Jeg begyner stille og rolig at føle mig hjemme her I Nepal. De daglige ture frem og tilbage, ofte på taget af en tuk tuk til hosptialet, den vilde trafik med dit dyttende lastbiler, og de mange mennesker der konstant stirre på en, fordi man er lys. Onsdag lavede vi momo med familien. Det er små stykker dej formet med kød og grønsager inden i. Vores vӕrtsmor er en haj til at lave dem, og det var virkelig sjovt at stå alle sammen I køkkenet og forme dem...

Nu har jeg næsten været afsted en uge og haft min første dag på hospitalet. De første par time var ret hårde. Der var ikke rigtig nogle, der tog imod os og sygeplejerskerne vendte ryggen til os, da vi spurgte dem om noget. Så spurgte vi lederen, og hun gad heller ikke tale sig af os. Vi blev enige om bare at presse på, så vi spurgte bare om ting igen, og igen. Til sidst begyndte hun at snakke med os og spørge os om forskellige ting. Men det var virkelig...