Profile
Blog
Photos
Videos
I dette afsnit kan du høre om vanskelige kinesiske teenagere, hvor lang tid det tager at hæve 1622,51 quai og hvor man finder Kina's bedste Banan-milkshake.
Det var lidt af en prøvelse jeg stod overfor onsdag formiddag, kl.11.15 sharp. Vegard og jeg havde fået et jobtilbud ovre i det internationale depardement om at have noget deltidsarbejde, i form af lektioner, for at tjene lidt ekstra. I tirsdags fik vi så besked på at vi skulle forberede en demo-lektion, så de kunne se om vi var egnede. Vi fik tilsendt en side fra en lærebog, som vi skulle undervise ud fra. På siden var en fag-tekst om hvordan man levede i england i den præ-industrielle periode og i den industrielle periode, og forskellene derpå. Ja, og den var ligeså kedelig som den lyder, ingen relevans til noget af det man kender i dag, og med en masse svære ord, som gjorde stoffet endnu mere tungt. Det skulle vi så forsøge at gøre spændende for nogle 16 til 17 årige elever, som i øjeblikket forbereder sig på at rejse enten til USA eller England for at studere. Ikke verdens nemmeste job, men vi tog opgaven på os. Vegard var på i den første halve time, og jeg skulle så følge op på hans lektion i den næste halve time, noget vi ikke vidste noget om på forhånd og derfor ikke havde koordineret.
Fra da jeg trådte ind i klassen, på godt 20 elever, sammen med en af de kinesiske engelsk lærere, blev jeg mødt med højlydte grin og klapsalver fra eleverne. Der så pludselig stille i et splitsekund, indtil en af dem, en høj, tynd og ranglet dreng, med briller, rejste sig op, og begyndte at råbe noget til alle de andre som alle brød ud i latter igen.
Da jeg satte mine ting på kateteret blev jeg mødt af det første spørgsmål, fra den pige som sad aller nærmest kateteret med korslagte arme. "How old are you?" spurgte hun, og stirrede komplet overrasket på mig, da jeg svarede "20". Hun hviskede noget til nogle af de andre ved bordene ved siden af, som også kiggede højst undrende på mig. Jeg kunne så småt begynde at mærke en stigende usikkerhed indfinde sig i kroppen. Godt nok er jeg lille, men ser jeg virkelig så ung ud? Jeg har endda ladet skægget gro i mere end en uge, så det burde da få mig til at se bare lidt ældre ud... Nåh men jeg fandt hurtigt mit lille kopi-ark frem og skulle til at gå i gang med at undervise, da samme pige pludselig stillede mig et nyt spørgsmål, "hvorfor ændrer du ikke emnet?". Jeg svarede, som jeg kun kunne, at det skulle hun ikke spørge mig om. Da jeg kiggede op kunne jeg, nede bag i klassen, se tre kinesiske lærere og en vestligt udseende lærer side og gøre klar til at tage noter. Okay, klumpen i halsen blev ikke mindre, men jeg gik i gang med at undervise. Startede lige med at introducere mig selv, eleverne kiggede overraskende interreseret på mig. Da jeg så havde introduceret mig selv, samlede jeg mit kopi-ark op fra kateteret og viste det til eleverne, der lød højlydte suk fra det meste af lokalet. Jeg sagde at jeg tror at de måske kendte teksten her fra sidste lektion med Vegard, de nikkede. Det næste jeg spurgte om var, hvad de syntes om den. Det skulle jeg ikke have gjort, men jeg kunne ikke lade være. "Boring" udbryder flere elever. Ja, det var så opad bagge herfra, eleverne blev mere og mere uinteresserede som timen skred frem, ingen meldte sig frivilligt til at sige noget. Når de skulle læse noget højt, blev det højst til lidt mumlen. Og meget få virkede rent faktisk til at have forstået teksten og princippet i de to perioder, selvom jeg prøvede at gøre det meget klart for dem.
Læreren, som fulgte mig ind i klassen, sagde da vi var kommet udenfor, at det lignede at nogle af eleverne var ældre end mig.
Efter lektionen fik vi at vide at vi skal sende dem vores CV på mail og så vil de evaluere både CV og præstationer og melde tilbage om der er noget job til os. Det bliver spændende at høre fra dem, men det er uden de store forventninger fra min side ihvertfald. Vegard er meget opsat på at få jobbet, det giver jo også lidt flere lommepenge, som man efterhånden godt kunne trænge til. Jeg vil også mægtig gerne have jobbet, men jeg har jo også mit arbejde i Kindergarten at tænke på og jeg kan faktisk meget godt lide det der.
Nåh, men det bliver ihvertfald spændende.
Efter demo-lektionen og frokost i den intenationale kantine, som er bedre end vores egen kantine,, men ikke meget, tog jeg bus 603 til et sted, som jeg ikke kan huske kan huske hvad hedder. Det er en tyve minutters bustur hver vej. Her ligger den nærmeste ABC bank, som er det eneste sted i området, hvor man har mulighed for at hæve penge overført vi Western Union. Det var ulidelig varmt, så jeg blev nødt til at købe et æble, en Coca Cola og en lille pakke Oreos til turen. Det var den dag Oreo fyldte 100, så det skulle fejres. Da jeg kom frem blev jeg mødt af samme vagt, som jeg mødte sidst. Denne gang stod han i døren, og svedte trods den primitive blæser, som blæste ret kraftigt, istedet for at stå oppe ved skranken, hvor han stod første gang jeg var der. Der var dog heller ikke så meget pres på som sidst. Det tog dog aligevel en halv times tid før det blev min tur, trods tre åbne skranker til en kø på to personer. Selvom der næsten ikke var andre end mig, der skulle til, trak vagten alligevel to numre til mig, et til hver af de to ledige skranke, således at jeg var sikker på at komme til. Jeg skulle jo nødigt stå der, helt alene i banken, med en helt fri skranke, som jeg bare kunne gå hen til, men så mangle det famøse nummer, som er det eneste der giver mig adgang til selve skranken. Ja de går meget op i deres numre, ihvertfald vagterne, men det er nærmest også det eneste de har at gå op i, på sådan en dag. Nåh men jeg kom hen til en glasrude, hvor der sad en svedende bankmand, som på engelsk spurgte mig om jeg kunne snakke kinesisk. Det kan jeg jo ikke helt sige at jeg kan endnu, så han blev helt nervøs og omend endnu mere svedig end mig, ved tanken om at han skulle klare denne bank-transaktion på engelsk. Jeg sad det meste af tiden og kiggede ind i glasruden hvor jeg kunne ane mit eget spejlbillede. Jeg prøvede at rykke mig samtidig med ham som et spejl sådan så han hele tiden var indenfor mit spejlbillede. Her kunne jeg også side og studere hvodan et et lille stykke papir klæbede sig til hans underarm, hver gang han løftede armen for at spørge sidedamen til råds. Når han så uden rigtigt at lægge mærke til det skulle tage papiret af armen, lagde han det hele tiden tilbage på den same plads, hvilket resulterede i at papiret klæbede sig til hans arm igen, næste gang han vendte sig om, for at snakke med sidedamen. Da det havde gentaget sig fire eller fem gange begyndte han selv at opfatte hvad der rent faktisk skete og stak i stedet den lille lap papir ud igennem et lille hul i ruden og bad mig om at underskrive det. Kort tid efter stod jeg med 1622,5 nye RMB i hånden.
Jeg tog bussen tilbage hvor jeg spiste det kæmpe store æble, som jeg havde købt i en lille gade-grønthandel, i den lille industriby, som vi bor lige ved siden af. Æblerne her i det sydlige Kina er sprøde, saftige og smager vildt godt, men de er sikkert også sprøjtet med alverdens kemikalier, for at opnå den virkning.
Tilbage i lejligheden var der 20 minutter til min eftermiddagslektion i kindergarten startede, så jeg kunne lige nå på toilettet. Desværre har undertegnede dog, halvt i søvne kl. 3 natten til tirsdag, ødelagt skyldefunktionen på vores toilet. Jeg har dog fundet en midlertidig løsning på problemet. Jeg har klippet toppen af tre af vores to-liters vandflasker, som vi har en masse liggende af. Man fylder så dunkende op, (en til to ved lille skyld og tre ved stort skyld) og skyller efter. Det virker. Tricket er noget jeg kan huske fra et "Projekt - Ren Skole" en gang tilbage i folkeskolen. Ja så fik jeg da noget brugbart ud af min tid som folkeskoleelev.
Jeg håber dog at det er en midlertidig løsning og at det snart bliver fikset, for det er lidt besværligt og tidskrævende hvis man er i tidsnød.
Efter to lektioner i kindergarten og en herlig omgang aftensmad i kantinen (det positivt ladede tillægsord "herlig" skal ses som en ironisk afstandtagen til et ikke særlig smagfuldt måltid), denne gang dog uden kyllingefødder, som hoveingrediens, tog Leanne, Vegard og jeg til Tao Yuan Ju. Som er et lille hyggeligt centrum i det område vi bor i, der ligger godt fem/ti minutters bus-tur væk. Her gik vi og kiggede på billigt tøj i en lille gågade/park med en masse, både dyre og billige, butikker. Vi købte blandt andet en fodbold til 89 quai, som vi allerede var ude at spille med samme aften.
Jeg gik på et tidspunkt ind i en lille boghandel, proppet med en masse skrammel. Her fandt jeg en lille notesbog til 3 quai, og en stor udgave af en smølf, som jeg ikke kunne stå for. Den har, som i kan se på billedet, fået ærespladsen i vindueskarmen hjemme på værelset, hvor jeg efterhånden er ved at få pyntet op, med tegninger lavet af børnene i kindergarten og postkort købt i Beijing.
Da jeg kom ud fra den lille boghandel og fandt de andre, så jeg, ud af øjenkrogen, Vegard stikke et sugerør ned i et stort gennemsigtigt bæger fyldt med en tyk cremefarvet masse, tage et sug, smile og sige, "Ja! Jeg vidste den var god!". Jeg tog et enkelt sug og det næste jeg husker er mig selv i fuld sprint i retning af en lille kaffe/millkshake-bod, hvor jeg var villig til at give alt for blot en enkel af deres banan-milkshakes.
Jeg skulle dog kun af med ti quai, hvilket er ingenting, i forhold til det produkt man køber. Den banan-milkshake man får stukket i hånden derinde, ja smagen kan næsten ikke beskrives med ord. Da jeg tog det første sug af Vegards, tænkte jeg med det samme, "jamen det smager jo som om de har puttet en hel banan ned i den her drik". Og ganske rigtigt, et par sekunder efter jeg havde bestilt min, gik en af servetriserne ud til den grønthandler, som ligger lige ved siden af og købte en helt frisk banan. Efter at have skraldet den, kom hun den ned i blænderen sammen med en masse andre ting, mælk (som jo selvfølgelig ikke er rigtig mælk nu vi er i Kina, men tæt nok på), isklumper, og et eller andet mirakelpulver, som bare får hele milkshaken til at smage, som en drøm. Den var så god at vi måtte tilbage senere på aftenen og købe en mere. Vi måtte bide os selv i læberne hele vejen tilbage til skolen, for ikke at drikke af dem, fordi vi havde aftalt at vente med at drikke dem til vi havde været nede og spille fodbold. Det var helt fantastisk at åbne køleskabet og se to helt perfekt temperede banan-milkshakes stå og be om at blive drukket, efter en forholdsvis hård omgang fodboldtræning på et næsten mørklagt atletikstadion midt på campus.
Jeg havde så meget overskud af energi at jeg brugte hele aftenen på at rydde op på værelset rykke lidt rundt på møblerne og putte ting i kasser og skuffer, så nu er der helt rydeligt og næsten hyggeligt på mit ellers noget sparsomt møblerede værelse.
Klokken er lige nu 20 minutter i 7 om aftenen her dagen efter og jeg kan stadig ikke komme mig over den milkshake, som de laver inde Tao Yuan Ju, tror det må være Kina's bedste milkshake. Helt sikkert en af de helt store attraktioner man skal opleve hvis man kommer her på disse kanter.
I dag har dagen mest gået med lektioner og tøjvask. Med hensyn til vaskningen af mit tøj, så var det nok lidt for sent at jeg fik taget mig sammen til det, for det er nemlig så lang tid om at tørre i den her fugtige luft. Jeg har nu hængt det op på mit værelse og skruet både blæseren i loftet og airconditionen op på fuldt blus, i et desperat forsøg på bare at få noget af tøjet tørt til i morgen, hvor Vegard og jeg drager til Donguang, for at mødes med de andre der.
Det bliver forhåbentligt endnu en dejlig weekend med en masse spændende oplevelser i godt selskab, om det så bliver med eller uden tørt tøj, ja det må vi se på til den tid.
Det var alt fra mig fra denne omgang, hyg jer derhjemme og skriv endelig en hilsen hvis i lyster.
Med vanlig venlig hilsen Jonas
- comments
Dorthe Åh nej - fik åbnet din blog på arbejdet og sad og småklukkede bag skærmen - kan lige se det for mig - lille Jonas foran en flok kinesiske teenagere - du får virkelig prøvet dig selv af. Pøj pøj med jobbet - godt du stadig har dine små kinesiske venner i kindergarten :o) Når man er ude glæder man sig over selv små ting - som her en skøn bananmilkshake! Ha en god weekend. Hilsen mor
Benny Lillelund Det er fedt at høre, at det går godt. Vi åbner som regel bloggen om morgenen, og nyder at læse dine blogs, men nu er du igen "skyld" i at jeg kommer for sent afsted på arbejde :-). Ha det godt. Hilsen Benny
Morfar Det er nok godt at du ikke underviser teenager tilhverdag lyder det til. Ellers ser det ud til at du har det godt. jeg ved ikke hvor meget du følger med i fodbold men det var lidt skidt for Manchester unitted i går.Hil morfar.
Frank Berg Hej Jonas Fantastisk "billeder" jeg får af den svedende kinesiske bankmand med papiret, god humor. De kinesiske teenagere er åbenbart ikke meget anderledes end danske, nå det kommer til at afprøve en "vikar". Jeg læste din mail her til morgen og Sofie og jeg er meget imponeret over dine kreative indslag fra "Shanes/jonas verden" Med hensyn til United: keep the red flag high. Hilsen Far
Klaus Hej Jonas. Kan kun tilslutte mig de øvrige familiemedlemmers bemærkninger. Havde valgt at læse bloggen på toilettet (via min smartphone) hvilket betød at familien undret sig over min klukkende latter. Jeg håber at du med dine oplevelser med teenagere kan forstå os forældre når vi fortvivles over unge menneskers manglende engagement. Unge kinesere adskiller sig åbenbart ikke væsenligt fra danske unge i den retning. Håbløs indsats af Man U igår. Derimod en rent goalshow af Messi. Den mand er ganske enkelt fantastisk, 5 mål i en CL 8. delsfinale. Det er ok. Hyg dig. PS. Håber du får plads til smølfen på hjemvejen. Den kan du da ikke undvære !
Sus Hej Jonas Endelig er jeg også kommet ind på din blok, og nu bliver jeg vist nød til at læse alle de forgående historier du har skrevet, ( men så bliver det vist ikke til meget arbejde). Du skriver fantastisk fornøjeligt, det er som at se en video. Jeg er sikker på at du vil være god til jobbet med teenagerne, hvis du selv får lov at vælge en mere relevant emne. Jeg er sikker på at æblerne er sprøjtet, så husk at vaske dem evt. i cola inden du spiser dem. Jeg tror du har samme håndværksmæssige evner som Klaus, og jeg er sikker på at din håndtering af skyllefunktion på toilettet faktisk kan holde længe, og pludselig tænker du ikke over at det kunne være anderledes. Mange hilsner fra Sus
farmor hej jonas det var en begivenhedsrig onsdag og en af de dage du vil mindes når du biver halvtreds mon du har fået tøret dit tøj til weekenden læser du det der skervet under beskeder freddy og gitte kan ikke skrive her håber du får en god weekend kh farfarogfarmor
Lis og Jørgen Hej Jonas Det er ikke småting du får oplevet. De kinesiske piger er vel heller ikke så store, så dem må du da nemt kunne matche. Hilsen Fra Vestterslev
B'er Hey Braw( Har jeg fundet ud af at man siger til sin bror hvis man kommer fra København) det er godt at høre at det går bedre. Jeg ligger ligenu og er lidt småsløj så tog en dag hjemme(en dag på mit ca 9 kvadratmeters værelse ja godt at man ikke lider af klaustrofobi) men jeg fik og en dejlig tid at gå med at læse indlægget:D har du evt. prøvet at spørge nogen af aviserne om du skulle skrive for dem, for tror helt sikkert at de evner du har kan bruges til noget i form af artikler eller sådan noget:) En lille hilsen fra Rejsby
Jonas Hej allesammen. Tak for de rosende ord og tak for at i kigger med i det hele taget, det er dejligt at vide at der er nogen som foelger med hjemme fra DK. Jeg havde en dejlig weekend i Dongguang, pictures coming soon. Og saa brygger jeg i oejelbikket paa et nyt blogindlaeg, med et lidt andet tema end det disse rejseblogs normalt handler om. Fortsaettelse foelger...