Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg bliver efterhånden nødt til at indrømme, at når costaricanerne (og andre for den sags skyld) tror, at man er en stakkels pige, der er helt alene i verden, så går alting meget nemmere! Nu er det selvfølgelig ikke mig selv, der giver dem det indtryk, men i den hemmelige rutevejledning til Finca Bellavista står der, at man skal stå af bussen i La Florida de Piedras Blancas, så det får jeg formuleret til buschaufføren, og efter en køretur på 6-7 timer fra San José råber han "La Florida!". Finca'en ligger nogle kilometer op ad en bakke fra byen, så man kan enten gå eller tage en taxa, hvilket skulle være nemt at få. Desværre viste det sig, at La Florida og Piedras Blancas er to forskellige byer, hvor Piedras Blancas er stedet at finde en taxa fra og La Florida er en skole og et busstoppested... Heldigvis sad der en ældre herre og ventede på en bus, så jeg spurgte ham om taxaen og Finca'en og han sagde en masse på spansk, pegede og pegede og begyndte at gå. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg nok selv skulle finde ud af det, hvis der var en by i den retning, men han hev fat i en mand og hans søn, der kørte i en varevogn med et ordentligt læs. Han spurgte, om de kunne køre mig, og det kunne de godt, så jeg fik et gratis lift, og det er jeg ham og dem meget taknemmelig for, da jeg så den vej, vi skulle køre. Lange stejle bakker og den værste vej jeg endnu har set, så jeg frygtede hele vejen, at varevognen skulle stejle eller tippe, men den klarede mosten. Nu kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har taget et billede af skiltet over indgangen til Finca'en, hvilket er lidt ærgerligt, for sikke et sted!
Finca Bellavista
Til dem, der ikke ved det, er Finca Bellavista et lille bofællesskab bestående af omkring 10 træhuse bygget i eller op omkring træerne i Costa Ricas jungle. Stedet er næsten selvforsynende, idet de har en fantastisk, frodig have, høns og ellers små lokale farme i nærheden, hvor de handler andet kød. De har rindende vand og indlagt elektricitet og køkkener med komfurer og køleskabe i næsten alle husene. Langs Finca'en løber en flod, så de har en lækker "pool" lige nedenfor og ellers én oppe ved vandfaldet. Grundlæggerne er et par i 30'erne fra Colorado, der hedder Matheo og Erica, og de købte grunden, der er et kæmpe bjerg på ca. 600 hektarer tror jeg, i 2006. De første to år boede de i et telt, hvorfra de udvalgte stederne til husene, ryddede stier og veje og plantede ny bevoksning. Det vil sige, at en del af de høje træer, man ser i dag, blev plantet i 2006, hvilket er ret vildt. De startede projektet dels for at redde det stykke regnskov, der ellers skulle have været revet ned, men også for at skabe et unikt paradis, og det må man sige er lykkedes. Projektet har dog sine udfordringer, da luksuriøse ting som elektricitet og varmt vand kun er installeret for nylig og det er svært at drive stedet uden internet. Jeg fik lov at køre med op til deres wifi-spot, som viste sig at være en lille plet højt oppe ad bjerget. Det lignede et hvert andet stykke natur, dog med en fantastisk udsigt, men lige dér var der åbenbart signal. Det betyder, at Matheo kører op hver morgen, gemmer en kopi af alle de 100 vis af emails, der er kommet ind i løbet af natten, tager hjem og skriver besvarelser, kører op igen senere, og sender dem alle sammen afsted, tager de nye med hjem osv. Hele døgnet! Det betyder også, at stedet ikke har en telefonforbindelse, så hvis man som kunde har et væsentligt spørgsmål og man trykker "send" lige efter, at Matheo har været oppe på bjerget, så kan der godt gå noget tid, før man får svar og det er svært for mange at acceptere. Det gav også mig vanskeligheder, da jeg skulle finde ud af at komme herned sammen med Caros far. Han skulle bare hjælpe mig med at finde den rigtige bus og så havde jeg styr på resten, men han kunne ikke forstå, at han ikke kunne få deres telefonnummer eller adresse, så jeg måtte downloade vejledningen på spansk, så han selv kunne læse det, hvorefter han listede alle de informationer op, som jeg allerede havde styr på, så det tog lidt tid ...
Mens jeg var der, var Erica i Colorado og stå på snowboard, så hende mødte jeg desværre ikke, men jeg snakkede en hel del med Matheo om projektet og det var virkelig spændende. Nu, hvor stedet er halvt moderne, spurgte jeg, hvor civiliseret de ville have det, og han svarede, at han gerne vil ha wifi forbindelse i deres kontor, for det vil lette arbejdet en del, men han vil ikke have fri wifi over det hele, for charmen ved stedet er, at: "people actually talk to each other!" Og det er en flok mennesker, der kommer fra alle verdenshjørner, så det er virkelig spændende. Jeg spurgte også ind til, hvordan man kan købe et bjerg, bygge et træhus og bo der og stadig få det hele til at løbe rundt, for man behøver jo stadig en gyldig valuta fra den virkelige verden. Matheo og hans kone arbejder begge mindst 100 timer om ugen, selvom de har 5 managere og 15 lokale anstte + 4-6 frivillige. Finca'en ejer kun selv tre af træhusene på gunden, resten er privatejet og udlejerne får 70 % af fortjenesten, så der er ikke mange penge til Finca'en efter udbetaling af løn og vedligeholdelsesomkostninger. Mange af ejerne til de private huse har en forretning, typisk over internettet for at få det til at løbe rundt. Fx mødte jeg Matthew og Kelly, der er i midten af 20'erne og er fra henholdsvis Sydafrika og Oklahoma. De er to af managerne og har et virkelig fedt træhus, der hedder Casa del Mono (Abens hus). De sælger bruseforhæng over Amazon, nogle designer de selv, og ellers får de løn for deres management. Det var dem, der var med i den danske dokumentar om Finca Bellavista. De blev i det hele taget rigtig glade for at høre, at dokumentarprogrammerne har fået så god respons og giver god reklame. Da jeg var der, var der også et japansk filmhold, som filmede og interviewede, så jeg kommer måske på japansk tv. I dag, torsdag, skulle der både komme et norsk filmhold og et tysk lingerifirma, der skal afholde fotoshoot. De kvindelige modeller skulle dog være ved stranden, men de mandlige skulle rundt i husene og ved vandfaldet, så det var lidt ærgerligt, jeg tog hjem onsdag ... Japanerne havde dog ik været så tjekkede, eftersom de først havde misset deres fly fra Japan og så virkelde de totalt desorienterede, da de nåede frem. Matheo er meget tatoveret, men da det er ulovligt at vise tatoveringer på japansk tv, havde de bedt ham om at tage en langærmet skjorte på i 30 graders varme og høj luftfugtighed, hvorefter de havde interviewet ham i fuld sol, mens de selv sad i skyggen, da de ikke brød sig om solen, så han var glad, da de tog hjem. I fællesarealet hang også billeder af fotoshoots med Victoria's Secret-modeller, så stedet er virkelig populært trods dets arbejde med at holde det uden for offentligheden på den måde.
Tree Top Pura Vida
Eftersom jeg var der alene og de fleste af træhusene ligger et godt stykke væk fra Basecamp, hvilket betyder, at man skal gå et godt stykke hver vej gennem junglen -også i mørke, valgte jeg det hus, der lå tættest på Basecamp. Huset hed La Torreluna og var det nyeste hus, de havde bygget, men det var også det mindste. Det havde hverken køkken eller elektricitet, men jeg ville alligevel spise med de andre i restauranten, så det passede fint. Taget var bygget som et tårn, fordi selve huset var bygget op omkring et træ, hvis frugt aberne elsker, så i juni-juli er træet proppet med aber og der hænges en rebstige op i huset, så man kan kravle op og se dem helt tæt på. Jeg så desværre ikke én eneste lille abe, mens jeg var der. Ellers havde huset en dobbeltseng, et fint toilet, hvor der selvfølgelig sad en edderkop med orange ben og ventede på mig i håndvasken, to terrasser og et udendørs bad med både koldt og varmt vand og god udsigt. Det eneste minus var, at der gik en kæmpe gren op gennem gulvet i badet, som var beboet af myrer på størrelse med min lilletå, så det skulle man lige vænne sig til...
Jeg ankom ca. kl 16, hvor Matthew tog imod mig, og så pakkede jeg så lidt som muligt ud, af frygt for dyr i mit tøj, badede i floden og tog et ordentligt bad inden happy hour kl 16:30. Jeg gik også ud for at finde en lang pind til at få edderkoppen ind under vandhanen med, men edderkoppen var væk, da jeg kom tilbage, og jeg fik først ramt på den onsdag morgen. Det skal lige siges FAR, at til hele den her uge havde jeg pakket i min Eastpak-rygsæk og i den geniale taske, jeg har købt hernede, der kan rumme meget eller næsten ingenting, hvilket jeg syntes var ret godt klaret. Senere på ugen ankom et par, der havde pakket i rullekufferter, og manden kæmpede med at få dem over hængebroer og gennem små junglestier, da de ikke skulle bo i Basecamp. Hjemmesiden siger ellers, at kufferter ikke anbefales og det så ret sjovt ud.
Happy hour foregik i et hus oppe over restauranten, der hedder Rancho.
Her står der en frivillig og agerer bartender med dagens hjemmelavede frugtjuice til drinks eller vin og hvert glas koster 4 $. Her mødte jeg Matheo, ejeren, Matthews kæreste Kelly og et andet nyankommet ungt par fra Oklahoma, der også bare var på besøg. Jeg mødte også en ældre dansk kvinde, Susan, som også var gæst på stedet. Det var virkelig hyggeligt at sidde og snakke, der var mange gode historier. Kvinden fra Oklahoma havde fx sin egen frisørsalon, hvor hun har Ericas (Matheos kone) mor som fast kunde, men hun kendte ikke til Finca'en gennem hende, så det var et ret vildt tilfælde. Vi snakkede også meget om sprog og kultur og Matheo fortalte, at Costaricanerne kalder sig selv for Tikas og alle udefra for Gringos. Deres forhold til tid (jeg kommer, når jeg kommer) kalder de tikatime. Noget andet sjovt var, at de varer, de får hjem fra USA, har engelske manualer og navne, så der er mange ting costaricanerne ikke selv har opfundet ord for, fordi de bare bruger det engelske ord. Der er fx et ord for kaffemaskine i Costa Rica, det hedder bare 'coffee maker'.
Happy hour blev efterfulgt af aftensmad, der er lavet af enten frivillige eller lokale ansatte og alle måltider bliver annonceret med enten et horn eller en gongong. Det var rigtig lækker mad med 100 % friske råvarer og jeg har aldrig smagt så sprød en salat før. Jeg satte mig ved de frivillige og spurgte lidt ind til dem og de var en random flok. De var alle tre amerikanere: Julian havde været en raw food kok gennem 10 år og var kommet til Finca'en pga. det store planteliv og eksperimentiel madlavning. Han lavede de lækreste juicer! Konrad lavede julepynt ved at blæse glas og var ved at udvikle et program, der kan vise tiden set diagonalt -eller noget, vi så nogle billeder og det var ret imponerende, men jeg forstod ikke helt pointen. Han havde opdaget det fede ved træhuse, da han havde været frivillig i The Redwoods i Californien. Vi så også hans glasobjekter og købte nogen, for de var virkelig flotte! Alexa var fra Alaska og hun var ikke meget ældre end mig, men havde ingen planer om at studere foreløbig, fordi hun ikke havde råd.
Hun havde fundet et studie i Tyskland til 500 € pr. Semester, som åbenbart var billigt i hendes perspektiv, men hendes afgangseksamen fra USA var ikke på det påkrævede niveau, så hun skullege ta to ekstra år og det ville hun ikke, for i USA var hun jo færdig. Studiet i Tyskland var så heller ikke noget hun rigtig ville, det var bare billigt. Hun havde i stedet bare rejst rundt både til Australien og Europa, arbejdet når hun havde brug for det, og var på Finca'en fordi hun havde en besættelse af træhuse.
Aftenen sluttede tidligt fordi mange skulle op kl. 5 og arbejde, så jeg banede mig vej tilbage af de små stier med en lille lommelygte til mit træhus. Jeg havde fået udleveret en lanterne og nogle elektriske fyrfadslys, så jeg tændte alt og gennemsøgte hele hytten for kryb, inden jeg lagde mig. Det var ikke helt nemt i mørket, men jeg var for træt til paranoia og da jeg lå ned og kiggede ud gennem de mange vinduer i taget, var det en dyb mørkeblå himmel oplyst af stjerner og ildfluer, der mødte mig og det var hypnotiserende, så jeg faldt hurtigt i søvn.
Den røde rute
Matheo havde sagt, at jeg ikke skulle regne med at få brug for min morgenalarm og han havde ret. Jeg vågnede en time før planlagt til lyden af fugle, floden og så masser af lys. I stedet for at lægge puden over hovedet, tog jeg mig sammen og gjorde mig klar så jeg ikke skulle bruge tid på det efter morgenmaden. Morgenmaden var traditionel Gallo Pinto med æg og lækker frugtjuice og da jeg var færdig, kørte jeg med op til deres wifi-spot. Matheo havde sagt, at det hotel, jeg skulle til efter Finca'en, ikke var noget værd, så vi ændrede reservationen til et andet hotel, han anbefalede. Og så skulle jeg ellers ud og opleve området! Jeg startede med at gå en forholdsvis kort tur gennem junglen og langs floden op til vandfaldet, hvor jeg badede og nød det hele. Jeg havde lånt et par gummistøvler, for det er sikrest at have på, når man "krydser broen" ind til junglen i forhold til slanger. Dem, der var i min størrelse, var skrigende pink med gule såler ...
Efter vandfaldet var det frokosttid, rent vegetarisk med den lækreste salatdressing, indtil jeg fandt ud af, at det var Blue Cheese-dressing, så skulle jeg ikke have mere af den ! Derefter begav jeg mig ud for at se de andre træhuse. De fleste af dem er meget unikke og ligger langs en rute, der på kortet er rød. Men nu skal man så et stykke ind mellem træerne ved hvert hus og oftest op ad bakke, så det var en hård og varm tur. Matheo havde fortalt, at han på otte år kun har set 16 slanger, da jeg spurgte ind til det. Han drillede mig ret meget faktisk: parret fra Oklahoma spurgte ind til en lyd, de havde hørt ret meget til natten før, og han spurgte dem, om den var virkelig high pitched? For det ku godt være den danske pige... (det var rigtigt en speciel cikade). Nå, men jeg gik i hvertfald alene og efter få huse støder jeg selvfølgelig på en flere meter lang brun, godt nok meget tynd, men stadig slange og den bevægede sig med oprejst hoved. Den var godt nok på vej væk fra mig, men den kiggede stadig på mig! Ellers så jeg kun fugle, sommerfugle og firben.
Da jeg nåede det sidste hus, der var under konstruktion og ret spændende, var jeg kun halvvejs på ruten og jeg vidste, at det sidste stykke ville være ren jungle. Man kunne gå tilbage eller man kunne fortsætte lidt og skyde genvej, men jeg besluttede mig for at gå hele ruten og jeg ved desværre ikke hvor lang den er, men den føltes lang! På et tidspunkt kom jeg til et hegn, hvor der på den anden side stod "privat grund" og derfra var der en vej til højre og en anden til venstre, men ikke noget skilt. Jeg vidste ikke, om jeg havde bevæget mig væk fra Finca'en eller hvilken vej jeg skulle tage. Jeg fortsatte ud ad den, der mest lignede en vej og gik endnu et langt stykke, inden jeg kom til et nyt hegn, der var bundet, så man ikke kunne gå igennem, men kun udenom. Nu skulle jeg jo helst nå hjem, inden det blev mørkt, da jeg ikke havde lommelygten med, så jeg gik uden om hegnet og fortsatte af "vejen", der gik stejlt nedad og bestod af store sten, der rullede -ikke nemt i gummistøvler! Heldigvis var det køkkenhaven og ikke et skummelt hus, der lå for enden, så jeg så mig lidt omkring inden jeg hoppede i et tiltrængt bad. Aftenen bøde igen på happy hour efterfulgt af lækker mad og vi snakkede om, hvad vi havde oplevet i løbet af dagen.
Jeg brokkede mig over skiltningen og blev nu drillet både med vilde dyr og dårlig stedsans -.- Om morgenen vågnede jeg igen præcis en time før min alarm, så jeg fik pakket alting sammen og gik op for at nyde mit sidste måltid, der viste sig at være æg, pandekager og bacon!!! Susan havde arrangeret en taxa, som jeg kunne køre med i, så da den kom, sagde vi farvel og bumlede derud ad, hun mod San José og jeg mod Golfito. Hjemmefra havde jeg tænkt, at to nætter var rigeligt på Finca Bellavista, men lige der ønskede jeg, at jeg havde taget resten af ugen med, for der var så meget at opleve endnu i det lille paradis gemt i junglen.
- comments
Laila Fantastisk, Julie!! Sig mig, hvordan kan de have så meget at fortælle netop dig, for det lyder bestemt ikke som om, det er et bånd, der kører. Hvis det er, fordi du har godt fat i folk, må du godt sige det om dig selv. Synd at rejsen slutter, ikke mindst for os, dine læsere. Tak for det, Julie og du får læssevis af ønsker om en god hjemrejse med lejlighed til at sluge det. Tusind kærlige hilsener fra Laila.