Nu har jeg næsten været afsted en uge og haft min første dag på hospitalet. De første par time var ret hårde. Der var ikke rigtig nogle, der tog imod os og sygeplejerskerne vendte ryggen til os, da vi spurgte dem om noget. Så spurgte vi lederen, og hun gad heller ikke tale sig af os. Vi blev enige om bare at presse på, så vi spurgte bare om ting igen, og igen. Til sidst begyndte hun at snakke med os og spørge os om forskellige ting. Men det var virkelig svært at forstå hendes engelske, så vi virkede bare som to dumme studerende, der intet vidste. Vi blev sat sammen med en Nepalesisk studerende så vi kom til at måle værdier på de små børn. Hun tøede op, og vi hyggede os ret meget. Desværre skulle hun gå, og vi var igen overladt til os selv. Vi begyndte igen at presse på sygeplejerskerne og til sidst begyndte de at forklare ting og snakke om kulturelle forskelle, og pludselig var vi accepteret. Nu skal vi på vagt med dem på børneafdelingen på mandag fra kl 19 til 7 om morgnen, og vi er ret spændte. Jeg skal dog nok lige presse på for at min værtsfar giver mig lov.

Igår tog vi på weekend til Pokhara for at slappe af og være os selv. Det er et backpacker paradis, og vi hygger os rigtig meget. Fik det første varme bad i lang tid og nød det så meget. Vi har bløde senge og flotte porcelænstoiletter. Det er et paradis.

Idag gik vi ud og trekke en kort tur til en stupa på toppen af et bjerg. Det var virkelig smugt, med en smukk sø og bjerglandskab. Vi besluttede at tage en anden vej hjem og endte offroad. Det blev så slemt, at vi måtte holde fast i træer, fordi skranten var så stejl og til sidst hang vi os fra gren til gren indtil vi kom ned på sikker grund. Jeg rystede fuldstændig, men det var en vild oplevelse. Et par Nepalesere kom os til undsætning, og vi kravlede over en mur med piktråd og til sidst tog en pram, til vi var sikker tilbage på den rigtige side af søen. Det var noget af en tur. Nu skal vi bare slappe af indtil vi skal tilbage på arbejde mandag.