Vi er på verdens tag

Den Kinesiske Mur, Fuglereden, Den Forbudte By, Sommerpaladset og børn, der pisser i togkupeerne. Kina har bombarderet os med indtryk lige fra da vi ankom sidste fredag efter en mindre flyvetur fra Vietnam.

Lørdag stod vi tidligt op. Delvist fordi, at Sully, vores excentriske vært, skulle op og dyrke kampsport og gerne ville vise os, hvordan vi kom hen til sommerpaladset, men nok mest fordi, at vi aldrig har sovet så tæt og hårdt før, da sengen Sully henviste os til var af ringe størrelse og uden foring. Sully undrede sig dog også, og spurgte om, hvorfor en af os ikke sov på sofaen? Vi er bare så glade for hinanden og parerer ordre blindt.
Efter en rundtur i Beijings labyrint af metroer, lykkedes det os at finde frem til sommerpaladset. Inden vi gik derind, forsøgte vi dog at bestille pandekager til morgenmad, men endte på grund af kulturforskelle med nudler. Engelsk er komplet ukendt for den almindelige kineser, og selvom vi begge kan sige Ni Hao og Jackie Chan, kan man ikke altid gøre sig forståelig i byen. Sommerpaladset var - som alt andet i Kina - imponerende i størrelse og form. Vi vandrede rundt i flere timer for at komme hele vejen rundt, og mødte bl.a. på vejen flere gamle kinøjsere, der linedansede og unge kinesiske kvinder, der ville have billeder af os to flotte hvide drenge.
Efter endt sommerpaladsudflugt, mente vi, at man ikke kunne være i Kina i mere end 24 timer uden at se en panda og tog derfor direkte i zoo. At se pandaen og et hvilket som helst andet dyr i Zoo, var noget af en udfordring, da zooen var fyldt med horder af små kinesere, der ødelagde udsynet, skubbede til os og fodrede dyrene med deres medbragte madpakker. Vi opgav derfor hurtigt at se på andet en kinesere og drog i stedet til den olympiske by, og derved for en gangs skyld se noget der ikke er bygget før fjortenhundrede-hvidkål. Det gigantiske område med Bird's Nest og Watercube på hver sin side af den olympiske boulevard var et syn for guder, ovenud imponerende og overvældende. Mens vi ventede på det blev mørkt, hvor de store arenaer forskønnes af nattebelysning, spiste vi på den områdets eneste restaurant - den olympiske gyldne måge*.
Søndag besluttede vi at sove så længe som muligt og kogte rundt i Sullys lejlighed indtil middagstid, mens han selv brugte sin formiddag på at høre tre fremmede gutter spille D&D over Ventrilo*, spændende. Han indrømmer selv at han har for meget fritid. Vi sagde farvel og efter halvanden times transporttid tværs gennem Beijing ankom vi til det meget fine Harmony Hotel, hvor vi skulle tilbringe de næste par nætter, som en del af vores 15-dages "Tibet Adventure". Vi fandt et halvdyrt (men meget billigere end hotellets) vaskeri og mødtes derefter med vores guide Alain (eller Allan, som vi kalder ham), der tog os med ud at spise med resten af gruppen - bestående af sydafrikaneren Tinna, amerikanerne Carol og Kelly, canadierne Natalie og Louise samt danskerne Naja, Amalie og Rosa (de to første rendte vi tilfældigt ind i i Bangkok i sin tid). Som afslutning endte vi på en halvaustralsk bar, som en kendte ejeren af, hvor de eftersigende havde halv pris, hvilket viste sig at være løgn, så vi var der ikke længe.
Mandag tog gruppen på sin første udflugt, denne gang med Den Kinesiske Mur som destination. For søren det er et langt og imponerende stykke håndværk må vi tilstå, de var sgu heller ikke helt uefne i byggeindustrien dengang de skævøjer. Selvom de dog havde det med at begå den fejl at lægge de, der omkom under byggeriet, ind i selve muren. Dette lyder umiddelbart som en fantastisk idé, problemet er bare, at de rådner og efterlader ustabile hulrum i muren, der senere får muren til at falde sammen.
Op og ned vandrede vi på den tilsyneladende uendelig mongolafskrækker og Steffen var til sidst så træt af at gå at han, i stedet for at slentre ned af trapperne, tog den velplacerede rutsjebane. Efter at være kommet tilbage til Beijing vandrede vi ud i det blå på jagt efter silkemarkedet, som vi havde en vag ide om hvor lå på vores kort. Det var en kold og tænderbidende affære, men vi fandt det endelig og shoppede halvt amok. Derefter noget middelmådig aftensmad og så skulle der ellers smugles posevis af øl ind på hotelværelset, så vi kunne hygge os på ægte dansk maner, hvilket ikke blev hjulpet så lidt på vej af en halv liter 42% riswhiskey til seks kroner.
Dagen efter skulle vi se den kinesiske hovedstads måske mest veldøbte attraktion; Den Forbudte By. Først kiggede vi dog lidt på Tianmen Square, der dog var lukket af i dagens anledning af at en tusind tilfældige arbejdere skulle have en medalje for deres engagement i nationens ve og vel. Den Forbudte By var stort, rødt og fyldt med rum med totalt seje navne som Den Absolutte Harmonis Hal og Imperial Stone Garden samt et seks meter højt maleri af den kære formand Mao. Derefter tog vi på egen hånd til Temple of Heaven, hvor der var flotte bygninger, folk, der klappede i takt, og gamle mennesker, der dansede til tekno. Eftermiddagen brugte Steffen på at rejse halvanden time tilbage til Sully og aflevere nøglen til hans hoveddør, som lå i Steffens bukselomme, og derefter halvanden time tilbage igen, inden vi skulle med toget til Lhasa. Inden vi gik ombord på toget, skulle der dog udføres lidt powershopping, og der blev købt 11 fantastisk flotte pandahatte. Èn til hver i gruppen. I ført disse fik vi bøjet mundvigene opad på de ellers knotne kinesere på vejen til toget.

Togturen var en lang, møjsommelig affære på 48 timer tværs gennem risgnaskernes land. Tiden fik vi hovedsageligt til at gå med at sove, læse, lege pandaer, spille skak og spise nudelsupper, der udgjorde vores 3 daglige måltider. Toget blev i mellemtiden klammere og klammere. Især fordi, at de kinesiske børn da ikke kan lade vandet på toilettet, men i stedet fyrede sjatterne af, hvor det nu var praktisk i midtergangen. Ummenum.
Efter endeligt at kunne forlade de rullende fængsel og gå ud i hovedstaden i det okkuperede Tibet, Lhasa, tog vi direkte på hotellet. Herefter gjorde vi noget ved nudelsuppehelvedet og spiste en god omgang yak*. En mærkværdig ting ved Tibet er, at man kan mærke man er ankommet. Den manglende oxygen og det lavere tryk som resultat af højden, gør at det er sværere at trække vejret og enkelte på turen har haft ildebefindende. Den sunde del er, at vi skal holde os appelsinfri de første par dage, da vi ellers kan dehydrere. Suk.
Fredag stod vi op til en morgenmad af sjælden kaliber. Pandekager og det hele. Herefter gik turen videre til Jokhang Temple, der sjovt nok er et tempel. Her opførte tibetanerne sig noget så mærkeligt. De smed sig rundt omkring på gulvene, vandede statuerne med smør, mumlede nonsens og dansede en underlig, underlig form for poledance på tagene. Fascinerende.
Efter at være kommet ud fra røggrotten, mente vi, at vi ikke havde set religiøse bygninger nok for i dag og tog derfor videre til to munkeklostre, der var lokaliseret på en bjergside. Det ene Drepung, var engang verdens største med 10.000 munke. Nu var det et spøgelseskloster med blot 500 munke. Her gik vi rundt og nød interiøret og udsigten, mens vores guide forgæves prøvede at lære os navnene på samtlige buddhaer, dæmoner, guder, boddisatvaer, lamaer, geder og whatever. Det andet tempel var noget mindre, men indeholdt til gengæld en tung hat, som var skyld i én tibetaners død, da den simpelthen blev mast under vægten.
Tilbage i det centrale Lhasa tog vi på shopping, hvor det hele kan købes for en slik og sælgerne rent faktisk er søde og mindre presserende. Vi mødte hurtigt to tibetanere, der studerede engelsk. Sammen med disse nød vi en dessert om aftenen. Til trods for, at det er ulovligt at snakke om det meste, havde vi en hyggelig aften.

I næste uge vil vi rejse videre på verdens tag, nå toppen - eller i hvert fald Mount Everest Basecamp plus et par meter - og lære tibetansk technodans.

Tashi Delek til jer alle,

Pandawan og Pletøje

*Den gyldne måge = Sted, der serverer sunde burgere med kartofler, aka. McDonalds.
*D&D over Ventrilo = At høre på andre spille rollespil over nettet.
* Yak = Yakokse = Stor, behåret ko, de holder meget af i Tibet og får alt fra. Selv æg.