Profile
Blog
Photos
Videos
On the road again i dag. Kun en nat i Springfield. Kørte det meste af turen i dag på Interstate (44), dog med en lille afstikker til old route66. Missouris landskab minder en del om det der hjemme, dog med et stænk af klippeskrænter a'la Sverige. Vi kom vidt omkring i dag, var både i Lebanon og Cuba. Kun et par afstikkere fra ruten i dag, da vi ville nå frem til St. Louis, inden det blev alt for sent. Stoppede på Missouri Veterans Cemetery i Ford Leonardo Wood. "Sjovt" at se de snorlige rækker af gravsten. Og på bagsiden af flere stod hustruens navn. Bag enhver stærk mand står....... Ved indkørslen var der også et skilt til "Delivery". Der undlod vi dog at køre hen. I øvrigt et kæmpe område, hvor man naturligvis kan køre rundt. Og der var stadig masser af ledige pladser. Kørte til Meramec Caverns, som er nogle drypstenshuler, hvor bl.a Jesse James og hans bande holdt sig skjult. Fin hule, men en Ranger-elev som guide på en rundtur fyldt med stop og masser af ventetid, og hans indøvede vittigheder, var ikke noget at råbe hurra for, så det gjorde vi ikke. Og da det nu er USA, så blev vi naturligvis bænket i "The Ballrum" - et rum med rigtigt smukke stalakitter, men som så blev belyst med et diasshow og Celine Dions (der for øvrigt er canadier) version af God bless America, tja så blev jo nok lige i overkanten, og så lige en tak til our troops til slut. Iøvrigt så har vi set rigtigt mange eksempler på amerikanernes forherligelse af soldater. Parkeringspladser reserveret til veteraner, nummerpladeholdere med teksten veteran, kasketter mv. Men det er vel også en stor hær. Flere vi har talt med, undlader heller ikke nævne, at "They have served". Benzinen er forresten faldet i pris her. Koster knap $2 for en gallon, det svarer til ca. 3,35 kroner pr liter. Godt Camaroen går ca 12 på literen ;-). Nåede frem til vores hotel (Crown Plaza) i downtown St. Louis ved halv fem tiden, og fik en af de sidste selfparkering p-pladser. Et stort hotel og et kæmpe værelse på 19. etage, omend et noget slidt hotel. Gik ned til The Arch (Jefferson National Expansion Memorial). Og wauh det er bare en stor bue i solidt stål. Og tænk sig, den er 50 år gammel. I morgen skal vi op i toppen af den, det bliver fedt. Sluttede aftenen på en irsk pub med Fish&Chips og gode øl - Newcastle Brown Ale og en lokal øl: Urban Chestnut Schnickelfritz. Der skulle nogle stykker til af den sidste, før vi kunne udtale det korrekt. I øvrigt en solskinsdag med mellem 24 og 32 grader.
- comments