Hej venner!

Her kommer et lille indlæg om min tur til Jinja. Jinja er Ugandas anden største by og ligger et sted halvvejs mellem Tororo og Kampala. Der tog vi altså alle sammen hen i den forgangne weekend. Dvs. Maya, Søren, Victoria, Emma, Emilie og jeg selv. Christie var syg. Torsdag havde Emilie fødselsdag, så der har vi bare været på restaurant, badet og slappet af.

Fredag var planen, at vi skulle bungeejumpe, og det blev det også til!
Et hop fra 44 meters højde ned for at få dyppet overkroppen i Nilen.
Det er nok det vildeste, jeg har prøvet i lang tid. Da jeg er ultra højdeskræk er det nu nok også det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet. Alligevel sprang jeg først (nogen skal jo tjekke, om elastikken holder). Jeg havde sagt til mig selv, at det selvfølgelig skulle blive fedt, og at hvis jeg skulle gå hen og dø, ville det blot være før end senere.
Men det er for fedt. Jeg har stadig mærke den følelse i kroppen, som man fik, idet ens fødder slap skamlen. En fuldstændig overmenneskelig følelse af frihed, der bare strømmer igennem kroppen. Og derfra? Man når jo knap nok at tænke, før man har været oppe og nede tre gange. Og så virker 44 meter bare ikke af så meget. Jeg er i hvet fald klar til +150 meter i New Zealand.

Lørdag skulle vi rafte. Det er alt for nice at prøve, og rafting på Nilen var toppen!
Det er for fedt at vælte ned af en brusende flod, med strømme, mindre vandfald og lignende i en gummibåd!
Om aftenen (trods mange timers fysisk arbejde) skulle vi i byen. Det var rart for en gangs skyld at få drukket nogle øller og komme på klub. Det viste sig bare, at vi så omkring tre gange så mange mzunguer på en klub, som vi har set i løbet af de sidste tre måneder.

Generelt var det rart at komme lidt væk, men jeg er fandme glad for at være tilbage i Tororo. Jeg har i skrivende stund kun en nat og fjorten dage tilbage, til jeg rammer Zanzibarren! Det er nedern at skulle hjem for selvom jeg savner nogle venner og min familie, så er jeg bare fuldstændigt klar over, at jeg aldrig vil nå at færdiggøre de projekter, der er at gå i krig med og jeg vil aldrig få lært alle de søde mennesker at kende, som jeg har mødt hernede. Men man må jo bare vænne sig til det, og tage tilbage igen på et senere tidspunkt!