Sol, strand og sår

I denne uge er vi fløjet/kørt/gået sydpå og ned til Thailandbugten, hvor vi har brugt de sidste par dage på at slappe af og blive solbrune, så vi kan holde forspringet, når vi engang kommer hjem. Vi har dermed ikke lavet en dadel i denne uge, hvilket måske fremgår i bloggen. Lige nu er der omtrent 40 grader udenfor, og at ligge i solen i længere tid ad gangen er nærmest uudholdeligt, så vi har fundet ly indenfor og skriver nu dette.

Efter at vi uploadede bloggen i sidste uge mødtes vi med vores trekkingguide Boon, vores - eller Ollies - ven Pan og hans kæreste Karen. Sammen tog vi ud for at se nogle folk blive tævet. Rettere sagt tog vi til thaiboksningsstævne. Her underholdt de gæve thaiere med forskellige former for skalleklaskning i et par timer: Regulær thaiboksning, blinde thaiboksning og kvinde thaiboksning. Ganske interessant underholdning. Især når det ses i selskab med vaskeægte thaier, hvor Boon bl.a. kunne berette at han fik 400 bat pr. dag (80 kr.-) for en trekking tur. Jacob faldt dog i søvn under tæskeorgiet eftersom han var noget træt efter de forrige dages skovtur.

Søndag fløj vi fra Chiang Mai til Phuket. Inden vi steg ombord på Air Asias flyver, mente Jacob dog, at han var træt af ris, nudler og andet thaiguf, og at en akut Whopper fra den nyåbnede Burger King var en absolut nødvendighed. Som alle ved, er der ikke noget at gøre, når whoppertrangen melder sig, og Jacob købte det hidtil dyreste måltid i Thailand. Herefter havde vi en fantastisk morsom flyvetur til Phuket, hvor vi lettede, fløj og landede. Eminent. Efter at være blevet taget vel imod af samtlige ansatte på det lille guesthouse kaldet Sweet Home i Phuket, tog vi straks på stranden til den sagnomspunde Patong Beach. Der var ikke mange spor efter tsunamien i 2004 og stranden lignede det ferieparadis, der var blevet lovet - med sexturister. Globaliseringen blev i den grad vist frem på Patang, da der var mange par bestående af en hvid, gammel, ofte ekstremt overvægtig mand og en ung thaipige.

Senere gik vi på shopping og på trods af de mange tilbud fra ladyboys endte vi blot med et par shorts hver til 80 kr.- (men de var ægte) og 6L vand.

12 timer af mandagen blev brugt på at sidde på vores dertil indrettede og blive transporteret over sø og land (der mødte vi en gullig mand). Før vi fik set os omkring var vi således på Ko Phangan, hvor vi blev kørt halvvejs til vores bungalow for derefter at gå resten af vejen i buldermørke. Denne mangel på dagslys samt vejens tilstand i ikke rigtig at være vej gjorde at Jacob gled to gange, hvor den sidste lavede et grimt hul på hans ellers fine knæ og vred hans fod lidt om. Haltende og svedende nåede vi frem, fik en velfortjent måltid og renset Jacobs sår, den første af mange gange. På den positive side mødte vi Fiona, ejeren af stedet, til hvem vi overbragte en hilsen helt fra New Zealand, hvor vi mødte den østrigske kok Manfred, der bruger halvdelen af sit liv i en hængekøje på præcis den strand. Dog var det ikke den halvdel, hvor vi var der.

Tirsdag var forholdsvis begivenhedsløs i den forstand at vi ikke bevægede os mere end i en radius af 100 meter fra vores bungalow. Dette var lige nok til at nå hen til restauranten efter billige måltider og ned til strandens brændende sand og vandets lunkne himmelspejl. Men det skulle være løgn at vi skulle ligge og dase en hel dag væk, så straks da klokken slog aftensmad begyndte vi at indtage den riswhisky, vi købte i en junglen for en slik, for derefter at tage til Sydøstasiens største raveparty: Full Moon Party. I kan tro at vi aldrig har kendt magen. Bar på bar på bar op og ned af stranden, hvor omtrent 25.000 festglade folk danser, synger, drikker og hopper i sjippetov med ild i. Vor faldne soldat, Jacob, tog den "tidlige" taxi 2.30, mens Steffen blev til morgenstunden og forgæves prøvede at huske, hvad dævlen han havde foretaget sig siden han var dækket af sand og havde selvlysende maling op af armen. Vi endte i god behold uden stjålne krops- og ejendele og sov rusen ud i vores myggenetomgivne dobbeltseng.

Onsdag; sove, spise, bade, læse, bade, læse, spise vanvittig god aftensmad, læse, sove. Åh jo, og så fik vi også drukket en frisk kokosnød, der ikke smagte os vel, selvom det da var meget sjovt.

Torsdag vinkede vi farvel til tjeneren Fionas (en anden Fiona) evigt sårrensende hænder og Ko Phangans gyldne sandstrande for at sige goddag til stegende hede og Ko Taos gyldne sandstrande. En kæmpe omvæltning i vores hverdag, hvor vi nu bor i en bungalow 2 meter fra stranden ved højvande. Egentlig skulle vi have boet et andet sted, men vi var dårlige til at forstå mailsne fra stedet, så de havde egentlig ikke plads. Aftenen blev brugt på i ro og mag at se film og læse.

I dag mente Jacob, at nu kunne det simpelthen være nok med al den afslapning. Han har været ekstra hårdt ramt, da han har været landkrappe i denne uge, fordi der er bakterier i vandet, der kan inficere såret. Derfor fandt han en thaiboksningsgymnastikcenter, hvor han kunne styrketræne og dyrke lidt motion (men ikke thaiboksning, for det kan han heller ikke pga. såret). Han planlægger dog at tage en måned til Thailand senere i sit liv for at lære det. Steffen løb lidt rundt på stranden imens og fik udslet over begge sine fødder. Efter en times tid opgav vi at ligge på stranden, der var simpelthen for varmt for os vikinger og søgte i stedet ind på en café med gratis internet, spiste lidt frokost og skrev derefter blog.

Lige nu planlægger vi at se den flotte solnedgang med en kold Chang Beer i hånden.

I næste uge lover vi at lave noget. Vi har indtil videre planlagt at trodse bakterierne i vandet og dykke, moone af Angor Wat og pisse på Killing Fields og at skyde en ko med en bazooka. Det må kunne få jer op ad stolene! Desuden begynder vi på malariapiller, hvilke både kan give diarré og hallucinationer, så det skal nok blive morsomt.

Neau phat naam-man hoi khrap, som de siger her i Thailand, hvis man vil have oksekød lynstegt i østerssovs, hvilket man altid lyster. Det er sikkert bare dyrt. Vel omkring 25 kr.-. Khorp khun khrap,

Spasseren og Tomaten