Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er ved at blive overkogt
Varmen i Nepals lavland er en hammer i hovedet på os efter det kolde Tibet. Vi har sagt farvel til vores pandagruppe og rejser nu gennem Nepal og vil i morgen krydse grænsen til Indien, der er vores sidste land inden vi igen kan sætte gummerne i en rugbrødsdreng. Vi må indrømme, at vi har symptomer på det frygtede rejsesyndrom; vi er begyndt at savne en ordentlig seng at hvile ud i. Rejsetrætte. Derudover er vi efterhånden blevet en smule trætte af at møde nye mennesker og føle sig tvunget til faktisk at snakke med dem. Dette kan muligvis ses på denne uges blog, da vi ikke har lavet forfærdeligt meget.
Lørdag ankom vi sent på eftermiddagen til Kathmandu. Vi afleverede vores vasketøj hos en lummer vasketøjsgut. Vi ved ikke helt, hvad han gjorde ved tøjet, men er glade for, at det er vores mødre, der tager den næste omgang. Herefter spiste vi et sidste måltid med gruppen, gav Alain hans velfortjente drikkepenge og tog med den tysktalende nepalesiske hotelmanager på en lokal bar. Menuen bestod af risvin, surmælksalkohol og en bøtte med korn, der, når man hælder vand i, begynder at simre og udvikler sig til en stærk, udrikkelig væske. Med mærkede smagsløg drog vi videre til en reggaebar, hvor vi chillede ud indtil militæret mente, at nu var det nok fest på sådan en fredag aften og lukkede alle barer i Kathmandu ned. Dette stoppede os ikke, og vi fortsatte på hotelværelset indtil søvnen trængte sig på.
Søndag sagde vi farvel til Alain og drog ud i Kathmandus gader. Kathmandu er en hektisk, fattig by, hvor manglen på trafiklys resulterer i trafikpropper på hvert gadehjørne. Midt på dagen mødtes vi med vores nye gruppe. Vi er blevet beriget med en Kelly2, en nordmand, verdens sjoveste brite og hans mor, et par bøsser, en del kvinder i midten af tyverne og en indisk guide med ADHD, der som det første viste, hvordan man skider i Indien. Eftermiddagen brugte vi på Durbar Square og om aftenen gik vi i byen med vores tre pha-pha-phantiske danske veninder og et følge at tiggende spedalske børn. Denne gang stoppede militæret os ikke.
Efter en hurtig morgenmad sagde vi farvel til resten af vores elskede pandagruppe i Kathmandu og drog videre til Pokhara, der er en forholdsvis turistet nepalesisk halvstor by beliggende mellem høje bjerge og smukke søer. Transporten tog otte søvnfyldte timer, hvor kun Hesti var frisk nok til at nyde den flotte, flotte udsigt der kørte forbi vore busvinduer. En hurtig rundvisning i byen informerede os om at vi måtte gøre køb i alle butikkerne, undtagen en specifik rygsækforretning, hvor vores guide Dinesh engang var blevet fornærmet. Trætte efter at have sovet hele dagen i en saunavarm bus gik vi på hovedet i seng efter fællesspisningen.
Tirsdag stod vi op før hinduernes svar på Fanden havde fået sko på for at trave op ad et bjerg og se solopgangen over Annapurna-bjergene. Og jo, det var jävla flot, det må vi indrømme, selvom vi godt lige kunne have brugt et par timer ekstra. De tabte timer indhentede vi dog hurtigt ved straks at smutte hjem og tage en middagslur efter en utrolig langsomt serveret morgenmad, hvor Jacob blandt andet ventede halvanden time på en chokolade croissant. Vi lejede et par cykler og prøvede at finde et mindre turistet område, hvilket lykkedes ganske godt og vi nåede endda hen til den tibetanske flygtningelejr, der ikke så synderlig flygtningeagtig ud. Vi forsøgte at hjælpe til ved at lære et dreng at cykle. Det lykkedes ikke, og han faldt i stedet. Pludselig blev det eftermiddag og da en hær af busser kørte ind i byen, kom vi første gang ansigt til ansigt med det faktum at halvdelen af Nepals befolkning er 10-årige skolebørn. Trætte i benene efter det lange ridt hoppede vi i en båd med en nordmand og en finne og skvulpede lidt rundt med en øl og en svømmetur på den fine uigennemsigtige sø. Inden solen var sunket var næsten hele gruppen, fordelt i tre både, vuggende på det blanke vand. Optrinet blev især krydret af den ofte skæve og på dette tidspunkt fulde (af en halv øl) filippinske amerikaner Jean. Tjenerne på vores spisested var så flinke at forlænge deres happy hour en time ekstra, så det endte med at der undervejs stod op mod 4 drinks ved hver tallerken. Alle drinksene lignede hinanden til forveksling, men folk lod ikke til at bekymre sig det store for maden var god (og langsomt serveret). Mens Steffen gik hjem og faldt i søvn klokken halv ti tog Jacob på bytur med resten af gutterne. Dette varede indtil kl. 11, hvor baren lukkede. Han mødte forresten tre hollændere han havde mødt i Kathmandu og snakkede med dem. Totalt ligegyldig information.
Vi forlod Pokhara til fordel for Chitwan National Park. Vi ankom hen ad formiddagen efter 5 timers søvn i bussen. Straks bestilte vi frokost og efter 2 timer fik vi den også. Vi brød reglen om ikke at hoppe i vandet efter mad og sprang direkte i den beskidte, mudrede flod, hvor vi plaskede rundt med elefanter og nøgne nepalesiske børn, hvis engelske ordforråd strakte sig til ordene money og pen. De fik lov til at lege med kameraet og os i stedet. Tørre og lidt mindre beskidte så vi et elefant opfostringscenter. De arbejdede vel eftersom der sandsynligvis var flere elefanter på gaderne i Chitwan end biler. Steffen tabte desuden vores nøgle og usb-stik i en tilfældig elefanthømhøm derude. Aftensmaden fik vi, efter at Dinesh begyndte at påskynde et fællesoprud på grund af ventetiden. Herefter tjekkede vi internettet ud. Det gik, efter at have gennemvandret en bælmørk landsby og være´ankommet til hotellet, op for os, at det var en smule problematisk ikke at have nøglen til rummet. Der var to alternativer; at sove udenfor - eller at banke på tilfældige steder indtil vi fandt Dinesh. Vi valgte det sidste, og det lykkedes efter at have vækket det halve hotel. Han løste problemet og vi kunne lykkeligt sove i vores senge.
Torsdag skulle vi på junglesafari på elefantryg. Det var dødkedeligt og Jacob faldt næsten i søvn bagpå elefanten. Vi har måske oplevet for meget. Til elefantens forsvar skal det dog siges at vi (Steffen) fik set både aber, påfugle, vilde høns og sambahjorte, der er ligesom almindelig danske hjorte bare de kan danse samba, samba, samba, for den er meget dygtig, ja tænk dig bare at. Stadig elefantsulten meldte Steffen sig til elefantvaskning (efter at have bestilt morgenmad, så den kunne være klar til bagefter), hvilket indebar ridning, skrubning og tumlen i vandet med en 4 tons monstrum af behåret læderhud og sprøjtende snabel. Efter et souvenirbesøg i den lokale by syntes de to drenge at de havde dalret den for meget de sidste par dage og besluttede sig derfor for at gå på arbejde i rismarken med de lokale kvinder og en tolk. I ankeldybt vand vraltede vi rundt blandt risplanter og fjernede "bad plant" til den konstante lyd af nepalesisk pigefnis. Herefter ventede vi de obligatoriske par timer på aftensmad og gik i seng.
I dag skulle vi tidligt op for at besøge Buddhas fødested, Lumbini. Det var en fint indhegnet sten, som vi så længe og inderligt på, for at konkludere at det egentlig ikke var så spændende. Desuden var der en fin have og en masse boder med Buddhastatuer.
Lige nu sidder vi på vores hotel i under 2 km's afstand fra Buddhas fødested, så hvis nogle ønsker, at vi skal give en donation i deres navn til den altid friske Buddha eller sende en hilsen til ham, skal I skynde jer at sige til. Så vil vi gøre vores bedste!,
Vi skal forresten se Taj Mahal i næste uge... og det bliver vores sidste rigtige blog
Love, peace, harmony og snarligt gensyn,
Syvsoveren og Lugte Frans
- comments