Profile
Blog
Photos
Videos
We went out cooking with a local family. Det var en rigtig god oplevelse. Vi blev delt op i grupper 2 og 2. Julie og Christina tog hinanden i hænderne (det er lidt nemmere at tale om, når det er det samme man oplever), og da de andre damer ikke viste den store passion for retter med ugali (tyk majsgrød), var det nemt at smide os af ved den lerhytte, hvor aftenens menu netop stod på dette. Hytten er rund og lavet af ler og kokasser. Taget var moderne, efter masai-standard, med græs på taget. Det var sådan en rar og imødekommende familie. Der var moderen, 4 børn, et barnebarn og så Peter (en afrikansk fyr, der fulgtes med os og som kunne engelsk - ellers skulle gloserne for body language lige have været pudset en anelse af). Vi gav os til at snitte grønsager og snakken gik utrolig godt lige fra starten. Mens vi snittede fik kaffesøstrene da også lige sådan en kop. Hold nu fest, hvor speedy Gonzarles kunne have fået frit løb derefter. Aldrig har vi da fået en kop kaffe med SÅ meget sukker. Ned kom forfriskningen dog. Man er jo ikke uhøflig. Esther, som moderen hed, fortalte, at hun var 75 år. Dét lignede hun bestemt ikke. Af den grund måtte vi jo lige spørge til hendes tricks. Man kan godt lægge diverse dameblade med gode råd på hylden. Svaret på evig ungdom er: spis gulerødder, tomat, ugali, bønner, ris, kød og drik mælk! Vi sætter dog spørgsmålstegn ved alderen, da hendes yngste søn var 2-3 år gammel. Da sovsen var lavet kom vi til ugalien og det blev en prøve. Vi har slet ikke ugali-arme. Vi oksede og masede for at få rørt grøden rundt over bålet. Mor Esther var simpelthen sej til det. Rundt og rundt kørte det og så var den ugali done! Vi kom hurtigt til det punkt, hvor der kunne spises. Det var så lækkert og vi spiste, på rigtig afrikaner stile - men fingrene. Der blev under vores besøg taget vildt mange billeder, da Peter fandt kameraet super smart. Enhver situation blev foreviget, alle hytterne og ejerne af hytterne i hele Daraja (kun en lille smule overdrevet).
Forresten en lille sidehistorie. Peter fortalte, at han har en amerikansk sponsor, en sygeplejerske, som sender penge. Han har fået betalt hele primary, secondary og nu også et computer kursus. Dette er et bevis på, at pengene kommer frem.
Da vi kom til Nairobi besluttede vi, at vi ville ud og se Kibera, et af de største slum områder i verden. Vi fik det arrangeret i en ruf og vi var 6, der ville af sted. Da vi ikke var helt sikre på, hvornår vi ville være i Nairobi, aftalte vi, med guiden, at kl. 14 ville være fint. Efter at have smidt vores tasker på vores dorm og fået frokost, stillede vi også ud i solen (ca. 5 minutter i to - det er god stil at være der til tiden). Vi ventede. Gik lidt frem og tilbage mellem skygge og sol. Vi ventede. Vi skrev til guiden, at vi var klar når han var. Fik svaret tilbage, at han var der lige om lidt. Vi ventede. Og ja, vi ventede. 50 minutter senere end aftalt kom guiden. SÅ var vi klar (welcome to Africa). Der stod, på det papir hvorpå vi læste om Kibera, at transporten var inkluderet, så tror vi alle havde regnet med en taxa af en art. Igen blev vi overrasket. Vi røg på en af de lokale matatuer ("rugbrød" der fungerer som bus), efter at have krydset vejen mellem hurtigkørende biler og lastbiler, med frygten for at miste vores liv. Vi fik vist party bussen - vi sang i hvert fald hele vejen, det skal her tilføjes at der jo også var lokale i bussen. Fremme skulle vi nu udforske "The Slum". Det var ikke så slemt som vi havde frygtet og der var overraskende god stemning. Folk var glade og dette på trods af dårlig økonomi og ikke særlig gode boligforhold. Husene lå bliktag mod bliktag. Affaldet flød og af og til kom en liflig dunst, som lige fik os til at sætte pris på vores toiletforhold derhjemme. Vores guide var samme alder som os og var god til at fortælle og svare på spørgsmål. Han fortalte at der ikke var særlig meget kriminalitet og vi mødte også en flok unge drenge som havde reformeret sig selv (dvs. tidligere kriminelle, der ikke længere lavet kriminalitet). De unge drenge havde lige fået fri og brugte da fyraftenen på at tygge khat (euforiserende blad man tygger). Vi blev også tilbudt, men takkede pænt nej. På turen fik vi også vist et værksted, der lavede smykker. De viste os produktionen fra knogle (ko, kamel, ged eller andet) til færdigt smykke. De var ret søde og vi købte alle af dem. De kaldte sig Victorious Bones Kibera og kan findes på facebook. Vi sluttede af med en sodavand på en lille bar og så var det tilbage til YMCA, helt trætte og meget beskidte efter gåtur i 30 graders varme, støv og skidt.
På vej hjem, genkendte chaufføren os fra tidligere og vi hoppede på samme matatu. Det fortrød han nok med det samme, for vi var ikke mere end lige hoppet ind i bilen, før radioen valgte at spille, en måske lidt nyere version af, Toto's "Africa"! Amen, hvor faldt det bare i god jord og atter lod Julie og Christina deres sangtalenter udfolde sig: "(...) I bless the rains down in Africa, gonna take some time to do the things we never had"
Opsummering:
kaerlig, kaek, kangaklaedt, kvinde, kokkererer kartoffel, kaal, carrotes, corn= kanon kaagekunst, kilovis kulhydrat. Kedel kogte kaempe kop kaffe - konsumeredes. Knastoer, knitrende, kokasse/clay/kaep konstrueret cottages. Klukkende kyllinger, kvidrende kids, klodsede koer. Kinky kammerat kommenterede kamera.
Sofistikeret, sansefuldt, slum-slentrings scenarie slutter selvfoelgeligt succesfuldt. Chokerende, spaendende, sent sensorisk slettet. Serioest, syngende sodavands sukkerchok. Sandfaerdig, saerlig, social, selvstaendig shop. Sjove, smilende saelgere solgte/sleb smukke smykker. Speciel, sanse-snusende sitaution, centreret specifikt saa som smaa smattede, snoede, sumpede soer.
Det var alt fra Kenya and now off to Uganda!!
- comments
Ann Tobiesen Sandelig søger søde sygepleje studerende sjove spændende sensationelle situationer som suplerer suverænt seriøst studie.