Så startede vores nye tur mod Darwin, også en 3 dages tur, og denne gang med vores guide Jason. En tidligere soldat, som blev træt af militæret, men elskede naturen så meget, at han flyttede væk fra storbyen Sydney og her til ødemarken, hvor han nyder at køre rundt med turister, og undervejs fortælle dem alverdens røverhistorier om dette fantastiske sted.

Vi var en lille gruppe på kun 6 personer, men det viste sig at være en perfekt størrelse. Marie-Lisa fra Washington, USA, Kimmy fra Japan, men som nu læste jura i Canberra, og så et hollandsk par, Renata og Niels.

Jason startede med at fortælle os, at turen nordpå mod Darwin var på 1600 km, så der skulle tilbagelægges en del kilometer de næste dage, men at han ville forsøge at gøre det så spændende som muligt, og med så mange stop han kunne presse ind undervejs.

Første turiststop på turen var ved Barrow Creek Telegraph Station. Her stod resterne af en af de gamle telegrafstationer, som var med til at sende kommunikationer videre på strækningen mellem Adelaide og Darwin.

Vores frokoststed var i byen Wycliffe, som pralede af at være Australiens by at tage til, hvis man ville se aliens - rumvæsener. Her stod der alle vegne figurer af grønne mænd i rumdragter, og man kunne købe alverdens aliens-souvenirs. Hvorvidt der var rumvæsener eller ej, skal stå usagt, men vi så i hvert fald ikke nogen ved dette besøg… J

Næste stop, var ved naturfænomenet Devils Marbles. Kæmpe store runde klippestykker, som stod frit på jorden, og nogle også ovenpå hinanden. Dem der stod ovenpå hinanden, lignede fuldstændig, at de var klistret sammen, så de ikke skulle falde ned…Da vi nåede frem regnede det. Jason fortalte, at det var første gang nogensinde han havde været her, hvor det regnede…rimelig øv for os, men det gjorde egentlig ikke så meget, for det var stadig nogle og tredive grader udenfor, så en paraply løste problemet!

Vi gik en tur imellem, og ovenpå dette utrolige naturfænomen, som efter sigende skulle være flere hundred millioner år gamle.

Regnen ville ingen ende tage, så Jason var begyndt at blive bekymret for, om vejen nordpå ville være åben, og i givet fald, hvad vi så skulle gøre, hvis ikke. Han ringede og snakkede med "kontoret", som sagde, at der vidst nok skulle være til at komme frem, så vi fortsatte…Pludselig, kan vi se en kæmpe sø på vejen, så langt øjet rakte. I den anden ende holdt en lastbil, og en pickup truck, og det lignede de sad fast. Jason overvejede situationen et kort øjeblik, og begyndt så at køre. Man kunne mærke på ham, at han syntes det var ret fedt, og på et tidspunkt stoppede han op, for selv at tage et billede ud af forruden. Fordi han tog det roligt, så tog vi det også roligt. Længere fremme, forstenede hans mine sig dog en smule, da vandet under bussen, blev dybere og dybere. Det bør lige nævnes at vi ikke kørte i en 4-hjulstrækker bus som på Fraser Island, men en almindelig en af slagsen. Jason fortalte han at bussen kunne klare op til 30 centimeter vand, og at nogle af hans kollegaer for nylig havde ødelagt to busser, fordi de havde kørt ud i for dybt vand…Vi holdt alle vejret, imens bussen sneglede sig gennem det dybe vand. Vi havde nu passeret lastbilen og pickup trucken, og vanddybden begyndte langsomt at fortage sig. Vi åndede lettet op, da bussens hjul igen havde nogenlunde "tør" asfalt under sig, satte farten op og fortsatte nordpå.

Ved byen Dunmarra skulle der fyldes benzin på, og Jason havde forinden lovet os, at vi her også kunne få lov at se hans kæreste. Vi var spændt…og rigtigt nok, som vi havde tænkt, var det ikke en helt almindelig kæreste, men en 2 meter lang brun pyton slange. Jason tog hende om halsen og kælede med hende, og det samme fik vi aller nådigst også lov til.

Kort forinden vores lejr for natten, gjorde vi et kort stop ved "Attack Creek". Hvis I kan huske historien om John McDoull Stuart, og hans rejse nordpå, så var det netop her, hans ekspedition nåede til i første forsøg, og hvor de blev angrebet og tvunget til at vende om. Til ære for Stuart og hans mænd, var der her opsat en mindesten til deres minde.

Da vi nåede frem til lejren, sagde Jason, at vi bare skulle slappe af, evt. gå en tur, og så ville han sørge for aftensmaden - luksus! Da det stadig småregnede en smule, fandt vi spillekortene (og øllerne) frem, og hyggede os alle sammen. V lærte vores nye venner at spille et kortspil kaldet tree-frog, et spil jeg (Jarl) lærte sidste gang jeg var i Australien. Spillet går kort fortalt ud på at gætte hvor mange gange man vinder de forskellige runder i spillet, og får så point derefter. Det sjove er at man også kan få point hvis man gætter at man vinder nul. Alle gik op i det med liv og sjæl - også Jason.

Næste morgen var vi klar kl. 7 til afgang. Jasons første fotostop var ved en grusvej, som første østpå - mod Queensland. For at minde en om, at fylde rigeligt med benzin på, stod der her et stort rødt advarselsskilt: WARNING - NO FUEL 500 KM! Så kan man samtidig tænke på, hvor stort Australien er.

Første pub-stop denne dag var ved byen Daly Waters. Det helt specielle ved denne pub var udsmykningen. Ikke den helt almindelige af slagsen, men i stedet var pubbens vægge og loft, beklædt med arvestykker fra dens mange gæster. Der var alt fra penge, hatte, tasker og så til undertøj - g-streng, trusser osv. Meget sjovt!:-) Da vi havde været i pubben i fem minutter, åbnede vor Herre for sluserne, og ned kom vandet. Det regnede så meget at vandet begyndte at komme ind i pubben. Da det ikke umiddelbart så ud til at holde op, valgte Jason at vi hurtigst muligt skulle køre derfra, så vi ikke ville blive buret inde af vandmasserne. Da vi havde kørt i bare fem minutter, holdt det så stille op igen, og vejen var faktisk næsten tør her…

Herefter videre til en af Jasons andre kærester - en kakadu papegøje, som både var en kaffedrikkende papegøje og en cigaretrygende papegøje! Stedet var en hans venners lokale zoo for tilskadekomne dyr. Egentlig var det bare startet som en hjælpende hånd for syge dyr, som vennen samlede op, men var endt som en helt zoo, med både papegøjer, kænguruer, strudse, krokodiller osv.

Jason demonstrerede også hvordan man fordrer en tre meter lang krokodille, og det skulle vi da også alle sammen prøve…

Efter frokosten var det blevet tid til en lille svømmetur…det var godt nok begyndt at regne igen (som det mere eller mindre havde gjort i 24 timer), men ud at svømme det skulle vi da. Luften var stadig omkring de 30 grader, så en dukkert var dejlig. Vi svømmede i en lille å/kanal, hvor vandet havde en behagelig temperatur på ca. 27 grader. Vandet blev naturlig opvarmet fra jorden, og Jason havde fortalt os at temperaturen var mere eller mindre konstant på 27 grader, så på en varm dag virkede det kølende og på en kold, varmende. Vi hoppede i, og svømmede med strømmen i denne tropeå. Pludselig får Lærke øje på en edderkop, der har dannet et kæmpe spind hen over åen, og sidder lige så fint i midten og holder øje. Lærke begynder at stønne, og er ved at svømme tilbage mod strømmen…uhh, uhh…siger hun. Jeg beroliger dog så godt jeg kan, og Lærke (siger formentlig til sig selv, kom så - you can do it), og svømmer videre…et par meter senere hænger den næste edderkop, og lidt over den, den næste osv. osv….og der var selvfølgelig så meget strøm i åen, at man ikke lige kunne vende om, men var nødt til at fortsætte til man kunne op ved stigen længere fremme…men selvfølgelig overlevede Lærke turen!! Hun er så sej!!

Turens dag to, sluttede endnu engang med kortspil, musik og nogle øller…

Tredje dag var dagen hvor vi skulle nå Darwin - en kort tur på ca. 350 km, så vi havde god tid, og Jason havde dagen forinden spurgt os, om vi var med på en lille udflugt, til et sted han ikke havde været endnu, men kun havde hørt om. Selvfølgelig var vi med på ideen….

Stedet lå gemt omkring Katherines Gorge, og det skulle tage ca. 1 time at komme frem til fods, gennem terrænet. Denne formiddag var det også pludselig klaret op med blå himmel, sol og ingen regn! Endelig, men det betød også en temperatur på langt over 30 grader, og en luftfugtighed på næsten 100 (pga. alt regnen).

Turen derhen startede stejl, og vi kom forbi et udkigspunkt over Katherines Gorge, som er en kløft dannet af vandet. Så startede vores 1 times vandringstur. Jason gik som en sporhund derud af, og på et tidspunkt var gruppen (på kun syv personer) blevet delt i to…og vi gik i den sidste, så uden førerhund. Vi blev egentlig også lidt irriteret på Jason, at han bare gik derud af, uden at kigge bagud, og tjekke at hele gruppen var med. Ca. 20 minutter senere får vi igen øje på resten af gruppen, og Jason fortæller at vi skal dreje til venstre her. (Og så fik han også lige at vide, at han ikke bare skulle skride derud af, men sørge for at hele gruppen var med…hvortil han svarede "were you afraid??:-)" Nå, men vi drejede, og troede så vi havde nået punktet, men vi skulle lige gå 400 meter længere - ned af klipper, og gennem et lille stykke regnskov.

Pludselig kan vi høre vandets rumlen, og ved at vi nærmer os…

Bagved en klippevæg er det der så! Et kæmpe vandfald, som ender i en stor naturlig pool. Det er simpelthen så smukt, og vi skynder os alle i badetøjet, og hopper i vandet i en fart.

AahhhJ Oven på den varme tur, var det helt fantastisk at blive kølet ned! Vi prøvede at svømme over under vandfaldet, men strømmen var så stærk, at vi ikke kunne nå derover. Til gengæld fandt Jason og jeg ud af, at det var sikkert at hoppe fra en af klipperne ned i vandet, så det prøvede vi alle sammen. Der har vel været en 3-4 meter ned, og vi lavede det ene flotte hop efter det andet…pisse sjovt! (se i øvrigt billederne).

Efter en time i vandet, måtte vi desværre forlade dette åndehul, og gå den lange tur tilbage igen til bussen.

Kl. ca. 17 ankom vi til Darwin, blev checket ind på vores hostel, og aftalte at mødes kl. 20 til pizza-night og fadbamser! Jason var endnu engang med, så det blev også en rigtig hyggelig aften.

Dagen efter skulle Jason tilbage mod Alice Springs med en ny gruppe mennesker, og vi skulle videre igen på en ny 3-dages tur i og omkring Kakadu og Litchfield Nationalpark i Darwin.

Kærlige hilsner

Fra os…her fra Koh Lanta i Thailand (fra en liggestol omkring poolenJ)