Til lands og vands

I denne uge har vi transporteret os utroligt meget på utroligt mange forskellige transportmidler; Firhjulstrækker, færge, motorcykel, bus, tyr og jetbåd. Altså har det vejret en utroligt begivenhedsrig uge, hvor vejret har vendt sig til det bedre og vi endelig har set solen for første gang i flere uger. Først skulle vi dog igennem det døgn, hvor vejret indtil nu har ramt os hårdest på vores tur (cliffhanger!)...

Lørdag morgen tog vi, efter at have uploadet bloggen noget sent - men stadig fredag dansk tid! - på en tredages kør-selv-tur på Fraser Island i The Pink Goonifier* i selskab med Michala, to svenskere, Sarah og Lina, to tyskere, Fransi og Ina, og vores nye gud; Oliver (29 år, supernajs fyr, glemt hvad han lærte på uni, rejser nu verden rundt og aner ikke hvad han skal give sig til). Fraser Island er verdens største sandø, der ligger ud for Australiens østkyst. Efter to ugers heftig regn var alt omdannet til mudder og vandpytter, der flere gange fik The Pink Goonifier til at sidde fast - en gang helt uhjælpeligt. Næsten, for vi fik hjælp af en halvpløret (i begge ordets betydninger) australier med ølmave og tilhørende øl. Vi kæmpede os igennem pløret, og stoppede flere gange bl.a. ved den fantastiske Lake McKensie, der for en stund fik os til at glemme vandet for oven. Om aftenen slog vi lejr ved stranden og forsøgte at lave mad. Vi var på nippet til at give op, da det konstant silede ned, vores ene gasblus var i stykker og "køkkenet" var en halv presenning smidt over et par grene. Heldigvis reddede nogle naboer os og gav os ly for regnen. Da fik mesterkokken Steffen hurtigt bikset en efter omstændighederne fantastisk spaghetti bolognese sammen. Herefter så vi kun een mulighed for at komme igennem aftenen og overleve vådt tøj, våde telte og Guds konstante pissen; uanede mængder goon. En forfærdelig hyggelig aften.

Straffen kom dog næste morgen, hvor vi med tømmermænd skulle stå op i den vedvarende regn, pakke lejren sammen og køre videre. Det ville være lyv at sige, vi var lykkelige og ikke savnede vores varme senge i Danmark i dette øjeblik. Det tog os et par timer at finde et sted at vaske gårsdagens tallerkner op, da man ikke bare sådan må smide madrester ud i naturen pga. de evigt lurende dingoer! (Dette havde aftenen før også tvunget Steffen til i nattens mulm og mærke at grave sine efterladenskaber en halv meter ned med Jacob som lidet begejstret belyser af det improviserede lokum.) Efter den noget sene morgenmad fræsede vi over strand og sten for at ankomme til Indian Head, som var en høj pynt man kunne, men helst ikke måtte, gå ud på. Efter frokosten travede vi til Champagne Pools; naturlige svømmepøle, der konstant overskylles af havets brusende bølgeskum. Luften var tyk af international latter og vandpjat. Vi slog os ned nogenlunde i nærheden af lørdagens base, hvor et godt måltid grillmad blev indtaget under en for en gangs skyld tør presenning. Igen stuvede vi os sammen bag i jeepen og drak på den gode dag, der i endte med en overvældende, mindreværdskompleksfremkaldende stjernehimmel set fra strandkanten.

Mandag var sidste dag og i forvirringen valgte vi at køre frem og tilbage på øen i en fire-fem timer før morgenmaden kunne indtages. På plussiden, blev dagen dog akkompagneret af fællessang på bagsædet, hvor en svensk/dansk kanonudgave af halvfemserhittet "Mester Jacob" var absolut højdepunkt. Dagens dukkert blev sponsoreret af Lake Wabbi, der efter en tre kilometers travetur fra parkeringspladsen modtog os med åbne arme og karper. Søen var placeret med en sandgrav på den ene side og en skov på den anden, hvilket gjorde stedet vidunderligt flot. Herefter tog vi færgen tilbage til fastlandet og brugte resten af dagen på at Jacob og Oliver forsøgte at tømme en All-you-can-eat mexicansk buffet og slappe af på længe savnede madrasser. Alt i alt en vidunderlig øtur med dingoer, udsigter og spas.

Tidligt stod vi op tirsdag og tog bussen til den mærkeligt navngivne by: "Town of 1770", hvor vi kørte på små seje motorcykler med en anorektisk udgave af Hulk Hogan som guide. Vi fræsede landskabet rundt i 3 timer med 80 km/t, og mente selv, at vi var godt på vej til at blive fuldbyrdede medlemmer af HA. Dog var alle ikke lige så velkørende som os og en af vores rejsekammerater kom på hospitalet med store hudafskrabninger. Skæbnen valgte desuden at spille os et af sine tilfældige puds og sende Oliver samme vej.

Onsdag blev et mærkværdigt stop på Krombit Cattle Station, der selvsagt er vegetarens mareridt og cowboyens legeplads. Først valgte vi at gå/løbe en lang tur for at tjekke bushen ud i håbet om at se nogle kænguruer. Dem kan man aldrig få nok af. Da vi kom tilbage fra gåturen blev vi straks sendt ud i bushen igen, hvor vi skulle udføre cowboyløjer såsom at kaste med lasso og skyde lerduer med haglgevær. Finurlighederne blev sluttet af med gederodeo, hvor en ged skulle fanges med lasso og derefter nedlægges. Michala blev tvunget til at kaste lassoen, da hun altid rabler om sine uanede mængder af køer derhjemme i Jylland. Herefter bodyslammede Jacob geden, hvilket ranchfolkene ikke var vilde med og på baggrund af dette gav minuspoint. Om aftenen blev der serveret wild wild west mad, hvilket bestod af dansk husret; suppe, steg og sovs & kartofler. Herefter skulle der piskes og rides på mekanisk tyr. Steffen viste sig som en sand John Wayne og formåede at blive den næstbedste i første runde. Jacob "Lucky Luke" kom dog stærkt igen og forsøgte sig med bind for øjnene i andet forsøg, og formåede i tredje forsøg at blive aftenens topscorer. Senere snakkede vi med en lokal, der underholdte med billeder af sin hjemmelavede hatteholder. Nogle gange er man glad for at være opvokset, hvor man er.

Torsdag skulle vi tidligt op og æde bønner, som rigtige cowboydere jo gør. Herefter kørte vi i ti timer for at nå til Airlie Beach. Den lange køretur blev dog gjort udholdelig, da buschaufføren klædte sig ud som nonne og underholdt med bus-nonne-bingo. Velankommet til Airlie Beach valgte vi at spare lidt i vores hårdt trængte budget og bo i telt. Efter teltopslagningen mødtes vi med Oliver, som vi tog på "Morocco's" med. Her fik vi i vores egenskab af Oz-experience passagerer masser af gratis alkohol. Steffen vandt desuden limbo-konkurrencen, hvilket resulterede i endnu mere fri alkohol. Senere underholdte Steffen også med Frank Sinatra i karaoke version. Han charmerede sig ind på alle damerne i selskabet med sin frøstemme.

Efter en vanvittig varm svedetur i teltet stod vi op til lyden af regn, der dog viste sig bare at lege kispus med os, så det så vi ikke mere til den dag. Vi greb den første den bedste motorbåd med 900hk og overtalte to guider til at sejle os og tyve andre ud til Whitsunday-øerne på Great Barrier Reef. En interessant affære, der i dagens høje bølgegang blev den rene rutsjebanetur. Dette betød også at bådens kaptajn valgte at droppe destinationen Whitehaven Beach til fordel for vores sikkerhed. Kujon. Til gengæld snorklede vi om farverige fisk og rev, som vi ikke måtte tage noget med hjem af. Hov, siger Jacob Det var mægtigt flot, kan I tro. Nu er vi trætte og skal vist have noget mad.

I næste uge skal vi bl.a. bo hos en gammel, gammel mand vi ikke kender og fejre St. Patricks Day med irere. Hvad sker der? Overlever Jacob? Vi håber på det bedste. Eller en af os gør i hvert fald.

Howdy partner,
Blind Bull Rider og Limbo Sinatra

* The Pink Goonifier: Omdøbt, lyserød firhjulstrækker, der goonifier (beruser vha. goon) passagererne, og overlevede 3 dage med os og 6 andre ombord.