Profile
Blog
Photos
Videos
Tre svedige lande på én uge
For søren vi har haft og har travlt med at rejse verden tynd. Vi har skyndt os gennem Cambodja, som vi allerede nu har bestemt os for at vende tilbage til på et senere tidspunkt i vore unge liv. Vi forlod jer sidst på en sandstrand på øen Koh Tao nær solnedgangstid fredag aften, hvilket var noget pisseflot noget, så vi lavede faktisk ikke andet den aften end at måbe og drikke en kølig bryg i vandkanten. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, for da Steffen faldt i søvn på en palme kunne vi mærke at der ligesom ikke rigtig var stemning for fest denne dag.
Tirsdag besluttede vi Jacobs sår endelig var klar til at kunne klare en dukkert i det lækre, sprøde havvand, og vi lejede os en frømand (der til forveksling lignede Simon Pegg), der skulle vise os hvordan man trak vejret under vandet. Det var vi dog ufatteligt dårlige til, så han udstyrede os med et par iltflasker i stedet og undervandseventyret kunne begynde. Efter nogle få instrukser svømmede vi ned til 6 meters dybde og kiggede på koraller og fiskeeksistenser (der var vilde med at nippe til Jacobs knæ) indtil, der ikke vare mere luft. Om aftenen ledte vi desperat efter et spisested, der ville tage imod visakort, da kontantniveauet lå frygteligt lavt. Endelig kom en restaurant os til undsætning, der ville tage kort, hvis man købte for over 500 baht, hvilket svarer til 80kr, hvilket er vanvittigt meget i Thailand, men vi tog som en udfordring og gik til makronerne. Snack, hovedret, dessert, cocktail, øl og grillspyd sendte os op på 536 baht. Vi nåede dog ikke at blive mætte, da servicen var så dårlig at vi blandt andet ventede 20 minutter på en øl og 30 minutter på to kugler is. Til gengæld kunne vi se en film med Aston Kutcher imens. Efter endt måltid vendte vi tilbage til vores bungalow for at slå mave. Denne aften blev vi igen hjemme, da vi ikke kunne finde en eneste dj på øen, der ville spille vores yndlingssang "I Gotta Feeling" med Black Eyed Peas, hvilket er et must inden enhver bytur, da vi kun har hørt sangen et par tusinde gange i hvert land, vi har besøgt. Skuffede gik vi i seng og frygtede for morgendagens ligegyldighed.
Morgendagen opstod, som så mange andre dage nu gør det, og for at gøre kedelig historie kort brugte vi de næste 29 timer på at blive transporteret fra Koh Tao til Siem Reap. Af højdepunkter kan nævnes; aftensmad på en restaurant med gratis brusebad i Chumpohn, powernap for den ene part, Steffen, klokken fem om morgenen på Bangkok banegård, da den anden skulle holde sig vågen og passe på taskerne, og endelig en meget langsommelig og frygtelig dyr grænseovergang til det selvdestruktive land Cambodja.
Mandag eftermiddag ankom vi efter 29 timers konstant transportering til vores destination Siem Reap, der i starten af det forrige årtusinde var hovedstad i det mægtige Khmerrige. Da alle konger mente, at de blev nød til at bygge et tempel er det igennem årene blevet til rigtigt mange templer, paladser og andre mindesmærker, hvor den kendteste er verdens største religiøse bygning, verdens ottende vidunder, Angor Wat. Vi besluttede os dog for at tøjle utålmodigheden og vente med at tage derud til den efterfølgende dag. I stedet fandt vi os en restaurant, spiste den lokale mad og tog efterfølgende på Nightmarket, hvor vi købte lidt souvenirs og nogle pebernødder - eller honningkager, som de kaldte dem, og de smagte nu også mere af honning end af pebernødder, og var utroligt søde i smagen, de nærmest smeltede på tungen. Men de lignede til forveksling pebernødder. Vi glemte desværre at lukke posen om natten og de var derfor bløde dagen efter, da vi tog til Angor Wat. Vi fik heldigvis spist dem alle alligevel dagen efter Angor Wat, da vi havde tømmermænd og var alt ædende.
Nok om det interessante emne cambodianske honningkager. Ønsker I at vide mere er I velkomne til at stille spørgsmål. Vi tog som sagt ud til Angor Wat tirsdag morgen. Vi stod tidligt op, da vi kun havde én dag til at se det kæmpe område Angor udgør, og som der i de fleste guidebøger anbefales at bruge flere dage på at se. Vores bestilte tuktuk inkl. chauffør, der for 12 timers leje koster ca. 15$, ventede ude foran hotellet og kørte os til Angor. Efter at have betalt den dyre entré stod tempelkomplekserne fri til udforskning. Vi startede med broen og templet Angkor Thom, hvilket var en god appetitvækker. Efterfølgende tog vi til templet med de tusinde ansiger, Bayon. Herefter gik dagen med at se det ene tempel efter det andet, hvor vi undervejs konstant blev tilbudt alt muligt bras af små børn og små kvinder, der altsammen kostede one dollaaaaaaar. Endelig bukkede Steffen under og købte et par lilla fiskerbukser til en nedpruttet pris af 5,50 dollar og et pasfoto af ham selv. Vi sluttede vores arkæologiske eventyr af med højdepunktet; Angor Wat. Desværre er templet under restaurering og var derfor delvist dækket af grønt stof. Oplevelsen var dog alligevel fantastisk de imponerende komplekser gjorde sit indtryk.
Efter en hård dag i felten besluttede vi os for, at vi skulle prøve lidt velvære i form af fiskemassage. Dette går ud på, at man stikker fødderne ned til en stor mængde fisk, der derefter går i gang med at æde den døde hud. Især Jacobs evigt klamme fødder var populære blandt fiskene. Under "massagen" faldt vi i snak med en schweizisk lærerinde, som vi senere tog på en lokal bar med. Her investerede vi 30 kr.- i en 3 liters fadøl imens vi fik serveret fiskesnacks. Efter at måtte konkludere, at Siem Reaps eftersigende fedeste bar ikke var så hip som håbet, endte vi på et tag, hvor vi over en drink filosoferede over det danske og schweiziske skolesystem.
Onsdag morgen var det tid til igen at forlade Siem Reap og tage til hovedstaden Phnom Penh. Vi ankom ved aften tid efter en halv dag i en bus, hvor der til vores store glæde konstant blev spillet cambodjansk karaoke musik. I Phnom Penh mødte vi vores tuktukslave for de næste par dage, Peter. Han kørte os til Guest Houset, hvor vi om aftenen slappede af og forberedte os på næste dags traumer ved at se filmen Killing Fields og derefter svede os selv i søvn da en strømafbrydelse havde dræbt vores ventilator.
Torsdag for vi land og rige rundt på en tuktuk med Peter som chauffør for at lede efter folkemord. For ikke at gøre dagen alt for deprimerende startede vi med Royal Palace, som var stort, guldbelagt og plastret til med templer. Opfriskede af pomp og pragt tog vi til The Killing Fields, hvor henrettelser og massegrave var i stort udbud for 35 år siden. Skelet-stupa'en, hvor hundredvis af kødløse kroppe var stablet i 20 etager. Lettere kvalmende øjeblikke fik os på bedre tanker og vi gjorde holdt ved markedet, hvor vi spiste frokost og købte ragelse til håndører. Ude af stand til at udskyde det længere tog vi til det berygtede S-21, skolen der under Khmer Rouge regime blev omdannet til torturcentral, hvor ud af over 20.000 fanger kun 7 overlevede. Selv Hesti var for bange til at komme op af tasken. Klaustrofobiske celler, torturinstrumenter og -kamre, pigtrådsvinduer og familiemedlemmers beretninger om stedet gjorde sit til at skrue vores humør i bund, og vi mente, at vi hellere måtte slutte dagen af med at smutte til Wat Phnom for at se Buddha-figur nummer en milliard på vores tur. Som enhver livsklog person vil fortælle dig kan en sådan dag kun ende i fest og ballade for at dulme korttidshukommelsens foragt overfor sådan en umenneskelighed. Heldigvis er cambodjanere* altid klar på en lille en eller to, så vi startede med at drikke en øl med en af tjenerne fra vores guest house på en nærliggende bar, mens han var på arbejde. Der mødte vi nogle (lidt for) venlige lokale piger, som vi flygtede fra til en lille bar lidt længere nede af gaden, hvor der var buckets* til $1,5. Der mødte vi interessante bekendtskaber, der sjovt nok også var friske på en lille en eller to, så det blev det til. Den delvist kundebestemte dj-pult resulterede i at vi på tidspunkter tog en svingom med 40-årige cambodjanske madammer til Feed the Horse. Da baren lukkede, som den sidste på hele gaden, tog vi med to danskere til en reception og drak 3 liter vand for derefter at gå tilbage på vore værelse og nyde at vores ventilator kunne køle vores roterende hoveder under søvnens lullen.
I dag farer vi desværre allerede ud af landet igen og forhåbentligt er vi i Vietnam næste gang vi skriver, det vil tiden vise. Vores malariamedicin bliver indtaget jævnligt og vi har nærmest ikke mærket nogle bivirkninger ud over at Jacob nu er fuldt overbevist om at Steffen er en nuddelret med kylling og chili. I det mindste lader diarréen vente på sig...
Ah khoun (eller hvordan man nu staver eog siger det), Cambodja,
Hilsen Cheap cheap og One Dollar Baby
*bucket = En stor mængde sprut - gerne whiskey eller vodka -, sodavand og redbull i en spand. Effektivt væske, hvis man ønsker at blive beruset.
*Cambodjanere = Fantastisk venligt og utroligt fattigt folkefærd, der på trods af Pol Pot's rædselsregime, som resulterede i at 1/4 af befolkningen døde og alt hvad der hed civilisation blev ødelagt, tager livet med et smil og er forhåbningsfulde omkring fremtiden. Ynder desuden at forsøge at sælge en ragelse til 1$ og arbejder sjældent rigtigt.
- comments