Profile
Blog
Photos
Videos
Så kunne den ikke holde stand længere, lorten, den måtte ud, og det kom den. Efter en hård kamp, hvor alle knep blev taget i brug, feje tricks og en hel masse vand, vandt menneskets snilde endelig, over lorten fra det hindsides. Det krævede mod og mandshjerte at få den skyllet ud, men nu er den borte. Så nu fik vi da ordnet et af vores problemer.
Et andet problem vi har er kulden. Ja du læste rigtigt, kulden! Det har været koldt hel ugen, især om natten. Så efter at have frosset hele natten til mandag, fordi jeg kun havde et vattæppe at sove med, har jeg været nede og købe en varmere dyne. Det har indtil videre virket rigtig godt og jeg fryser ikke længere i løbet af natten, selvom lejligheden er vildt kold, fordi vi ikke har nogen radiator eller lignene.
Derudover har jeg købt en lille elkedel så vi kan koge vand til te og andre skønne spiselige og ikke spiselige sager, som vi finder i det lokale supermarket. Jeg har de sidste par dage forgæves ledt og ledt efter en pose havregryn, for jeg ville så gerne kunne lave havregrød. Indtil i går havde jeg kun fundet nogle færdigprodukter med noget, der skulle have været havregryn, men som er blandet op med calcium sådan så, når du tilsætter kogende vand, bliver det til en meget specielt smagende grød.
I går var jeg så i Luohu, sammen med Leanne. Jeg skulle købe et kamera og hun skulle finde et postkontor. Vi fandt ikke noget postkontor, og jeg købte et utrolig dårligt kamera, har jeg fundet ud af, så det var en ikke særlig udbytterig tur. Lige indtil vi stod af på metrostationen for Exhibition Center. Her kunne jeg huske at der lå en Carrefour (en fransk supermarkeds kæde som ud over Wall Mart er et af de eneste steder man kan finde, originale vestlige produkter som smør, mælk og Nutella). Her gik jeg ind, lod mig overvælde og rive med af alle de lækre ting og sager jeg ikke havde set i snart to måneder. Jeg endte op med at betale lidt over 200 quai, for en pakke Lurpak, en bøtte Nutella, noget skinke, en pakke sandwich ost, tre små pakker toastbrød, 2 kg havregryn, en pakke Frosties, en liter mælk og noget honning. Altsammen noget som man ikke ser så tit her i Kina. Jeg har allerede lavet en sandwich med skine, ost og smør, fyldt overdrevet meget Nutella på et stykke toast, og her til morgen lavede jeg havregrød med smør og honning. Alt sammen helt fantastisk, og jeg havde aldrig forestillet mig at det kunne være muligt at være så glad for en skål havregrød.
Så indtil i går har vi måttet bruge vores gode fantasi og forestille os, at vi spiste rigtig havregrød og rigtigt toastbrød. Men nu er næste uge ihvertfald redet, hvad angår vestlige gotter.
Fantasi er også noget man skal bruge en del, for at være lærer i kindergarten... Jeg har aldrig været så kreativ i hele mit liv, som jeg har været de første fem uger her i kindergarten. Som i kan se, på nogle af mine nyligt uploadede billeder, så er der ingen grænser for den kreative udfoldelse, og det i ser er bare toppen af isbjerget. Jeg har også fået ros af selveste forstanderinden og hendes assistent i kindergarten, som kom ind på kontoret en dag og så mine bogstav-monstre. Her blev de helt overraskede, pegede og sagde, "beautiful, beautiful". Forstanderinden kunne ikke huske hvordan det nu var man sagde bogstavet "P", og da jeg så fortalte hende det, blev hun meget glad og gik og sagde "P" resten af dagen. Ja jeg har elever i alle aldre.
De små elever er dog stadig ret søde og de bliver nemmere og nemmere at have med at gøre. Min hjælpelærer og kontaktperson, Echo, siger at jeg har et meget roligt temperament. Hun syntes at børnene er lidt uartige, men de er jo også kun 3-4 år, og med det in mente, er de langt bedre opdraget end den børnehaveklasse på Glumsø, som jeg nåede at have en gang inden jeg kom til Kina.
Om morgenen her i kindergarten skal vi være der nå børnene kommer ind i klassen, for at sige godmorgen og sørge for at alle, ligesom får en god start på dagen. Det er en lidt blandet oplevelse, nogen griner når de kommer ind, nogen græder og savner deres mor allerede fra start af, og det er altid de samme personer.
De sidste to dage er der en af eleverne, som har givet morgenen et lidt anderledes twist. Navnet er Tyler og han er en lille robust, dreng med krudt i røven og et smil på læben.
I onsdags kommer han stolt vandrende ind ad døren, med en solbær drik, højt og hoverende hævet, over hovedet. Efter at have sagt "good mornig" på perfekt engelsk, sat sin taske på den rigtige hylde, går han så i gang med, hæmningsløst, at patte solbærsaft i sig, samtidig med at han tygger på et af de sukkerfyldte brød, som vi blandt andet får til morgenmad. Efter lidt tid, hvor jeg ikke har observeret ham, kommer han pludselig løbende over mod skraldespanden, med hånden for munden, og da han endelig når hen til skraldespanden, sender han en omgang lyserød opkast direkte ned i spanden. Derpå sætter han sig tilbage på sin plads og spiser videre.
I går, torsdag, kommer han så igen hoverende ind klasselokalet, og igen har han sin solbærdrik i hånden. Denne gang når han dog ikke hen til skraldespanden, men kaster i stedet op ud over sig selv, sin stol, linoleums gulvet, og en del af et gulvtæppe. Dennegang skaber det deciderede tommult-scener, da flere af eleverne stimler sig sammen om ham, og begynder at undersøge ham og gulvet. En af lærerne begynder at fjerne elever og tørre gulvet, mens jeg hiver Tyler med ud til skraldespanden, hvor jeg beder ham om at smide sit brød ud. Derefter peger jeg på toilettet og gør tegn til at han skal vakse sine fingre. Enten ser Tyler ikke mit signal, eller også vil han ikke lystre. For i stedet for at dreje rundt og gå ud på toilettet, gør Tyler et hurtigt svirp med håndledet, og sender den lyserøde masse i alle retninger, så jeg må springe for at undgå at blive ramt. Heldigvis kommer en lærer mig til undsætning. Hun får den brækbefængte hånd under kontrol og ind under en vandhane. Ja det er ikke så lidt man skal stå model til her i kindergarten.
Undervisningen kører dog efterhånden på skinner, og jeg begynder af en mærkelig årsag at tage nogle af mine tillærte færdigheder, med ud af klasselokalet.
Jeg oplever nogle gange mig selv, stå og prøve at lære kioskmedarbejderne hvordan man siger de forskellige ting på engelsk, når jeg kommer ind i butikken. Det er ved at blive en vane, at gentage ting mange gange, selv Leanne får et par lektioner i dansk i ny og næ.
Og man må altså sige, at trenden med at tale engelsk her på stedet virkelig har spredt sig. Nå vi går til og fra kantinen møder vi, ja, tusindvis af elever, i enten lyse- eller mørkeblå træningsdragter, som allesammen vinker og råber, "hello". Intet under at man føler sig lidt om en celebrity, nå man går der blandt kinesiske teenager piger som fniser, hvisker og peger når man går forbi. Det kan være de bare syntes vi ser sjove ud, men jeg vælger nu at bevare optimismen.
Også i bus og metro bliver vi mødt af hvisken, ja nogengange åbenlys højlydt snakken, om os, stirrende blikke og nogengange en meget dårlig engelsk accent, som gerne vil i kontakt med os. Forleden sad Vegard og jeg i metroen på vej til Luohu, hvor vi skulle fange bussen til Dongguang. Her kom vi til at side ved siden af en ældre dame, som snakkede minimalt engelsk, men som prøvede ihærdigt. Hun bød os på en Dove-chokolade hver, og sagde noget med amerikanske dollars. Vi vidste ikke hvad hun mente. Vi fortalte hvor vi kom fra og hun spurgte om vi havde nogen penge fra Norge og Danmark. Jeg havde tilfældigvis en hundredekrone og en fem euro seddel, som hun fik lov til at se. Hun blev meget benovet og spurgte om hun måtte beholde min hundrede krone som et minde. Jeg blev, helt befippet og sagde at det var det samme som 100 quai. Det kunne hun godt se, så hun spurgte om jeg havde noget mindre, det havde jeg desværre ikke, og hun satte sig skuffet til at sove. Jeg fik helt dårlig samvittighed over at have spist hendes chokolade, men jeg kunne jo ikke give hende 100 kroner, slet ikke fordi at det var den eneste 100 krone jeg havde taget med til Kina, og jeg tror jeg måske vil få brug for den i forbindelse med undervisningen.
Derfor har jeg fra nu af altid mine danske mønter med i pungen hvis sådan en situation skulle opstå igen.
Den dag var Vegard og jeg ude at løbe. Vi kan godt lide at løbe op på bjerget, her er trapper hele vejen op og det er god træning. Der er to ruter man kan vælge for at komme op på bjerget, vi bor næsten lige ved siden af den ene opstignig, som vi oftest benytter. Den anden ligger i den helt anden ende af campus, det vil sige rent faktisk udenfor campus, så man skal en rimelig stor omvej for at finde den. Vi ville prøve at løbe op den vej, fordi der er e et utrolig langt stykke med trapper og vi ville gerne prøve at løbe op af dem for en gangs skyld. Som sagt, så skal man et godt stykke udenfor campus for at komme ind på stien, som fører op til bjerget. Først tilbagelægge et stykke vej ude på den store omfartsvej, som løber parallelt med campus. Det er også på den vej vi preger taxaer og stiger af og på busserne. Når vi har forceret det stykke, drejer vi til venstre og løber op ad en gade i et industrikvarter. Stadig med skolen og campus liggende til venstre lige bag et stort hegn, ja nærmere en mur. Og det forstår jeg godt at de har bygget. Det er nemlig ikke småting man får at se på denne side af muren.
Det er som at træde ind i en helt anden verden. Vejene hvor små børn leger, er fyldt med affald og jord, og de er så støvede, at man frygter for sine lunger, bare ved at løbe en hurtig smuttur igennem. Her vil du med garanti blive dyttet af, enten af de små primitive ladvogne, eller motorcyklerne, hvor der mindst sidder to personer på hver. Her findes også små gadefrisører, som vi har oplevet, ikke kun fungerer som frisører. En dag da vi kom gående forbi om aftenen, sad der to yngre kvinder ude foran og råbte til os, mens de gjorde tegn til noget, som jeg ikke kan nævne her. Vi havde en englænder og amerikaner med, som har været her i lang tid, og de fortalte at det foregår i de fleste små frisører, så ved i det.
Nåh men, vi løber igennem denne bydel kommer ud i et lille område hvor stanken så småt begynder at blive ulidelig. Vi kigger til venstre og blot 25 meter væk fra hegnet til campus ligger en lille lossplads, som ikke på nogenmåde kan sammenlignes med den Niels-Bent bestyrer ovre i Herlufmagle. Nej, her er skrald alle vegne, dunsten ulidelig og lige ved siden af, står en masse blikskure. Jeg håber ikke, men har stærkt på fornemmelsen, at folk bor der.
Vi løber videre. Stien bliver smallere og begynder at stige en smule.Nu bliver lugten til tider decideret ulidelig. Vi befinder os nu i det yderste slum, her hvor ingen har lyst til at opholde sig i mere en to minutter, først og fremmest fordi lugten er så slem. Her ligger små primitive huse, eller nærmere, skure, som er hjemsted for både unge og ældre. Her er bygget bittesmå hønsegårde til to eller tre høns, eller hvor mange der nu lige har været råd til. Et par hunde ligger magre og udsultede i døråbning, hvor døren mangler. Vi ser en gammel forhutlet dame, med et stort, hvidt filtret hår, ingen tænder i munden, huden er fuldstændig som læder, og med tøj der er så slidt og mølædt, at selv de mest hardcore christianitter ville sige, at hun tog stilen lidt for langt ud. Hun kommer slæbende på en dunk med noget, som jeg ikke håber at nogen har drukket af, og hælder indholdet af den ud midt på stien. Hun kigger på os med et forstenet blik, og vralter så videre på sine krogede ben, ind i sin lille hytte.
Alt her tyder på at der leves og har været levet et hårdt liv. Et liv i dyb fattigdom og et miljø som man ikke ville ønske for noget barn i verden at vokse op i. Et liv som ikke bliver regnet for noget i et økonomisk fremstormende Kina, hvor en eller anden rigmand, med bestikkelse som sit vigtigste våben, har fået lov til at jævne steder, som disse med jorden, og bygge en helt ny rig privatskole, hvor han så kan tjene penge på forkælede børn og deres rige forældre, som i uvidenhed eller med det blinde øje til, glædligt betaler mellem 70 til 80 tusind kroner for at barnet kan gå her et halvt år.
Her ender stien og opstigningen starter. En utrolig opstigning. Vi ligger hårdt ud, og med mælkesyren pumpende rundt i lårene og lungerne udenpå tøjet, må vi tage op til flere hvil før vi nåede toppen.
På toppen kan vi nyde området, som faktisk er et flot område, når man kan se lidt længere, end de industribyer, som man normalt kun kan se på grund af smoggen. Pa denne dag kan man se helt over til golfbanen, og et større delta af en art, som ligger lige ved siden af golfbanen.
Her løber vi videre ad en præpareret sti, der fører over til den trappe, som går ned til vores industriby. På vejen løber vi forbi nogle små hytter, der er bygget i samme materialer som selve stien. Ved en af hytterne spotter vi et par hunde, som ligger og sover udenfor. Her slår stien et knæk og drejer rundt om hytten. På den anden side bliver vi mødt af en høj agressiv gøen, fra en stor cheferhund med blottede tænder, som på meget kort tid er oppe på siden af Vegard og gør klar til at angribe. Vegard går med rolige skridt baglæns over mod mig og prøver at få den til at falde til ro. Men den følger efter ham stadig gøende og med blottede tænder. Vi venter et lille stykke tid på at nogen skal komme ud af hytten og råbe den an, men intet sker. Tiden står mere eller mindre stille. Den agressive chefer er nu inde på en radius af en meter. Jeg når at tænke en masse tanker, de emner der går gennem hovedet i dette øjeblik er; rabies og hvilke andre sygdomme sådan en kan indeholde? hvor hårdt den mon kan bide og hvornår den eventuelt vil slippe? hvad hvis den går totalt i blodsrus? Vi går langsomt baglæns og da vi er nået langt nok væk fra hytten bliver den pludselig stående, stadig gøende. Vi går længere væk og da vi har den helt ude af syne kan vi med ro i sindet begynde nedstigningen, og snakke den nervepirrende episode igennem. Vi bliver enige om at det kan man da kalde "living on the edge".
Nåh men nu vil jeg smutte over i vores fantastiske kantine og få noget middagsmad, derefter venter en to timer lang bustur inden vi rammer Guangzhou.
Jeg har uploadet et billede af klassen med mine mindste elever, som jeg har taget med mit nye kamera.
Håber alle har det godt hjemme i Danmark!
Venlig hilsen Jonas.
- comments
Poul nielsen hej Jonas du beskriver fantastik flot om din tilværelse som lærer og turist samt de udfordringer du kommer ud for idin dagligdag. her går alt som det plejer. kærlig hilsen morfar.
Far Hej Jonas udfordringerne er mange i Kina, kan man forstå på din meget levende og gode beskrivelser fra hverdagen. Børnene på billedet ser søde ud. Og det lyder også som om de kan li` dig. Løbeture er jo sundt, men sikkert ikke at blive bidt af gal hund, så enten løb hurtigt eller find en anden rute. Det er fint med de billeder du ligger op på bloggen med gode kommertarer Her er alt ved det gamle Jeg skal på aftentur om lidt så jeg havde lige tid til at skrive til dig. United vandt iøvrigt 0 5 Over Wolves Evans Valencia Welbeck Hernandes x2 og fører PL. med 4 pinde til city der har spillet en kamp mindre. Nok herfra hyg dig vi skrives. Hilsen Far.
Benny Lillelund Hej Jonas Det er helt vildt spændende, interessant og sjovt at læse dine blogs. Du får da oplevet en masse. Vi glæder os allerede til at se den næste blog. Ha det godt. Hilsen Benny
Lotus Hej Jonas! Jeg så tilfældigt din blog, mens jeg i foråret rejste i Laos, and I must say: JEG ER FAN AF DIN BRAMFRIHED! Ja, så meget, at jeg i den lille netcafé måtte snige mit kamera frem og tage et billede af dine første bloglinjer, så jeg kunne dele dem med min rejsemate, Johanne, som jeg var så ucharmerende bramfri med på den tur. Håber, det er okay - og at du har (haft) en god tur. :-) Mvh en fan