Vi kom med færgen over til Sydøen. Vi var utrolig spændte på, at se Sydøen, for vi havde fået fortalt, at denne del af New Zealand skulle være meget smukkere end Nordøen. Dette virkede dog helt utænkeligt, efter at have tilbragt en uge på den vidunderlige Nordø.

Efter en køretur til Blenheim, var vi allerede meget imponeret af Sydøens fabelagtige natur og kan efter at have været i New Zealand i tre uger sige, at Sydøen bare er smukkere end Nordøen.

Tæt på Blenheim ligger Marlborough, som er et perfekt sted for vindyrkning og derfor også et perfekt sted at tage på vintur. Vi bosatte os på et lille backpacker sted, hvor man kunne leje cykler. Herfra startede vores vintur tidligt på dagen. Vi blev udstyret med to lidt eksende cykler, en cykelhjelm og et kort. Vi hoppede op på cyklen og var klar til at starte den længste køretur på ruten. Vi kørte af små landeveje og det var en lidt vild oplevelse, da man kun har to forskellige hastighedsgrænser i New Zealand, nemlig 50 km/t og 100 km/t. Fra tid til anden kom en kæmpe lastbil susende forbi med 100 km/t og hvis man var uheldig, blev man ramt af flyvende sten. Av. Vi nåede det første sted og fik prøvesmagt hele ti forskellige vine. Allerede der tænkte vi, at dagen nok skulle blive rigtig god. Det var også her, på den første vingård, vi mødte Judith og Martin fra London. Vi besluttede at cykle rundt sammen til de forskellige steder. Jo længere vi kom hen på dagen, jo mindre betød historien og smagen på vinen, mængden var det vigtigste. Martin blev mere og mere snaksaglig, jo mere han fik at drikke, og fik til sidst en kvote for, hvor mange spørgsmål han måtte stille de ansatte på vingårdene. På turen fik vi også smagt lokale øl, olivenolier og forskellige shots, men Jarl og jeg købte ikke noget. Da vi vendte tilbage til backpackerstedet, fik vi en go gang Fish and Chips som afslutning på en meget vellykket vintur uden nogen styrt!

Næste dag, sagde vi farvel til vores to nye venner og kørte så mod Kaikoura for at se hvaler. Ved ankomst blev vi dog meget skuffet, da hvalturen var aflyst pga. for meget blæst. Da udsigten til bedre vejr de følgende dage, ikke var særlig positiv, valgte vi at tage videre til Hanmer Springs, som er kendt for sine varme kilder. Da vi nåede frem regnede det og var koldt, men det forhindrede os ikke i at finde badetøjet frem da pools'ene var mellem 37- og 42 grader. Det tog kun et splitsekund før vi begge, havde fundet os til rette i det varme vand. Fra bassinerne er der udsigt til høje, ældgamle træer, grønne skråninger og bjerge. Efter nogle afslappende timer tog vi hen for at få turens første bøf. Det var et lækkert sted, hvor man fik anbragt en grillsten foran sig, hvorefter man selv stegte kødet. Ved sengetid placerede vi van'en på en parkeringsplads, vi havde fået anbefalet, men kl. 22.30 blev der banket på vinduet. En mand lyste med sin store lygte og sagde, at det var ulovligt at overnatte i byen. Vi så selvfølgelig meget overrasket ud, selvom vi godt vidste, at det ikke var helt lovligt. Jarl tog tøj på og med mig bag i, kørte vi til et nyt, lige så ulovligt sted, for at sove der, resten af natten. Vi havde begge svært ved at falde i søvn af frygt for, at han endnu engang ville komme og banke på. Men ingen kom og vi fik lov til at sove i fred.

Næste dag kørte vi op til Westport for at tage køreturen langs vestkysten ned til Greymouth. Dette er en helt fantastisk tur, med udsigt til strande med helt blåt vand og klippeformationer langs kysten. På denne strækning kom vi forbi Punakaiki med de berømte pandekageklipper, som rejser sig lodret op af vandet. Længere nede af kysten ligger byen Hokitika, også kaldt Jadens hovedstad. Her bliver de fineste jadesmykker lavet og vi fik lov at se, hvordan de sliber stenene til flotte smykker. Herfra blev vi anbefalet at køre til en lille skjult oase, hvor man finder hængebroer, der fører en henover turkisblåt vand. Vi havde begge lyst til at hoppe på hoved i vandet, men droppede ideen, da vandet næsten var nul grader koldt. Derudover var der ubeskriveligt mange bidende sandfluer, som er en ren pest. De lever her langs vestkysten og elsker at bide i os mennesker. De efterlader sig bittesmå stik, som ender som store røde, hævede og kløende plamager.

Så kom turen til Franz Josef gletsjeren. Det unikke ved denne gletsjer er, at det er det eneste sted i verden, hvor gletsjere ramler direkte ned i et regnskovsområde, så tæt på kysten. Vi havde valgt at udforske Franz Josef gletsjeren på en halvdags vandretur. Vi var en lille gruppe som blev udstyret med varmt tøj og campons (jern pigsko) og var så klar til at indtage gletcheren. Det var ret fedt at gå på isen i sine campons, som gjorde man kunne stå fast. Vores guide førte selvfølgelig an og hakkede løs med sin ishakke , så der var trin og små huller, man kunne sætte fødderne i. Det var en super fed tur og virkelig smukt at se den uberørte is, hvor sneen var blændende hvid og isgrotten som vi passerede, helt turkisblå.

Ved aftenstid tog vi til en DOC camp (billig naturcamp med kun toilet), hvor vi overnattede og besluttede os for, at tage til Wanaka næste dag. Anna, min veninde fra efterskolen, havde givet os adressen til en familie, som hun var sikker på, også gerne ville have besøg af os…Anna havde boet hos familien i 6 mdr for to år siden. Vi besluttede os for, at ringe til dem den følgende dag. Jeg var lidt nervøs ved tanken om, at skulle snakke med en person, jeg overhovedet ikke kendte og i øvrigt invitere os selv, hjem til dem. Men samtalen gik utrolig let, Brigitte som moren hedder, var utrolig sød. Jeg nåede kun at sige, jeg var Annas veninde, så havde hun allerede spurgt, hvornår vi kom. Vi kørte derud og jeg skal lige love for, at det er langt ude på landet. Da vi havde kørt i 45 min på grusvej omringet af får, holdt vi ind på en lille parkeringsplads. Derfra kom Brigitte og kørte os resten af vejen i familiens bil, da vejen var bekymrende smal. På vejen hen til gården samlede vi et afmagret lam op, som skulle med tilbage, så det kunne få noget mælk på flaske og forhåbentlig få det bedre. Ved ankomst til gården, mødte vi de to børn, Ben og Georgie og Ben viste os med det samme hele gården og huset. Børnene er hhv. 8 og 12 år, og har hjemmeskole, fordi der er for langt til en "rigtig" skole. Derfor har de ikke rigtig nogle venner, som de selv siger, da de jo ikke så tit kommer ud fra gården. Det synes vi er ret specielt, men de virker ikke til at det er noget problem for dem.

På gården er der virkelig mange dyr. De har grise, køer, heste, høns, får, rensdyr, kat og hunde (både som kæledyr og fårhunde), så der var masser af kigge på. Der var også en pige, ved navn Erin, som hjalp til på gården (ligesom Anna havde gjort før). Hun bor i et hus, med to soveværelser, så jarl og jeg lånt det ene. Det var super dejligt at sove i en rigtig seng og få et varmt bad. Om aftenen fik vi lækker oksesteg. Vi havde håbet at møde faren Greg, men han kom først sent tilbage på aftenen, og yderligere var han ikke særlig selskabelig, men det fortalte Brigitte, han aldrig rigtig har været. Næste dag tog vi af sted lige efter frokosttid og vi blev kørt tilbage til bilen. Der var ret hyggeligt og skægt at møde en ægte New Zealandsk familie og vi var begge meget imponeret over, hvor gæstfrie de var. Natten blev endnu engang på en DOC camp, for så dagen efter at tage til Queenstown.

Queenstown er en skøn lille by omringet af bjerge og den smukke sø Lake Wakatipu. Byen består af en masse smalle gader, der er fyldt med cafeer, pubs og butikker. Queenstown er også adventurenes by og man kan her stort set gøre alt, der sætter adrenalinen i gang. Vi havde valgt at skydive og riverrafte. Når man skal Skydive, har vejret en afgørende betydning. Er der for mange skyer eller blæser det for meget, aflyser de turen, så vi var lidt bekymret, da vi selvfølgelig ikke ville have, at det skulle ende lige som i Kaikoura med hvalerne.

Dagen kom, og det første vi gjorde var, at kigge ud af vinduerne, om vejret artede sig. Det så positivt ud og det mente de professionelle heldigvis også. Vi kørte otte mennesker ud til oasen, hvor man hopper fra. Her ventede vi spændte, indtil de råbte vores navne. Vi havde selvfølgelig valgt det højeste skydive på 15000ft (ca. 5 km) med et 60 sek. frit fald. Vi fik en fin heldragt på, en hjelm og et par briller. Herefter en kort introduktion til "bananstillingen", som man fortager under det frie fald, og så var vi klar. Jeg havde Marcus som makker og Jarl havde kvinden Nic, med de store bløde brysterJ. Jarl, Nic, en ukendt fyr plus makker, Lærke, Marcus og to fotografer kravlede ind i flyet som nu var fyldt til bristepunktet. Vi sad klar på gulvet med skiftevis ryg mod mave og ventede på det nervepirrende øjeblik, hvor flyets skydedør åbner sig. Nu blev nu og jeg var den første til at springe. Med benene ud over kanten og hovedet godt tilbage blev lampen grøn og ud i den kolde luft kom jeg, i et forhåbentligt flot bagflip. Kort tid efter fik jeg tre klap på skulderen og jeg kunne lade armene flyve. Efter 60 sek. udløste Marcus faldskærmen og det føltes som om, jeg sad i en kæmpe babygynge. Trygt og godt. Nu kunne jeg bare nyde den fantastiske udsigt med bjergene, søen og skovene som omkredser Queenstown. Efter en perfekt landing og et highfive, var det hele forbi, selvom adrenalinen stadig kørte rundt i kroppen. Jeg så Jarl komme sikkert tilbage på jorden og han fortalte, at han havde haft en lige så fantastisk oplevelse.

Næste dag stod den på riverrafting. Vi fik våddragt, sko, redningsvest og hjelm. Efter en meget grundig gennemgang af regler og situationer, der kan opstå, fik vi lov at komme ud på floden. Vi var otte i båden med guiden. Vi havde igen valgt den vildeste tur, med graden 3-5, hvor 5 er det vildeste. I starten af turen, tænkte vi begge, at turen var lidt sløj og overhovedet ikke særlig vild. Jeg skal dog lige love for, at vi skiftede mening længere henne på turen. Ved første raft, var vi anden båd, der skulle igennem raftet. Vi kunne tydeligt se, hvor vildt det var for båden før os, at sejle igennem. Helt skævt gik det også, da deres guid faldt ud af båden og røg ind i klipperne. Der skete hende heldigvis ikke noget, men hun var meget flov over hændelsen og blev mobbet en del under resten af turen af de resterende guider. Guide-situationen mindede os også om, hvor vild en tur, vi havde valgt og at intet er forudsigeligt. Ved nogle af de vildeste raft skulle man sætte sig helt ned i båden, hvorefter båden forsvandt ned i vandet og da man igen var over vandet søgte øjnene rundt, for at se om man manglede nogen. Vi sejlede igennem en grotte, hvor der kun lige akkurat var plads til båden, og hvor vi kun kunne høre lyden fra båden der rev mod klipperne, men intet kunne se. Ret vildt. Det sidste og vildeste raft kom kun 3 meter efter grotten sluttede, og man skulle være parat til at holde godt fast. I raftet gik det så stejlt nedad at båden næsten ramte vandet lodret, men kom så op igen dynget til med vand. Uheldigvis ramte vi efterfølgende en klippe og vores båd begyndte at vende sig lodret igen, men denne gang på den brede side. Jarl og jeg holder godt fast, men kunne godt se, hvad der var ved at ske. Jeg husker tydelig, at jeg tænkte; nu styrter vi, nu styrter vi…Og så skete det, båden vendte sig på hovedet og jeg landede inde under den. Med en følelse af, at der blev revet i mig fra alle sider, pga. strømmen, prøvede jeg ihærdig at komme op og få luft under båden. Uheldigvis var der et sæde lige, hvor jeg havde valgt at komme op, så desperat prøvede jeg at skubbe mig mere til højre, men skæbnen ville, at der her var en safetybox i vejen. Jeg får skubbet mig forbi den og endelig var der luft. Jeg tog en dyb indånding og kom derefter ud på den rigtige side af båden. Tilfældigvis kom jeg op lige ved siden af Jarl, som fortæller, at mine øjne var lige så store som tekopper, da jeg gispede for at få vejret. Vi blev dirigeret ind til land, men det var ikke spor let, da strømmen blev ved med at rive i en. I fællesskab kom vi til sidst i sikkerhed og vi kunne fortsætte den sidste del af turen. I båden var alle meget overvældet over situationen, men blev enige om, at det var ret sejt, det der lige var sket. Guiden var ikke helt lige så tilfreds med situationen, da han nu skyldte øl til resten af teamet. Det var en rigtig fed og lidt kold oplevelse og det er faktisk først efterfølgende, vi har tænkt over, hvor "farligt" det egentlig kan være.

Dette var første del af sydøen, anden del kommer snart :)

Vi har set et billede fra BT, hvor der er ufatteligt meget sne, er der sne i Roskilde og København??

Vi har det godt og skal snart på stranden. Her er det nemlig 30 grader og solen skinner her i Newcastle (Australien).

Mange hilsner

Jarl og Lærke