Profile
Blog
Photos
Videos
Bula for sidste gang!
Vi er nået til sidste dag i Fiji, og er snart klar til at drage af sted på nye eventyr. Denne gang mod Auckland, New Zealand.
Vi ankom til Barefoot lodge, som ligger i Yasawa ø-gruppen efter en 3 timer lang sejltur med en katamaranbåd. Vi blev taget imod af Mika, en stor og høj Fijimand. Han hilste på os med et alt for lyst "Bula" i forhold til, hvor stor en mand, han er. Vi er senere blevet enige om, sammen med resten af øen, at Mika må være en kvinde, desværre født i en mands krop.
Nå men efter en lidt tumult ankomst, uden voucher og en Mika der konstant prøvede at ringe ind til hovedøen, Nadi, med sin walkie-talkie, for at få bekræftet vores booking, sendte han os til sidst ud og snorkle, indtil frokosten var klar.
Frokosten blev serveret på stranden. Der blev grillet friske fisk, som Jay lige havde fanget fra sin båd, og Mika havde lavet sandwich og så var der selvfølgelig frugt. Til frokosten mødte vi de to andre gæster, der boede på øen, Poul og Charlotte fra England.
På Barefoot lodge havde vi en lille hytte lige ned til vandet, bare 10 skridt frem og man stod i vandkanten. Det her sted er ren paradis, med det smukkeste blå vand, det hvideste sand og frugttræer overalt. Mika fortalte os da vi ankom, at det her ikke er et luksus resort. Det havde han måske ret i. Maden var stort set af egen dyrkning og fiskene selvfangede. Der var kun koldt vand at bade i og deletoiletter. Men det betød ikke noget, da maden var fin, og det kolde vand bare var dejligt i det varme vejr og dele toiletter, tja, det er vi lige glade med.
Til at sørge for os fire gæster, var der fire ansatte. Mika, som fungerer som vært. Han laver mad og gør rent i hytterne. Jay fanger fisk og henter nye gæster i båden. Henry fejer blade væk tre gange om dagen og til sidst John hvis klan ejer øen, han står for dyrkningen af planter og frugter. I løbet af de fire dage, blev de vores venner, og vi brugte meget tid sammen med dem.
Imens Mika sørgede for aftensmaden, nød vi alle fire en stærk cocktail som Mika havde lavet til os, med paraply og det hele. Det var ret fantastisk at sidde på denne vulkanø og se solen forsvinde i havet.
Efter aftensmaden, var der traditionel Kavaseremoni. Kava er en mudderlignede drik, der serveres i en stor bowle, når der kommer nye gæster til øen. Før man drikker, skal man huske at klappe en gang, så sige Bula, drikke Kavaen og til sidst, klappe tre gange. Vi fik en lille skål serveret med Kava i, men alligevel kunne man godt mærke effekten, da Kava har en sløvende og bedøvende virkning.
Det engelske par forlod os efter en overnatning øen, og så havde vi lidt håbet på, at det så bare var os, øen og folkene der arbejdede der, men sådan skulle det ikke være, for ind med båden kom Cassie fra Canada. Cassie bor normalt i Australien, men var nødt til at rejse ud af landet, ind til fornyelsen af hendes visum var på plads, så hun havde booket 3 overnatninger på Barefoot Lodge, og skulle så ellers bare ud at møde nye venner. Og der var ligesom kun os…så vi kom på arbejde med at fortælle om os selv, hvor vi rejste hen, hvor længe vi havde været sammen, hvor vi havde mødtes, hvordan man dater i Danmark, hvordan man siger diverse ting på dansk osv. osv. Men hun var nu meget sød alligevel, heldigvis daJ Vi hyggede os alle sammen (alle 3) den aften. Den efterfølgende formiddag, blev vi af Jay, introduceret til Fiji-medicin, Fiji-Village life, hvordan man flækker en kokusnød med hånden, og hvordan man væver en taske ud af palmeblade. Meget interessant! Så kom dagen, hvor det væltede ind med nye folk på Barefoot Lodge, hele 12 mennesker. Så nu var vi i hvert fald ikke alene på øen længere. Men flere mennesker betød også et langt større udvalg af retter, da vi ligesom var løbet tør for ingredienser de sidste dage. Der var folk fra både Tyskland, Holland og Australien. Igen var der kæmpe Kavaseremoni, og vi sad på "ø-siden", da vi jo ikke var ny-ankomne længere, og fik så også en fin krans over hovedet for at symbolisere dette. Kavaen flød i lange baner, og vi fandt ud af, at der fandtes tre forskellige størrelser skåle at drikke af. Denne aften fik vi prøvet den helt store, og man blev helt følelsesløs på tungen og i halsen efterfølgende. Vi prøvede at danse traditionel Fiji dans og hørte Fiji rytmer, med en del falske toner, resten af aftenen.
De fleste dage blev ellers brugt på at tage med Jay ud at fiske. Han droppede os et sted i havet og så snorklede vi, imens han fiskede. Det var helt fantastisk under vandet, tusindvis af koraller i regnbuens farver og forskellige former. Det samme gjaldt de mange fisk, som svømmede rundt omkring os.
Barefoot Lodge har fanget vores hjerter, ikke mindst på grund af de søde mennesker, som lever her og den utrolige paradisfølelse der hersker på øen!
Efter tre overnatninger på Barefoot, tog vi videre mod den anden ø vi skulle besøge i Fiji, Mana island, hvor vi boede på Ratu Kini dive resort. Ratu Kini er noget helt andet end Barefoot. Her boede vi i en landsby, med Fiji boliger, kirke og skole. Det var skægt at se, hvordan deres samfund fungerer og hvor primitivt de lever. Dog var vi lidt skuffet over stedet, da det overhoved ikke, havde den samme paradis standard som Barefoot. På Ratu Kini var der ejet bad, rigtigt værelse, internet og menukort. Det var en helt anden slags luksus, der var her. I de tre dage vi var på Ratu Kini, nåede vi at snorkle (og så en kæmpe rokke..wee), være på ø-hop sammen med to piger fra Irland, være til globryllup nede ved stranden, se traditionelle Fiji danse og selvfølgelig slikke sol og bade.
Den sidste overnatning inden turen gik til New Zealand, foregik inde på hovedøen, Nadi. Vi boede et fint sted, og til næsten ingen penge. Vi gik lidt rundt i området og så det lokale supermarked, som ikke er særlig stort og en lille fabrik, hvor de knuser kava-rødder med store maskiner. Vi nød den lækre billige mad hotellet havde og gjorde os ellers bare mentalt klar, til at forlade Fiji og flyve til den nye destination, New Zealand.
Kærlig hilsen
Lærke og Jarl
- comments
Mayer Hej med jer! Det er bare så dejligt at følge med jer på turen. Sikke nolge billeder, stor øl..... Her hjemme er det gråt og kedeligt, bladene falder hurtig ned og skal samles op. Men når solen skinner og himlen er blå, er farveskiftet vidunderligt smukt. Vi har været en tur i Berlin til lysfest, det er altså noget af en oplevelse. vel hjemme igen er vi i gang med at støbe gulv i tilbygningen, så her sker også lidt. Fortsat god tur og pas godt på hinanden. Knus