Profile
Blog
Photos
Videos
Ankomsten til Mubende
Vi er vel ankommet til Mubende, som bliver vores hjem de næste to måneder. Vi blev smidt af i taxaparken (i Kampala), ved den matatu, der kørte mod Mubende torsdag morgen. Her sad vi så og gloede i en varm dyt, med høns og en darlig af en lille bebs, der så selvfølgelig skulle skiftes - inde i bilen! Det tog omkring en time at fylde matatuen op. Endelig kunne vi komme af sted, dog tog det en rum tid at komme ud fra selve parken (de matatuer holder meget tæt sådan et sted). Vi var en varm, presset flok, der sad i den bil, på den til tider meget humplede vej. Der kan åbenbart altid klemmes en ekstra numse ind. Vi holdt humøret højt og nød godt af de forfriskninger, vi havde medbragt til turen. Da det blev lidt for sjovt (og vi begge var ved at udvikle decubitus), blev Dj Aligator fundet på ipoden og med høretelefonerne proppet godt ind i hovedet, blev det hele lige pludselig lidt sjovere. Huhej, hvor det gik og efter lige knap 3 timer ramte vi byen. Vores koordinator Ivan var der allerede og han kom og hentede os, hvor vi blev smidt af. Vi kørte et smut ned til hospitalet, hvor vi mødte The principal hospital administrationen, som hed Simon. Han bød os velkommen og vi aftalte et møde dagen efter. Herefter kørte vi hjem til vores nye familie. Det er et så fint sted vi bor. Vi har vores eget værelse, men hver vores brede seng. Der er plads til alle vores ting (tænk at man kan have SÅ meget i en backpack). Ivan tog hjem og vi havde så familien for os selv. De er meget imødekommende og interesserede. Alle taler engelsk, så det er dejligt. Vores mama Sheeba skulle til møde senere på aftenen og vi var velkomne til at tage med - det gjorde vi. Det var et bryllupsmøde. Her contributer man til sådan nogle ting, det vil sige, at alle spæder lidt til, for at få det hele til at løbe rundt. Vi blev med det samme "inviteret" med til brylluppet. Altså, vi fik ikke en invitation som sådan, men man er åbenbart selvskrevet når man har været med til de møder og givet lidt i kassen. Så ja, vi to skal altså til bryllup d. 7. april med ca. 400 andre mennesker. Fornemmer vi allerede tøj/sko krisen banke på i vores alt for praktiske og slidte garderobe?! Men vi glæder os og har allerede lagt hjernerne i blød for at finde på noget godt og lidt dansk at komme med.
Efter mødet, omkring kl. 21.30 kom vi hjem og der skulle vi så til at have aftensmad. Ja, her spises utrolig sent. Frokost mellem 13 og 15 (som oftest det sidste) og aftensmad ved 21/22 tiden. Den skal man altså lige vende sig til. Efter maden var vi så grydeklar, at vi hoppede direkte i seng. Desværre blev det en meget afbrudt søvn, da vagthundene uden tvivl må tro, at de er ulve og fuglen, der tror den er et vækkeur. Til sidst blev det lidt for sjovt og de medbragte ørepropper blev taget i brug.
Fredag var vi oppe, så vi kunne være på hospitalet kl. 8.30. Vi fik vist en smutvej, så det tager os kun 5 min - dejligt! Vi kom, efter en lille time, til at snakke med oversygeplejersken. Med hende fik vi planlagt vores praktik, hvilke afdelinger vi gerne ville på og hvor længe. Derefter fik vi en rundvisning på alle afdelingerne og mødte alle de sygeplejersker, der var in charge på den pågældende ward. Efter den rundvisning havde vi begge godt ondt i kinderne af at smile sådan og sige vores navne. På en afdeling gik det endda så galt, at vi kom til at bytte om på dem?!
Senere på eftermiddagen tog storebror Marvin (ja, som i Marvin Gaye) os med på tur. Marvin er egentlig et år yngre end os, men han er manden i huset og meget beskyttende, derfor storebror. Vi tog trucken ned i byen for at købe rolex (en chapati (madpandekage) rullet sammen med æg, løg og tomat - role eggs = rolex). Kørte derefter op i bakkerne/bjergene. Herfra kan man se hele byen og det var helt vildt flot. Oppe på den ene høj er der et bestemt træ, som nogle mennesker tilbeder. Træet har bryster og det kaldes Nakayiima. Her ofre man mælk til træet og tror at det giver en lykke og rigdom. Ved rødderne på den ene side sad der tre mennesker, den ene en ældre dame, der røg pibe. Vi lagde nogle penge og den ældre dame bad for os. Vi gik lidt rundt og kiggede og Marvin fortalte, hvorfor man kalder Mubende district "the district of 99 hills". Engang havde der levet en dronning med navnet Nakayiima. Hun boede på en af de 100 hills. Hun havde en masse køer. En dag dør en af køerne. Dette må have været en vigtig ko, for befolkningen i hendes stamme forsvinder ind i en af bakkerne (i lys lue) og tager en af bakkerne med sig. Hvert år mødes en masse mennesker for at fejre den dag og man vil kunne se en masse køer, høre en masse musik og se en masse mennesker feste. På vej ned tog vi ind på et hotel, hvor man ligeledes kan se byen. Nu var det i mellem tiden blevet mørkt og vi kunne derfor se alle lysene og nyde vores rolex. Vi glemte kameraet, så vi må "desværre" tage turen igen.
Familien
Vores nye familie består af mor Sheeba, på 42 år og hendes 4 biologiske sønner Marvin, Morris, Myres og Kayombo, på henholdsvis 15, 16, 21 og 22 år. Sheebas mand, James, er død af kræft i 2009, i en alder af 50 år. Derudover bor her 4 andre. Den ene hedder Philip (5 år) og er egentlig en nevø, men moderen læser og derfor bor han her. Den anden hedder Daniel (15 år), han er søn af James' kusine. Han bor her fordi han går i skole. Hans mor bor langt væk fra skoler. Derudover er der to, som arbejder i huset, Frank og Florence, begge omkring de 20 år. Vi har ydermere mødt Sheebas kusine Betty og vi har besøgt farfar William, farmor Mary, onkel Geofrey and tante Mable. Udover familie er der hele tiden nogle naboer, venner, bekendte og andre, der lige kommer forbi.
Familiens indkomst kommer fra en sørens masse køer, som vi da også har været ude at se. Sheeba har to farme, den største er en mil på hver led. Turen til farmen blev planlagt til lørdag morgen. Vi fik at vide, fredag aften, at turen ville gå mod farmen efter morgenmaden kl. 8. De to damer, som bestemt ikke skal være dem, der ikke er klar til tiden, var klar, parate til start kl. 8. Her stod resten af familien så op?! Vi kørte ved ellevetiden. Men turen var værd at vente på. Vi var pænt pressede i bilen på vej derud. To foran, fire bagi og 3 på ladet. Senere på dagen blev de kun værre. Nå men turen derud var lige så humplet som vores "Dj Aligator tur". Men det var så flot at sidde og bare kigge ud og ja, vinke som en anden Dronning Margrethe når vi kørte forbi de meget nysgerrige børn. Vi kørte direkte til marken, hvor alle køerne var ved at blive sprøjtet for parasitter. Det bliver de en gang om ugen. Vi rendte rundt, på rigtig landmands vis, i et par timer og hyggede med familien. Derefter tog vi op til deres hus, der er tilknyttet farmen. Til den anledning var der købt sodavand og kiks. Det var så fint at sidde der og bare have udsigten ud over alle markerne. Der var så stille deroppe. Det er også ved dette farm hus, at Sheebas mand, James, er begravet. Vi lagde blomster på graven.
Bytur
Lørdag aften tog vi i byen med brother Marvin. Vi startede på en lille sportspub, hvor de så fodbold lige indtil strømmen gik (da der var omkring 10 min. tilbage af kampen). Uden strøm, ingen musik, hvilket gjorde stedet en smule kedeligt. Vi drak en øl og skulle derpå virkelig tisse. Marvin sagde, at toiletterne var virkelig klamme, men det kunne ikke afholde os. Vi lånte hans lygte og af sted vi gik. Vi mødte en mand, der stod og tissede, vi efterspurgte toiletterne og fik derpå at vide, at det var smelly. Vi lånte også hans lygte og fortsatte vores vandring. Vi grinte helt ustyrlig meget og det var lige før Christina tissede i bukserne. Rigtig nok var det ækelt og Julie var lige ved at brække sig, pga. stanken. Tilbage i baren og endnu en øl bestilt. Vi tog mod en club, men den var lukket grundet tåregas. Det skal nemlig siges, at oppositionen havde været i byen og politiet havde åbenbart brugt tåregas. Marvin gav dog ikke op. Vi købte tre rolex og tog hen på en anden bar. På vejen mødte vi en masse lastbiler og ludere.
ALLE kiggede på os da vi kom ind i baren!! Christina snakkede med en mand fra army barakkerne, som synes vi skal besøge dem. Han fik skrevet sit tlf. nr. ned, men glemte i al forvirring, afsked og fuldskab at bringe det videre. Vi mødte også en mand, med et alt for løst underliv. Han ville gerne danse med Julie. "If you can get the dj to play Dj Aligator" var svaret. Dog var vi allerede vidne om, at dette blev umuligt, da vi tidligere selv havde efterspurgt netop denne brilliante kunster. Sidst men ikke mindst, fik Christina et frækt tilbud. Et håndtryk kan nemlig betyde mere end blot hej, hvis man lige kilder den anden inde i hånden med pegefingeren. Christina havde lært i Kenya, at man blot klasker manden over fingrene og det havde hun i den grad taget til sig. Marvin og Julie kiggede væk et øjeblik, men hørte dog en ordentlig KLASK!! Vi kom alle sikkert hjem ved en 3-tiden ;)
Vi har også haft de første par dage på hospitalet. De er alle sammen helt vildt søde og hjælpsomme. De er ikke helt vant til studerende, men de gør hvad de kan. Man må sørge for at holde øjne og ører åbne og gribe de chancer der kommer. Christina har sine første uger på female medical ward og Julie sine på male surgical ward. På female medical ward er der primært patienter med HIV/Aids, Malaria og nu også diabetes. Dagene på afdeling har indtil videre været meget stille med stuegang, medicin dosering og lidt tests for diverse sygdomme. På male surgical ward ser man mange flænger efter styrt med boda boda (motorcykel), der er brækkede lemmer, brændsår, flænger fra knivstikkeri og meget meget andet. Vi tænkte at I lige kunne høre om dag 2 på hospitalet, da den må siges at være uventet. Vores vagt starter kl. 8 og slutter kl. 14. Dog møder de andre sygeplejersker senere og vi får også først fri ved 15-tiden. For Julies vedkommende var dagen utrolig rolig. Lægen gik stuegang og alle forbindinger blev skiftet. Derefter ret dødt. Christinas dag havde bestået af en gennemgang af rapport med en clinical officer, en undersøgelse af en patient, medicindosering og lidt stuegang. Men for begges vedkommende en meget rolig formiddag. Omkring kl. 13, kom Christina forbi og spurgte om ikke Julie skulle med til noget omskæringshalløj. Det betød, med andre ord, at der hver tirsdag er omskæring af mænd. Dette gøres i den tro, at det kan nedsætte HIV/AIDS og måske også andre sygdomme, men sikkert også for, at det bliver gjort ordentligt og under de rette forhold. Vi går ind i et rum, der højest kan have været 2x3 meter, her ligger der to nøgne mænd, på hver sin briks og der står tre om hver seng + dem der lige skal kigge (inkl. Christina og Julie). De er allerede i gang med den ene mand, da vi kommer. Efter max 10 min. bliver Julie en anelse svimmel, så hun smutter ud og propper hovedet mellem benene ;) Christina bliver lidt, men kommer også ud inden alle ca. 8 mænd er blevet omskåret. Omkring kl. 13.30, går vi tilbage til Julies afdeling, da Christina har sagt "farvel" og "vi ses i morgen" til hendes. På Julies afdeling er der imidlertid gang i den. En masse mennesker er samlet udenfor og kigger ind af vinduet til "Emergency" rummet. I gangen står en masse politi. Vi har heldigvis uniformen på og kan derfor blot gå ind. På en af sengene i emergency rummet, ligger en lille dreng på omkring 6 år. Han var blevet kørt ned af en motorcykel og var semikomatiøs. Han havde en kæmpe blodansamling på hovedet og nogle hudafskrabninger. Julie og Christina synes han skulle Glascow Coma Scores. Han var ukontaktbar, reagerede hverken på tiltale eller smerte og hans pupiller reagerede ikke på lys. Julie måtte proppe en slags breathing tube ind i drengens mund, så han stadig havde frie luftveje. Han fik en score på 6, hvilket til de ikke-sundhedsfaglige betyder "ikke så godt". Mens vi stod med lillemanden kom en mand ind med to huller i hovedet og blod ud over det hele. Vi fik jakken af ham og gik i gang med at rense blod af. Under jakken var der en del mere blod og afskrabninger. Vi fik barberet hans hoved og gjort klar til, at lægen kunne sy hullerne i hovedet. Lige efter denne mand, kom en dame med hul i hovedet og afskrabninger på kroppen, her måtte vi også rense og lægen sy. Blod over det hele, på gulv og tøj, her var det Christinas tur til at stikke hovedet mellem benene, men kom hurtigt igen og arbejdede videre. De to sidst ankommende havde kørt på boda boda og var styrtet. De kører elendigt med de motorcykler og nærmest ingen bruger hjelm! Der er styrt konstant. Det mest komiske af det hele er, at chaufføren, som havde fundet manden, efter styrtet, kom ind på afdelingen og krævede penge for transporten derhen. Vi har sparet mange grafiske detaljer væk, men nogen vil måske kunne tænke sig til det ;) Klokken blev tre inden vi fik set os om og vi kunne gå hjem med et "tak for hjælpen" og "godt arbejde" fra head nurse på male surgical ward.
- comments
mor Det er ligesom at læse op fra en fortælling og jeg kan næsten ikke vente til næste afsnit, Det er simpelthen så spændende at følge med i jeres liv og oplevelser. Familien ser bare rigtig rare ud og det er da nogle fine huse de har. Det er bare super lækket at I har valgt denne praktik der. Det må give nogle oplevelser som i ellers aldrig ville have fået. I ER BARE SÅ SEJE !!!