Profile
Blog
Photos
Videos
Sammen igen. I Kina
Ni Hao. Efter en midlertidig adskillelse er vi igen en tokløver, der i hastigt tempo farer igennem verdenen. Pt. sidder vi i et lynmetrotog i Beijing med det formål at finde Sully, vores vært for de næste to dage i en af verdens største byer.
Der er nok mange, der vil spørge; hvad lavede Jacob, mens Steffen var i Sapa og uploadede blog? Dertil vil Jacob svare, han lavede det, som piger nu engang laver - køber tøj, ligger på stranden og spiser kage. Efter Steffens flugt til Hanoi gik Jacob shopamok og købte 3 skjorter, 2 jakker, 1 par shorts, 1 tørklæde og én grim rød skræddersyet turisttrøje med en gul stjerne over brystet. Alt sammen overtalte han Sarah til at slæbe med hjem. Mange tak! Til tider blev Jacob dog nødt til at komme af med testaronen og gøre mandige ting såsom at fræse Hoi An rundt på motorcykel og gå i fitnesscenter, hvor han imponerede mange mandlige små vietnamesere ved at løfte tunge vægte. Til tider gik det så vidt, at de stod i en rundkreds og så på ham pumpe. Egentlig ganske irriterende. En af dagene, han husker ikke hvilken, tog Jacob og de fire piger en halvdagstur til My Son, der er Chamkulturens efterladenskaber og Vietnams svar på Angor Wat. Glimrende bunke gamle sten, der blev spicet op af en guide med en dreven amerikansk militant accent.
Lørdag fik Jacob dog nok af livet som pige, og valgte at sige farvel til de frejdige piger og drage alene til Hué. Efter nær at have misset bussen, da den kom for tidligt, det var ikke Jacob, der kom for sent, kørte han gennem, hvad der skulle være Vietnams flotteste strækning og ankom til Hué. Her blev han udsat for et forsøg på en grum scam, da folk, der forestillede at være kontrollører bad ham om at følge med til et hotel og opbevare bagagen der indtil bussen afgik til Hanoi samme aften. Jacob var dog mistroisk, da adressen ikke matchede den på billetten og henvendte sig til en lokal, der bekræftede hans mistanke. Jacob løb derefter tilbage, hentede sine ting og tog en moto væk fra stedet og hen til den korrekte adresse. Meningen var, at Jacob skulle misse sin bus og derfor være tvunget til at bo på hotellet. Vietnamesiske b******er. Jacob brugte herefter dagen på at se citadellet og en lokal fodboldkamp, hvorefter han om aftenen tog bussen til Hanoi. Efter en hård bustur ankom han til Hanoi, hvor han tårevæddet blev genforenet med Steffen.
De selvsamme dage havde Steffen kort fortalt brugt på at vandre rundt i rismarker, spist frokost hos en gammel mand, leget med vietnamesiske børn, blevet venner med størstedelen af en universitetsklasse og været på date med en sød vietnamesisk fyr fra Ho Chi Minh City (han havde dog taget sin veninde med, så det blev ikke så intimt, han havde håbet). Et mønster begyndte at tegne sig hvor end Steffen kom i Sapa; alle vietnamesere elsker Hesti, hvilket var et konstant underholdningsmoment i bjergbyen. Det eneste frustrerende ved Sapa var at en eller anden popsmart designer havde monteret ganske dekorative - men meget frustrerende - bjælder på Steffens dyne. Pengene Jacob brugte på tøj, valgte Steffen at bytte for massevis af lokalt tingeltangel. På vejen hjem samlede han et norsk par op, som vores to følgesvende fulgtes med rundt i Hanoi lørdag (efter at have søgt (og fundet!) sin pung i to timer med en ikke engelsk-talende betjent), hvor vi først fik lov til at besøge den meget døde og voksagtige landsfader Uncle Ho i hans mausoleum. Derefter tog vi, begge trætte efter en nat med lang transporttid og glædeligt afslappede af endelig at være i hinandens selskab, på fængselsmuseum, hvor vi så hvor forfærdeligt de patriotiske, revolutionære helte havde det - og hvor let og godt de tilfangetagede amerikanske piloter (inkl. McCain) havde det. Eftermiddagen blev brugt på at lede efter en nål i en høstak, eller mere konkret; at finde den originale Sinh Cafe mellem 50 falske i Hanois Old Quarter. Vi havde dog en adresse, så det var forholdsvis let ikke at lade sig lokke af kopierne, der til tider besatte mere en 10 huse på samme vej. En meget tilbageholden og mut receptionist tog imod os - eller det gjorde han ikke engang, han sad bare ved sit skrivebord uden at se op - og viste os udvalget af udflugter til Halong Bay, hvoraf vi valgte en tredagestur til 60$ til dagen efter. Så stod den på en lille lur og derefter nogle øl, først på hostellets tag og derefter hos en noget så sød lille gut lidt længere nede af vejen, der solgte iskolde halvliters øl til 3 kroner stykket. Traditionen tro gik der ikke længe, før der dukkede en håndfuld danske piger op ud af ingenting, og modersmålet blev vedligeholdt.
Så blev det mandag, og vi stod op med vækkeuret ringende i ørene, vraltede ned til en taxi og brugte de næste 4 timer på at komme til et stort træskib, der skulle sejle os rundt i det store sund, hvor næsten 2000 øer pryder landskabet (eller skulle man sige "vandskabet"?) . Dette ørige går under navnet Halong Bay, og konkurrerer om at blive et af verdens syv vidundere. Vores medpassagerer på båden var til vores store lykke 20 svenske stewardesser, hvilket muligvis ikke fremgår af billederne, hvor der kan optræde koreanere, ældre mennesker og tyske negerdamer. Sammen med dem sejlede vi en hel dag rundt i det fantastisk smukke landskab, så på flydende byer og sludrede, mens personalet serverede mad og drikke. En fantastisk (irriterende) ting ved Vietnam er, at man konstant bliver tilbudt noget at spise og drikke. Selv på en båd midt ude på havet, kommer der kvinder sejlende og forsøger at sælge dig diverse fødevarer. Tirsdag morgen stod vi op til regn. Også inde i vores kahyt, da den var læk. Vejret blev dog bedre hen ad dagen og vi fik både mudret os godt til ved at trekke og fjernet det igen ved at sejle i kajak. Om aftenen tjekkede vi ind på Cat Ba Island. Sammen med vores venner fra båden lejede vi tandemcykler og kørte Cat Ba rundt. Hurtigt blev vi dog stoppet af en flok utroligt kære vietnamesiske børn, der ikke var sene til at hoppe op bagpå og tage en tur sammen med os. Til gengæld var de utroligt svære at få af igen, og det lykkedes os først at slippe af med dem efter at have kørt rundt i et par timer, hvor de i mellem tiden fodrede os med vietnamesiske snacks. Onsdag gik turen tilbage til fastlandet og vi havde det flotteste solskin og kunne virkelig nyde udsigten fra bådens soldæk. Vi nåede Hanoi ved fire tiden, hvor vi igen tjekkede ind på Hanoi Backpackers, åh hvor har vi savnet hostels! Om aftenen mødtes vi til en forandring med nogle af Steffens venner, Gitte og Julie fra Thisted, som vi spiste en hyggeligt aftensmad med, inden vi besluttede os for, at vi ville gøre noget ved vores savn til det lille vietnamesiske Agent Orange-offer og drak et par billige øl med vores italienske venner, Francesca og Nick. Jacob besluttede sig senere for at spise natmad og endte med nogle vietnamesiske doktorer, der gavmildt gav pho og øl - og Jacob måtte for alt i verden ikke selv betale.
Næste dag blev forkortet med et par timer, da vi valgte at sove dejligt længe. Steffen begik sig dog hastigt til den indiske ambassade og fik returneret sit pas, med visum og det hele. Trætte af at blive kørt og sejlet rundt af mænd vi ikke forstår tog vi vores ben og gik Hanoi rundt. Temple of Litterature, One Pillar Pagoda, Fine Arts Museum (det var ikke så Fine igen), Markeder (hvor der blev købt asiatiske underbukser) og en omgang Bia Hoi på blå plasticstole. Om aftenen så vi noget klassisk vanddukketeater, som var flot og dygtigt udført, men dog en noget ensformig affære efter de første par scener. Med italienerne som guider spiste vi på en gaderestaurant, hvor der blandt andet blev indtaget pho med duehjerte og -krås. Herefter tog vi en sidste farveldrink hos vores halvmongolske ven, og pakkede vores tasker, klar til morgendagens gryende sol og forestående rejse.
Vækkeur 5.30, stå op, tøm blæren, tøj på, taske frem, ned af trappen, check ud, ind i taxa, halvsov på bagsædet, ud af taxa, check in i lufthavnen, bliv scannet i hoved og røv, køb 6 kitkat for de sidste vietnamesiske valuta, køb morgenmad, gå ombord på flyet, sov til Kina, gå ud, bliv godkendt som turist, gå ombord igen, flyv 3 timer mere, stig ud, tag tasker, hæv nye penge, bliv scannet i hoved og røv, tag toget, tag undergrundsbanen, tag bussen, gå til du kommer til bygning 12, dør nr. 2, lejlighed 251, bank på og bliv modtaget af Sully Sullivan, amerikansk engelsklærer bosat i Beijing og har den finurlige egenskab at han ikke kan føle sult. Han blev hurtigt vores lokale guide og viste os billige madboder. Han har en kinesisk lærer, der lejer et værelse hos ham, og tager vanvittige store skridt. Nu sidder vi og prøver at finde ud af hvad der kan nå at opdages i en by på størrelse med Sjælland og 32 mio. indbyggere på én dag. Selvom vi nu er her i fire. Vi kan bare godt lide at være produktive.
Næste uges afsnit bliver transmitteret live vi satellit og brevduer fra Tibet på et overfyldt værtshus nær dig. Hvis vi da overhovedet får lov til at komme ind i landet,
Snotnæsen og Stærk Mand John
- comments
Nina Altid glad for at høre fra jer! Er Sarah mon landet i DK eller har askeskyen sat en stopper for det foreløbig. Jeg er så glad for, at I ikke er på vej hjem - misforstå mig ikke - men den askesky er ikke sådan at forcere - og I kunne have tilbragt lang tid på at vente i en eller anden lufthavn. Jeg er også meget lettet over, at I ikke befinder jer i Bankok, - hvor det danske Udenrigsministerium nu fraråder at man rejser til. Hyg jer - send et livstegn i ny og næ...mange knus fra Mor Nina
Mor Mor Phew! What a blog. What fun. Keep safe. Don't eat any dog meat.