Ohøj kolde Danmark

Som sagt sluttede vores aften i hyggeligt selskab med pizza og fadbamser…men endnu engang skulle vi tidligt op for at tage på tur, så vi måtte også gå tidligt i seng denne aften. Kl. 05.50 ringede vækkeuret, vi pakkede det sidste, og stod klar ved receptionen kl. 6.30 til afgang.

Guiden "Jess" tog imod os, hun virkede rigtig sød, og det gjorde de få mennesker der sad og ventede i bussen også. Niels og Renata fra Holland, som vi også havde været på tur med mellem Alice Springs og Darwin, skulle også med på denne.

Den næste godt og vel halve time kørte vi rundt i Darwin by, for at hente flere gæster, så det endte med at vores 4-hjulstrækker bus, nu var helt fuld - 19 mennesker plus guiden. ØV, var vores første indskydelse, da vi lige havde været på sådan en god tur, og med kun 6 mennesker ombord. Ikke, at vi ikke også kunne få en god tur med 19 mennesker, men det gør det hele lidt mere udfordrende, når der skal laves mad, ryddes op osv.

For at gøre en lang historie kort, så havde Lærke og jeg set rigtig meget frem til denne nationalparktur, som også var den sidste guidede tur, vi havde booket hjemmefra…men der var alt for mange ting der haltede, både pga. guidens manglende professionalisme/hormonelle udsvingJ, og så de mange mennesker man skulle forholde sig til (som vi desværre heller ikke havde så meget tilfælles med…) Det var også blevet besluttet i sidste øjeblik, at vores tre dages tur, skulle bestå af en kombineret to og en-dagstur, da firmaet ellers skulle have kørt med to busser, (og det ville de åbenbart ikke, måske for at spare penge)…MEN ikke mere om det nu! Heldigvis levede nationalparkerne til fulde op til vores forventninger, så her en uddybende historie om dem.

Da bussen var pakket og klar, gik turen mod Kakadu Nationalpark - ca. 250 km øst for Darwin. Kakadu er områdets største turistattraktion, og med knap 200.000 km2 - næsten halvt så stor som Danmark, er den et af verdens største vildnisser. I parken er der vådområder med floder, laguner, sumpe, billabongs og kæmpe vandfald.

Desværre var to af de største turistattraktioner i parken, vandfaldene Jim Jim og Twin Falls, lukket pga. alt for meget vand. De havde åbenbart været lukket siden november, da denne tid er lig med regntid i Northern Territory i Australien og oversvømmelser er lig med krokodiller. Jess lovede os, at vi nok skulle komme til nogle andre vandfald i løbet af de næste dage, men altså ikke så store som Jim Jim og Twin Falls.

Første stop i parken var ikke ved et vandfald, men i stedet et Aboriginal Center, som fortalte om aboriginerne der stadig levede "vildt" i parken, og om deres fantastiske natur. Vi hørte en ældre aboriginal kvinde fortælle, på et noget gebrokkent engelsk, om hvordan kvinderne levede, og hvordan deres dagligdag kunne se ud, med indsamling af bær, og fremstilling af kurve og tasker, til at bære deres ting i.

En aboriginal mand fortalte så om deres dagligdag, med bl.a. hvordan de "tracker" de vilde dyr, hvilke ting man kan spise i naturen, hvordan de laver instrumenter og så ikke mindst undervise de yngre aboriginal drenge i de samme ting. Måden drengene blev "rigtige mænd" på, var en prøvelse i, selv at kunne finde tilbage til landsbyen efter at være blevet droppet et sted ude i naturen.

Han fortalte også om deres selvbyggede system for at undgå indavl i klanerne. Der var det sådan, at hvis hans mor havde en søster, så havde han to mødre, hvis hun havde to søstre, så havde han tre mødre osv. Samme system på farens side. Hvis nogle af hans mange mødre eller fædre havde andre børn, så var de alle sammen hans søstre og brødre, og hvis de fik børn, så var de alle sammen hans fætre og kusiner osv. På denne måde vidste man, at man ikke måtte finde sammen med nogle af sine egne "familiemedlemmer", og dermed undgå indavl i klanen - egentligt et meget smart system…som måske også kunne bruges i lande syd for den danske grænse, for at undgå samme problematikJ?

Næste stop var et "cruise" på Yellow River, hvor - hvis vi var heldige, også kunne se krokodiller! Vi sejlede op ad åen…nedad åen igen, og så pludselig ser nogle i båden noget bevæge sig i buskadset. En kæmpe 3-4 meter lang saltvandskrokodille lå og slappede af på bredden! Desværre havde krokodillen nogenlunde samtidigt, fået øje på os, så den skyndte sig i vandet for at gemme sig. Kaptajnen fortalte os, at hvis den ville, så kunne den holde vejret i to timer under vandet…og så lang tid kunne vi desværre ikke vente på den, så vi "cruisede" videre. Ti minutter senere, ser nogle i båden en træstamme bevæge sig i vandet, og rigtigt nok, ikke en almindelig træstamme, men en krokodille på 2-3 meter. Kaptajnen slukkede for motoren, og gled langsomt hen imod den. Denne krokodille, så ud til at være ligeglad med os, og bare studerede os, ligeså meget som vi studerede den, og så knipsede vi ellers løs med kameraet. Der har vel været et par meter mellem den og båden, så det må siges at være ret tæt på!

Ud over krokodillerne så vi også mange forskellige fuglearter i en ellers fantastisk fauna.

Da vi kom tilbage til bredden, turde kaptajnen godt indrømme, at de andre ture han havde haft den dag, ikke havde set nogen krokodiller - så vi var meget heldige!

Sidste stop denne eftermiddag var ved Nourlangie Rock. Her var der anlagt vandrestier rundt til de mange åbne huler og klipper med aboriginernes malerier. Mange af malerierne er en slags røntgenbilleder, der detaljeret viser det indre af både mennesker og dyr. Andre malerier viser aboriginernes åndevæsner, og andre igen beskriver dagligdagen med jagt, jagtbytte, våben osv.Nogle af malerierne er 30-40.000 år gamle, men der er også nyere, der gengiver mødet med den hvide mand.

Vi gik en tur rundt i området, hvor Jess fortalte ekstra historier om livet her, og hvordan nogle af de forskellige klaner i området stadig levede traditionelt blandet med vestlige luksusting. Turen sluttede på toppen af en af klipperne med en fantastisk udsigt over området. På vej ned igen, begyndte det at smådryppe…vi havde godt nok set de sorte skyer, og havde en anelse om at regnen var på vej, men ikke at himlen ville åbne sig på den måde som den gjorde. Det væltede ned!! I løbet af få minutter var stien forvandlet til en sø, som vi måtte plaske os igennem for at nå tilbage til bussen…

Vi nåede vores lejr for aftenen, fik uddelegeret de forskellige madlavningshold, spist og så hygget os lidt medet slag kort (sammen med Niels og Renata).

Den næste dag skulle vi tidligt op igen igen, for at nå helt ned til den sydligste del af parken og besøge vandfaldene.

To timer senere, og en lur rigere, var vi fremme ved Jarrangbarnmi vandfaldet - vi skulle dog lige gå en times tid, for at nå derhen. Et flot vandfald mødte os, som endte i en naturlig pool. Slet ikke nær så stort som det vi så med Jason, men alligevel stort pga. alt regnen. Vi hoppede i badetøjet, og på hovedet i vandet…

Næste stop denne formiddag, var ved et andet vandfald, Gunlom. En del mindre end det første, men det gjorde så at man kunne komme helt tæt på vandfaldet, og blive masseret af vandets stråler.

Efter badeturen, gik køreturen tilbage nordpå mod Darwin, for at aflevere de mennesker der kun havde booket en todages tur. På vejen ud af parken stoppede Jess ved nogle kæmpe termitbo, nok 4-5 meter høje. Et ret imponerende syn! Termitboet har en dronning, som styrer livets gang og sikrer go ro og orden. Hun kan selv finde ud af om, boet har brug for flere arbejdere eller soldater eller hvad der ellers lige mangler, kokke, opvaskere, rengøringstermitter etc.

Os resterende ni på turen, overnattede denne sidste aften i en lejr, tæt på grænsen til Kakadu Nationalpark. Vi var dog ikke alene i lejren, da flere af teltene var beboet af tusindvis af små myrer, og andet kravl. Vi fandt det telt med færrest antal dyr i, og håbede på en stille nat. På et tidspunkt inden vi gik i seng, skulle Lærke lige over i teltet og hente noget. Med sin lygte i hånden drager hun af sted fra køkkenteltet mod vores telt - ca. 20 meter. Der går dog ikke mange sekunder, før hun står tilbage i køkkenteltet med lidt vilde øjne og en anstrengt vejrtrækning. På vej over til teltet var hun nemlig stødt på et edderkoppespind på nok 2 x 2 meter i diameter, som en pænt stor edderkop netop var ved at færdiggøre. Spindet var fæstnet til teltet ved siden af vores, og så 5 meter på tværs over til et træ - lige i ansigtshøjde. Jeg synes egentlig det var ret flot arbejde af edderkoppen, og måtte hente de andre fra køkkenteltet for at vise dem det. Vi blev dog enige om alle sammen, at det nok var bedre at edderkoppen lavede sit spind et andet sted, så vi drenge - Niels og jeg, pillede spindet ned imens vi sagde undskyld til fru edderkop, som sikkert havde været i gang et par timer med dette store arbejde…

Efter alle igen var faldet til ro, gik vi i seng for sidste gang i denne omgang, overnattende i et telt i selskab med alverdens kryb.

Godmorgen og glædelig jul sagde vi begge til hinanden denne tidlige morgen, d. 24. dec. 2010 kl. 6.30. En lidt underlig måde at starte juleaftensdag dag på, og som slet ikke på nogen måde mindede en om juleaften. Efterhånden som dagen skred fremad, tænkte vi på hvordan det ville have været derhjemme nu i lille Danmark med familien. Hvor langt ville man nu være i "programmet", med forberedelserne til maden, pakkerne, træet, hyggen osv. I kan tro at vi tænkte på jer derhjemme mange gange, og gerne lige ville have "beamet" os hjem, med en lysstråle så vi kunne være sammen alle sammen!!

Men, det havde vi jo selv valgt, ikke skulle være sådan, så i stedet gik denne juleaftensdag med at se Litchfield Nationalpark på tæt hold. Parken minder på mange måder om Kakadu, men er mindre præget af turister og ligger nærmere Darwin. I alt 1430 km2 bushland med regnskov, mange flotte vandfald, spændende klipper og gigantiske termitboer.

Endnu engang pga. regntiden var mange af parkens største attraktioner lukket pga. for meget vand, eller at stederne var ufremkommelige. I stedet var der mulighed for endnu et par svømmeture, hhv. ved Florence Falls og Buley Rockhole.

Florence Falls var et imponerende vandfald i flere etager, som fik os alle til at tabe kæben. Det mest seje var dog her, at man kunne kravle op på en klippe, og så næsten stå og røre vandfaldet. Dog inden jeg (Jarl), fandt ud af at komme derop, skulle Lærke lige vise mig det først. Det irriterende var nemlig, at jeg længe og forgæves, havde forsøgt at komme op på klippen, men blev ved med at falde ned, da jeg ikke kunne holde ordentlig fast, og finde fodfæste. Så ville Lærke da lige prøve og i løbet af et splitsekund, stod hun som en majestæt på klippen og vinkede til sit folk. Ihhh…tænkte sig - tog mig sammen, og lidt efter stod vi heldigvis begge deroppe vinkedeJ.

Mellem Florence Falls og Buley Rockhole førte en vandresti os gennem en flot og frodig regnskov. Turen derover tog ca. 45 minutter, og da vi nåede frem, kunne vi hoppe i en af de mange pools, som Buley Rockhole består af. Disse pools er alle forbundet af små vandfald, som også kan bruges til at massere ens skuldre med, dejligt! Imens vi sad her og blev masseret, tænkte vi igen, juleaften, juleaften…mærkeligt!

Buley Rockhole var ikke bare denne turs sidste stop, men for os to, sidste attraktion på en fantastisk 9 dages tur, som havde ført os rundt om Alice Springs, forbi bl.a. Ayers Rock. Tre dage fra Alice til Darwin i selskab med Jason, vores fantastiske guide, som bl.a. tog os på den uopdagede rute til vandfaldet, og slutteligt tre dage i Kakadu og Lithchfield Nationalpark ved Darwin.

Da vi spiste vores sidste frokost med gruppen denne dag, var det svært at skjule at man glædede sig til, selv at kunne bestemme hvor man vil være, hvornår, med hvem, hvad man ville spise, med hvem osv. Vi var sgu begge to rimelig turtrætte, for at sige det pænt.

Da vi nåede Darwin, sagde vi farvel til den sidste del af gruppen, og havde kun for øje, at dele og nyde hinandens selskab denne juleaften - spørgsmålet var så, hvor?

Jess havde inden vi sagde farvel, fortalt os om et hyggeligt og meget populært sted ved havnen, med stor buffet og til rimelige penge. Det havde vi aftalt, skulle være vores julerestaurant denne aften. Vi gik i dejligt varmt bad, gjorde os begge klar og lækre (for vi skulle jo se ekstra godt ud denne aften), og gik så mod havnen. Vi vidste ikke helt hvor restauranten lå, så vi gik lidt derudaf. Denne aften var luftfugtigheden meget høj, sammen med temperaturen, og det gjorde det ikke køligere, af at jeg havde skjorte og lange cowboybukser på. Lærke havde en fin kjole på, som nok var lettere at ånde i. Da vi nåede frem til havnen (den rigtige), var min fine skjorte næsten helt gennemblødt på ryggen - ikke af regn, men af sved, rimeligt charmerende, ikk?:-) Den første restaurant vi fik øje på var en lækker italiensk restaurant, som også lå ud til vandet, men det var jo altså ikke den vi havde udset os. En af tjenerne pegede os i retning af vores buffetrestaurant, så vi fortsatte en halv kilometer videre ud i varmen. Da vi nåede frem til den rigtige restaurant, så det godt nok noget sort ud, og det lignede ikke at der var åbent. Der var heller ikke nogle biler foran, og skiltene var stillet ind bag en glasdør. Alligevel, måtte vi lige op af trappen, og trække i døren, for nu at være helt sikre, da vi havde gået den lange vej, og rigtigt nok - der var lukket. På et skilt så vi skrevet, kun lukket d. 24. dec. ellers åbent alle andre dage i julen. Nu bør det nævnes at man i Australien ikke fejrer noget som helst den 24. dec., men d. 25. i stedet, hvor man åbner gaver, spiser med familien om formiddagen, eller hygger sig på stranden med kolde øl og barbeque. Nå, men vores første tanke var øv, men det var jo stadig juleaften, og klokken nærmede sig halv ni, så vi skulle jo stadig finde et sted at spise. Efter lidt snak, valgte vi at gå tilbage mod den italienske restaurant for at nyde vores juleaftensmiddag der. Selvom det på ingen måde mindede om vores hyggelige danske juleaften derhjemme, lykkedes det til trods for salat, pasta og kylling (som i øvrigt var super lækkert), at få en dejlig juleaften sammen! Og i øvrigt vores første juleaften sammen…

Første juledag startede meget stille og roligt, for vi havde bestemt ikke travlt med at komme ud af vores dejlige hotelværelse, som vi for en gang skyld havde flottet os med. De sidste fem uger i Australien havde vi sovet på hostel (for at spare penge), og så næsten altid på dorm med 2, 4 eller 6 andre på værelset.Nu havde vi pludselig dobbeltseng, eget toilet og bad, fjernsyn, minikøleskab og egen kaffe/te - hvilken luksus!!

Desværre var Lærke blevet syg over natten, og havde frygteligt ondt i hendes højre pandehule. Heldigvis havde hun sin egen personlige sygeplejerske med i håndbagagen, sammen med et miniapotek - så behandlingen hurtigt kunne opstartes.

Vi checkede ud af værelset kl. 12 (da vi skulle), og måtte så tilbringe de næste mange timer på hotellet, og vente på vores fly mod Singapore, som afgik kl. 18.50. Fordi det var d. 25. dec. var alle butikker i Darwin lukket - incl. supermarked, restauranter osv. så det var en kamp at finde noget spise, til mig og min syge kæreste. En lille thaibiks havde heldigvis åbent, og redede vores frokostsituation. Tiden gik, og så var det af sted mod lufthavnen, med en syg Lærke under armen, som mest af alt havde lyst til at ligge ned under en dyne og lave ingenting. Det var nok den hårdeste flyvetur for Lærke nogensinde, men vi nåede da frem, godt pumpet med Panodil…

Knus herfra