Sidste blogindlæg sluttede med vores fantastiske riverraftingtur. Den følgende dag havde vi endnu en oplevelse foran os. En heldagstur til New Zealands mest berømte fjord, Milford Sound - en naturoplevelse af de helt store. I stedet for selv at køre de 5 timer dertil, havde vi booket os ind på en bustur, så vi også kunne nyde udsigten undervejs. Vejen snørklede sig langs gletcherdale og vi kunne i det fjerne se sneklædte bjergtoppe. Der var brusende vandfald og floder med det klareste vand, som vi blev rådet til at fylde vores vandflasker med J

Milford Sound har også en af New Zealands mest fotograferede bjergtoppe, Mitre Peak på 1672 m. og det kunne man godt forstå. Den rejste sig majestætisk op fra fjorden. Da vi ankom til Milford Sound, skulle vi på sejltur ud på fjorden, hvor vi kom helt tæt på klipperne, og også hen forbi et kæmpe vandfald. Det siges at får man vandet på huden, skulle det gøre en yngre, så det prøvede vi. Vi rettede ansigtet mod vandsprøjtet, og så var det virkelig som om huden lige fik sig en opstrammer (men måske var det nok bare pga. temperaturen i vandet…) hehe.

Om aftenen sker det helt tilfældige og heldige, at vi møder vores "vinvenner" Martin og Judith i Queenstown bymidte. Dem havde vi jo sagt farvel til i Blenheim en uge tidligere, og nu var de her samtidig med os. Det valgte vi selvfølgelig at fejre med maner på den lokale bar, med dertilhørende øl og drinks, men dagen efter skilte vores veje sig desværre atter igen, da vi skulle videre mod Dunidin på østkysten

Dunedin er en rimelig stor by, og specielt kendt for sine mange universiteter, hvor studerende valfarter til fra hele verden. Vi havde dog ikke tænkt så meget på at studere, som vi havde tænkt på at besøge deres lokale og verdensberømte CHOKOLADEFARBRIK - Cadbury. Når indgangen var betalt, var alt gratis…næsten altså. Den guidede tur startede med at vi alle fik udleveret en hvid hat til håret, og jeg (Jarl) et hvidt stykke til skægget. Vi så ret sjove ud, da vi alle 20 gæster, tog udstyret på og bevægede os ud i fabrikken. Vi havde også fået udlevet en plasticpose, som vi var blevet lovet, nok skulle blive fyldt med chokolade i løbet af turen rundt. Hvis man stillede gode spørgsmål, eller svarede rigtigt på guidens spørgsmål, var der naturligvis gevinst, i form af en chokoladebar. Jeg var i øvrigt den første der fik en sådan præmie, da jeg frækt svarede "sorry", til guidens spørgmsål om, hvorvidt vi alle kunne forstå hans engelske. Han gentog derfor høfligt spørgsmålet, men da jeg smilede over hele femøren, gik det op for ham, at det var et trickspørgsmål. Derfor fik jeg naturligvis min præmie, for dette spørgsmål ,som den første i selskabet.

Turen rundt på fabrikken, viste os hvordan de producerede chokoladen. Tusindvis og atter tusindvis af hvide chokoladeknapper, kom ud fra samlebåndet, og blokke af hele chokolade på mange kilo også. Vores tænder løb i vand i takt med samlebåndet og vi glædede os til vores første smagsprøver.

"Bare forbi vi kan" (som guiden sagde), så vi hvordan 1 ton flydende chokolade, kom væltende ned fra loftet, og landede i en kæmpe tragt. Dette ton chokolade var taget ud af produktion, til ære for os gæster og havde ifølge guiden en værdi på hundred tusind kroner. Det var et noget overvældende syn at se, og igen, nok noget vi aldrig før havde set, som guiden stolt fortalte os.

Turen sluttede naturligvis i en kæmpe chokoladebutik, hvor det var svært ikke at gå amok i chokoladeindkøb, så vi købte kun et par plader af deres lækre mintchokolde - mums!

Efter chokoladeturen, skulle vi på pingvintur, og ikke bare almindelig pingvintur, som i Zoo, men på sjælden guløjet pingvintur ude ved stranden i pingvinernes naturlige miljø. Der var bygget gange til os turister, så vi kunne komme helt tæt på dette specielle dyr. De guløjede pingviner er en af de mest sjældne pingvinarter i verden, og det antages at der maksimalt findes 6000, og kun i New Zealand. På vej ud til stedet i 4-hjulstrækker, så vi to pingviner komme vraltende op fra havet, og ind på stranden , op til deres reder. Turen kunne ifølge guiden tage helt op til en time hjem til reden, hvis de var trætte og mætte efter deres tur i vandet. (turen derned tog derimod normalt kun 10-20 minutter - afhængige af, hvor sultne de var…). Den guløjede pingvin er et meget familiært dyr, og kan leve sammen med deres partner i op til 20 år. På en tavle ved deres reder, kunne man se, hvilke pingviner der havde været sammen med hvem. Det vildeste var en han-pingvin kaldt Tarzan, på knap 20 år (ca. 100 menneskeår), som havde fundet sig en partner på 3 år - Sådan! J

Da vi tidligere var blevet snydt for vores hvaltur i Kaikoura pga. dårligt vejr, valgte vi at køre de ca. 400 km. fra Dunedin, nordpå, tilbage til Kaikoura, for igen at prøve lykken. Solen skinnede fra en skyfri himmel denne morgen, og der var ikke på nogen måde tegn til dårligt vejr, så nu var vi sikre. Da vi kørte de sidste 6 km. fra campingpladen ind til Kaikoura by, skete der det forfærdelige, at vi nærmede os en kæmpe tågesky, som lå tungt over byen. Vores absolutte overbevisning om, at selvfølgelig skulle vi på hvaltur, begyndte at smuldre. Og ja, rigtigt - turen var igen aflyst, pga. tågen. Øv bøv, og atter øv!. Vi var meget frustrerede og vidste ikke hvad vi så skulle gøre. For at den lange køretur ikke skulle være forgæves valgte vi så i stedet at tage på delfin-tur, og ikke bare "kigge på delfin-tur", men selvfølgelig "svømme med delfin-tur"! Vi blev udstyret med helvåddragt, så vi ikke ville fryse i det kolde vand. Inden sejlturen så vi en video om, hvordan man omgås og tiltrækker delfinernes opmærksomhed. De forklarede også at delfinerne er vilde dyr og man ikke fodrer eller på anden måde lokker delfinerne til båden. Derfor var der en risiko for at man ikke kom til at se delfinerne eller måske ikke særlig mange. Jeg (Lærke) var ikke længere så optimistisk, og tænke den forfærdelige tanke, at vi nok ikke ville se nogen, da vores held i Kaikoura ikke eksisterede. Men da vi endelig var ude på båden, skimtede vi alle ud over vandet, for at få øje på dyrene og pludselig ser jeg som den første en lille gruppe delfiner i det fjerne. Da vi fortæller kaptajnen dette, siger han, at vi er på vej mod mange flere! Pludselig er båden omringet af delfiner som legesygt springer i bølgerne, som båden laver efter sig. Vi får at vide, at vi skal gøre os klar til at hoppe i vandet. Alle er meget spændte og skynder sig at iføre sig resten af udstyret. Pludselig lyder hornet som signalerer at vi må hoppe i, og på ingen tid er alle i vandet. Flere hundrede delfiner svømmer i alle retninger rundt om en, og man er fuldstændig overvældet af situationen. Da vi også lavede lyde gennem snorklen tiltrak det de nysgerrige delfiner, som kom helt tæt på, eller fik man øjenkontakt med en af dem, kunne man få den til at følge en i cirkler. Jarl og jeg talte næsten i munden på hinanden da vi kom op, for at fortælle om vores oplevelser med de nysgerrige delfiner. I alt var vi fire forskellige steder og snorkle med delfinerne, og hver gang var det lige fantastisk. Man havde lyst til at røre de kære dyr, men vi havde fået fortalt, at det skal man lade vær med, da de som sagt er vilde dyr. Jeg så også tre delfinmødre komme svømmende med deres delfinbørn, mens teenager delfinerne viste sig frem, ved at lave elegante saltoer over vandet. Andre gange var man helt bange for at delfinerne ville svømme ind i en, men de drejede selvfølgelig uden om, i sidste sekund. Af og til kom delfinerne så tæt på, at de ramte en på armen når de passerede en. Da vi for sidste gang vendte tilbage til båden, fortalte vores guide at vi virkelig var blevet forkælet, og at der sjældent var så mange som nu. Vi havde alle et kæmpe smil på læben efter denne helt uforglemmelige oplevelse, og sluttede svømmeturen med en dejlig kop varm kakao. Vores uheld blev i den grad vendt til held denne dag, men hvalerne har vi stadig til gode…til næste tur til New Zealand.

De sidste to dage af vores fantastiske tur i New Zealand, var i byen Christchurch, hvor vi også skulle sige farvel til vores trofaste følgesvend "Roadrunneren". Pludselig var vi overladt til os selv (og det offentlige bus-system), men heldigvis er det rimelig nemt at komme omkring i Christchurch. Vi brugte en hel dag på at se den flotte by. Et af vores ynglings steder var Cathedral Square, hvor der bare er gang i den. En flok piger dansede ivrigt for at samle penge ind til deres danseskole, alt imens en mand havde stillet sig op på en platform og skrålede løs om, at han havde haft en ud-af-kroppen oplevelse. Ved siden af ham flyttede skakspillere med alvorlig mine rundt på knæhøje skakbrikker på skakspillet, der er en del af flisebelægningen på pladsen. Grupper af mennesker sad og nød deres kaffe, fra de omkringliggende kaffebarer og skateboardere susede rundt for at øve deres forskellige tricks.

Stemningen var bare rigtig god her, men kun få blokke derfra var bygninger styrtet sammen, og vinduer smadrede efter det kæmpe jordskælv, der havde været i byen i september måned. De var stadig i gang med at rydde op efter denne forfærdelige begivenhed. En mand fortalte os, at der dagligt kommer mellem 4 og 5 efterskælv, og at skælvet i september, havde været det største i 60.000 år.

Inden vi tog afsked med byen, brugte vi nogle timer i biografen på at se den nye Harry Potter 7. Den var rigtig god, spændende og også lidt uhyggelig. Vi er begge enige om, at det i hvert fald ikke længere er en børnefilm.Flyveturen til Sydney, var allerede kl. 07.00, så vi skulle være i lufthavnen kl. 05.00. Derfor havde vi valgt at overnatte i lufthavnen, for at spare en overnatning. Vi ankom kl. 23.30 og fandt os en plads langs væggen i afgangshallen, og lagde os så til at sove, lige som de mange andre som også havde valgt denne løsning.

Flyet lettede, og vi kiggede på hinanden, og vinkede sammen farvel til dette smukke og helt fantastiske land…

De kærligste hilsner fra os.