Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er gået hver vores vej, men bare rolig vi finder sammen igen <3
Vores veje er blevet splittede i tre dage, og denne blog er derfor uploadet af Steffen og mangler Jacob's beretning for onsdag, torsdag, fredag. Frygt dog ej, vi er ikke blevet uvenner og Hesti er stadig kun handicappet på to hove. Adskillelsen skyldes at Steffen blev nødt til at skynde sig til Hanoi for at søge sit indiske visum, mens Jacob valgte at tage det stille og roligt med at komme op til Hanoi, da han kender utroligt mange mennesker fra Allerød, som han kan følges med til hovedstaden.
Sidst vi skrev blog, var vi rent faktisk på vej til Ho Chi Minh - og var ikke i Phnom Penh. Vi snød jer, tihi. I Ho Chi Minh City/Saigon boede vi i et kollektiv hos DJ'en Adam. Vi ankom til Saigon efter at være kommet smertefrit over grænsen til Vietnam. Her blev vi indlogeret i Adam's lejlighed af Doug, en kiwi, da Adam selv ikke var hjemme. Herefter tog vi med et par af beboerne i Adam's lejlighed ud for at få noget mad. Gudskelov havde vi en vietnameser med, der kunne hjælpe os med at spise maden korrekt og kunne advare os imod, hvad maden indeholdt. De æder alt hernede. Grisehjerne, skildpadder - you name it. Herefter ville vi selvfølgelig gerne med ud og have en øl med dem. En gal vietnameser mente, at vi skulle se samtlige barer og diskoteker i Ho Chi Minh City. Det gik det meste af aftenen og stort set hele natten med.
I løbet af nattens hærgen var det lykkedes os og Doug - kiwi'en - at bestille billetter til en tur kl. 8 om morgenen næste dag til Cu Chi-tunnellerne, der er et tunnelkompleks hvor Viet Cong både gemte sig for amerikanerne og slog dem ihjel i håbet om at blive udnævnt til "American Killer Hero". Efter meget lidt søvn tog vi bussen derud. På turen derud fik Steffen et meget, meget akut behov for at vise verden hans fordøjede mad. Jacob fik derfor overtalt buschaufføren til at stoppe bussen, så Steffen kunne løbe ud og sætte sig på hug. Desværre var træerne plantet med 3 meters mellemrum, hvilket betød at hele bussen interesseret kunne følge med i løjerne.
Velankommet til tunnelerne fik vi en guidet tur i en alt for stor gruppe og fik lidt Viet Cong mad. Vi kunne efter turen konkludere, at det næppe var nogen dans på roser at leve i tunneler med en radius på 30 cm i 10 år. Tilbage i Adams blå hus fik vi lidt velfortjent søvn og gjorde os klar til aftenen, hvor vi skulle se Adam spille et show. Han vendte plader så det var en ren fornøjelse, og som de VIP's vi var fik vi en del billig og gratis sprut. Aftenen endte af uransagelige årsager på en bøssebar. Vi har aldrig været så populære på et dansegulv før, og vi fandt hurtigt ud af, at vi egentlig hellere ville have natmad.
Vi fik først taget os sammen til at lave noget ved tre tiden om søndagen, hvor vi tog på "War Museum". Det meste af museet var eksempler på, hvorledes amerikanerne torturerede, lemlæstede og dræbte vietnamesere under Vietnamkrigen. Meget ensidigt, men utroligt effektivt til formålet; at vise krigens grusomheder og fjerne al sympati for krig. Udstillingen, hvor billederne taget af 178 fotografer, som døde i tjeneste, vises frem er desuden fantastisk. Om aftenen tog vi til et Couchsurfing-møde og spiste pizza. Trætte efter de sidste dages strabadser valgte vi dog at tage tidligt hjem og se fjernsyn indtil vi søvnhungrende faldt om.
Mandag mente vi, at vi dog burde se lidt af Ho Chi Minh, mens vi var der og tog os derfor en betydelig gåtur rundt i byen og så os en masse af den scooterbefængte stad. På vores tur kom vi forbi Notre Dame Cathedral, Reunification Palace, Jade Emperor Temple, Ben Panh Marked, en meget stor rundkørsel og Posthuset, som faktisk var ret flot. Efter et hurtigt stop med et farvel og en ølefant til Adam og hans husholdning smuttede vi til lufthavnen og fløj halvvejs gennem Vietnam til Danang, byen uden turister. Vi indlogerede os i nær-luksus forhold til $17 og begav os ud i en by, der bestod af mange, meget stirrende vietnamesere. Efter at have spist på en restaurant med udelukkende døve ansatte (bortset fra den engelsktalende, etbenede receptionist) tog vi i supermarkedet (efter at en vagt havde plasticlamineret Steffens taske og Jacobs hat) og aldrig har vi følt os så høje. Jacob oplevede sprogbarrieren, da det tog fem minutters gestikuleren og gentagen af ord før han fik en sukkerrørsjuice (han ville have en med jordbær). Børnene var især glade ved os, og man kunne ikke svinge en død kat uden at ramme en knæhøj unge, der råbte: "Helloo! How are you?" Vi har ikke været så populære siden vi var i X-factor-finalen. Trætte af mennesker tog vi i biografen og så "Legion" med vietnamesiske volapyk-undertekster helt alene. Mærkelig, men ganske underholdende film om dæmoner, engle, babyer og massevis af våben.
Hoi An var tirsdagens endestation, men inden da tog vi lige på Cham Sculpture Musuem for at se gammel vietnamesisk billedhuggerkunst af bedste skuffe. Mellem Danang og Hoi An stoppede vi ved Marble Mountains for at stige op af lange, lange trapper i bjergene akkompagneret af kvinder, der ville sælge os cola og se på overvældende grotter med buddhaer i forskellige afskygninger. Hoi An kom vi til og spiste en god, men utrolig langsommelig frokost. Derefter gik vi en tur i byen med 300 skræddere og endte med at købe en skjorte hver. For ikke at anstrenge os alt for meget benyttede vi poolen et par timer før vi spiste en billig aftensmad, som ikke faldt helt i Jacobs smag. Derfor valgte vi at jagte desserten et andet sted og begav os fra restaurant til restaurant på udkig efter lækkerier. Eftersøgningen endte ved Riverside Cafe, hvor der var billig fadøl (1,5kr for en halv liter) og tjenerne Thuy og Diep ivrigt snakkede med de to vesterlændinge. Vi fortalte om vores søgen efter et vietnamesisk madlavningskursus og straks tilbød de os at komme morgenen efter og blive instrueret til en fjerdedel af den normale pris. Jo, de var da på arbejde, men der var alligevel ingen kunder om morgenen, og chefen sov alligevel bare.
Onsdag gik vi friske til makronerne og forsøgte os med forårsruller, kyllingeretter og bananpandekager, sammen med Kristine og Line (fra Allerød sjovt nok), der pludselig også var i byen. Selvom det officielt var os der kokkererede, lavede vi dog ikke meget andet end at røre rundt i en pande og så til mens ingredienserne røg i fra Diep og Thuys hænder. Vel smagte det dog! Thuy var åbenbart ikke meget for at arbejde i dag, så hun tog os med på shopping rundt i byen og fik lidt insider-rabat hist og her til os, hvilket resulterede i et par lædersko til Steffen samt et par shorts og to skjorter (hvoraf den ene er knaldrød med en stor gul stjerne, den glæder vi os til at se i næste uge) til Jøden. Ikke fem minutter efter vi sagde farvel/vi ses til Kristine og Line løb vi gudhjælpemig ind i endnu to tøsepigebørn fra Allerød/Sjælland; Sarah og Sofie. Så kunne Steffen simpelthen ikke holde det ud længere og tog et fly til Hanoi. Hvad Jacob lavede resten af dagen med alle de damer omkring sig må guderne vide og den får i nok i næste uge. Steffen hoppede på en "motobike" i hovedstaden og susede mod sit første hostel i snart en måned. Motobike er en sjov sport, hvor det gælder for ens knæskaller at undgå bilernes sidespejle og de 2 mio. andre scootere der befærder vejene. Dejlig pho med æbleskiveagtige ting til dessert stod på menuen og han endte på hostellets bar, der lukkede kl halv ti - om aftenen. Party hard!
Torsdag var der nye boller på suppen, for første gang helt alene søgte Steffen forvildet rundt efter den lovede gratis morgenmad, der viste sig at være i bygning på den anden side af gaden. Frisket op af en kop kaffe tog han en motobike til den forkerte adresse og gik en kilometer for at komme hen den indiske ambassade, der nu har hans pas. Herefter skulle Steffen have en hel dag til at gå uden Jacob, hvilket førte til en del bladren gennem billeder af den dejlige dreng og med tårefyldte øjne mindes hans søde smil. Han kunne dog ikke side der og hænge hele dagen så efter en skål pho beså han Hanoi til fods, hvilket blandt andet indebar et besøg i Ngoc Son templet, hvor der eftersigende er en død skildpadde eller et eller andet. Det eneste Steffen så, var en masse gamle mænd der spillede brætspil med stor iver, folk der brændte falske penge af og en masse flotte træer. Snart var det tid til pho igen, men inden da tog en han en cykeltaxi med en gammel mand på til St. Josephs Cathedral (hvilken åbenbart lå 100 meter fra hvor han stod).
Så kunne der ikke nås andet end en farveløl med et par tvillinger fra England, der havde fået stjålet deres pas, og så sprang Steffen ellers på nattoget til Sapa, hvor han nu sidder på sit private værelse med balkon og udsigt til massevis af tåge. For første gang siden New Zealand har han iført sig sit termoundertøj. Håber vejret bliver bedre, ellers er der ikke meget ved at vandre rundt i rismarkerne.
Ensomme hilsner, den evigt vandrende jyde
- comments
Nina Kære evigt vandrende Jyde - Endnu engang godt at høre fra jer(dig). Glæder mig til, at du og Jacob fremtryller vietnamesisk mad, når du en dag er i storbyen, Allerød. Hyg dig og pas på dine knæskaller - de skal jo holde mange år endnu.
Mor Mor I love Vietnamese food. Hope you got some good recipes. Watch out for earthquakes, volcanoes, political riots, and other violent happenings. The earth gods are rumbling.
Christopher Elsker simpelthen at læse jeres blogindlæg, bare for grineren :)
Hugi Jeg vil gerne bestille et bord til 4..............Vi ankommer vel kl 18:00. Hvordan med parkering?