Profile
Blog
Photos
Videos
Skuffelse
Taxachaufføren, der hentede mig ved Finca Bellavista, satte mig af ved et busstoppested, hvor der snart skulle komme en bus til Rio Claro, hvor jeg skulle skifte til en anden bus mod Golfito. Jeg sad der i et par minutter, hvorefter han kom tilbage og sagde, at han alligevel skulle til Rio Claro, så om jeg ikke ville med -gratis? Jo tak! Så vi kørte derud ad og da vi kom frem, lavede jeg en god deal (på spansk), så han kørte mig billigt helt frem til mit hotel i Golfito ;) Jeg glædede mig til at tage med en lille båd ud til strandene i området, men nøj hvor blev jeg skuffet! Hotellet lå in the middle of nowhere, med en motortrafikvej (uha hva, der er én der er ved at tage kørekort) på den ene side og sumpet havnevand på den anden. Mit værelse lignede noget fra et virkelig skod amerikansk motel, men jeg tænkte, at når det nu kun var to overnatninger og jeg alligevel ville ligge på stranden, så gik det vel lige. Jeg spurgte i receptionen, hvordan man kom til stranden og den første sagde, at det vidste hun ikke noget om, for hun var ikke fra området og en anden sagde, at den nærmeste strand var halvanden times kørsel væk. Så fortalte jeg om de både, som jeg havde hørt skulle sejle ud til strandene og det vidste hun ikke noget om, selvom der hang en stor fin plakat med aktiviteter i restauranten og på deres hjemmeside reklamerer de også tykt. Jeg kunne i stedet leje en kajak og selv ro afsted. Nu var det bare sådan, at der var krokodilleterritorium lige i nærheden og havnevandet var så grumset, at der ikke rigtig var en tydelig grænse. Og jeg vil da gerne se en krokodille, men da så sandelig ikke fra en kajak uden guide eller nogen anelse om, hvad jeg skal stille op med den, hvis den bliver sulten!
Jeg prøvede i stedet at ringe til en mand ved navn Chama, som Matheo havde givet mig nummeret på, og som skulle have sin egen båd til at sejle folk rundt i. Jeg fik fat på ham, men inden jeg fik forklaret noget som helst, løb min mobil tør for penge og jeg var faktisk virkelig gal på alting! Hvordan kunne Matheo have plantet mig dér, når alting var langt væk, ingen vidste noget om noget og det slet ikke var det, jeg havde fortalt ham, at jeg ville lave?! Jeg spurgte om det nærmeste supermarked, så jeg kunne sætte penge ind på mobilen, men det var over to km væk, så jeg lånte deres telefon og ringede til Banana Bay Marina, som var det lækre hotel jeg først havde reserveret et værelse hos. Mit værelse var stadig ledigt, så jeg tjekkede ud fra skod stedet med det samme, selvom jeg måtte betale for den første nat, fandt en taxa og kørte afsted.
"Denmark? That's not in the United States!"
Banana Bay Marina var lige, hvad jeg havde brug for! Stort og lækkert værelse med udsigt til de to udendørs jacuzzis, hvorfra man har havudsigt. Restauranten var meget amerikansk inspireret, men det var lækkert nok. Lige neden for lå en lille marina, med masser af fiskerbåde og turbåde, så der var liv og god stemning. Hotellet lå kun tre km længere oppe ad bugten fra det første sted, men de tre km gjorde altså en stor forskel! (og så var man også tre km længere væk fra krokodillerne..). Jeg spiste sen frokost -den bedste burger jeg længe har smagt og så fandt jeg Chama, som ville tage mig med ud at sejle den følgende dag. Ellers satte jeg mig helt ud for enden af molen og nød solnedgangen og den flotte udsigt. Snart kom en fyr ned og snakkede med mig. Han hed David, var fra Texas og var her med sine venner for at fiske. Jeg gik med ham op i baren og mødte resten af flokken: de var alle sammen i 30'erne og én af dem havde fødselsdag, så de havde taget dagen fri fra fisketuren for at feste. Nogle af dem var ret tunge amerikanere og jeg undrede mig over, hvordan en lille fiskerbåd kunne rumme nogle så store mænd og fisk, men det fik jeg hurtigt svar på.
For det første fangede de ikke fiskene, men satte dem fri efter de havde taget billeder med dem, og det var nogle ret vilde fisk de kunne fange, bl.a. flere meter lange og farverige sværdfisk. For det andet lignede deres fiskerbåd ikke de små kuttere, der futter rundt i de danske farvande, men tværtimod blærede partybåde. De var hvide, luksuriøst indrettet med barer osv. og havde op til flere dæk, hvorfra man kunne styre båden. Da jeg fortalte, hvor jeg var fra, udbrød den ene: "Denmark? That's not in the United States!" -No s*** Sherlock! Det gav anledning til endnu en snak om USA og hvordan de var godt trætte af landets politik og systemer. De følte sig langt mere som værende fra Texas end fra USA og var dybt republikanske i deres holdninger. Så vi fik snakket om mange ting, men til sidst faldt snakken tilbage på fiskene og de fik overtalt mig til at tage med dem ud den næste dag og fiske. Nogle af dem tog videre i byen, men hvis jeg skulle så tidligt op, ville jeg hellere blive i hotelbaren, og da selskabet igen mødtes senere, for at nå den sidste vandtaxa, var fødselsdagsbarnet selvfølgelig forsvundet, så de måtte ud og lede efter ham, da han skulle med et fly hjem kl. 10 næste morgen. Mænd ...
Delfiner
Torsdag morgen stod jeg op kl. 4:45 og var klar på kajen kl. 5:30 som aftalt. Solen var stået op og hele landskabet var som malet med pastelfarver. Jeg ventede indtil kl. halv 7, men fiskegutterne dukkede aldrig op, hvilket var ret nederen! Mest fordi jeg var stået så tidligt op for ingen ting. Så jeg spiste lækker morgenmad og trøstede mig med, at jeg nok ikke ville kunne holde ud at være 12 timer på en fiskerbåd alligevel -uanset hvor mange barer den så havde. Efter morgenmaden tog jeg ud med Chama i hans lille båd. Først ledte vi længe efter delfiner og vi fandt dem også! De havde travlt med at æde sardiner, så de sprang desværre ikke, men jeg så både den krumme ryg, finner og snude og jeg var latterligt glad! Derefter tog vi ud til et lille rev, hvor vi snorklede og der var de fineste små farverige fisk og søstjerner og også søpindsvin. Chama fortalte, at han også plejede at snorkle ved et større rev, der var virkelig smukt, men han havde engang set en tigerhaj der, og det kunne nogle godt blive lidt skræmt over -nej, kunne de det ?!
Så vi holdt os til det lille rev, men det var så fint.
Around the world
Efter sejlturen satte jeg mig op og spiste frokost sammen med nogle ældre søulke, der også var fra Texas, og sikke historier jeg fik. De fortalte, at hotellet er ejet af en canadisk familie, men manden var for nylig blevet skudt i hovedet af mafiaen, fordi han var involveret i stoffer og pengegæld. Nu var det hans niece på 23 år, der drev det, fordi resten af familien ikke rigtig ville være inde over. De fortalte også om en lokal mand, der er halvanden meter høj og halvanden meter bred, som har til hobby at fange krokodiller i sin kajak. Der var engang nogen, der havde væddet med ham, at han ikke kunne fange en på en halv time, men han var hoppet i sin kajak og på en halv time roet de tre km hver vej ned til omkring det første hotel, fanget en krokodille og taget den med tilbage til Banana Bay, hvor han slap den løs! Han havde også engang ankommet med seks små krokodiller, som nogle havde sat ind i deres vens værelse, som en joke -virkelig sjovt ...
Det bedste var, at de fortalte, at næsten hver dag gennem 11 år har hotellet fået besøg af en kæmpe havskildpadde, som de kalder Lori, og som Chama håndfodrer med bananer. Den kommer ved tidevand, omkring kl. 17, hvilket betød, at da jeg dagen før havde siddet og taget billeder af den fine solnedgang, så var der en kæmpe havskildpadde, der blev fodret med bananer bogstaveligt talt lige bag ved mig ... Jeg kunne ikke vente til tidevandet kom, men det var stadig tidligt på dagen og historierne blev snart afbrudt af et meget opmærksomhedsstjælende skib på vej ind i marinaen. Det var langt, slankt og havde to meget høje master og mændene i restauranten gik amok i gættelege om dets fart, længde, bredde og formål. Jeg kunne da godt se, at det var flot, men da skibet lagde an til at lægge til kaj, forsvandt mine bordherrer ned for at hjælpe, så jeg skulle finde på noget andet at lave. De lovede dog at give fiskerne fra Texas virkelig dårlig samvittighed over at have glemt mig, når de engang kom ind fra havet.
Så ivrig efter at blive solbrun, lagde jeg mig ud på molen i middagssolen for at vente på tidevandet og skildpadden, hvilket jeg aldrig skulle have gjort! Efter tre timer i solen tæt på haven, var mine skuldre allerede blevet røde og da jeg var færdig med at ligge i solen, var mine skuldre, det øverste af ryggen og min næse decideret pink. Jeg tænkte, at det bliver jo brunt på et tidspunkt, men jeg var ikke så optimistisk, da jeg senere skulle sove på det... Jeg satte mig derfor i skyggen sammen med Chama for at vente på Lori og vi fordrev tiden med at kigge på nogle af de ting, han havde samlet fra revene, bl.a. en kæmpe stor konkylie, som han havde slebet toppen af og dermed lavet hul igennem, så den kunne bruges som et horn. Og det lød som et færgehorn, hvilket han havde meget sjov med, når han kom i sin lille båd, men lød som en færge. Lori kom dog aldrig den dag og jeg ærgrede mig virkelig over, at jeg ikke havde vidst det dagen før, men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg spurgte i stedet, hvor jeg skulle gå ud og spise og Chama anbefalede et sted. Maden var godt nok billig, men også virkelig kedelig desværre, og så havde jeg fornøjelsen af en sørgeligt tynd kat, der ikke var til at drive væk. På et tidspunkt var den sprunget op på min stol bag ved mig, for at komme tættere på tallerkenen og jeg fik et chok, da min arm strejfede den! Det er en generel ting, at både hunde og katte hænger ud ved restauranterne og tigger og de får lov til det, hvilket er virkelig irriterende.
Efter maden gik jeg tilbage til hotellet, hvor besætningen fra det store sejlskib sad i baren og de vækkede til gengæld interesse. De var otte unge mennesker fra hele verden og de var ansat til at pleje skibet og sejle det hen, hvor end den store boss og ejer fra Rusland ønskede det. Jeg snakkede med en Newzealænder og han havde vaeret jorden rundt flere gange via forskellige jobs paa den slags skibe. Det loed faktisk ret fedt, bortset fra, at naar de er faerdige med at rengoere (og det er finrengoering) skibet, saa starter de forfra i en ubrudt cirkel, hvilket loed liiidt stramt, men loennen var vidst rigtig god og saa faar man rejst vidt omkring. SKibet der var ret luksurioest, det havde et fitnessrum, toerretumblere, laekre kabiner og kokken havde arbejdet paa flere beroemte restauranter i London.
Jeg tog med dem videre ud i Golfito, der hverken er en koen eller spaendende by. Den er meget lille og bygningerne er som taget ud fra en western, bortset fra havet. De var meget faldefaerdige og der var skumle maend ved de roede nussede klaeder, der udgjorde doerene. Vi endte paa en bar, der var ejet af en crazy dame fra USA. Det var den type bar, hvor der sidder gammelt braek i vasken, men ejeren var en oplevelse vaerd og vi havde en fest. jeg fik ogsaa snakket lidt med pigerne i besaetningen, hvis titel var stewardesser. De sku goere rent og naar bossen var ombord, sku de opvarte ham. Den ene var blevet forlovet undervejs med en anden fra besaetningen, hun var fra Canada og han fra Australien, saa gad vide om de moedes paa midten og holder brylluppet?
Paa vej hjem hoerte vi en virkelig underlig lyd i buskadset ved vejen og vi ledte laenge efter det her meget eksotiske dyr, der viste sig at vaere en gigantisk froe. Det var ret sjovt.
Fredag eftermiddag tog jeg bussen tilbage til San Jose og ku foelges med en fra besaetningen, der sku videre paa et andet skib. Han var fra Los Angeles og havde sejlet folk rundt i Caribien i to aar, saa han havde nogle vilde historier om skibbrud og brand og det var den mest underholdende bustur jeg har haft, selvom den var paa 7,5 time.
- comments