Profile
Blog
Photos
Videos
Bula Danmark!
Vi sidder nu i lufthavnen og skal snart af sted på vores lange flyvetur til Fiji. Vi har sagt farvel til vores KIA, som vi har været rigtig glade for, men det er nu også dejligt, at være af med den. Her i USA er parkering virkelig en stor udgift og et mareridt. I San Francisco koster en parkering fra 20 dollars og op til 40 dollars om dagen…puha det kan man godt få sved på panden over. Men slut med at tænke på bilparkering, nu er den eneste bekymring, hvor vi skal parkere håndklædet på Fiji J
Nåh, lad os starte, hvor vi sluttede sidst…
Da vi ankom til Las Vegas, blev vi mødt af den ene brud efter den anden, og selvom Elvis er en populær præst, så var det her brudeorgie både imponerende og overvældende. Senere fandt vi ud af, at det var datoen der var den store årsag til orgiet, det var nemlig den 10.10.10.
Denne gang boede vi på Stratosphere hotel, med et 300 m højt tårn med forlystelser på toppen og en lækker pool på 8. etage, hvor der er udsigt over Vegas. Vi boede selv på 19. etage, i et super lækkert værelse, og følte klart at vi havde skudt papegøjen, da vi kun havde givet 40 dollars for dette.
Om aftenen så vi nogle imponerende gadeshows, som hotellerne viser for at tiltrække kunder. Her kan nævnes Mirage, hvor deres indgang er et tropisk paradis med en vulkan, som går i et højt udbrud af ild og damp. Tropeparadiset forvandles til et inferno af ildsprudende springvand og brændende vandfald. Det var ret vildt at se, og folk jublede da showet var færdigt. Et andet show omhandlede pirater. Jarl og jeg ville selvfølgelig stå forrest, så derfor stod vi sammen med alle børnene på første parket. Endelig startede showet og ud kom den ene let påklædte kvinde efter den anden. Alle mændene (og de yngre drenge) spærrede øjnene op, og tabte underkæben, WOW! Det der egentlig skulle have forestillet et familieshow, var et forførende rollespil, hvor kvindelige pirater dansede sig forførende til piratsejr - og det lykkedes i den grad! Det bedste ved showet var, at iagttage de forbavsede familiers reaktion på dette noget anderledes familieshow.
Næste dag begav vi os ud på en 10 timer lang køretur, som skulle føre os til Yosemite nationalpark. Vi kørte igennem Death Valley, som er det varmeste sted i USA. På skiltene stod der "heath danger" og vi skal også love for, der var varmt. I Death Valley kan man opleve steder som "sulte kløften", "dårlig vand søen" og "helvedes port", ikke særlig gode reklamenavne. Der findes dog alligevel rigtig mange smukke steder i den ellers meget tørre ørken, hvor vejen fortsætter ligeud, så langt øjet rækker.
Da vi nærmede os udkanten af Yosemite National Park, var der sne på bjergtoppene, og man kunne se at uvejret var på vej. Det var ret specielt, da vi lige var kommet fra det varmeste sted i USA, og nu var det koldeste sted, med snemænd langs vejen. Vi var meget overrasket over temperaturen, men det skulle vise sig at den ændrede sig jo længere vi kom ind i parken. Ved ankomsten til hotellet, fik vi os et fint og noget dyrt værelse, da vi nok skulle have været ude i noget bedre tid…
Yosemite Parken er helt fantastisk, og en sand oplevelse af naturens gaver. Overalt er der pompøse vandfald, klippevægge, hvirvlende bække og kæmpetræer. Vi tog vandreturen op til Vernal Nevada vandfaldet. Det var en meget stejl gåtur derop, hvor man fik trænet benmusklerne, men da vi nåede vandfaldet, var det det hele værd. Vi fandt et stykke klippe at sætte os på, midt i floden, der førte ud til vandfaldet. Her spiste vi vores frokost, og det er nok det smukkeste sted, vi nogensinde har spist en sandwich. I parken står der desuden, at man kan se bjørne. Jarl var meget nervøs for, hvor man skulle flygte hen, nu hvor man befandt sig på en klippe midt i floden, hvis en bjørn skulle komme forbi. Jeg derimod var mere optaget af tanken om, hvor heldig man ville være, hvis man fik lov at se en vild bjørn. Men ingen bjørn kom, i stedet for, så vi en masse egern, der susede af sted mellem benene på folk og dådyr der græssede mellem træerne.
De to overnatninger gik og så af sted mod vores sidste destination i USA - San Francisco. Vi havde begge set frem til at besøge denne by pga. dens mange seværdigheder, og da vi havde hørt godt om byen fra mange vi havde talt med undervejs. Vores GPS var indstillet til Minna Street 760, som vi ikke vidste hvor lå, men vores altid trofaste "Mrs GPS" hjalp os sikkert derhen. I guidebøgerne beskrives San Francisco som "USA's smukkeste by", og en by som mange andre amerikanske storbyer misunder. Efterhånden som vi nærmede os blev vores drømmeforestilling om byen dog forvandlet til et sted med rigtig mange mærkelige mennesker - hjemløse, tiggere og psykisk syge, der vandrede forvildede rundt på gaden, snakkede højlydt med sig selv, og råbte til hinanden. Et noget andet glansbillede må man sige. Det viste sig at vores hostel lå et stykke væk fra downtown, i den "tunge" ende af San Francisco.
Kort fortalt er San Francisco bl.a. kendt for sine kabeltrukne sporvogne, Golden Gate Bridge (den helt røde jernbro), øen Alcatraz, sine mange høje bakker, smalle mangefarvede huse som står side om side, Fisherman's Wharf, søløver osv. osv.
Et skægt sted at besøge er Chinatown, og specielt tidligt på dagen. Kinesere farer rundt i en stor forvirring og køber friske fisk og frugt. Når man er i Chinatown, er det som at være i Kina. Hundredvis af små skævøjede mennesker kaster uforståelige gloser ud og ingen hvid mand at se, kun farverige skilte og røde lamper der hænger langs gaden.
Når Chinatown slutter, er der er en skrå gade, hvor Kina møder Italien. Her starter North Beach, som består af en masse italienske cafe'er, hvor man kan få pasta, pizza og mozeralla. Om natten gløder stedet med masser af barer og musiksteder. Vi besøgte en hyggelig Mojito bar, som senere ville spille jazz og reggae rytmer. Vi tog også på en kendt cafe ved navn Trieste. Det er en lille boheme-cafe, med en masse billeder på væggen, med alle de berømtheder der har besøgt den i tidens løb. Cafe Trieste var de første til at servere espresso i Californien, men da vi ikke er så meget til espresso, tog vi i stedet en lækker Cappuccino.
En anden kæmpe oplevelse var fangeøen Alcatraz. Selvom øen kun ligger en kort sejltur ude i San Francisco bugten, er det noget helt andet der venter en når man nærmer sig. Her har forbrydere som Chicagos Al Capone og Machine Gun Kelly, begge siddet indespærret. Den formiddag var det blå himmel, men det var begyndt at blæse op. Det var mere koldt ude på vandet, kunne man hurtigt mærke. Øen Alcatraz var langsomt begyndt at blive indhyllet i en dis, som lagde sig tungt ind over bugten. Da vi nærmede os øen, (samme vej som fangerne ankom), kunne vi på et stort skilt læse, at skulle man overveje at flygte eller hjælpe andre til det, ville der vente en langt strengere straffe. Vi fik hver udleveret et audiosæt med høretelefoner, og kunne så gå rundt på fangeøen, og høre tidligere fangere og fangevogtere fortælle historier fra "dengang". Det var alt sammen meget virkeligt, og til tider også noget skræmmende at høre om, og man var egentlig glad for bare at kunne tage båden tilbage til fastlandet, når man ikke gad at være der længere.
Fisherman's Wharf er et stort gøglermarked, hvor folk udfører alverdens shows, for at få turister til at give en skilling. Vi så et one-man-orkester, hvor fyren bar alle instrumenterne på ryggen, og brugte hænder og fødder for at få flere instrumenter i sving samtidig. Vi kom også forbi Hooters, som er en bar med let påklædte piger. Ud over hooterspigerne, var jeg den eneste pige i baren, hvis det lesbiske hold altså ikke tælles med. Hooterspigerne er iført en lille top, hvor brysterne bliver pumpet op til hagen, og et par små orange hotpans. Det er ret imponerende at se på, når pigerne svanser rundt og læner sig flirtende ind over bordene, for at få gode drikkepenge.
En anden dag gik med at besøge Redwood træerne (kæmpe høje og brede træer), og senere en tur rundt i Napa Valley, som er det mest kendte vinområde i Californien. Vi fik prøvesmagt et par vine, og valgte at købe et par flasker og noget lækker ost, som vi senere delte til aftensmaden.
En sidste sjov historie inden vi slutter for denne gang, var da vi fik tillusket os en gratis frokost. Vi kom forbi en park, hvor der duftede af grillmad, og da det var hen af frokosttid, tænkte vi at vi kunne snuppe noget med der. Jarl havde pengene klar, da vi blev spurgt om vi ville have hotdog eller burger. Vi tog en burger og en cola. Som vi stod i køen, spurgte damen foran mig, og det var gået godt med uddelingen af flyers. jeg tænkte kort og valgte så at sige, ja det gik fint, og hvad med hende. Hun havde stået et dårlig sted, og var derfor ikke kommet af med så mange. Det viste sig, at vi var landet midt i et politisk arrangement, i anledning af der snart var valg. Vi satte os ned og skyndte os at spise, så vi hurtigt kunne komme videre. Vi nåede dog lige at få en meget ideologisk tale med på vejen, hvor alle omkring os jublede og klappede, så vi klappede selvfølgelig med og listede efterfølgende væk uden nogen så os.
Mange solskins knus
Jarl og Lærke
- comments
Jette Kære Lærke og Jarl Endnu en dejlig beskrivelse af jeres oplevelser og nogle gode billeder. Jeg skal love for at I får oplevet noget, men jeg vil gerne lige vide om det var republikanere eller demokrater i spiset med, eller om det var det meget fremadstormende Tea Party-bevægelse, I ved jo godt hvem jeg foretrækker. Ha´det fortsat godt. Knus Jette
Benthe Hej begge Har netop læst begge jeres beretninger. I får da oplevet lidt af hvert. Der bliver mange indtryk og episoder at tænke tilbage på, når I engang er hjemme igen. Håber resten af turen bliver ligeså oplevelsesrig og at det må gå jer rigtig godt.
Steen Kære Lærke og Jarl. Det er rigtig spændende at læse jeres rejseoplevelser. Jeg synes i skriver helt fantastisk og detaileret om jeres mange oplevelser. Lidt trist Lærke, at du ikke fik set skyggen af en brun bjørn, men glædeligt at i er politisk orinteret. Jeg glæder mig til at høre om den store flyvetur, og de små øer. Mange tanker fra Steen og Sonja.