Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Danmarks folk.
Her er en lille hurtig update på Gud og gadebørn.
Det er nemlig slet ikke for sjov, når religiøsiteten i Uganda var det første der fik mig til at savne Danmark. Hernede er folk religiøse på et helt nyt niveau. Det betyder at man gerne besøger kirken fem gange om ugen til diverse arrangementer, og at biblen i sig selv er bevis for kristendommen; "It says in the bible that the bible is the truth?".. Den type replikker er hverdag og ret svære at skyde ned.
Den storfamilie som jeg, Søren og pigerne er endt i er i den grad trofaste kirkegængere. De står tit for sang og dans i kirken og deltager i de biblestudies, der er, samt går på gaden og prædiker fra tid til anden. Det kan være super spændende at være blandt folk, der så indædt tror på Gud. Det giver i hvert fald nogle interessante diskussioner, selvom jeg og Søren gentagne gange har måttet sande, at vi får en enkeltbillet til Skærsilden st. som resultat af den måde hvorpå vi afviser himlens og jordens sande hersker. Men de fleste diskussioner giver også mulighed for at stille kritiske spørgsmål til kristendommen, hvor vores familie enkelte gange faktisk ikke kan besvare de dilemmaer vi finder.
Søndag går man i kirke. Det er fedt fordi der er så meget musik og dans som der er. Fordi folk, der kommer er så glade for at være der og for, at vi er der. Fordi at vores familie typisk spiller en hovedrolle i hele showet. Fordi gamle Grace tager sin tamburin med og bruger den i tide og utide. Jeg kan faktisk godt lide at være der, selvom jeg nok ikke ville komme, hvis det ikke var for familien. Hvis man kommer med det tidlige hold søndag, er der morning glory fra 07:30. Det er ganske enkelt sang. Fra 09:00 er der så en times bible study til 10:00 hvor den reelle gudstjeneste starter. Den starter med 1,5 musik og sjove indslag, men med min smalle viden om dramaturgisk opbygning giver det ikke mening, at man så går over til 1,5 times prædiken. Men sådan er det. Og præsten er som en sort, kristen Mick Øgendahl.
Det er tough pludselig at være en del af en minoritet. Derhjemme er man vant til,at de kristne er nogle freaks, mens det er logisk at være ateist. Hernede er tingene anderledes. Folk kan typisk hurtigere acceptere Victoria end os andre, fordi hun er kristen. Os andre ønsker de bare at omvende. De siger; "you need to be saved". Og det synes jeg egentlig ikke jeg gør.
Kristendommen i Uganda er på den måde en voldsom ting, når man er vant til det hedenske Danmark (85 % medlemmer af folkekirken, LOL). Men det er fedt at have oplevet det, selvom det i første omgang kræver noget tilvænning, at en hilsen på gaden kan være; "How goes the salvation?".
I forhold til resten af mit ophold har jeg det godt. Jeg er begyndt at sande, hvor kort tid tre måneder i et land er. Jeg kunne snildt have brugt seks, ni, ja tolv. For man vil aldrig kunne nå at være der for alle de mennesker, man ønsker at hjælpe og ønsker at kende, så meget som man kunne håbe på at have tid til. Sådan har jeg det i hvert fald. Og det er også grunden til, at jeg allerede nu gør mig tanker om hvor hurtigt jeg kan komme tilbage.
Arbejdet går godt. Vi bliver rost hver dag, får at vide, hvor meget vi er til gavn. Man føler sig simpelthen så værdsat. Undervisningen går stille fremad, men vi har måttet gå tilbage til at lære alfabetet med to yngre klasser. Udover det har vi for nyligt doneret tre tavler, da det ikke var menneskeligt at anvende det pindebrændet, de hidtil har brugt.
Udover Smile Africa er vi blevet gode venner med nogle tyske voluntører, og jeg skal derfor måske med i et projekt med aktivering og informering af gadebørn; HIV/AIDS, fodbold, køkkenkunst og diverse. Super fedt program og en fed måde at arbejde på, når man kan få lov at møde den rå virkelighed i øjenhøjde.
Så bum bum hvor det kører.
Hvordan tilpasser man 14 afrikanske børn til 2x23 kg bagage?? ;)
Please keep a distance Danmark!
Ham den brune.
- comments