Profile
Blog
Photos
Videos
Khhff.. Luke.. Khhooh.. I am your father
Vi er gennem en uge i Tibet blevet fodret med metervis af jasminte, yakokse, honningte, grøntsags-bobby, ingefærte, højdesygepiller, højdesygete og oxygen på flaske, og novra, hvor kan I tro at vores maver har det sjovt nu.
Efter at have mærket den venlige Lhasa-stemning med lalleglade børn og stumme soldater tog vi lørdag til Tibets mest kendte bygning; Patola-klosteret. Der blev vi vist rundt af vores lokale guide Anu, der vedvarende forsøgte at lære os navnene på 100 buddha'er og en milliard guder. Det lykkedes ikke. Vi måtte kæmpe mod uret, da det kun var tilladt at være inde i klosteret i en time, ellers ville der falde brænde (og bøder) ned. Både ude- og indefra var bygningsværket imponerende på den der gammeldags religiøse mastodontiske facon, men siden man skulle betale for at fotografere inden døre (og vore backpackerhjerter altid søger det billigste omkring os) må I nøjes med solbeskinnede billeder af eksteriøret. Også sagde Kelly noget dumt. Vi var knapt blevet færdige med vores rundvisning før bussen igen satte i gang med et par ekstra klostre som mål, hvis vi ikke havde fået nok. Vi har glemt, hvad de hedder, men sikkert er, at de var sprængfyldt med statuer og guld i absolut vanvittige mængder. Om aftenen spiste vi alle på en "traditionel" restaurant med tibetansk buffet og folkedans. Sidstnævnte blev især peppet op af en Obama-storsmilende tibetaner på guitar, der gjorde det ellers ensformige og falsksyngende show til fremragende underholdning. Nøj, hvor var han sød. Efter at have set en smilende og dansende tibetaner, var der ingen vej tilbage; vi måtte have mere. Derfor trodsede vi den knappe oxygen, drak lidt og tog på et tibetansk diskotek, der ifølge vores noget frygtsomme tibetanske guide var et sted, hvor man blev dræbt. Inden afgangen til slagtehuset varmede vi op på værelset med Lhasa-beer og kinesisk riswhiskey. Vi kørte om kap gennem Lhasas mørke gader i cykeltaxier til diskoteket. Det er ulovligt for turister at tage brrum-brrum taxier i Lhasa. Sammenlignet med Pillen* var Club Lhasa et sødt, blødt, hvidt lille lam, hvor man allerværst kunne få ondt i anklerne efter at have danset tibetansk line dance hele natten, hvilket vi gjorde. Tibetanere er i øvrigt alt for generøse med deres øl, hvilket fyrer op under promillen.
Søndag skiltes vore veje for anden gang på turen, da Steffen tog på klosterbesøg i 4500 meters højde med Kelly og Tanisha. Op og ned af slangesnoede veje gik det og flot var det da at se ud over det tibetanske plateau og inspicere en "sky burial" (himmelbegravelsesplads). Imens blev Jacob i Lhasa med resten af gruppen, hvor han gik Lhasa tynd. Først det kinesiske kvarter, der er fyldt med Jack & Jones butikker, herefter ned til parken, hvor tibetanerne/kineserne sejlede rundt i plastikbolde og små både. Byturen blev sluttet af med det tibetanske område. Jacob var lige på nippet til at købe et komplet munkekostume, men i stedet endte med verdens grimmeste turisttrøje. Tout le groupe spiste aftensmåltid sammen. Steffen mente, at forrådne radiser med yak bestemt skulle prøves. Godt råd, når I kommer til Tibet; tag en Yak-sizzler i stedet.
Mandag morgen forlod vi Lhasa, kørte gennem fantastisk flotte bjerglandskaber og ankom til Gyantse sidst på eftermiddagen. Vi valgte at dumpe ned fra en anden planet og gå en tur i byen. Steffen måtte dog opgive livet som alien ret hurtigt, da radiserne meget bestemt kigge nærmere på verden.. Jacob kørte stilen videre på egen hånd indtil aftensmad.
Tirsdag nat fik Jacob ikke sovet - sandsynligvis på grund af højden - og var overlykkelig, da vi skulle tidligt op og se et endnu kloster og en kæmpestor stupa med hele 70 kapeller med Buddhaer. Inde i templet kom Carol til at spørge om et politisk spørgsmål, hvorefter Anu retorisk spurgte; do you think I want to loose my life? Do you think my family want to loose their lives? Inden vi tog til Shigatse gik vi en tur i en gammel tibetansk by. Der var mange køer, og der lugtede. I Shigatse havde Jacobs krop havde stadig ikke vænnet sig til højden, så han tog tilbage til hotellet, mens Steffen ledte efter en bank i en time og fik taget pasfoto samt et billede iført traditionelle tibetanske dragter med Amalie og Rosa. Om aftenen forsøgte Steffen, Amalie og canadierne at crashe en tibetansk fest, hvilket slog fejl, da ejerne ikke ville lukke os ind til resten af gæsterne.
Onsdag besøgte vi for en gangs skyld et kloster og tempel for derefter at køre en million kilometer i bus for at komme til Sakya, hvor et utroligt svært tilgængeligt nonnekloster lå og ventede på os. Men først skulle vi da lige besøge et buddhatempel og nogle ruiner, der efterlod os ilthungrende og trætte da vi endelig ankom til de halvskallede nonner. Man skulle ikke tro de havde set sådan et par flotte hvide mænd før, for de hev og sled i os hvor end vi gik hen - dog hovedsageligt for at få vore dyrt optjente yuan. Om natten valgte Steffen (i bytte for fire øl) at iklæde sig en lyserød t-shirt og en pandahat for derefter at lægge sig til at sove hos den frygteligt irriterende amerikaner og multiallergiker Kelly. Intet blev opdaget før næste morgen, hvor Rosa (som egentligt skulle have sovet på værelset) bankede på og forvirrede Kelly en del.
Torsdag kørte vi opad i otte timer på en hullet grusvej, hvilket gjorde søvn så vidt som læsning til umuligheder. Undervejs kørte vi over kæmpeflotte snedækkede pas i 5200 meters højde, hvor selv en flere hundrede graders runddrejende udskridning ikke kuede vores erfarne og meget elskværdige buschauffør, Losbon. Endelig ankom vi til Rombug, hvor verdens højest beliggende religiøse bygning (ja, rigtigt gættet, et kloster) bød os velkomne med åbne arme og fem lag dyner. Formodentligt også det eneste hotel i verden med udsigt til Mt. Everest, hvortil vi begyndte at vandre så snart vi ankom. Også sagde Kelly noget dumt. Det begyndte at klare op omkring spidsen af bjerget og vores guider mente at der var bedst mulighed for at se vidunderet nu, i stedet for at vente til morgenen efter. En times gåtur fra klosteret til Mt. Everest Base Camp senere var Steffen og Amalie stukket fra resten af feltet i rask trav, hvorefter de uvidende fortsatte længere mod bjerget. Det skal lige siges at Base Camp er forholdsvis uimponerende og halvskuffende, så man derfor ikke lige lægger mærke til det med det første. Hvad de ikke vidste, og hvad den kinesiske soldat ved indgangen ikke sagde, var at de ikke måtte gå derind uden en tibetansk guide. Så da resten af gruppen ankom 20 minutter efter skulle de tilbage og have gennemtjekket deres identitet og pas for at måtte gå tilbage igen. Samtidig blev der taget et fremragende gruppefoto af os alle iført pandahatte samt Jacob og Steffens klassiske workout-billeder foran verdens højeste bjerg. Hesti var også med. Vi tog bussen tilbage til "hotellet", da det er alt for hårdt at bevæge sig i Mount Everest højde. Tilbage ved hotellet valgte Steffen og Rosa at undersøge klosteret overfor. Jacob aner ikke om, det var fedt, men tror, at det var knæhøjkarse. Aftensmaden blev indtaget i et lille tibetansk køkken iført 6 lag tøj. Efter aftensmaden valgte Jacob at få feberrystelser og springe sit hoved i luften. Denne dårlige beslutning tvang ham til at gå i seng fuldt påklædt og med en så stor mængde dyner over sig, at vægten gjorde det umuligt for ham at vende sig i løbet af natten.
Fredag gik turen lykkeligvis ned i lavere luftlag, og alle blev kureret for deres mere eller mindre alvorlige anfald af højdesyge. Dagen gik med at køre 10 timer på forfærdeligt bumpede veje, der førte os til grænsebyen, Dzongmu. Her spiste vi en sen aftensmad, og tog efterfølgende på det lokale diskotek for at få en sidste Lhasa pils. Aldrig har vi set et så mærkeligt dansegulv. 15 "working-girls", et par danske piger, tourguiden Alain, den 55-årige superwoman Carol og nogle tibetanske gutter dansede i en cirkel omkring en breakdancende gangsta-dværg.
Lørdag skulle vi igen til byen, Kathmandu. For at komme derhen skulle vi dog først tilbagelægge det sidste stykke fra Dzongmu til grænsen, hvor kineserne åh så gerne ville se alle vores ejendele, skannede og åbnede vores tasker, og rev alle kort af Taiwan ud af vores guidebøger. Heldigvis fandt de ikke alle de antikke sten med indskrifter, som halvdelen af gruppen smuglede ud.
Herefter fik vi lov til at forlade Tibet, jeg mener Kina, og drage ind i Nepal. Her sidder vi i bussen på vej til Kathmandu. Det første nuttede barn er allerede kommet løbende med en hampplante, og i morgen skal vi måske bungyjumpe igen. Hippie Nepal med en hovedstad i undtagelsestilstand skal nok blive en oplevelse,
Før var jeg tit træt og deprimeret, men så prøved' jeg tibetansk linedance med en dværg, Nu havde jeg det meget bedre. Tak for hjælpen, tibetansk dværg. Og så sagde Kelly noget dumt.
Dalai Tnsing og Patchi Hillary
PS. En speciel tak går ud til Tine, vores yndlingsstalker <3 håndkys og trutmund fra drengene
*Pillen = Jacob's stamdruksted i Allerød, hvor han i en tyk røgsky drikker med gamle sutter og andre nederen unge mennesker.
- comments
Mor Mor Oh My God! What a trip. Wish I could have been there. Was the dwarf male or female? Hugs, Mor Mor
nina Hm...og hvad var det så Kelly sagde?