Profile
Blog
Photos
Videos
I fiskens, festivita'ens og fundraisingens tegn!
Hey folkens - ja så er det vist ved at være på tide med en update her fra down under. Tiden siden sidst er bare fløjet af sted, og det er ikke rigtig til at fatte, at vi nu har været her i 7 måneder minus 2 dage! Der er nu kun 4 måneder og et par dage til vi igen står på dansk jord, og den tid skal vi helt sikkert have udnyttet i bedste stil, selvom vi allerede har oplevet utrolig mange sjove, spændende og dejlige ting.
De sidste to måneder har vist sig utrolig succesfulde for Rasmus og hans elskede fiskeri, så han kan næsten ikke få armene ned igen - og i kan vel lige forestille jer hvor begejstret hans bedre (eller værre) halvdel har været, når beviset på succesen stolt er blevet slæbt ind i lejligheden, ligesom en kat, der stolt lægger sin fangst foran fødderne på den mindre entusiastiske ejer yeah heah ;o) Nej spøg til side - jeg synes skam det er lækkert med frisk fisk på middagsmenuen… men kunne nu godt undvære at finde skæl flere dage efter rundt om vasken, suk. Succesen begyndte rigtigt, da vi i midten af marts var på endnu en campingtur i Pikowai med Bianca & Jason samt Ryan & Fenalla og nogle af deres venner i anledning af Ryans fødselsdag. Det var et super hyggeligt sted - meget mere simpelt og primitivt end campinggrunden i Hahei - men det var billigt, og det bedste af det hele var, at det lå 40 minutters kørsel fra Tauranga, så hvis det begyndte at regne eller jeg frøs, så kunne vi altid bare køre hjem igen. Mht. sidstnævnte havde vi dog været forudseende, så dagen inden havde været ude og tømme én af outdoor-forretningerne i byen for IceBreaker-tøj, som er lavet af det dejligste og varmeste merino-uld - vi brugte en mindre formue derinde, men tøjet koster mindst dobbelt så meget i Danmark, så vi tænkte, at vi ligeså godt kunne investere i det hernede, og det holdt i hvert fald en ellers altid frysende Janni dejlig varm og tilfreds :o) Men tilbage til fiskeriet - Rasmus har hidtil fisket med almindelig madding, såsom blæksprutte-stykker osv. på en surf-casting stang (for dem som er ligeså analfabetiske når det kommer til fiskeri som mig, så er det en stang, som man kan bruge ved stranden), og det har ikke givet den store gevinst. Men i mangel af hans egen fiskestang lånte han Jasons kajak, soft-bait stang og noget soft-bait (Meget naturtro kunstig agn lavet af et eller andet gummiagtig materiale som fisk rent faktisk kan fordøje og spise. Det ligger i et glas med lage så det lugter dejligt at fiskemad når man sætter det på krogen), og vupti - resultatet var et styk MEGET stor kahawai, et styk mindre kahawai og det bedste af det hele: Rasmus' allerførste Snapper! I skulle have set ham, da han kom op fra stranden - han havde de største julelys i øjnene og det bredeste smil på læberne. Øjeblikket er blevet foreviget på Fenellas kamera, men vi har endnu ikke fået billederne - jeg lægger dem op så snart vi får dem! Lige siden den weekend har fiskene bare været helt vilde for at bide på krogen - til stor begejstring for ikke alene Rasmus, men også Ric & Holly og parkens nye ranger Jerron, som alle har fået del i fangsten. Desværre for Rasmus skifter vi til vintertid i nat, så det betyder nok en stopper for fiske-turene efter arbejde, men de kan jo altid tage ud i weekenden, for vejret er stadig dejligt. Og Rasmus er nu blevet fanatisk soft-bait fortaler - her gælder parolen: "én gang en soft-bait fyr - altid en soft-bait fyr" åbenbart!
Nu skrev jeg jo godt nok, at vejret hernede stadig er dejligt, hvilket også er sandt 95 procent af tiden. Men på det sidste har der dog været nogle dage ind imellem, hvor himlen bare har åbnet sig op, og hvor man næsten har følt, at man selv var en fisk - så meget vand kom der. Og det er ikke ligesom i Danmark, hvor der kan komme kraftige regnbyger, men hvor det sjældent varer ved mere end et par timer eller en halv dag. Hernede trommer regnen på taget og vinden pisker uafbrudt i op til en hel dag - man tænker, nej nu kan der da ikke være mere vand tilbage i de skyer, men ok jo - det bliver bare ved og ved og ved. Sidste gang var det så slemt, at parkeringskælderen til det supermarked jeg handler i var oversvømmet på de 30 minutter, jeg var derinde, så jeg måtte tage sko og strømper af, for at få mine varer ind i bilen. Ja, New Zealand har rigtig nok alt at byde på!
Et par uger efter vi sidst opdaterede vores blog, fandt jeg ud af, at parolen: "jeg er blevet for gammel til at drikke" er kommet til at gælde for mig - ja, det har jeg vel egentlig vidst længe, men jeg indså det først rigtig i denne uge, for efter tre dages festivitas havde jeg stadig eftervirkninger langt ind i ugen efter . Om torsdagen havde jeg aftalt at mødes med Bianca og Fenella til en tøsemiddag, og det ene glas hvidvin tog det andet mens snakken livligt gik. Vi skulle egentlig have været på salsa-bar, men ingen af os havde rigtig lyst den dag, så vi satte os i stedet hen på Cornerstone Pub og fortsatte med hvidvinen, indtil vi blev enige om at tage hjem - det var jo trods alt en arbejdsdag dagen efter. Rasmus havde lovet at hente mig, og da jeg rejste mig op for at gå hen til bilen, blev jeg ret irriteret over at opdage, at nogen blev ved med at skubbe til mig, så jeg ikke kunne gå lige! Rasmus syntes vist jeg var ret morsom, for da vi kom hjem begyndte jeg at snakke om alt muligt, der slet ikke gav nogen mening, hvilket jeg er meget overbevist om, at det gjorde, og jeg synes også at det var en fantastisk ide at ringe til min far (hvilket jeg dog opgav…) - til sidst blev jeg dog så træt, at jeg måtte lægges i seng. Jeg var på RDA fredag morgen, men må indrømme jeg var meget lettet over at blive sendt hjem igen pga. regnvejr, så jeg lige kunne nå et par timers ekstra søvn inden jeg skulle på Røde Kors, hvor Bianca heller ikke så helt frisk ud. Om aftenen skulle vi på den igen med en Girls Nights Out, og vi dansede hele natten, hvilket jeg ikke har gjort i evigheder, så det var super sjovt. Men suk, kom først i seng kl. 4, og lørdag skulle jeg op og bage pestosnegle til Bianca og Jasons cocktail-party om aftenen. Vi lavede den efterhånden berømte citrus-slush-ice-drink, som også her vakte stor begejstring. Dog ikke ligeså stor begejstring som Nigels Dry Martini-drink vakte - eller rettere sagt, som hans oliven i drinken vakte. Hen på aftenen havde han nemlig sat dåsen med oliven ind på bordet, og pludselig ser vi, at det ikke bare er almindelige oliven - næh, det er oliven med et noget så sofistikeret fyld som ansjoser. Jep, du læste rigtigt - ANSJOSER! ARGHHHH… hvem finder på at putte ansjoser i oliven.. og hvem finder på at købe dem - selvom de er på tilbud! I kan tro han blev moppet - og stadig bliver moppet - og nok vil blive moppet resten af hans liv, haha! Rasmus lavede endda en utrolig morsom haka-sang over hans oliven (ja, man skulle nok have været der, til jer som har set videoen på Facebook). Haka er de indfødtes krigsdans/sang, som er meget kropslig - og det ser noget skræmmende ud, når en stor maori-gut laver et rigtig godt haka-ansigt med udspilede øjne og tungen ude af munden. Rasmus' haka-ansigt er dog det sjoveste nogen af os har set - men jeg har højt og helligt lovet, at jeg piller videoen ned, når han engang skal søge job.
Samme weekend var der også en Haka-festival i byen, som en noget mærket Janni og en noget friskere Rasmus tog ind og så søndag morgen sammen med Rebecca og Nigel. Efter en kop kaffe livede jeg dog noget op, og det var rigtig sjovt at se de forskellige grupper optræde med nogle forskellige traditionelle danse og sange. Grupperne svingede dog utrolig meget i kvalitet - og det mest spøjse var, at den sidste gruppe vi så inden vi tog af sted, optrådte med sange som mindede utrolig meget om "Bridge over troubled water" og andre "evergreens"… hmm.. men hvem ved - måske har Simon & Garfunkel hugget melodien fra maorierne!?! Nigel og Rebecca inviterede os hjem til frokost bagefter, og det var super hyggeligt, men samtidig også lidt skræmmende efterhånden som samtalen ved bordet udviklede sig og afslørede en næsten tro kopi af min barndomsfanatiske rengørings- og perfektionistperson i Rebecca og en næsten tro kopi af Rasmus' humor og alt-mulig-viden i Nigel. Det var dog ikke skræmmende nok til at afholde os fra at se en del mere til dem - for de er mærkelig nok utrolig nemme for Rasmus og jeg at være sammen med :o)
På RDA har vi forsøgt os med en alternativ form for "fundraising". Det var en ny frivillig, Jaye, som tidligere har arbejdet indenfor PR, der kom med idéen. Hun havde set en konkurrence, som den nationale radio-station "The Rock" havde, som gik ud på, at man skulle "Show us your Rock". Den der kunne vise deres logo offentligt på den bedste måde kunne vinde 10.000 NZD (ca. 32.000 kr.), hvilket bestemt ville falde på et tørt sted. Hendes plan gik ud på, at vi skulle iføre os ridebukser, bikini-top samt en åben skjorte, så man kunne se vores maver, hvor vi skulle bodypainte logoet. Og som den friske frivillige jeg er, indvilligede jeg i at deltage - det var jo trods alt for en god årsag. Resultatet kan ses i vores nyeste fotoalbum - vi endte med at få lov at stille os op i det lokale storcenter, hvor vi tiltrak en del opmærksomhed (heldigvis var det midt på dagen, så der var ikke ret mange mennesker), men vi vandt desværre ikke. Vinderen blev et meget uoriginalt KÆMPE banner, som en gut i Christchurch havde hængt op forskellige steder i byen - æv. Men Jaye har allerede sagt, at næste år finder hun på noget helt vildt og fantastisk, så vi kan sørge for at pengene går til nogen, som virkelig har brug for dem! Jeg må huske at holde øje med The Rocks hjemmeside fra Danmark til den tid :o)
Hvad har vi ellers fordrevet tiden med siden februar - jo vi har endelig fået set de lokale Kaiate Falls, som ligger i Welcome Bay, hvor vi bor. Vi tog derud en lørdag formiddag sammen med Bianca og Jason og nød vores medbragte frokost, et spil yatzy og en svømmetur i bassinet under vandfaldet. Vandet var dog isnende koldt, så for mit og Biancas vedkommende blev det kun til et dyp og så op igen, mens Rasmus selvfølgelig skulle gøre ligesom de lokale maoribørn og hoppe ned i bassinet fra klipperne rundt om. Heldigvis var han ikke lige så modig (eller dumdristig) som en af de lokale piger, som kravlede op af klipperne bag ved vandfaldet og sprang i fra ca. 7 meters højde - det så mildest talt noget farligt ud! Vi har også langt om længe fået besøgt den meget omtalte McLaren Falls Park, som er en stor naturpark 30 minutter herfra. Parken er opkaldt efter de nærliggende vandfald, som den dag vi var der, var meget imponerende eftersom himlen havde åbnet sig op for ovennævnte regnskyl dagen forinden. Vi besøgte også den dyrepark, som ligger ved parken - og fik klappet og fodret alt fra kaniner til lamaer til en KÆMPE stor shirehest, hvis hoved var ligeså stort som min overkrop (se selv billedet). Den var dog meget venlig, og Rasmus fandt det noget svært at få mig væk derfra - århh.. bare et sidste klap. Ugen efter var vi til en stort omtalt Seafood-festival i Maketu, som dog desværre viste sig at være lidt for omtalt efter vores mening, for vi blev noget skuffede over det ringe udvalg, som mest af alt var mainstream-seafood, æv. Derudover har Rasmus været ude et par nætter og skyde possums, som her i New Zealand er et skadedyr, men som i Australien, hvor de kommer fra, er udrydningstruet. Hans gyldne plan er efter sigende at skyde så mange, at han har et kilo pels, som han kan sælge for den nette sum af 100 NZD, men indtil videre har han ud af 22 possums kun fået knap 500 g pels, som først nu efter en ophedet diskussion har forladt fryseren for at bo i garagen. For et par uger siden fejrede vi tøser Rebeccas fødselsdag ved at tage til galopløb på den lokale galopbane. Vi havde iklædt os fine kjoler - dog ingen fancy hatte - og jeg havde taget en noget blond beslutning og iført mig høje hæle, som blev ved med at synke ned i græsset (ja, det græs som jeg udmærket godt vidste ville være der, eftersom det var der sidste gang vi var på væddeløbsgrunden til A&P show med Fiona og Lilly, tsk tsk). Vi spillede også en smule, men kun små-ører, hvilket vist var meget godt i betragtning af vores meget ringe vinder-statistik. Derfra tog vi hjem til Toni og fik drinks og "nipples" og skrålede med på gamle kendisser som "Joyride" og "Eye of the Tiger", inden vi tog ind til byen for at mødes med vores bedre halvdele. De havde siddet og spillet poker hjemme hos os - og Rasmus kom noget i unåde, da han som vært gjorde det utænkelige i sådan en situation og vandt spillet! The nerve! Dagen efter stod vi på trods af vores natteravneri tidligt op, og kørte ned til Memorial Park for at se Fiona deltage i hendes første "Try-athlon" sammen med sine to veninder. Fiona skulle løbe mens de to andre henholdsvis svømmede og cyklede, og hun var super sej - 1,5 km er alligevel ret langt for en 7-årig, især når hun aldrig før har løbet så langt. Husker selv som om det var i går min første triatlon, suk! Mit løbemønster er desværre gået støt ned af bakke siden mit "Iron Woman"-moment, men Rasmus har droppet sin boksning, og i stedet er vi begyndt i et fitness-center, hvilket mine muskler - især dem i maven - har brokket sig højlydt over lige siden. Det er nu godt at komme i gang igen, og jeg bliver nødt til at være fit for fight, når jeg kommer hjem og skal spille volleyball. Mit hold har nemlig lige vundet deres serie og rykker dermed op i serie 1 til næste sæson, så det går ikke at komme tilbage i ringere form end jeg tog af sted.
Endelig har vi fået planlagt at Jeanet og Kenneth kommer herned i slutningen af vores ophold. De kommer den sidste uge vi er i Tauranga, og vi glæder os rigtig meget til at vise dem rundt og introducere dem for alle de søde, sjove og dejlige mennesker vi har mødt hernede. Forhåbentlig bliver det også til en eller to dage på ski inden vi flyver til Cook Øerne for at slappe af i 10 dage, hvorefter turen går hjem til lille Danmark.
- comments