Jeg vil gerne komme med en tilstaaelse. Det skylder jeg jer!
Jeg er ikke helt saa haardfoer, som jeg har givet udtryk for. Langt fra!
I landsbyen har jeg faaet min saedvanlige hytte - Bulbul. Bulbul er en af de aeldste hytter, og ligger derfor i den "gamle" ende af gaesteomraadet. Her blev der ligeledes bygget gaestetoiletter og bad for mange aar siden. En hul cementblok ovenpaa et meget dybt hul. Siden er der bygget nye hytter med nye toiletter - porcelaenskumme uden skyl ovenpaa meget dybt hul. Jeg har naegtet at bruge de nye toiletter. Aldrig i livet, om jeg skulle sidde og vaere rigtig europaeisk paa saadan en porcelaenskumme midt ude i Afrika.
Samme holdning havde jeg da jeg ankom til landsbyen i aar. De andre hvide gaester bruger de nye toiletter, for der er ingen dyr, og der er altid toiletpapir nok.
Foerste aften ville jeg bruge mine saedvanlige toiletter. Jeg bankede paa dooren, saa de vaerste kryb kunne naa at stikke af. Jeg aabnede, og hvad ser jeg. 10 kakkerlakker paa vaaggene. Sidste aar var der kun 2. ALTID to, som sad paa vaaggen - undtagen den dag, hvor den ene havde gaemt sig under toiletbraettet, og stille og roligt kravlede op ad mit inderlaar.. Det vaannede man sig til....... Naa, men nu var der altsaa 10! Jeg skulle lige traekke vejret og taenke "ok Lea, du er i Afrika...." Men... I samme oejeblik jeg gik ind, saa jeg en gigantisk froe. Gigantisk. Naar jeg siger gigantisk, er det virkelig praecist skrevet. Og det var i dette oejeblik jeg overgav mig til "de hvide toiletter". Hvilket nederlag det var for mig! Men ok, paa den anden side, alle andre gaester bruger dem, og koekkendamerne goer kun dem rene. Saa... Jeg har overgivet mig.
Generelt har jeg det ikke svaert med kryb. Jeg skriger ikke naar jeg ser et firben eller hoerer en flagermus. Men da der for to dage siden var en edderkop paa stoerrelse med en nytnaeve (mindst!), skreg jeg saa hoejt op at alle de andre gaester hoerte det naeste dag. Altsaa, min seng og mit myggenet tilhoerer MIG. Dyrene kan vaere udenfor. Janni, min veninde som jeg bor sammen med, kom ilende med toiletpapir, saa jeg kunne kvase den, men det tog mig alligevel en halv time at tage mig sammen. Jeg kom ud i nogle filosofiske tanker, hvor jeg sammelignede mig selv med de britiske kolonialister, der bare slaar det oprindelige folk (i dette tilfaelde edderkoppen), fordi det ikke lige passer ind i kolonialisternes skema. Men jeg kom over det, og draebte edderkoppen. Den fik en fin begravelse i vores skraldepose.

Nogle undres over hvad jeg egentlig gaar og laver hernede.....
Et godt eksempel er en dag som i gaar.
Vi sov laenge (helt til kl. 9), og spiste morgenmad (te, broed, banan og maandazi - en slags aebleskiver) og gik med to andre gaester op paa en skole, hvor vi laerte boernene rundbold. Det tog dem lidt tid at forstaa reglerne, men de blev helt vilde med det. At de fik lov at beholde bat og bolde, gjorde dem fuldstaendigt ekstatiske.
Vi gik hjem og spiste frokost (det er allerede et doegn side, saa det har jeg glemt, men sandsynligvis ris. De har faaet den ide at hvide er helt vilde med ris), og Janni og jeg havde fra morgenen besluttet at vi altsaa hellere maatte rydde op i vores hytte. Det er interessant hvor hurtigt der kan blive rodet, naar man har alle sine ejendele i en kuffert. Consolata, en af koekkenkvinderne, laaser sig hver dag ind i vores hytte og goer rent og redder senge, og det er lidt pinligt med al det rod.... Saa vi ryddede op, og Janni gik ud og solede sig.
Nogle af boernene havde samlet sig udenfor i en af de tomme moedehytter. Under en pause i oprydnngen gik jeg ned og gav dem nogle farver og noget papir, og de kastede sig over det. Jeg tror de fik halvanden time til at gaa med det. I mellemtiden blev jeg faerdig med at rydde op, og Janni og jeg gik ned i hytten til boernene. Vi snakkede lidt med dem, men blev grebet af synet af en lille baby der sad graedende ude paa bordkanten, halvvejs paa vej til at falde paa gulvet. Lille baby paa cementgulv? Ikke godt. Saa Janni tog ham op, han holdt op med at graede, og faldt i soevn med det samme. 8 mdr. gammel er lille Victor Otieno aka. Miguna. Hans to soestre er henholdsvis 5 og 3, og de havde altsaa faaet ansvaret for ham, men det var mere interesserede i at tegne. Victor vaagnede igen efter 20 minutters tid, og lige pludselig havde en af de andre boern givet ham til mig. Jeg slap ham ikke de naeste to timer! Legede med ham, snakkede med ham, og naar han begyndte at klynke, gik jeg rundt med ham. Han endte med at falde i soevn, og sov maaske halvanden time. Han ville kun haenge paa venstre hofte, og placerede sin haand, og senere sit hoved, paa venstre bryst, hvor han kunne maerke hjerteslag. Jeg kunne slet ikke slippe ham.Hvornaar er der sidst nogen der har gaaet og holdt ham saa laenge? Snakket med ham? Troestet ham? Det er ikke til at vide. Ved 18-tiden ville Clinton, en 6-aarig dreng der havde ansvaret for alle boernene fra hans compound (den grund hvor en familie bor med familiemedlemmer i alle led!), gerne hjem, da det var ved at blive moerkt. Jeg gik med ham og boernene hjem, med en sovende Miguna i armenene. Jeg moedte hans mor, og blev inviteret indenfor, hvor vi snakkede om hvordan det er at vaere 22 aar og havde tre boern i alderen 0-5, naar ens mand bor og arbejder 300 km vaek!
Jeg fik lov at besoege Miguna naar som helst jeg ville.

Da jeg kom tilbage, var aftensmaden klar. Pandekager, suppe og bananer. Bagefter satte jeg med ned paa pladsen foran de gamle hytter, og sad i total moerke og saa paa stjernerne, mens jeg hoerte slag fra flagermusevinger og noed gloeden af masser af ildfluer!

Det er saadan en dag jeg husker naar jeg kommer hjem.
I dag har vi faktisk bare slappet af, og startet paa at planlaegge nogle af de lidt stoerre ture vi skal paa.
Vi har derudover besoegt Merceline, en af mine gode veninder hvis meget roerende histore I faar senere, og hoert mange gode historier om luo'ernes interessante kultur og traditioner. Dem faar I ogsaa senere!
Nu vil jeg hjemad, saa jeg kan naa i bad inden det bliver moerkt. Men jeg skal lige forbi Migunas compound foerst !