Profile
Blog
Photos
Videos
De sidste dage i Vietnam
Ved ankomsten til Mui Ne, var vi mildest talt fuldstændig smadret. Vi havde næsten ikke sovet, intet spist, og jeg var rigtig ked af det og havde hjemve. Men ved bussen, mødte vi to norske piger, som endte med at dele et 4 mands værelse med. De var super super søde, og vi havde det rigtig hyggeligt sammen. Så med deres søde selskab, og en telefon samtale med min farmand, og en lang skype snak med min søde kæreste, så var humøret så småt på retur. Mui Ne var måske lidt for optimistisk satset for os, for vi havde faktisk kun den dag der, hvor vi ankom, og eftersom at vi var så trætte, dårlige og mutte, så kom vi ikke rigtig nogen steder den dag. Men nu kan vi da sige vi har været der, hehe og vi fik virkelig bedste pizza til aftensmad. Nok tures hidtil bedste. Så det var så skønt. Så med en go aftensmad, og en go nats søvn, så skulle vi bare være klar til at indtage Ho Chi Minh city dagen efter.
Men men men, jeg vågnede så lige næste morgen med en omgang diarre, og tænkte, ÅHH nej - ikke nu igen mens vi skal rejse. Men jeg undlod nogen form for mad inden vi satte os i bussen, og valgte ikke at spise noget indtil vi ankom til Ho Chi Minh, for ikke pludselig at måtte stoppe bussen fordi jeg skulle skide. Haha. Men ved ankomsten til byen, var det første der fangede vores opmærksomhed, at der lå en Subway, jaaa tænkte vi bare. Eftersom at vi ikke havde spist ordentlig i de sidste 3 dage, nærmest løb vi hen og bestilte mad, og heldigvis kunne jeg holde det i mig. Vi fandt et lille beskedent værelse, som vi kunne bo de to nætter i, og besluttede os for at udforske byen med det samme.Vi tog først en tur forbi byen store marked, men det er jo som alle andre markeder i Vietnam, ikke noget at skrive hjem om, hehe. Derefter så vi Independence Palace, Operaen og den lokale Notre Dame Kirke. Som vi gik rundt der i byen og kiggede på bygninger og butikker, stod forskellen mellem hovedstaden i syd og hovedstaden i nord lysende klart. Det var så tydeligt at vi nu var kommet til en pulserende storby, med store dyre hoteller, mærkevarer gader og generelt bare mere puls og nyere arkitektur. Ho Chi Minh er mere en by efter min smag, Hanoi er alt for snusket og faldefærdig i forhold til den her. Helt utrolig at opleve skiftet mellem nord og syd, gennem rejsen ned i landet.
Kalenderen sagde efterhånden d. 20/3, og vores sidste dag i Vietnam var kommet. Vi brugte dagen, som var voldsom varm, på at gå på Krigs museum, som vi havde hørt meget om. Det var en meget speciel oplevelse, og Krabbe havde haft ret, da han sagde at det var barsk. Det var noget af en øjnåbner. Det der rørte mig mest, var billeder af ofrene for krigen. Ikke kun de døde, men også dem der overlevede de kæmpe mæssige af giftudslip som USA tæppebombede Vietnam med. Det var voldsomt at se hvordan mennesker svulmede op, blev forvandlet til noget, som mere lignede er monster end et menneske. Det er meget svært at beskrive, men jeg vil mene, at billeder siger mere end ord i dette tilfælde, så en mere beskrivelse må vente.
Bagefter havde vi besluttet at gå en tur i Zoo, hvor vi så giraffer, elefanter og flodhest mv. Det var en go oplevelse, i og med, at jeg faktisk ikke kan huske hvornår jeg sidst har været i en zoologisk have. Men turen havde nok været lidt bedre, hvis ikke det var fordi jeg kamp svedte. Det var simpelthen så vildt varmt, at jeg troede jeg skulle får hedeslag. Hehe. Så da jeg stod og så på flodhesten, som lå og hyggede sig i sit vandhuld, drømte jeg søde drømme og en kold pool eller en tur til stranden.
Dagens højdepunkt var, da noget der lignede en miniudgave af en flodhest, pissede på publikum. Den var åbenbart udstyret med en tissemand, som vendte bagud mellem bagbenene, og pludselig vender den bagenden mod publikum, starter for propellen (dens hale som drejer rundt som en propel, hehe) og så pisser den. Fordi propellen er tændt, så flyver pisset var ud over alle de publikummer der stod med næsen helt inde i dens bur, og de flygter skrigende væk. Heldigvis for mig, står jeg på behørig afstand, og skriger af grin.
Tiden var kommet til at sige farvel til Vietnam. Det er nu regnskabet skal gøres op. Alt i alt, så har det været en fantastisk oplevelse. Jeg har ikke et sekund fortrudt at vi valgte at ligge vejen forbi Vietnam. Jeg synes at vi har set så meget flot natur, oplevet kulturen helt på tæt hold. Vi har mødt mennesker som jeg aldrig vil glemme, og set ting som er ubeskrivelige. Vi har smagt på den lokale mad, og vi har haft diarre og myggestik og røverier. Men alt sammen, har været med til at gøre turen til noget helt specielt.
Det er meget tankevækkende at vide, at en gennemsnitlig vietnameser bliver omkring 85 å, hvor det tilsvarende tal nærmest er 20 år yngre i Danmark. De lever fattigere end os i Danmark, de lever for meget færre penge, og under dårligere kår. De spiser det samme og det samme, dag ud og dag ind, ingen vekslende kost, og skiftende slankekure, kun ganske simpel mad. Hygiejnen er helt uhørt dårlig, de danske levnedsmiddel kontroller ville rykke sig selv i håret hvis de så de køkkener vi har spist mad fra. De har ikke rent rindende vand i hanen, og de arbejder til de er skind døde, og alligevel bliver de ældre end os i Danmark. Hvad er det vi gør anderledes i Danmark? Hvorfor er gennemsnitsalderen for livet, så meget kortere i et land, hvor vi har ubegrænset adgang til dygtige og veluddannede læger, ualmindelig stort udvalg af god, sund og varieret kost, en lovgivning som giver de gamle lov til at gå på pension, og fortæller os at vi har fyraften kl 16.00.
Hvor er forskellen på de to lande? Er det mentaliteten? Spiller det faktum, at de i Vietnam ikke ved hvad MC.Donalds er, nogen rolle? Eller er det ganske enkelt bare danskerne som ikke er klar over hvor privilegerede vi er? - at leve i et land, hvor livet pludselig forekommer så simpelt. Pludselig sætter man pris på alt det som før var en selvfølge. Såsom rent drikkevand, min dejlige bløde seng, SU og gratis uddannelse og meget andet. En ting som man dog finder alle steder hvor man kommer, hvad enten det er blandt Sapas fattigste minoritets grupper, i Ho Chi Minhs pulserende storbyliv, eller hjemme i lille Risskov, og det er kærligheden. Det må være det der er nøgleordet, det som får det hele til at give mening. Så længe man har sin familie, sine venner og en til at dele sit hjerte med, så kan man være født hvor som helst.
Med disse ord, vil jeg afslutte turen til Vietnam, sende en varm og kærlig tak til mine forældre for at have født mig i et land som Danmark, og givet mig mod på at rejse ud og møde verden. Så på trods af hjemveen, og det store savn til min søde kæreste, så føler jeg mig som verdens heldigste!
- comments