Profile
Blog
Photos
Videos
Stod op til torden, lyn og regn, men stadig varmt 28 grader. Men vi kan forstå på meddelelser hjemmefra, at vi ikke skal klage. Vi har kun haft 2 halve dage med regn på 21 dage. Afsted på en af de længste dagsture vi skal på. Kørte faktisk hele dagen på Route 66 (kun den sidste times tid på Interstate 44). Det betød nogle flere køretimer, men også meget mere at se. Kom til Pops, som er en butik med sodavand i alle afskygninger. Købte 2 Route 66 sodas, da der ikke var flere forskellige i dag af den slags. Videre til Arcadia, hvor der ligger en over 100 år gammel rund-lade. Den var rigtig velholdt, og vi var oppe på loftet, som man også kan leje til at holde fest. Man må dog hverken hoppe, løbe, ryge eller drikke alkohol, så det lyder ikke rigtig som en fest for os eller nogen vi gider at feste med. Det kan skyldes, at vi på vejen passerede rigtig mange kirker og lignende "Guds huse". Vi er i et område, der også har et bibelbælte. I laden ligesom mange andre steder indskrev vi os i gæstebogen, og derudover satte vi en knappenål i Sjælland på deres verdenskort. Der sad kun nåle i Jylland i forvejen. Om det så skyldes svagtseende danskere, ved vi ikke. Stoppede på Rock Cafe i Stroud. Et pudsigt sted, der bl.a. havde en signeret plakat fra dem, der lavede Cars-filmen, hvor det fremgik, at indehaveren er inspirationen til Sally. Fik en fantastisk god oatmeal pie og god kaffe. Så senere et skilt "Road trip calories don't count". Det er da fantastisk. Senere skulle vi have været stoppet ved en gammel forlystelsespark med en blå hval, men det regnede, og vi så den fra vejen, og det var ikke noget særligt. Vi kom også forbi verdens største totempæl, meeeen vi nøjedes med et par billeder. Frokosten blev indtaget på Annies Cafe. Et hyggeligt sted kun med lokale farmers (og vi var måske kommet til at tage den enes stambord). Undervejs havde vi set noget mærkeligt spindelvæv på rigtigt mange træer, og bladene under dette var helt visnede. Vi spurgte en af de lokale, hvad det var, og han fortalte, at det var nogle webworms (ikke at forveksle med internetvirus). Man kunne vist kun burn them out. Vi har kørt over 3 regnbuebroer i dag (hedder sådan på grund af formen), og den ene tog vi både frem og tilbage (dead end). En anden lå lige ved siden af gaden med Desperate Housewifes, eller i hvert fald noget der lignede. Ret fede huse. Så kom vi ind i Kansas. Bare fordi vi kunne, og fordi så bliver det 9 stater, og fordi de har en lille stump Route 66. Vi kom forbi en park med en flod med kunstigt vandfald. Der stod nogle og fiskede efter Catfish. En dreng fangede en fisk, mens vi var der, men heldigvis ikke sådan en, for den er bare en grimrian. I Galena var vi inde i en loppemarked butik. Skrev os i gæstebogen, og fik en sludder med indehaverne. Igen måtte vi sætte en knappenål i Sjælland, denne gang på en globus og et helt tomt Danmark. Dorte havde et lille dansk flag i tasken (som ikke blev sat på Cadillac'erne), og det fik de til at sætte på glasmontren. Damen tog et billede af os udenfor butikken, og det har hun så posted på hendes Facebook side. Tjekkede ind på et rigtig charmerende motel i Springfield kl 19.30 i det mindste værelse vi har haft endnu. Der er KUN en Queen bed, og nu havde vi lige vænnet os til en hver. Uha det bliver en lang nat, men det har også været en lang dag med masser af pudsige og sjove indtryk. Forresten så er vi i Missouri nu.
- comments