg godt nok mine tvivler om hvor vidt jeg overhovedet ville få aftensmad. De havde sågar lavet suppe for at tage hensyn til Eefje som havde haft lidt problemer med maven. Efter maden sad vi lidt ved bordet og snakkede en lille smule. Det er ikke nemt at holde en samtale kørende, når man ikke snakker samme sprog. Med fagter og en sprogapp kunne vi holde den kørende i en lille time, men så var vi også trætte og klar til at sove. Nattesøvn blev der ikke så meget af. For det første var der hamrende koldt . Bentonvæggene og tintaget hjalp ikke på det. Heldigvis havde vi fået nogle dejlige tykke tæpper. Man kan høre ALT på et tintag. Hver et blad der lander. Hvert et dyr der kravler rundt deroppe. Hver gang jeg var lige ved at falde i søvn skete der et eller andet på taget. Da vi endelig var faldet lidt i søvn blev vi vækket af hvad vi troede var en stor eksplosion. Senere fandt vi dog ud af det "bare" var den mølle der maler korn. Sådan siger den åbenbart når den starter.
Næste morgen var det tilbage til kulturcenteret. Der sagde vi Gracias og Adios til vores værtsfamilier inden vi gik ned mod vores båd. Det var en helt speciel oplevelse at få lov til at se en by, som virkelig er præget af mayaerne og deres tro. Det er også en af de mere farverige byer til dels på grund af deres mange vægmalerier, men også på grund af indbyggernes tøj. De fleste går rundt i traditionelt maya-tøj, hvilket er mere farverigt og mønstret end det vi går rundt i derhjemme. Det sætter altid tingene i perspektiv, når man møder en kultur som er så meget anderledes end ens egen. Man lærer at sætte pris på sin egen kultur.
- comments