Omsider har jeg endelig adgang til nettet! Det er ved at vaere noget tid siden jeg sidst har skrevet herinde. Cyberen har haft stroemafbrydelse 4 dage i traek, og da det endelig virkede, var der boevl med internettet. Men efter at have ventet tre kvarter, har jeg endelig faaet adgang til bloggen.
Naa.... Janni og jeg har lige forsoegt at lave et overblik over hvad vi egentlig har lavet siden jeg sidst skrev, og det kan vi ikke rigtig huske, for dagene flyder totalt sammen! Men jeg kommer nok i tanke om en masse efterhaanden som jeg skriver, saa vaeer beredt paa et laaaaaangt indlaeg!
Men vi har i hvert fald haft en rigtig god oplevelse! To andre danske piger der bor i landsbyen havde for et par uger siden en overnatning paa en oe der hedder Rusinga. De havde snakket meget positivt om det, saa Janni og jeg besluttede os for at det ville vi ogsaa, dog med to overnatninger, da det loed til at der var nok at se. Vi fik Agnes fra landsbyens kontor til at arrangere opholdet for os, og tirsdag morgen tog vi afsted. At komme fra landsbyen til en oe i soeen er ikke saadan helt lige til. Foerst skulle vi med 5 minutter med motorcykel til Kalandin, som er et slags busstoppested. Her skulle vi have fat i en matatu, altsaa en bus med 14 saeder hvor der oftest sidder 20-30 mennesker. Vi fik heldigvis rimelige pladseri en halvtom matatu og saa gik turen moed Luanda Kotieno. Omtrent halvvejs blev vi bedt om at gaa ud af matatuen og saette os i en privatbil. Vi syntes det var lidt suspekt - at vaere to hvide piger der saetter sig ind i en privatbil i et omraaede vi ikke kender......... Men der sad en ung skolepige derinde, saa vi taenkte det ikke kunne vaere helt galt. Det viste sig at det var fordi matatuen ikke gad koere laengere... Jaja, de chauffoerer bestemmer lidt selv deres ruter, aabenbart. I bilen sad vi 4 paa bagsaedet, seler var slet ikke noedvendige. I bagagerummet sad der to andre! Vi naaede Luanda Kotieno, hvor vi skulle med faerge til Rusinga. Men vi kom 9.15 og faergen gik foerst kl. 11.. En mand var megt ivrig for at faa os med i hans naesten fyldte motorbaad. En motorbaad er en fiskerbaad med meget lave sider, lavet af trae. Og saa selvfoelgelig en motor. Vi var ikke helt trygge ved det, men da vi saa en anden mzungu gaa i motorbaaden, ville vi i hvert fald ikke vaere kujoner. Saa i med os. Mens vi sejler, ringer min mor til mig. Midt ude paa Victoriasooen, verdens 2. stoerste soe.. I Afrika, hvor elektronik og forbindelser aldrig virker. Men jojo, selvfoeligelig virkede det da der!
Vi ankom til Mbita, hovedbyen paa Rusinga, og blev naermest overfaldet af motorcykelmaend der gerne ville have de to wazungu som kunder. I kaosset fik jeg fat paa en der saa rimelig trustworthy ud, og gik med ham. Men saa raabte Janni paa mig - en eller anden idiot havde taget fat i hende, og hev hende bogstaveligt talt med hen til sin motorcykel. De er virkelig desperate og vil tydeligvis goere alt hvad de kan for at faa kunder. Naa, jeg fik Janni fri, og vi ville saa aftale pris med vores motorcykelmaend. Agnes havde fortalt os at vi kun skulle betale 70 KSH. De ville have 100! Efter lange diskussioner blev vi endelig enige om en pris paa 70. 100 KSH er omkring 7 kroner, og det er jo ikke meget, men vi vil ikke snydes bare fordi vi er hvide. Senere fandt vi endda ud af, at den "lokale" pris er 50 KSH.....
Vi ankom til Wayando Beach Club - et lille paradis eget af en aeldre amerikansk kvinde, der i 60'erne blev gift med en kenyaner fra oeen. Hun har bygget de fineste hytter med eget bad og toilet. Hun har et eller andet imod doere, saa det er faktisk bare en halvvaeg der adskiller badevaerelset fra sovevaerelset! Der er ogsaa bygget toiletter i naerheden af den bygning vi spiste i - igen uden doere. Det var en spiralformet vaeg, hvor der i midten er et hul i jorden. Jep jep.... Hun er meget miljoeorienteret, og bruger desuden al affald fra toiletterne som kompost til hendes afgroeder! Meget interessant sted. Det var utroligt smukt, og 50 meter fra vores hus, laa vandet. Vi havde faktisk vores egen lille strand! Men soeen er fuld af alle mulige uhyggelige parasitter og smaadyr, der kravler ind i ens hud og laegger aeg, der bliver til orme, der skal hives ud af ens fod... Ej ok, vi hoerer mange skraekhistorier, sa vi skal ikke nyde noget af at bade!
Ogsaa paa Wayando synes de at ris er en delikatesse. Vi er doedtraette af ris, men ok, hellere ris end ingenting...
Rusinga er en kendt oe, paa trods af dens stoerrelse (16 km lang, 5 km bred). Tom Mboya er fra oeen. Han er en meget kendt kenyansk politiker, der blev myrdet i 1969. Han var med i kampen for Kenyas selvstaendighed, og han var en afde foerende i kampen for arbejderrettigheder, og startede det man kan sammenlignede med fagforeninger. Han var ogsaa en af de mange studerende der sammen med praesident Barack Obamas far kom til USA for at studere. Naa, men Mboya stod altsaa til at skulle blive praesident i Kenya, og det var der nogen der ikke syntes om, saa de skoed ham! Morderen var kikuyu, og Mboya var luo. I mange aar efter blev det faktisk forbudt for kikuyu'er at besoege Rusinga!
Vi besoegte det sted hvor Mboya er foedt og begravet. Hans halvbror, som blev foedt 8 aar efter Toms doeed, viste os rundt. Han har lavet et lille museum i form af en hytte, der er identisk med den Tom er foedt i. Her er der mange forskellige objekter der skal understoette historien om Toms liv - han blev foedt i en lille lerhytte, soen af en mand der dyrkede sisalplanter, og han endte med at blive en af de mest kendte kenyanske politikere... Han var sin fars foerstefoedte, men endte med at have 27 soeskende og 5 moedre! Polygami var meget udbredt dengang, og faren blev ret velhavende ved at have saa kendt en soen, saa han skulle da have en masse koner og boern...

Efter besoeget paa museet, blev vi koert (paa motorcykel!) til det fineste hotel paa oeen, Rusinga Island Lodge. Vi har aldrig set magen! Et smukt hotel lige ned til soeen. De var ved at bygge om bl.a. fordi de skal holde et bryllup i december, saa de havde ingen boende pt, og egentlig maatte vi heller ikke vaere der. Men jeg tror de havde en fornemmelse af at vi maaske gerne ville leje os ind engang, saa de tog chancen for at give noget reklame. Meeeeen, det koster 12.000-20.000 KSH pr nat, saa jeg tror ikke det bliver foreloebigt! Janni ringede dog alligevel til sin kaereste, og bad ham om at blive rig, for her ville hun paa bryllupsrejse.....
Bagefter blev vi koert til forskellige fiskerlandsbyer og udsigtspunkter - vi har taget hundredevis af billeder! Kort indensolen gik ned blev vi koert til det sidste sted. En klippe, med udsigt over en stor del af soeen. Her saa vi solen gaa ned, og vi blev ret hurtigt enige om, at Rusinga maatte vaere et mini-paradis!
Naeste dag gik vi en lang tur sammen med ejeren af Wayando. Selvom Rusinga kun er en time fra fastlandet, er naturen meget anderledes. Her er vildt mange sten og klipper, og der har ogsaa vaeret vulkaner. Det var faktisk ogsaa paa denne oe, at en eller anden arkaeolog fandt det foerste kranie fra en af vores abe-forfaedre.
Senere skulle vi ud at sejle paa soeen med nogle fiskere. Vi aftalte at det skulle vare 1 time - vi ville bare lige ud og se om vi kunne finde nogle flodheste og saa tilbage. Aah, hvor vi dog fortroed at vaere taget der ud. Det endte med at tage tre timer i den allerstaerkeste sol - og saa er solcreme med faktor 15 altsaa ikke nok, saa jeg blev totalt roed. Totalt uforskammede fiskere der ikke viste os nogen flodheste, og heller ikke sejlede ind til land, da vi bad dem om det. De snakkede bare sammen paa luo, og noeed turen, mens vi blev stegt... MEN det var en smuk tur!
Efter frokost ville vores motorcykelmand koere os en tur rundt og se noget mere af oeen. Vi skulle op paa en klippe. Vi sad tre personer paa motorcyklen, og jeg tror Janni og jeg havde mindst 10 naerdoedsoplevelser. Som foer naevnt, er der sygt mange sten paa oeen, og naar man saa skal koere op ad en 45 grader stejl klippe............. Vi var meget glade, da vi holdte pause i en fiskerlandsby. Her bad chauffoeren os om at posere med en doed fisk - han var helt vild med at tage billeder af os. Det ville Janni altsaa ikke, hun faldt derimod i armene paa en fuld, gammel og ikke saerligt attraktiv mand, der mente at jeg nok maatte vaere gift med chauffoeren, og saa kunne han jo selv faa Janni, for hun var da soed at kigge paa! Han proevede faktisk at kysse hende, men saa naaede vores chauffoer at gribe ind. Endnu en naerdoedsoplevelse for Jannis vedkommende....
Vi kom tilbage til Wayando, og noed de sidste par timer. Vi har snakket en del om forskellen paa Wayando og Kanyakoo. I Wayando kan vi tillade os at sole os udenfor, og drikke alle de sodavand vi vil - her er det en hvid amerikansk kvindes jord vi bor paa. Det er noget andet i Kanyakoo, hvor vi bor blandt andre mennesker, der altsaa bor her hele tiden, og som goer alt hvad de kan for at beskytte sig mod den braendende sol, og som ikke har penge til at koebe sodavand... Men vi elsker begge steder!
Torsdag morgen fik vi dejlig morgenmad - papaya, passionsfrugter og pandekager med bananstykker i. En dejlig afveksling fra det saedvanlige toastbroed med margarine og marmelade...
Vi koerte til Mbita, og tog faergen hjem til Luanda Kotieno. Mens vi ventede paa en matatu, havde vi en ny oplevelse - en indisk skoleelev tog et billede af os i smug! Det var virkelig underligt, for det er altid os der tager billeder af alle mulige andre. Saa nu ender vi sikkert paa en eller andens Facebook profil..........
En mand overtalte os til at proeve en bus i stedet for matatu. Fedt, taenkte v, saa faar vi vores helt eget saede. Og han sagde at vi endda ville spare 30 KSH. Aaaah, det fortroed vi ogsaa. Vi sparede ingen penge, og fordi der var saa mange pladser i bussen, stoppede den hele tiden for at samle flere passagerer op. Folk er aabenbart ikke saa glade for at bruge busstoppesteder. Nej nej, de staar da bare i vejkante, selvom der er et busstoppested 50 meter vaek. Saa vi stoppede mindst 40 gange, og vi kom en time senere hjem end vi regnede med. Det var okay, nu har vi provet lidt af hvert! Vi har lavet en liste over vores afproevede transportmidler - pikipiki (motorcykel), bodaboda (sidde bagpaa paa en cykel) , tuktuk, bil, matatu, bus, fiskerbaad, motorbaad, faerge... Vi faar proevet lidt af hvert.

Det var dejligt at komme tilbage til Kanyakoo, det er nu det sted jeg bedst kan lide at vaere. Alle kom og spurgte om vi havde haft en god tur, og at de var glade for at vi var tilbage - man skulle tro vi havde vaeret vaek en maaned.
Vi har det godt, og Janni foeler sig efterhaanden ogsaa hjemme. Hun blev helt ked af det, da hun opdagede at hun kun har to uger tilbage i landsbyen! Det minder mig om at jeg snart har vaeret her i 3 uger. Det er utroligt.
Chief George siger hele tiden paa sit gebrokne engelsk at han synes jeg skal bo her 1 aar, mindst. Og at han vil sende 10 koeer til min mor!
Jeg ELSKER at vaere her, og jeg har uendeligt mange historier og ting at fortaelle, men det maa vente til en anden dag, for nu skal vi tilbage til landsbyen og have frokost. Vi har hoert rygter om at vi maaske skal have pandekager i dag i stedet for ris, saa Janni er allerede gaaet hjem!

Tak for jeres kommentarer til indlaeggene, det er dejligt at vide at der er nogen der laeser med. Hvis der er noget bestemt I vil hoere om, saa sig endelig til!