Aussie til asiat

I denne uge og én dag er der sket alt for meget. Vi har været på to kontinenter, i tre byer, én jungle og har haft vores første dårlige dag. Sidste gang vi skrev var i Sydney, hvor vi just havde set "Alice in Wonderland". Herefter gik vi simpelthen i seng. Om morgenen stod vi op og løb begge en tur. Jacob løb igennem botanisk have og op til Operahuset for at se det nok engang, mens Steffen løb rundt i området omkring Darling Harbour. Efter de voldsomme aktiviteter besluttede vi os for at dase ud på Bondi Beach. En fejl i kommunikationen med buschaufføren resulterede dog i, at vi endte på en strand i nærheden kaldet Bronte Beach. Men hva' satan, det var en strand og den fungerede fint til formålet. Her dasede vi et par timer indtil Jacob mente at hva' satan, det er ikke Bondi, og gik langs kysten til Bondi. Han ville ønske, at han havde et kamera. Udsigten over havet var gudeskøn og den enorme Bondi Beach lever i høj grad op til sit navn om at være en af verdens bedste strande fyldt med badenymfer og muskelbundter.

Tilbage på hotellet mødtes vi med Michala, og begyndte på madlavningen. Lige pludselig ringede Christopher og sagde, han lige var landet i Sydney, hvilket jo var glædeligt, da vi gerne ville se på ham. Jacob gik ud for at finde ham og se på ham og købe noget goon. Senere drak vi goonen, snakkede løs, hyggede os, tog lidt på bar og sagde "Vi ses i Danmark." Steffen besluttede sig for at ringe hjem, for derefter at gå i seng kl. ni - om morgenen.

Søndag gik turen til Bangkok. Dog skulle vi slå et par timer ihjel inden. Steffen valgte unaturligt nok at bruge tiden på at sove. Jacob tog på shopping med Christopher, hvilket er fuldkommen tidsspilde, når man er backpacker og har få penge og intet plads i tasken. Vi fik dog ordnet noget af pladsproblemet ved at sende en pakke hjem. For at sige farvel til Christopher købte vi en hund. Vi beder jer tjekke billederne for at forstå. Efter et hjerteskærende på gensyn tog vi verdens sløveste shuttlebus til lufthavnen. Inden den kørte mod lufthavnen stoppede den ved samtlige af Sydneys hoteller og fik en ti minutters tur til at vare over en time. Vi nåede kun med nød og næppe flyet.

Efter en lang og kedelig flyvetur landede vi i Bangkok, hvor vi blev mødt af et skilt med en mand, der ville fragte os til vores første thailandske logi med ventilator og det hele. Da vi landede klokken halv tolv om aftenen gik vi hurtigt til køjs.

Mandag skete mangt og meget og vores forsøg på at lave en selvtilrettelagt sightseeing blev hurtigt hjulpet på vej af en yderst venlig lokal fætter, der fortalte os, hvad vi skulle opleve. Dette inkluderede diverse buddhaer, templer, en smykkefabrik og en jakkesætsforretning, hvor Steffen investerede i et helt sæt mens Jacob holdt sig til jakken, selvom ekspedienterne var meget insisterende. De påstod at det var kashmir-uld, så det håber vi, men om ikke andet blev de da skræddersyede. Til sidst endte vi ved Grand Palace, hvor vores tuktukfører forsvandt ud i den blå luft uden at få betaling efter godt fem timers arbejde. Dagen endte ikke værre eller bedre med en omkringgåen og smådrikkeri (med potentiale til at gribe om sig) på Kao San Road, hvor vi utroligt nok mødte to danske piger, der skulle med den præcis samme tur som os fra Beijing til Kathmandu i april. Så dem kommer I nok til at høre mere om. Sammen med dem tog vi ud og så en traditionel thai-teater forestilling. En smule kedeligt, men meget interessant.

Tirsdag blev en sorgens dag, som egentlig startede meget godt med endnu en (lidt for) hjælpsom lokal vejviser, der sendte os til Standing Buddha og Black Buddha, hvoraf sidstnævnte var lukket påstod en fyr. Fyren var venlig og sendte os til en juveler (som han sjovt nok var bondefanger for). Juveleren påstod, at vi kunne sælge hans smykker videre til den tredobbelte pris i Danmark. Vi valgte af eventyrlystne årsager valgte at splejse om deres billigste smykke - en hvidguldsring med to diamanter og en safir, hvilket viste sig at være det rene bras, men Nina, Jacobs mor, bliver helt sikkert glad for den! Vi trøstede os dog med at vi mistede et mindre beløb - og ikke købte sættet til 25.000kr. Efter et kvarters tid valgte vi at fare vild i det indre Bangkok, der udover at være vanvittigt billig (i sær i forhold til Australien) også er en konstant trafikprop. Vi fandt dog endelig vores destination efter et par timer og lidt spørgen rundt omkring, hvor vi fik taget de sidste mål til vores nye sæt tøj. Før vi tog med nattoget til Chiang Mai købte Steffen en rød bandana fra demonstranterne for 11 Baht (hvilket svarer til ca. 1,75kr). Nattoget var forholdsvis behageligt for Steffen, mens Jacob knapt lukkede et øje.

Altid overskyede Chiang Mai viste sig, at være meget mere behageligt end kaotiske Bangkok med dets tusinde af thaier, der konstant vil have dine penge. Den første person vi mødte, var en flink taxichauffør, der viste hvordan vi kom gratis til hotellet. Hotellet var godt og de ansatte flinke. De anbefalede et tiger-kramme-sted uden for byen. En af de ansatte på hotellet kørte os derud mod et mindre beløb. Her krammede og klappede vi tigere. Vi har dog en mistanke om, at tigerne er dopede med medicin og derfor næppe farlige. Efterfølgende overbeviste vi vores chauffør om at give os en guidet tur i hele Chiang Mai. Flink fyr.

Om aftenen mødtes vi med Pan, der er en ven af Ollie. Vi bookede en trekking tur gennem ham til den efterfølgende dag, drak en øl og lidt hjemmebrygget riswhisky med ham og smuttede derefter på natmarked. Der er et marked, der bliver holdt om aftenen, underligt nok.

Torsdag morgen blev vi hentet ved hotellet af trekkingguiderne. Vores gruppe bestod af 9 mennesker udover os selv- 2 hollændere, 5 nordmænd og 2 canadiere - og to guider; Boon og Nicky "Bad Boy", som han insisterede på at blive kaldt. Sammen tog vi efter et par mellemstop ud i junglen. Efter 4 timers gåtur gennem regnskoven, der dog flere steder var rygende i jagten på svampe, nåede vi vores logi: En lille fattig landsby med 40 indbyggere, der levede utroligt primitivt. Det var som at ankomme til fortiden, hvis man ser bort fra solcellerne, som den tidligere regering har installeret. Vi spiste et veltilberedt måltid og drak derefter Chang-beer og den utroligt stærke hjemmebrændte riswhisky med guiderne og fyren, der ejede huset - manden med det onde grin og de enorme kindmuskler, der var resultatet af de utroligt hårde peanuts, de havde på egnen.

Fredag stod vi tidligt op og fortsatte vores færden gennem skoven, hvor vi stoppede i landsbyen, som Boon var opvokset i. Her red vi et par timer på elefanter for derefter at sejle ned ad floden på bambustømmerflåder, som var spændende men lidt trættende i længden. Vi overnattede ved flodbreden i landsbyen Lahoe. Hvad vi ved om Lahoe er at de sælger deres babyer og spiser deres hunde. Vi blev budt på lækker mad og et festligt natteliv i form af en bål og en akustisk guitar. Engelsk og thailandsk fællessang genlød i underskoven til et ukendt og ligegyldigt tidspunkt.

Lørdag skulle vi videre på vores færd på floden, som denne gang, ifølge Boon, inkluderede: "More danger, more Titanic". Umiddelbart ikke særligt betryggende da bambusflåden virkede mindre robust end et dampskib, men det viste sig dog ikke at være slemmere end nogle hurtige strømme og tilfældige placerede sten, som vi sejlede uden om og ind i. 2½ times sejlads senere spiste vi frokost, pad thai, og blev for femten hundredende gang besøgt af lokale børn og gamle koner med mærkelige hatte, der ville sælge os armbånd, slangebøsser og alskens hurlumhej. Så kørte vi tilbage til Chiang Mai skiltes med vore rejsekammerater på udramatisk vis. I aften tager vi til thaiboksning med Boon og Pan, hvilket uden tvivl bliver underholdende

.

Følg edderspændt med i næste uge, hvor vi har fløjet med en rigtig flyvende maskine, ligget på en strand, samt været til Sydøstasiens største rave-fest.

Oh, my Buddah!

Hilsens Jacob Soveræv og Steffen den Håndklædsløse (de to naive idioter, der nu er mere klar på Asiens glæder og nederen stunder)