Hej Danmark!

Sidst I hørte fra os, var vi på vej af sted mod Auckland i New Zealand. Turen til Auckland gik fint, og det var en dejlig kort flyvetur denne gang. (Vi er dog stadig langt væk hjemmefra, da der nu er 12 timers tidsforskel mellem Danmark og New Zealand).

New Zealand, havde vi valgt at opleve fra en lejet campervan. En gammel mazda-kassevogn, ombygget til at indeholde lille køkken, bord og seng. Og så på siderne graffitimalet i alverdens farver. Vi hentede vores "Roadrunner" den efterfølgende dag, skrev under, betalte og var så klar til at indtage de New Zealandske veje. Nu bør det nævnes at man i New Zealand kører i venstre side af vejen, og ingen af os, nogensinde har prøvet den slags. Med andre ord, man kører i venstre side, sidder i højre side, gearstangen i venstre side, blinklys i højre osv. Alt er omvendt. Resultatet bliver ofte at vinduesviskeren er i fuld gang imens man svinger, i stedet for blinklyset - rimelig forvirrende, og for ikke at tale om rundkørslerne. Men indtil nu har vi klaret den uden skrammer, og håber på at det fortsætter.

Auckland ligger på den nordligste ø af New Zealands to øer. Vi havde afsat en uge til at se nordøen, og havde en smule travlt hvis vi ville opleve alt hvad vi ønskede. Vi kørte nordpå forbi Goat Island, og videre mod Bay of Islands. Det var ved at blive sent, så vi fandt os en campingplads vi kunne holde ind på for natten. Det var næsten mørkt da vi ankom. Vi udså os en plads, kørte fra asfalten ind på græsset, og så…bevægede campervanen sig ikke længere. Efter meget kort tid gik det op for os, at vi sad fast i sandet. Baghjulene tog ikke fat, vi prøvede og prøvede, men gravede os bare længere og længere ned i sandet. Efter megen utilfredshed, måtte vi give op, og vores jomfruovernatning blev en noget skrå oplevelse. Tidligt næste morgen, fik vi heldigvis hjælp af "campingpasseren" til at komme fri, og det var ikke helt let, da venstre baghjul var halvt begravet i sandetJ

På vej mod Bay of Island, kom vi forbi en limestone og glow-worm grotte, som vi besluttede os for at se. Grotten tilhørte en familie, som havde haft grotten gennem flere generationer. Vi var en lille gruppe på seks turister, som tog den guidede tur. Guiden fortalte at der engang, havde levet en kvinde i grotten. Hun var flygtet fra sin mand, da hun var træt af at være hans syvende kone. Vi kunne se, hvor hun havde haft sit ildsted. Ingen mennesker lever i grotten længere, men tre kæmpe enorme ål, får hverdagen til at gå derinde. Midtvejs inde i grotten slukkede guiden den medbragte lampe og alle insektnumserne lyste op over os, som funklende stjerner. De udseender dog ikke lys for at underholde os turister, men for at tiltrække føde.

På den guidede tur mødte vi Katrine og Robert fra Tyskland. De spurgte os om vi ville spise frokost med dem, og det ville vi selvfølgelig gerne. Det endte med, at vi tilbragte resten af dagen og aftenen sammen, hvor vi fik drukket nogle new zealandske øl og fik spillet en masse kort.

Næste dag skiltes vi, da de skulle nordpå, og vi skulle tilbage sydpå til Rototua. I Rotorua kan man overalt se tyktflydende, gråt og dampende mudder boble i små pools. Den termiske aktivitet er dog ikke en ren nydelse, for konstant konfronteres ens næsebor med stanken af rådne æg, som til tider kan være rimelig strid for lugtesansen. Vi tog en tur til Wai-O-Tapu parken, som er den mest farverige af regionens termiske områder, hvor forskellige typer mineraler farver de små pools og søer turkisblå, grønne, gyldne og rustrøde. Vi var meget imponeret over, hvor vilde farver de forskellige pools kunne have, og synes begge bedst om champagne poolen, som er grønlig i midten og rustrød langs kanten.

Efter at have tilbragt en hel dag i Rotorua, kørte vi mod Tongariro National Park. Den følgende dag, så vi lidt af parken, som er den ældste nationalpark i New Zealand og kendt for sine tre aktive vulkaner, Mt. Tongariro, Mt. Ngauruhoe og Mt. Ruapehu (dem fra Ringenes Herre…) Vi nød at have en stille dag, hvor vi gik en kort vandretur til et smukt vandfald og ellers bare gjorde os mentalt klar til at passere Tongariro-passet den følgende dag. Tongariro Alpine Crossing, som turen hedder, er en 19 km vandretur hen over den ældste og mindste af parkens tre vulkaner, og anses som en af verdens bedste endags vandreture.

Vi skulle tidligt op denne morgen, da bussen der skulle køre os hen til foden af vandreturen, allerede havde afgang kl. 7.00. Oven i hatten, var temperaturen denne nat faldet til under frysepunktet, (kunne vi konstatere på den is der havde dannet sig i nattens løb, på indersiden af vinduerne i campervanen). Temperaturen inde, må have været noget nær det samme, for vi rystede af kulde da vi hev os selv ud fra soveposen, for at tage tøj på - for op det skulle vi jo. Efter optøning og en solid morgenmad, var vi klar til afgang med taskerne fulde af vandregodter. Solen skinnede fra en skyfri himmel denne morgen, og af sted det gik. Vi havde nu 19 km og 7-8 timers vandring foran os. Den første del af turen var det rimelig fladt, så vi gik stærkt, men ikke stærkere end vi havde tid til at stoppe op flere gange, og nyde udsigten. Efterhånden som vi kom højere og højere op, blev den bare flottere og flottere. Vulkanerne stod i det fjerne og kaldte på os, med deres indbydende lava, som et rødt tæppe foran sig. Turen op mod Mt. Tongariro var rimelig krævende for puls og vejrtrækning, men anstrengelsen var bestemt det hele værd. En 360 graders udsigt ud over nationalparken med dens gletcherskabte dale. Der var sne, månelandskab, glimtende blå og smaragdgrønne søer, dampende undergrund, store klipper og så naturligvis masser af lava, her i næsten 2.000 km. højde. Helt fantastisk!!

Nedturen var også utrolig smuk, og de sidste par kilometer skiftede omgivelserne fra klippeformationer til en pludselig lysegrøn regnskov, med snørklede planteformationer og en flod som stien snoede sig ned forbi. Vi nåede slutningen på turen kl. ca. 16, efter 8 timers vandring (men med mange gode stop undervejs). Vores ben og knæ var ømme, og vi nød at blive hentet af bussen, der havde kørt os af sted om morgenen, men var begge enige om at det havde været anstrengelserne værd - vi var helt overvældet!

Vi kom tilbage til van'en og kørte mod Whanganui, overnattede på en parkeringsplads ved floden - lidt ulovligt, men det gik uden at blive opdaget…

Wellington var vores sidste destination på nordøen, inden vi skulle sejle videre mod sydøen d. 3. nov. Wellington er New Zealands hovedstad og regeringsby, og skulle efter sigende have titlen af at være verdens sydligst beliggende hovedstad. Der bor dog kun ca. 200.000 mennesker i byen, hvilket gør den utrolig hyggelig og overskuelig, med mange butikker og barer. Vi nød en hel dag i byen, og ikke mindst den 360 graders udsigt fra Mt. Victoria - 196 m. over havet, med udsigt over byen, havnen og lufthavnen.

Mange hilsner

Lærke og Jarl