Få danskere, men mange skøre briter

New Zealand er allerede flere dage væk og tusinder af kilometer herfra, selvom det føles som flere år siden og som en helt anden verden. Dette er vores første rigtige blog fra Australien. Denne uges beretning starter i Melbourne, hvor vi om fredagen havde lagt et hårdt program for alt det, vi skulle nå at se i Melbourne. Vi fejlede, og fik kun set en brøkdel, der er derfor god grund til at tage til Melbourne igen en dag. Dagen startede på biblioteket, hvor vi kunne nørde gratis, da der var frit internet. Morgenen fik vi til at gå med et godt spil WOW, hvilket vi spiller ligeså snart muligheden byder sig, da der ikke er meget at lave i den store verden. Jacob gik to levels up og Steffen fik et epic sværd og udryddede alle menneskene. Efter et par timers gaming blev vi sultne, og så os nødsaget til at gå på marked. Her pruttede vi og fik købt os en masse bras. Steffen fik pruttet et ur ned fra 10$ til 7,5$. Til gengæld har det sin egen tidsregning, og går derfor utroligt forkert. Senere mødtes vi igen med Kirin, vores fantastiske sikh ven. Sammen med ham og hans ven Alex, der på trods af navnet var kinesisk-vietnameser, fik vi et fantastisk indisk måltid. Senere gik jagten ind på gratis internet - Kirin vil have alt så billigt som muligt - det tog os to timer, men det var gratis. Alt for sent gik vi i byen, hvor vi valgte kvarteret Fitzroy, der er et bohemekvarter med masser af fede barer. Sikke en skam, at vi skulle op kl. seks.

Hvad sker der, når man alt for tidligt en lørdag morgen, hvor man har været alt for sent oppe, skal med en lille, grim bus med en masse ukendte, mærkelige mennesker, der køres af en langhåret, lidt tvær mand? Man får et par kanon fede dage. Først stoppede vi i midten af ingenmandsland. Ved første øjekast var der ingenting, men pludselig vrimlede det med kænguruer, emuer og edderkopper. Herefter gik turen til Hamburgerrock og Squeeky Beach. Køreturen blev ledsaget af vores chaufførs, Bones, sjove kommentarer. Vidste I at Shakespeare var australier? Han ankom 100 år før James Cook. Om aftenen stoppede vi ved Lakes Entrance, hvor aftenstranden blev vært for en flok unge turisters ølspil og pjatterier. I have never!

Søndag stod vi så tidligt op at Jacob ikke nåede bussen, men chaufføren blev efter et par hundrede meter overtalt til at stoppe og vente på ham. Bones yndede at stoppe bussen på tilfældige lande veje, hoppe ud med en papkasse under armen og sprinte hen over stok og sten for at samle store hvide svampe han havde opdaget ude på en mark. Frokostpausen bød på vores første australske Golden Gaytime med englænderen Jess, hvilket man vist skal se billederne for ikke at misforstå. Vi ankom til Thredbo, hvor vi vandrede op til (og ned fra) Australiens højeste punkt sølle 2300 meter over havet. Aftenen endte med uskyldige ølspil i selskab med en bred vifte af interessante personligheder fra "al verdens lande". Den førtidspensionerede softwareprogrammør Sergie formåede at drikke 16 vodka-lime for derefter at falde om på sengen i en symfoni af snork og prut. Omtrent halvdelen af de 16 vodka-lime fik et kort gensyn med dagslyset igen før de endte forholdsvis velplaceret i en skraldespand. Efter mange, mange timer i en mandagsbus, og et kort stop i hovedstaden Canberras parlamentsbygning, lå Sydney for vore fødder, hvilket vi udnyttede til fulde ved at lave spaghetti med en englændertrio af tøser, vi aldrig rigtig fandt ud af hvad hed. En bette fadøl med det ultratynde par Shaun og Stacia på hostellets bar sendte os hurtigt videre på opdagelse på storbyens gader og stræder. Vi lod det førnævnte glas blive det sidste, da vi skulle videre med bussen forfærdeligt tidligt næste morgen. Dog ville vi ikke snydes for et glimt det ultimative vartegn: Sydney Opera House by night!

Tirsdag blev vi igen nød til at få nogle nye venner, da vi forlod alle vores engelske i Sydney. Vi valgte at søge vestpå, og kom hurtigt på talefod med nogle irere, der snakker et sjovt engelsk. Efter 10 timers køretur stoppede vi ved Spot-X a.k.a. Mojo Surf Camp, hvor vi ifølge chaufføren "ikke behøvede at drikke", men nærmest så os nødtvunget til det, da bussen stoppede to gange ved en bottleshop, hvor vi blot brugte 15$ på en Goon. Aftenen brugte vi i selskab med irere og svenskere i mangel på danskere, hvilket jo egentlig er meget fedt. Vi mødte dog én dansker, surfinstruktøren Starlight, der dog ikke måtte snakke dansk ifølge hans kontrakt. Vi var dog nogle slemme drenge og fik ham i tale på modersproget. Da vi skulle i seng lykkedes det en af den 33-årige irer Simon at lave et kæmpe hul i væggen, da han i et øjebliks klarhed forsøgte at kravle op i øverste køje, hvorfor køjesengen væltede og smadrede hovedet ind i væggen. Hullet blev dog hurtigt dækket med en plakat. Om natten vandt Steffen snorke konkurrencen mod Simon, der ellers gav Steffen god konkurrence.

Onsdag morgen skulle vi tidligt op, da vi skulle i skole. Nej! Tro ikke vi laver noget fornuftigt. Der er nemlig tale om surfskole. Man bliver ikke en haj/ørn på to timer, men der eksisterer billeder, hvor vi står op. Vi skal nok uploade dem. En dag. Når vi har lyst. Efter frokost gik turen videre til det sagnomspundne Byron Bay, der eftersigende skulle være det ultimative backpackersted med strande, barer og billige restauranter. Vi nød aftenen i hinandens selskab, hvor vi halvnøgne simrede kylling med honningdressing imens vi drak vanvittig dårlig rødvin blandet med cola. Senere besluttede vi at være sociale og joine irerne på "The famous Cheeky Monkey" for derefter at fortsætte videre i byen. Det blev egentlig ikke nogen særlig vild aften.

Torsdag stod vi op omkring kl. 12, spiste havregrød og forsøgte at fortsætte vores surferliv. Brædderne var dog rigtige surfbræt og ikke de kæmpe skumbræt fra lektionen dagen før. Dette gjorde, at vi hurtigt mistede al vores selvtillid, og gav op. Eller Jacob gjorde og forsøgte sig i stedet med de lettere bodyboards. Steffen lavede det ene syge trick efter det andet indtil alle andre surfere gik slukørede op på stranden. De mange van(d)vittige krumspring resulterede dog desværre i et par utroligt røde brystvorter, der stadig er lidt ømme. Vi blev inviteret i biffen for at se "Shutter Island", der øjeblikkeligt blev tildelt op til mange stjerner ud af seks. Så gik vi en romantisk tur ned til vandet og ærgrede os over morgendagens koncert med Franz Ferdinand, der var udsolgt for lang tid siden.

I dag stod Jacob tidligt op for at fare vild og tage i motionscenter, mens Steffen sov lidt længere for at vandre ud til fyrtårnet uden solcreme. Begge udmattede forsøgte vi at gentage gårsdagens succes: At give samtlige andre surfere bedre selvtillid ved at lade som om vi faktisk kunne finde ud af det. Vi tog dog en svensker med ud i bølgerne for ikke at se alt for idiotiske ud. Nu drikker vi goon af en plastikskål i mangel på glas. Jacob er gået i bad. For severinsen hvor vi ikke laver en skid nyttigt i vore bedste ungdomsår. Vi fik forresten også is i dag. Og solen skinnede varmt stranden og vore kroppe. Nu kommer Jacob ud, nøgen med fugtig hud, hilser mig kærligt og går, ind for at rede sit hår. Livet er ikke det værste man har, og om lidt er bloggen klar. Forresten er alle former for briter skudt i bægeret - (f*** OFF JEZ!)

Peace out, Surfer-John og Goon-Jesus