Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er der gået et par begivenhedsrige dage, men jeg vil starte fra mandag.
Bustur
Det meste af søndagen og natten til mandag sad Caro med en stor skriftlig opgave, så jeg ville gøre hende lidt glad. Jeg stod op mandag til den tid, vi havde aftalt, og gik ned for at lave Gallo Pinto til hende. Her mødte jeg deres maid Antolina, der ikke kan ét engelsk ord, så hun kunne ikke forstå, at hun ikke skulle lave morgenmad for mig. Efterhånden fik jeg forklaret, hvad jeg ville og så viste hun mig i stedet, hvor alting var og lærte mig noget nyt: en frugt, der ligner en banan, som de kalder plantain og som ikke er sød, stegt på en pande - det var virkelig lækkert ! Antolina er fra Nicaragua og hun laver også nogle virkelig lækre "frescos" med frugt og ris blendet -det lyder underligt, men det bliver den lækreste smoothie uden, at det bliver vammelt. Caro blev rigtig glad for morgenmaden. Hun var stadig træt, men skulle heldigvis først studere om aftenen. Dog arbejder hun mange dage fra kl. 13.
Efter morgenmaden pakkede jeg og gjorde klar til, at Caros far ville køre mig til bussen kl. 13. Det var hyggeligt at snakke lidt mere med ham, men jeg har opdaget, at der er meget af det spanske grammatik, jeg har lært, som er overflødigt hernede, og at den måde man udtaler ordene på, har kæmpe betydning for forståelsen. Jeg spurgte ham f.eks. om der var "tiendas" (butikker), men fordi jeg ikke sagde det på deres måde: "diendas", forstod han ikke, hvad jeg sagde. Da Caro introducerede mig for hendes venner i lørdags, sagde hun også, at jeg talte "un poquito español".
Jeg troede, det var deres måde at sige "poco" (lidt) på, men jeg fandt ud af, at det betyder "en lille smule", så når jeg kommer tilbage til San José, vil jeg opgraderes til poco!! 😅
Aleksander fortalte mange ting på køreturen, bl.a. at han har været mange gange i Danmark fordi hans chef er dér og han kan rigtig godt lide danskere fordi vi er ærlige og seriøse -men det er jo også vigtige egenskaber for en forretningsmand.
Nå, busterminalen lå midt på gaden i en slags lagerhal og der var et lille billetkontor, en kiosk og et stort venteværelse. Når en bus skulle køre, blev folk lukket igennem en gate med et stort jerngitter og så var det ellers afsted. Min bus gik kl. 15:30, så Caros far fik billetmanden til at holde øje med mig så længe. Inden Aeksander kørte, spurgte han mig, om jeg havde mine penge og det hele, så jeg fandt jeg min pung frem og var ved at lyne den op, da han højlydt udbrød: "Nooo, don't show the money!". Jeg blev helt forskrækket, men kunne da godt se pointen i, at en efterladt, åbenbart lyshåret turist, ikke skulle stå og flagre med en pung fuld af sedler, så jeg gemte den godt væk. Vi sagde farvel og han sagde, at jeg skulle være forsigtig og nyde turen. Jeg fandt et hjørne, hvor jeg kunne oplade min mobil, mens jeg ventede på at skulle bevæge mig ud på egen hånd.
Bussen, jeg skulle med, viste sig heldigvis at være en "fancy bus" med puder på sæderne og vinduer, der kunne åbnes, så det var en god start. Busturen tog seks timer og vi gjorde kun ét stop undervejs ved et sted, hvor der var toilet og kiosk. Selvom bussen kørte hurtigt - også i bjergsvingene - var der forsinkelser undervejs. Der opstod problemer med motoren, som jeg ikke helt forstod, hvad der skete med, og så stod folk hele tiden af og på undervejs, som om det var en bybus. Det var spændende at se Costa Rica fra en bus, men det blev mørkt efter to timer, så derfra var der rimelig lang tid til kl. halv ti, hvor jeg skulle af, og jeg sad tæt på en ældre mand, der blev ved med at mumle spansk til mig, selvom jeg sagde, at jeg ikke forstod det. Jeg var desuden lidt spændt på, om jeg ville komme af det rigtige sted, men da vi nåede til mit stop, må hele bussen have vidst, at jeg skulle af dér, for alle kiggede på mig, vinkede og sagde "ciao" .
Da jeg kom ud af bussen, var alting mørkt, men mega varmt. Jeg vidste, at jeg ikke skulle gå særlig langt hen til hotellet og jeg havde fået en fin rutebeskrivelse med hjemmefra. Jeg tog mit første store skridt i klipklapper, men trådte desværre fluks ud i en mudderpøl og faldt pladask på røven i min nederdel, hvide striktrøje og taske ... Så jeg måtte rejse mig op og fortsætte, fedtet ind i mudder og med såret stolthed, ned mod stranden. Jeg fandt et sted, der passede på beskrivelsen, og snakkede med en mand, der ikke kunne engelsk, men som sagde, at jeg var gået helt forkert. Jeg gik tilbage, ledte lidt, men opgav og ringede til hotellet. Hotelejeren kom og hentede mig og det viste sig, at jeg var gået den RIGTIGE vej ! (Inden jeg blev hentet skiftede jeg til en anden nederdel midt på gaden ...)
Villa Belmar
Hotellet, jeg ankom til mandag aften, hedder Villa Belmar og ligger bogstaveligt talt midt på Playa Hermosa (Hermosa Strand), i landsdelen Guanacaste. Det er det fineste lille hotel, som er ejet af to spaniere fra Sevilla, der begge taler engelsk og er så søde! Tirsdag morgen stod jeg op og fik breakfast continental (aaah toastbrød og røræg) og blev straks inviteret til at joine to canadiske damer, som sad ved nabobordet.
De hedder Anita og Marilyn og de besluttede sig hurtigt for at lege min mor og mormor, mens de var her. Og hvilke damer! Anita er nu 75 og de har lige været oppe i Costa Ricas bjerge, hvor hun ziplinede mellem nogle tårne og sluttede af med 'the Tarzan jump': træd ud i ingenting og sving frem og tilbage i en snor indtil du automatisk stopper. Og da hun var 71, tog hun det sorte bælte i karate, så hun har gået og håbet på, at nogen ville stjæle hendes taske, så hun kunne give dem en endefuld De to tog mig med ud til købmanden og til hæveautomaten, og vi lå ved hotellets pool og snakkede, indtil vi skulle spise frokost. Det var så hyggeligt med alle de historier og udvekslinger om fremmede lande. Vi har grint så meget!
Om aftenen går Marilyn og Anita ikke ud, så jeg dressede selv op og gik alene hen til en anbefalet italiensk restaurant i nærhenden, for at spise alene for aller første gang -maden var rigtig lækker. Mens jeg sad på restauranten, gik der ikke længe, før der stod en guppe lokale fyre i nærheden, og én af dem kom op og snakkede med mig. Jeg kæmpede mig igennem det spanske for til sidst at høre ham sige: "your Spanish is very good" Og så talte vi engelsk! Han fortalte, at han og hans venner holdt til på Playa Panama lige i nærheden, hvor de udlejede jetski, så hvis jeg havde lyst, kunne jeg prøve det i morgen, onsdag. Jeg var frisk!
Bar Imperial
Jeg tog med drengene videre ned på en lille bar ved mit hotel og det var virkelig hyggeligt. De taler rigtig godt engelsk, fordi de arbejder med turister, og de havde så mange spændende historier. De havde ikke stemt til valget, fordi de var vrede på den siddende regering, men mente ikke, at der ville komme en ny alligevel. Guanacaste er et af de mest besøgte områder i Costa Rica, men vejene er af grus og forholdene er generelt ikke særligt gode, hvilket beboerne er meget utilfredse med. Nu førte valget godt nok til en segunda ronda i april, men den 'rigtige' kandidat førte afstemningen, så vi snakkede meget om unge og politik, og de har lovet mig at stemme til genvalget.
Ellers spurgte de, om jeg var gift og havde børn, og jeg kiggede på dem, som om de var sindssyge! Men de fortalte, at det i Costa Rica er meget normalt med forældre helt ned i 14-års alderen, hvilket jeg synes er sørgeligt. Barejeren på Bar Imperial er en lille dame, der heller ikke kan ét ord engelsk, men da drengene fortalte mig, at der ikke er en costaricansk tequila, fandt hun straks et alternativ on the house! Drikken hedder cazike og der er en indianer på flasken med fire fjer på hovedet, så man kan også bestille det ved bare at vise fire fingre i baren. Hun var meget insisterende, så jeg tog et shot med hende, men det smagte IKKE som tequila ...
På baren var der også en virkelig fuld mand, der tullede rundt, og jeg blev meget overrasket, da de andre fortalte mig, at han var meget rig og havde eget firma og en familie. Han lagde sig ud og sov i sin bil, og nogle gange lå hans hoved på hornet, så det tudede derud ad ... Drengene fortalte, at der er mange som ham i Costa Rica og de lever sådan, fordi de ikke ved, hvordan de skal bruge alle deres penge. På et tidspunkt lukkede baren og jeg gik hjem til mit hotel for at falde i søvn til lyden af bølgerne, så jeg var klar til mit vilde eventyr næste morgen.
- comments