Profile
Blog
Photos
Videos
Én på opleveren!
Så er vi tilbage igen efter en fantastisk tid på Sydøen, som vi virkelig har fået kørt tynd - på de 3 uger vi har været afsted er Brianbilens km-tæller støt og roligt rullet fra 126.670 til 130.075 km - resultat: lige over 3.400 km! Men det har været hver en kørt km værd, for vi har haft den ene gode oplevelse efter den anden - og ja, pga en særlig romantisk oplevelse, er der vist ingen af os, som vil glemme denne tur ;o)
Vi tog afsted lørdag morgen efter at have spist en dejlig afskeds-julemiddag med Ric, Holly og tøserne - ja de var faktisk helt vilde med vores ris à la mande, selvom den nu ikke blev helt som vor mor lavede den. Brianbilen var godt pakket, for ingen af os kunne rigtig bestemme os for, hvilket tøj mv. vi ville få brug for de næste 3 uger, så vi havde helgarderet os og taget praktisk taget alle vores materielle ejendomme med... ja, nu hvor vi alligevel havde bilen. Turen ned til Wellington, hvor vi skulle have færgen over til Sydøen, gik forholdsvis smertefrit, selvom der var perioder med meget tåge og regn - på vejen fik vi også postet Rasmus' ansøgning om forlængelse af visum. Vi havde givet os selv rigeligt med tid, og kom ned til færgen en del timer inden den skulle sejle, så vi gik ind til byen og fik os en drink og et slag yatzy. Pga. det dårlige vejr endte det dog med, at færgen blev over 2 timer forsinket, så vi først var ved vores hostel kl. 1.30, og vi skulle op igen tidligt næste morgen, da vi skulle tilbagelægge en distance på 525 km ned til Franz Joseph.
Noget skeløjede kom vi da op, og begav os på vej mod vestkysten - dog måtte vi dog først lige sluge en beskyldning om hash-rygning fra vores twin-room fra hostel-ejerinden, som selv lød og opførte sig som om hun havde røget lidt for meget... sådan noget gør vi pæne unge mennesker altså ikke, hrmpf! På vej ned stoppede vi ved de berømte Pancake Rocks, hvor jeg også var første gang jeg var i NZ (ja, har i det hele taget gået lidt i mine egne fodspor i de 3 uger, hvilket dog ikke har gjort noget, og der har skam også været sprit-nye oplevelser for mig :o). Det var sjovt at sætte sig i den selvsamme pandekage-stol, selvom hullet til numsen vist nok var blevet lidt mindre efter 4 år eller... !! Der var rigtig flot langs vestkysten, og selvom mange af vejene var rigtig snoede, ankom vi alligevel til Franz Joseph lidt før den planlagte tid. Vi udforskede den lille by i vores løbesko, som vi entusiastisk nok havde pakket ned i bilen i forhåbning om at de ikke blot skulle bruges henholdsvis 1 og 2 gange, suk... Næste dag skulle vi på en fuld dags gletsjer-vandring, og selvom jeg havde vandret på en gletsjer i nærheden sidst, var det en helt anderledes oplevelse, fordi de for nylig havde haft rigtig meget regn og flere sammenstyrtninger af isen som følge deraf. Det var noget mere udfordrende denne gang pga. de store sprækker som gjorde, at man ikke længere kunne gå en direkte vej, men måtte op og ned i sprækkerne hele tiden, og Franz Joseph gletsjeren er bare enorm! Vi stod et stykke derfra og tænke - nå der er kun et par hundrede meter derhen, men det viste sig, at der var 2 km - det var bare synsbedrag, fordi gletsjeren og væggene omkring den er så stejle. Og selvom vi havde en hel dag, kom vi kun et lille stykke op af den - vi kunne ikke engang se den hele fra hvor vi stod. Der skulle man op i en helikopter, men det var vores budget ikke lige til. Helt udmattede efter de 8 timers vandring gik vi i hostlets spa-pool, hvor vi sjovt nok mødte en masse danske fyre, som skulle fejre jul i byen - det er ellers ikke mange danskere vi har mødt på turen (eller heroppe i Tauranga for den sags skyld), så det var meget sjovt at snakke med dem, selvom det nu var lidt synd for den ene ikke-dansker i spa-poolen, som blev ladt helt ude af samtalen.
Endnu en lang køredag ventede foran os næste dag - nok den længste på hele turen. Det tog os lidt over 10 timer at køre til Invercargill, men undervejs stoppede vi også ved et par turistattraktioner, bla. Blue Pools og Lake Mathesen. Der var helt utrolig flot ved søen, og de isblå Blue Pools vakte bestemt også Rasmus' interesse, fordi der var en masse ørreder i vandet - det kriblede helt i hans fingre for at gå tilbage til bilen og hente sin harpun, så han kunne skyde én til aftensmad, men der satte jeg alligevel foden ned :o) Stoppet i Invercargill var bare for at have et sted at overnatte, og hostlet var da også noget forladt. De få der boede der fik hver deres værelse, men det var jo bare fedt for os - vores havde endda en dobbeltseng, juhuu! Sjovt nok mindede receptionisten mig helt vildt om min gamle volley-træner Bodil - Rasmus var også enig, og han har en sjov teori om, at der kun er et vist antal ansigter til rådighed i verden, og derfor er der nødt til at findes dobbeltgængere rundt omkring... en teori som jeg efterhånden er tilbøjelig til at give ham ret i, hehe.
Fra Invercargill kørte vi de sidste 30 km til Bluff - sydligste by på Sydøen, hvor der intet er at lave pånær at tage færgen til Stewart Island eller køre ud til hvor State Highway 1 starter (den løber hele vejen op til den nordligste del af Nordøen). Vi valgte dog førstnævnte, da det trods alt lød lidt mere spændende - og efter en times sejlads ankom vi til Oban, som er den eneste by på øen, hvor der kun bor 350 mennesker fast. Vi var super heldige med vores hostel - det var ejet af et ungt og meget entusiastisk par, som lige havde genåbnet det for 8 uger siden. Man følte sig bare hjemme med det samme man trådte ind af døren. Vi ankom juleaften, og blev straks inviteret til grill-aften om aftenen med resten af hostlets beboere. Vi skulle bare have noget brød eller en salat med, så ville de sørge for resten - og vi skulle ikke betale noget! Og der var en overflod af lækker mad - vi fik friskfanget blue-cod, paua-muslinger (de ligner og smager ikke som almindelige muslinger - de er lidt ligesom blæksprutte i konsistensen, men meget lækre), og da alle var mætte smed de også lige en omgang lammekoteletter på grillen. Det var en super hyggelig juleaften, selvom maden selvfølgelig var noget utraditionel, men vi fik mødt en masse interessante og sjove mennesker. Bl.a. mødte vi en hollandsk mand, hvis kone var død for 1½ år siden - lige før de skulle pensioneres, hvilket havde sendt ham ind i en depression. Men én dag havde han besluttet sig for at gøre noget ved det, købt en cykel og en billet til NZ og nu havde han cyklet fra Auckland op til det nordligste af NZ og hele vejen ned langs den ene kyst til Bluff - en tur på 4.000 km! Han skulle cykle hele vejen op igen - men turen havde virkelig gjort ham godt. Der må bare være noget med de hollændere - vi mødte jo også en mand på 65 på vores pilgrimstur, som havde gået hele vejen fra Amsterdam - over 2.500 km! De er bindegale, men meget interessante mennesker :o)Vi havde planlagt at gå én af NZ's Great Walks på Stewart Island, og det gik de næste 3 dage med. Trekket er mest igennem bushen, så det er noget anderledes end det trek jeg gik med Louise og Niclas, som var i bjergene, men det er stadig en dejlig oplevelse. Vi er dog noget hurtigere end den tid, der bliver angivet på skiltene, så vi får spillet en del yatzy og læst i vores medbragte bøger, for der er ikke så meget andet at tage sig til i midten af skoven i en primitiv hytte. Specielt ikke når det er blæsende og køligt i vejret. Der er dog et andet par, som også går turen - dog lidt langsommere end os, så dem snakker vi med om aftenen. Og den sidste aften overnatter vi i en hytte, som også bliver benyttet på andre treks, så der er lige pludselig mange mennesker, som man kan snakke med - hyggeligt. Stewart Island er kendt for de gode muligheder for at se kiwi-fugle, da de på øen også kommer frem om dagen i modsætning til andre steder, hvor de er nattedyr. Desværre ser vi ikke nogen, ikke en gang i tusmørket da vi går på kiwitur. Et øjeblik torede Rasmus ellers lige at de var der, men da kikkerten kom op viste det sig at være oystercatchers, nogle fulde der på afstand ligner ret meget. Men vi får set en masse andre fugle - især da vi tager en dagstur ud til Ulwa Island, som er et fuglereservat, hvor alle introducerede rovdyr er blevet udryddet igen. Der er bare super dejligt, og fuglene er meget nysgerrige og kommer tæt på, fordi de har fundet ud af, at der ingen rovdyr er... eller muligvis er det fordi de har fundet ud af, at mennesker ofte giver dem krummer fra deres medbragte kiks og brød, hehe. Vi får til gengæld også stiftet bekendtskab med et anden berømt eller nok snarere berygtet dyr - sandmitten. Især den sidste aften bliver vi bare angrebet, dvs. jeg bliver ikke angrebet så meget, fordi jeg har badet i citronella (en naturlig insekt-spray) alle dage, mens Rasmus først nu finder ud af, hvorfor folk HADER sand-mitter. Deres bid klør værre end myggestik og varer meget, meget længe, æv! Vi får dog nydt øens muligheder alligevel - bl.a. får Rasmus snorklet et par gange og skudt en meget flot blue-moki, som Heath fra hostlet ryger for os, mmmm. Der er nemlig super klart vand omkring øen, og man kan snorkle lige fra kysten, hvor der er en masse dyreliv.
Tilbage på Sydøen kører vi til Queenstown, hvor vi har planlagt at fejre nytår. Vi bor på et rigtig fint hostel lige ned til søen, og selvom der er mange turister i byen, synes jeg nu alligevel den er rigtig hyggelig. Dagen før nytårsaften har vi booket et Milford Sound Cruise inkl. transport tur-retur fra byen. Vi havde overvejet at køre selv, men er glade for at vi valgte den anden løsning, for vi har vist fået kørt nok i forvejen. Det er sjovt at være tilbage ved Mirror Lake, som man stopper ved på vejen - søen er dog noget mere grumset denne gang, hvilket i også kan se på billederne, så der er ikke så meget Mirror Lake over den denne gang. Milford Sound er dog ligeså fantastisk - især det næsten 170 meter høje vandfald, slår bare benene væk under en. Vi spotter også nogle meget dovne sæler, som bare ligger og daser under solen på nogle klipper - ser ikke helt dårligt ud. Vores buschauffør er rigtig god til at fortælle, og bl.a. kører vi forbi et sted, hvor der har været en træ-lavine for nylig. Klipperne er nemlig dækket af træer det meste af vejen mod Milford Sound, men fordi det er solid klippevæg, har træerne et overfladisk rodnet (synes det er utroligt, at de overhovedet kan vokse der!), og fordi det regner så meget i området (op til 7 meter om året) sker der nogle gange det, at regnen vasker et område helt rent og dermed sender en lavine af store træer ned mod vejen. Det så ret vildt ud, og man var bare glad for, at der ikke var nogen biler, som tilfældigvis befandt sig på vejen på det tidspunkt… det tog 5 dage bare at åbne vejen igen efter skreddet!
Nytårsaften starter vi dagen med at river surfe - ja, du læste rigtigt, river surfe. Man får udleveret et body board med den eneste ændring, at der i toppen er et håndtag man kan holde fast i - og så er det ellers bare at kaste sig ned af en flod, som de normalt river rafter på, iført våddragt, finner, hjelm og en redningsvest. Man får dog lige et par tips først i roligt vand, men ellers er det bare om at følge guidens instruktioner i form af håndtegn samtidig med at man prøver at holde sig oven vande og komme nogenlunde levende igennem de forskellige sværhedsgrader af vandfald. Det var noget af en udfordring for mig, mens Rasmus bare syntes det var det sjoveste i hele verden - han forsøgte sig endda succesfuldt med at "flyve i vandet" - man kunne nemlig presse sit body board ned i vandet bestemte steder, hvor der var hurtigt og langsomt vand der løb sammen, og så blev ens board og en selv suget ned, hvorefter man nærmest "fløj under vand". Jeg nøjedes med at lave pirouetter i hvirvlerne, hvilket ikke indebar at få hovedet under vand. Men jeg vovede mig dog også til at hoppe ud fra en klippe som var ca. 5-7 meter høj, selvom jeg dog sørgede for at holde mig for næsen og måtte have lidt overtalelse fra guiden i form af et blidt skub i ryggen. Puhha, det gør jeg aldrig igen! Men vi surfede turen to gange og anden gang var det så meget nemmere og dermed også sjovere - så det er helt sikkert noget vi skal prøve igen begge to :o) Om aftenen fik vi god mad og hørte en smule live musik på græsplænen ved søen, men desværre var det dårligt vejr, så vi blev enige om at gå på en irsk pub og høre live musik dér i stedet. Vi mødte et andet par, som ligesom os følte os lidt gamle ift alle de andre festglade aber - og dem snakkede vi med indtil klokken blev 12, hvor vi gik ned på plænen og så et flot fyrværkeri. Derefter gik de hjem, og vi gik tilbage for at få en drink til, men da vi alligevel satte os ved et bord laaangt væk fra festens centrum, blev vi enige om at trække os tilbage - det er nu bare ikke det samme at feste ude i byen når man er vandt til at fejre nytår sammen med gode venner i et privat hjem! Overraskende nok var vi dog ikke de eneste "gamle" i vores dorm - vi var faktisk de sidste til at komme tilbage - alle de andre var gået i seng... spøjst! 1. januar brugte vi på et slappe af, selvom vi jo ikke rigtig behøvede at "komme os" oven på nytårsaften. Det var nu rart nok alligevel med en rigtig dovne-dag, og om aftenen gik vi i biografen og så "Australia" - lidt for tyk film efter vores smag, men flot filmet.
Vores næste oplevelse finder sted på en stor rideskole, Kowhai Farm, som ligger 45 minutters kørsel fra Christchurch. Vi havde booket en rideweekend for voksne, og det glædede jeg mig selvfølgelig rigtig meget til. Vi ankommer fredag aften og møder et par af de andre deltagere, bl.a. en præcis dobbeltgænger af Peter fra Rasmus hold. Ikke alene ligner han på en prik, han taler også præcis som ham og hans mimik er også en nøjagtig kopi - det er næsten skræmmende, for hans navn er nemlig også Peter… Gad vide om SLing Peter i virkeligheden er adopteret eller omvendt? De andre deltagere kommer lørdag morgen, hvor vi får uddelt heste og bliver delt op i to hold - jeg kommer på det erfarne hold, mens Rasmus kommer på begynderholdet. Det er et super godt sted med meget velskolede heste, og de går meget op i hestenes velfærd og sikkerhed, hvilket er super at se. Men mand, jeg kommer virkelig ud på glatis, da vi skal have dressurundervisning. Her gik man og troede at man egentlig var en nogenlunde habil rytter, men det viser sig at være en sandhed med modifikationer, da jeg overhovedet ikke kan få min hest til at gå til biddet eller at lave nogle af de mere komplicerede men stadig ikke super svære øvelser. Føler mig lidt ligesom dem, der går til en idols-audition og siger "jamen jeg har da fået sangundervisning i 10 år", hvorefter dommerne svarer "det har vist været spild af penge" - kan godt se jeg har meget at lære endnu! Den udfordring må jeg tage op når vi kommer tilbage til Danmark! Efter dressuren rider vi i skoven, og her kommer jeg klogeligt nok på Rasmus' hold. På turen ser vi en fugl der hænger langt oppe i et træ med noget snor om benene og flakser fortvivlet uden at kunne komme fri. Det er næsten ikke til at bære at tænke på at den skal dø sådan, men der er ikke så meget at gøre ved det lige der. Efter vi kommer hjem tager Rasmus og en af ridelærerne tilbage til fuglen og det lykkes at få kravlet op i træet, få fuglen ned og få opereret alt snoren væk fra dens ben. Ganske vist lå den bare helt udmattet på jorden bagefter, men nu har den da i det mindste en chance. Meget SPCA agtigt. Søndag morgen står den på springundervisning og igen må jeg sande, at jeg bare aldrig er blevet undervist "rigtigt" i den tekniske side af springningen, men det er super lærerigt, og jeg får da en lille oprejsning, da jeg som den eneste i "begynder"gruppen får lov at springe et par af de spring, som de bedre ryttere også springer. Efter frokost skal vi hente hestene ind igen fra fold, men min underviser beder os om at vente et par minutter. Hun siger, at der er en besked til os i sadelrummet, men da jeg følger efter de andre, siger hun til mig, at jeg bare kan gå op og hente min hest, hvilket jeg ikke studser det mindste over. På vej mod folden hører jeg pludselig nogle hestehove bag mig, vender mig om, og ser en stor hvid hest komme galopperende med en fyr på ryggen... jeg tænker, at han ligner godt nok Rasmus men han red jo ikke en hvid hest, og hvor er hans ridehjelm? Måske er jeg besvimet - det er jo varmt?? Men nej, den er god nok - det er Rasmus, og han stopper sin hest henne ved mig, spørger om jeg ikke lige holder den, og foran en meget konfus og forvirret Janni går han ned på et knæ og frier til mig! Hvor romantisk er det!! Siger selvfølgelig ja til prinsen på den hvide hest, som bliver meget glad og skynder sig at undskylde det lidt tacky frieri - men til hvem skulle man ellers fri til på en hvid hest hvis ikke en vaskeægte hestetøs :o) Resten af dagen går jeg bare rundt med et stort smil på - tænk at jeg skal giftes med verdens dejligste fyr! Hvor heldigt er det! De andre deltagere synes også det er meget romantisk - ja én af de lidt ældre damer spørger endda Rasmus om han ikke har en ældre bror, som kan komme galopperende efter hende, hihi!
Vi overnatter i Christchurch, hvor vi heldigvis har booket et dobbeltværelse, hehe, og fejrer forlovelsen med en god middag og boblevand på en gourmet pizza-restaurant i nærheden. Fra Christchurch kører vi videre til Kaikoura med et stop undervejs i Hanmer Springs - en termisk pool-park, hvor vi tilbringer et par timer med at slappe af i diverse varme og kolde pools med forskellige mineraler i. Vi undgår dog med vilje svovl-poolen, da den har en yderst utiltrækkende odør, som efter sigende holder sig på huden i dagevis. yak… Vores hovedårsag til at komme til Kaikoura er at svømme med delfiner. Sidst jeg var her blev det dårligt vejr, så turen blev aflyst, men heldigvis er vejret nærmest perfekt da vi vågner meget tidligt, for at være hos Dolphin Encounter kl. 5.30 - det var den eneste tur, som stadig var ledig, men faktisk er det nok bedst at komme tidligt af sted, hvor havet stadig er helt fladt. Vi finder lynhurtigt en stor gruppe delfiner - vores guide gættede på, at der nok var en ca. 200 delfiner, som er af typen Dusky dolphins (ved ikke hvad det er på dansk). Nogle relativt små fyre på knap 2 meter og 80 kilo. Vi bliver "sat af" midt i gruppen - og har fået at vide, at man nemmest kan tiltrække delfinerne ved at sige lyde gennem snorklen og prøve at opføre sig så meget som en delfin som muligt. Det er lidt komisk at svømme og prøve at lyde som en delfin, men man glemmer det lynhurtigt, da den første delfin kommer tæt på og lige skal se, hvad du er for én. De kan især godt lide at svømme rundt i cirkler med én, og man skal prøve at holde øjenkontakten, men det kan godt være svært, for de svømmer bare hurtigt ift os ugraciøse homo sapiens! Men det er bare en fantastisk oplevelse - flere gange kommer en delfin helt op så jeg kan røre den hvis jeg bare strækker hånden ud, men vi har fået at vide, at man helst ikke skal røre dem, så jeg modstår fristelsen. I alt svømmer vi rundt med dem i en times tid - og selvom vandet er koldt, glemmer man det fuldstændig pga den store oplevelse det er, at være så tæt på de nysgerrige men helt vilde delfiner. De bliver heller ikke fodret for at tiltrække dem som så mange andre steder, så det er af helt fri vilje de kommer hen og leger med os. Hvor sejt er det! Da vi er kommet os lidt ovenpå turen går vi en 2½ timers gåtur rundt om halvøen, hvor Kaikoura ligger. Det er mega varmt men en rigtig flot tur, hvor vi ser masser af sæler. Rasmus får sig også lige en snorkeltur og skyder igen en fisk, som han spiser til aftensmad (jeg har fået nok af fisk for nu).
Efter Kaikoura kører vi til Nelson, hvorfra vi dagen efter har booket en heldagstur i Abel Tasman National Park. Første halvdel af turen foregår i en dobbelt havkayak - en test på partnerskab i allerhøjeste grad… Efter lidt begyndervanskeligheder går det strygende for os - heldigvis, ellers kunne det være endt i skilsmisse allerede før vi blev gift :o) Vi har taget vores snorkel-udstyr med og efter en dejlig frokost har vi fri leg indtil vi skal hentes med en vand-taxi fra en sandstrand et stykke fra vores frokoststed. Vi bruger tiden på at snorkle og solbade - desværre er sigtbarheden ikke den bedste, og der er heller ikke alt for meget havliv at se på, men det er rart bare at komme ud i det kølige vand efter at have stegt 10 minutter i den skrappe new zealandske sol.
Tilbage i Nelson igen kører vi direkte videre til Picton, hvor vi skal være de to sidste dage inden vi kører tilbage til Tauranga. Vi er godt trætte og meget klistrede efter en hel dag i sol, strand og vand, da vi endelig kommer til Picton, så det bliver ikke til meget andet end et bad og en hurtig middag på en café inden vi går på hovedet i seng. Heldigvis er vores bookede vintur ikke før efter frokost dagen efter, så vi kan sove længe, ahhh… Vinturen foregår i Marlborough regionen, og vi får smagt en masse god vin - især hvidvine er de berømte for her. Deres rødvine er ikke noget at råbe hurra for, men vi forelsker os i en dejlig sød riesling fra Highfield Estate, som vi køber nogle flasker af, og i en dessertvin som er lige tilpas sød. Pga. en misforståelse med firmaet som kører turen, har vi ikke spist frokost, men det har alle de andre, og vores chauffør glemmer vist at hun har lovet, at finde et sted hvor vi kan få lidt let at spise… så da jeg glemmer at man skal huske at spytte vinen ud igen til vinsmagninger (det gør alle de andre nemlig også), så bliver jeg temmelig påvirket- faktisk tror jeg det er den dag på turen jeg bliver mest fuld, selvom det slet ikke er meningen, puhha!
Det er derfor noget irriterende at vækkeuret ringer så tidligt næste morgen - og endnu mere irriterende er det, da vi finder ud af, at vores færge er 1½ time forsinket - så kunne vi have sovet 1½ time længere, øvøv. Men over kommer vi da, og på vej hjem henter vi nogle af Rics rifler, som han har haft opbevaret hos en ven. Her får vi lige et par paua-muslinger med hjem, selvom vi slet ikke kender fyren - et eksempel på den new zealandske gæstfrihed, som der heldigvis stadig er en del af rundt omkring. Turen hjem føles meget laaaang - nu vil man bare godt hjem og sove i sin egen seng! Og det bliver ikke bedre af, at vi kører ind i et forfærdeligt uvejr, så vi et langt stykke tid kun kan køre 60 km i timen… Godt hjemme igen tager vi det mest nødvendige ind fra bilen, spiser lidt let aftensmad, og overkommer lige at gå op ovenpå og snakke lidt med Holly og Ric og se deres nye kattekilliger - de er bare så nuser. Ginger og Buster hedder de og er en pigernes julegave. Man kan bare ikke stå for deres små søde ansigter og små søde poter og små søde… nårhhh :o) Vi har nu været hjemme i en lille uges tid. Og selvom det var dejligt at rejse rundt og opleve en masse, så er det nu også godt at være hjemme igen - og sjovt nok føltes det virkelig som at komme hjem, hvilket jo er et meget godt tegn på at vi virkelig har fundet os til rette her (bare rolig - dog ikke så meget at vi ikke kommer hjem igen ;o)). Rasmus har fået en masse nye projekter på arbejdet, så han har allerede travlt, og jeg har været hos Røde Kors og RDA de fleste dage - dog har jeg i dag været hjemme, fordi vores bil liiige skulle til mekanikeren… den mistede nemlig en regnbeskytter på den ene side på vej hjem (sandsynligvis under stormen), og så er der kommet en revne i vores bagrefleks, så der nu kan komme vand ind i lygterne, hvilket jo ikke er så smart… Så så meget for ikke at bruge flere penge på den til reparationer… men ellers har den kørt rigtig godt og der har ikke været nogen problemer af større art, og det er jo altid noget. Jeg har sagt til Helen, at jeg ikke kommer og hjælper hende mere - og kan mærke det er den rigtige beslutning, for hun gik mig bare for meget på nerverne. Så nu har jeg mere tid til RDA og har taget en ekstra vagt hos Røde Kors. Om lidt kommer Rasmus hjem, og så skal vi ud at svømme. Jeg har nemlig meldt mig til et mini-triatlon næste mandag, hvor man skal svømme 400 meter, cykle 10 km og løbe 2,5 km - så nu må jeg i skarp træning, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at gennemføre!
Lige her til sidst må det være min (Rasmus) tur til lige at tilføje lidt ovenpå Jannis roman :) Som hun skrev har jeg fået en del gode projekter at gå i gang med her efter jul, og jeg har allerede meget travlt. Det ene projekt er af praktisk karakter og går på at markere en bevoksningsgrænse på noget skov vi har byttet væk for nogle andre træer, og det viste sig at være noget af en opgave. Bevæbnet med machete, grensav, spraymaling og et velvoksen GPS enhed med ekstra ekstern antenne, lykkedes det mig at bevæge mig ca. 60 meter igennem skoven på en time… puha. Og så svedende som en gris fordi det var brandvarmt deroppe. Efter den første time gik det dog lidt lettere og da jeg kl. 5 fik hugget mig ud a junglen igen skulle det blive rart at komme hjem. Men så var det at Ric's bil gjorde sit berømte trick med ikke at vilde starte pga. en fejl i sikkerhedssystemet. Den har været på værksted for det flere gange, og hver gang siger de at der ikke er noget galt. Men det må være Holden poltergeistet (bilmodellen er en Holden) der gør det, for den gør det kun i åndssvage situationer som når man skal nå til lufthavnen, er parkeret foran en lastbil der skal læsse af eller bare er midt i parken hvor der er 3 km. Til nærmeste sted med mobilsignal… Så jeg måtte blaffe op til det nærmeste mobilsignal-sted og så ringe til Holdens emergency recovery enhed… Der svarede efter kun 15 minutters on hold(en) hehe. På det tidspunkt havde Ric for 35. Gang forsøgt den ene mere vanvittige kombination af låse-låse-op-bruge-nøgle-bruge-centrallås-dreje-nøglen-i-tændingen efter den anden og så virkede det af uransagelige årsager.
Måske overgav poltergeisten sig til sidst fordi vi gjorde en god gerning i går. Tirsdag kørte jeg op i parken og mødte en kat lige da jeg stod ud af bilen. Katte er ikke lige det vi drømmer om deroppe, for de kan gøre stor skade på de hjemmehørende ynglefugle der ikke er vandt til rovdyr, så i mangel af bedre havde jeg så småt løsnet macheten i skeden. Men den lignede nu ikke rigtig en vildkat for selvom den var grå og hvid og gik midt i en mudret park var den helt ren, og den løb hen og strøg sig op ad mine ben. Derfor blev jeg enig med mig selv om at det sikkert var en eller anden der bare havde smidt sin kæle kat ud deroppe. Så jeg lod den være og besluttede at tage den med tilbage hvis den var der dagen efter. Det var den, så den blev leveret til et animal sanctuary efter den meget venligt (måske som tak?) havde efterladt det meste af sin pelspragt på mit tøj og bilsæderne. Stakkels kat. Den blev rædselsslagen hver gang man åbnede vinduet i bilen på vej hjem, så den er sikkert blevet smidt ud af en bil der kørte forbi parken. Dårlig stil! Men nu har den det godt, og jeg er et skridt nærmere på ikke at blive genfødt som en maddike i mit næste liv.
- comments