Vi blev hentet i lufthavnen og derfra kørt til hostelet "Haven resort". Chaufføren pralede lystigt med, at hostelet lige havde vundet en pris for, at være Alices bedste hostel, så vi satte vores forventninger højt. Vi er dog med tiden blevet i tvivl om, hvad ordet resort egentlig betyder, for hostelet var bestemt ikke noget at skrive hjem om.

Efter at have tjekket ind gik vi en tur ind til byen, som er meget lille, for at købe en hat til Jarl. Vi kan fortælle, at det er meget varmt her (40 grader), så en hat er nyttig. Byen var fyldt med fulde aborginals, og Jarl og jeg blev enige om, at de mindede meget om vores fulde grønlændere. På den ene side havde vi ondt af dem, fordi de er blevet fjernet fra deres naturlige omgivelser og tvunget til at leve anderledes, og på den anden side, blev vi ret irriteret på dem, fordi man konstant blev konfronteret med en kombineret stank af sved og tis fra dem. Der findes dog et utal af hjælpeorganiationer, og der bliver gjort rigtig meget for dem, men de har alt for svært ved at vende sig til den vestlige kultur og levemåde.

Jarl fandt sin hat og vi købte en stor bøf til aftensmad, som vi kunne hygge os med tilbage på hostelet...

Den næste morgen blev vi hentet i en lille bus allerede kl. 6.10 af vores guide Dave, som er en erfaren guide på ca. 60 år. Første stop på turen var en kamel farm, hvor det var muligt at ride på kameler, (som vi dog ikke prøvede). Yderligere var der her et lille hospital for sårede kænguruer. Turen herefter gik mod The Olgas (Kata Tjuta på aboriginalsprog), hvor vi gik en kort tur for at se de flotte kæmpe røde og runde sten, nogle og tredive i alt, omgivet af åbent landskab, hvor man kan forestille sig dinosaurerne har haft deres gang i sin tid. Her så vi også vores første vilde wallaby, som er en lille kænguru art, og så en enorm goanna, der forskrækkede vores guide så meget, at han hoppede for livet - og det samme gjorde vi. Den kan åbenbart finde på at løbe op af benene på en, når den bliver forskrækket og vil væk...

I ødemarken er der meget store afstande. Man kører på snorlige veje fra et sted til et andet, med flere hundrede kilometer med rødt sand, buske og træer langs vejen. Vi må erkende, at vi troede at der ville være mere tørt, men Dave fortalte, at der var faldet ualmindeligt meget regn. Derfor var der grønnere end der plejede og blomster, som der ellers aldrig var at se her i ørkenen.

Dave fortalte mange gode historier undervejs på de lange køreture, f.eks. fortalte han, hvordan den lange lige vej mellem Adelaide og Darwin var blevet til. Vejen hedder Stuart highway, af den årsag, at det var John McDouall Stuart der tog den lange tur gennem den uopdagede ødemark fra Adelaide til Darwin. Historien udspiller sig helt tilbage i midten af 1800 tallet, hvor Stuart meldte sig til, at tage turen gennem landet sammen med hans to følgesvende. Årsagen til turen, var at skabe en telegraflinje mellem de to byer, og så koble linjen op til Singapore, og videre til London, for at skabe en bedre og hurtigere kommunikation med hjemlandet England. Det tog dog tre forsøg før det lykkedes, da Stuart og hans mænd, den første gang blev angrebet af aboriginals, og måtte vende om pga. en såret mand. Anden gang var de flere, og nåede et stykke længere, men måtte denne gang opgive da det var regntid nordpå, og der var oversvømmelser fra søer som gjorde det umuligt at komme videre. Tredje gang nåede de som sagt hele vejen til Darwin, hvor de blev hyldet igennem gaderne. Desværre var Stuart blevet meget syg på turen, da han havde spist forkert. Han vidste egentlig godt hvilke frugter og bær man måtte spise i ødemarken, men havde holdt sig fra nogle af dem, da han ikke brød sig om dem. Det havde medført at han manglede c-vitamin, og blev så syg, at han måtte ligge på en båre, trukket af en hest det sidste stykke af turen. Mændene fik som lovet, deres honnør, men Stuart fik kun en tredjedel af sin, fordi man ikke ville støtte hans overdrevene alkoholmisbrug. Så af arrigskab tog Stuart tilbage til sit hjemland Skotland, hvor han desværre døde få år efter. Stuart var en meget kendt mand i Australien, men i Skotland var han bare en almindelig borger, så til hans begravelse, var det kun søsteren der dukkede op! En sørgelig afslutning på en mands liv, som i den grad havde åbnet Australien op - både for landet selv, og for omverdenen.

Den første dag endte foran Ayers Rock (Uluru), hvor vi så solnedgang, i selskab med et dejligt krus champagne i hånden. Efterfølgende tog vi tilbage til lejren, hvor vi lavede lækker mad, bestående af kamelpølser, kængurubøffer og oksebøffer. Det var rigtig lækkert og især kængurubøfferne var gode, mums.

Næste morgen skulle vi op allerede kl. 03.45, for at se solopgangen ved Uluru. Det var et vidunderligt syn, som jeg tror, vi alle nød. Efterfølgende tog vi på en 9 km tur rundt om Uluru. Undervejs stod der skilte, der forklarede at man ikke måtte tage billeder i bestemte områder, fordi det er hemmelige steder. Aboriginerne har en ide om, at hvis der er billeder af en, så kan ens sjæl ikke forlade jorden og komme i himmelen, da billederne giver minder om en på jorden, og dermed kan sjælen ikke forlade jorden. Jeg ved ikke om det også gælder for sten J Undervejs så vi også, hvor kvinderne og mændene havde holdt til, hvor der var skole og hvor kvinderne lavede mad, det var ret spændende. Efter gåturen havde vi en guidet tur med en aboriginal kvinde, som fortalte, hvilke bær de spiste, hvordan mændene lærte at jage og hvordan kvinderne lærte at finde de rigtige bær og finde rundt i ødemarken. Hun fortalte om ceremonier og om en 1000 år gammel ceremoni som endnu ikke er afsluttet.

Efterfølgende talte vi med Dave om aboriginerne, fordi vi havde en masse spørgsmål, vi ønskede svar på. Hvor får de penge fra? Hvorfor er der så mange hjemløse og fulde aboriginals? Hvorfor hjælper man dem ikke til at få et bedre liv? Osv. Efter Dave havde fortalt og forklaret, havde vi begge et helt andet syn på det aboriginske folk. De fleste aboriginals bor stadig i naturen, men lever mere vestligt. Når man ser dem i Alice Springs, er det ikke fordi de er hjemløse, men fordi de kommer ind til byen for at drikke sig fulde. Dave forklarede, at staten gør rigtig meget for dem, og hver klanleder får et kort udleveret hver måned med penge på, som de kan købe mad og tøj for. I det hele taget har den australske regering lagt mange penge i det aboriginske folk, men det ligner ikke at de får meget igen. Aboriginerne får også en procentdel af de penge der bliver tjent når der graves efter mineraler i "deres" jord. Fornyelig har det aboriginske folk købt hele Uluru for 300.000.000 dollars, og mange australiere har stillet sig selv det spørgsmål, hvordan det lige kunne lade sig gøre, og hvorfor staten giver så mange penge til et folk, som åbenbart har rigeligt med penge? Måske prøver de at sige undskyld for at have indtaget deres land, og tidligere også frataget familier deres børn "The stolen generation" - (lidt ligesom børnene på Grønland der også blev taget væk fra deres familier). Situationen her i Australien er svær at forstå, og det kræver sikkert mange år, før australiere og aboriginere kan leve med en fælles forståelse.

Om eftermiddagen kørte vi videre mod Kings Canyon, og vores 2. overnatningssted - et smukt sted! Vi hyggede med de andre om aftenen og spillede lidt kort, men måtte gå tidligt i seng, da vi igen skulle op kl. 3.45 for at besøge Kings Canyon inden solen ville komme for højt på himmelen til at kunne gå turen. Turen her var en kæmpe oplevelse med klipper i røde intense farver, og sandsten formet i alverdens skabninger. Selve canyonen (kløften) var ca. 300 meter dyb, og med helt lodrette vægge. I bunden var der en lille oase kaldet Edens Garden, med vandfald og palmer. Hvis vi havde haft badetøj på, var vi helt sikkert hoppet iJ

Da vi havde overstået turen, og en velfortjent frokost, gik turen tilbage mod Alice Springs…500 km, og klar til nye eventyr den følgende dag!

Hilsen

Lærke og Jarl