Profile
Blog
Photos
Videos
Naveren og dens besætning kommer dagen efter, næsten som planlagt, og vi kommer ombord igen, og mærker straks deres facination af Malaysia, som vi også skal besøge senere hen på vores rejse.
Vi aftaler at vi næste dag vil sejle mod øen Koh Mook, som er skipper Kents helt store favorit ø. Sejladsen bliver planlagt som en natsejlads, som vi ikke havde gode erfaringer med, men vi tænker at uheldet ikke kan ramme os to gange i træk - men vi blev klogere...
Vi sejler mod en lille palme ø som ligger ca. en times sejlads fra Koh Lipe. Øen hedder Koh Talak og er kendt for sin enkelthed og at der skulle være baby hajer svømmende omkring det fiskefyldte koralrev. Vi ankommer ved 11 tiden og ligger til ved den eneste morring, så tæt på land at vi kan svømme ind. Sine hopper i vandet som den første, med forventninger om at komme først på den øde ø. Det viser sig dog at der er enorm meget strøm hvor vi ligger. Så vi må have fat i den lille gummibåd for at komme på land. Imens gummibåden bliver gjort klar, ser vi store speedbåde nærme sig i horisonten. Det viser sig at Koh Talak selvfølgelig også er en turisattraktion og velkendt af de mange turarrangører i området. Så de 13 meter lange speedbåde med 4 gange 225 hestekræfter ligger fint til, og så vælter det ellers ud med japanere og andet godt fra Asien. De er på øen i præcis 15 minutter, og så bliver der fløjtet med fløjten, og de søger alle mod speedbåden igen. På den tid vi var på øen nåede der at komme en 6-7 både til øen og væk igen.
Vi når også selv ind på land, og har selvfølgelig medbragt vores snorkeludstyr så vi kan se de omtalte baby hajer. De er desværre ikke at finde, da koralrevet er meget dødt efter alle de turisister som har været der igennem årene. Så vi må nøjedes med at kigge på andre farverige fisk samt søpindsvin.
Da solen er ved at gå ned og temperaturen er ved at blive mere medgørlig, beslutter vi os for at drage mod Ko Mook. Motoren bliver startet og forsejlet hejst. Udsigten til natsejladsen ser god ud. Ingen faretruende skyer i horisonten, stjerneklart over os, og en fin vind fra nordvest. Vi skyder en fin fart og beslutter os for at sætte motoren i tomgang, så vi kun sejler for forsejlet. Vi møder en masse fiskere som ellers venter på at natten rigtig skal tiltage så de kan gå i gang med deres arbejde. Mens Jakob styrer og Lea er nede og kigge kurs samt at lære om navigation for den kommende vagt, forsvinder vinden pludselig. Umiddelbart tænker Jakob ikke mere over det, og lader båden falde af på vinden i håb om at der kommer lidt mere vind i sejlende, så der kommer styrefart i båden. Intet sker og båden har nu ændret sin kurs med en 40-50 grader til styrbord. Det er kulsort omkring båden og man kan mærke en svag kold vind fra bagbordside - netop denne svage kolde vind er som regel tegn på en kraftig ændring i vejret. Ud af det blå kommer der et kæmpe vindpust fra siden og da vinden pludselig kommer stik ind fra bagbord krænker båden enormt meget. Så meget at de store bølger som også pludselig kommer imod os, vælter ind over siden på båden. Båden kommer på ret køl igen, men endnu et nådeløst vindpust tvinger den store båd ned på siden igen. Det at der ingen fart er i båden gør at man ikke kan styre den op i vinden, og dermed undgå vinden ind fra siden. Der er skrig og kaos nede fra båden. Katastrofen består i, at vi i vores gode tro på vind og vejr har ladet koøjerne stå åbne i begge sidder. Da båden så krængede har dette resulteret i at flere hundrede liter vand har væltet ind i båden og ned på de sovende besætningsmedlemmer, samt gennemsjaske ALT i styrbord side. De stakkels små piger bliver vildt bange, og tror selvfølgelig straks at båden er ved at synke. Det næste problem består så i at flere af vores dagligdags ting som madrasser, spande, lidt tøj og det store solsejl stadig befinder sig på dækket. Og med den mere og mere tiltagende vind, begynder mange af disse ting at blafre faretruende for at blæse i vandet. Især det store solsej lider hårdt under den kraftige vind, og må simpelthen tages ned i en nødløsning inden det river sig selv i stykker. Jakob kommer på at snore det rundt om bommen, og ellers stramme det til med en masse torv. Skipper Kent var for længst kommet op fra kortrummet, og har set alvoren i situationen. Lea ved roret. Forsejlet bliver rullet sammen, mens motoren bliver sat op i omdrejninger, så vi har lidt kontrol over båden igen.
Da de værste ting er kommet fra dækket og solsejlet er blevet spændt tilstrækkelig fast, er situationen ved at stabiliserer sig igen. Chokket og adrenalinen begynder at gå af folk, og Jakob bliver igen meget søsyg. Vi sejlede nu i 3 timer i meter høje bølger med en stiv vind af regn lige i ansigtet.
Hvad vi godt vidste vi var blevet ramt af, var endnu en af disse små tropiske tordenstorme som opstår om aftnen og bevæger sig op og ned langs kysten. Man kan have udsigt over flotte lyn i nok så lang tid uden at mærke den mindste smugle til stormen, hvorefter at der på få minutter kan ske en meget voldsom ændring i vejret. Det har vi så oplevet to gange nu, så stemningen for natsejlads var ikke så høj længere.
Da vi langt om længe ankommer til Koh Mook må man virkelig sige at der skal slikkes sår. Alle folk er trætte efter nattens strabasser. Alt i styrbord side er plask vådt af saltvand, og må op på dækket for at tørre. Her snakker vi om madrasser, hynder til sofaen og 40 bøger. Derudover har komfuret revet sig løst, og hænger og svæver i en meget akavet position. 1 kg rørsukker ligger spredt ud over hele gulvet og gulvtæppet i køkkenet og fælleskahytten. Samtlige reservedele, proviant, medicin osv. som har ligget i kistebænkene er også helt gennemblødte, og må op på dækket en tur. Alt dette sker mens solen banker ned fra en skyfri himmel, så vi får hurtigt solsejlet sat op igen.
Koh Mook viser sig heldigvis at være en dejlig ø med flot natur og god stemning. Vi kommer på land og får noget af den bedste mad for pengene, på det største og eneste ressort som ligger på stranden. Derefter beslutter vi os for at få lidt Thai massage - og det er virkelig pengene værd. Disse små Thai kvinder havde fingerkræfter som en bager og vidste lige hvordan de skulle vende og dreje ens ryg.
Derefter tog vi en taxi - dvs. en knallert med en sidevogn - rundt på øen for at se de lokale og hvordan de boede. Det var virkelig en spændene tur først at køre igennem junglen, hvorefter de små fiskehytter begynder at dukke frem på den anden side af øen. Her blev vores indtryk af, at thai mennesker ikke smider noget ud, virkelig også bekræftet. Der lå ragelse overalt rundt om deres hytter/huse. Hver en lille ting som måske på et eller andet tidspunkt kunne genbruges, blev gemt i tilfælde af at den på et eller andet tidspunkt kunne genbruges igen. Det er en god oplevelse at være på en ø, hvor de lokale ikke er afhængige af at turister køber noget af dem. Der er slet ikke den "what do you need mister" mentalitet som vi har oplevet på mange andre øer. Da vores sanseindtryk var mættet af dagens oplevelser, bevægede vi os tilbage til stranden for at komme ud på båden.
Næste dag havde vi aftalt at sejle hen til en grotte, som man kun kunne komme igennem med gummibåd, når det var lavvandet. Vi tog tidligt af sted og var der som de eneste. Vi fik meget hurtigt gummibåden gjort klar og var henne ved grotten på ingen tid. Ude fra ligner det bare et sort hul i klippen, men Kent sagde at den var god nok. Vi begyndte at ro og lyste med en stor lygte. Grotten var enorm når først man kom ind i den. Den var 80 meter lang igennem klippe, med flagermus i luftet og høje lyde fra bølgerne som kom ind i grotten. Det var en anelse uhyggeligt eftersom det eneste lys i den kulsorte grotte var lyset fra lommelygten. Efter 10 minutters intens roen gennem grotten, nåede vi til lysningen ved enden. Man kommer ud i en fordybning i bjerget. 360 grader omkring dig har du 100 meter høje lodrette klippevægge, og så kan du ellers bare se den blå himmel i toppen. Det var virkelig som taget ud af en piratfilm hvor skatten kunne ligge herinde. Vi skyndte os at se os omkring og tage de billeder der nu skulle tages. Vi var lidt presset, da man skal være ude inden tidevandet blev for højt. Hvis man ikke når det, måtte man vente 13 timer til næste lavvande. Vi kom heldigvis ud i tide, men kunne godt se at vi ikke skulle have ventet en halv time mere.
Vi ville sejle mod Phi Phi med det samme, men da vi skulle starte motoren, sagde den en underlig pip lyd, og nægtede at starte. Meget hurtigt blev vi meget frustreret. Hvis der er noget som bare SKAL virke på Naveren, så er det motoren. I og med at vi skulle bruge motoren for at komme til Phi Phi, lå vi også et ret så uheldig sted. Hvis der skulle ske noget, og båden begyndte at drive, lå vi ca. 50 meter fra grotten, hvor bølgerne og vinden ville have taget os direkte mod klippevæggene.
Så Kent og Jakob måtte hurtigt i gang med at finde på løsninger til problemet. De kom frem til at der ikke var noget galt med startmotoren, batteriet eller selve motoren. Den havde jo lige startet for en time siden. Løsningen blev at starte motoren manuelt vha. en fjederstarter. Den fungerer sådan at der sidder en meget kraftig fjeder i et kammer. Man oplader en masse energi i fjederen ved at spænde den. Alt denne energi bliver så udløst direkte ned i mortoren, som bliver lavet om til omdrejninger i få sekunder. Vi fik startet motoren på 3. forsøg, og fandt senere ud af at der intet var galt med motoren, men at det bare var os som var kommet ti at puffe til "håndbremsen" så den havde rykket sig 2 cm, og dermed startet et system, der sikre at motoren ikke kan starte, når "håndbremsen" er trukket. Da vi fik den startet var der højt humor og vi stak hurtigt af sted mod Phi Phi Island
Der var god vind til Phi Phi Island. Vi sejlede kun for forsejl og når op på en 7.5 knob, så der var frisk vind i håret. Vi ankommer hen af eftermiddagen og træder i land til det mest vanvittige turist kaos. Der er butikker og mennesker overalt. Som du bevæger dig igennem menneskemyldret og må bukke hovedet for de mange dimser der stikker ud fra de tætliggende boder, råber folk efter dig: "Hello Panecake", "Tuk tuk for you", "cheap cheap", "boat, boat, boat" "sawatdii khaa", "menu, 2 for 1 for you", "where you go?", "you want massage?", "taxi?". Man må hurtigt gå fra smilende og nej tak til at kigge den anden vej og ignorere for at kunne overkomme gåturen ned gennem "strøget". Der er masser at se og høre, men i stedet for de traditionelle thai madboder, dukker der den ene europæiske restaurant op efter den anden som primært serverer mad derfra. Vi satte os sågar ind på en der hed H.C. Andersen, men da vi spurgte tjeneren om hun vidste hvem han var svarede hun: "yes, this my boss". De synes altså ikke at have megen ide om hvad europæisk vil sige, men anvender alligevel europæiske titler og madskikke som et slagstrick, hvilket gør det hele lidt overfladisk. Naver besætningen var ikke just imponeret over Phi Phi, så vi besluttede os for tidlig næste morgen at tage ud og se Phi Phi Lee.
Turen ud til Phi Phi Lee (øen hvor The Beach er optaget) var storslået. Phi Phi Lee i sig selv er en kæmpe klippeø der ligger som skudt op af havet. Naveren blev sejlet ind i en bugt mellem klipperne og her var der ellers rig mulighed for at få snorklen på, ned i vandet og svømme med fisk. De smukkeste koral fisk i alle farver og størrelser svømmede rundt i det dybe vand og smaskede i sig af lækkerier fra revet. Det var helt utroligt at se så meget flot under vandet og komme op efter luft til så flot en bugt.
Efter en dag ved revet drog vi tilbage til Phi Phi for at ligge i havn for natten. Vi havde haft rigeligt med spænding på vores tidligere natsejladser, så vi ville i stedet tage tidligt af sted dagen efter mod Koh Yai Jai.
Koh Yai Jai. Morgen og alt for mange grader. Kaptajn Kent får kuller på Naveren og vi må alle sluge morgenkaffen i os, ned i gummibåden og med kurs ind mod Koh Yai Jai. Vi bliver mødt af smilene lokale, som kigger nysgerrige på os. Tydeligt at mærke at de ikke er lige så vant til turister. Vi finder en taximand som har en bil med åbent lad og "solsejl" og som gerne vil køre os en tur rundt på øen. Vi kører igennem hyggelige gader og veje med store robuste thaihuse på stolper. Den åbne underetage på husene fungerer som en kæmpe kælder, hvor alt fra madlavning, til badning, tøjvask, og opbevaring af diverse transportmidler foregår. Vi bliver kørt længere ind på øen og i takt med at afstanden mellem husene bliver større fylder naturen også mere. Store flotte bjerge med tætsiddende grønt natur kravlende op af sig og en flot klar himmel. Vi kører forbi små plantager af den ene og den anden plante og vejen begynder at blive betydelig mere ujævn. Man må holde godt fast for ikke at falde ud af siden. Taximanden får kørt os ud til en lille fiskerbro hvor der ligger lange rækker af tørrede fisk og glinser i solen. Stanken er modbydelig, men når man så venligt bliver budt på en smagsprøve takker vi da pænt ja. Han kører os rundt på øen, som byder på små lokale købmænd, kaffebar, strande, isenkræmmer og en overraskende butik, som nærmest var et varehus og altså havde alting i massevis, hvorpå de blev rigtig dejlig billige. Vi fik spist lidt frokost og så gik turen videre til Perleøen - Ko Rang.
Ko Rang er en sjov ø. Store yachts og speedbåde var lagt for anker og på land var der et stort resort med gode toilet og bade faciliteter, en fin restaurant, og en god strand. Øens altafgørende attraktion er dens perleproduktion. Derfor var der naturligvis også en butik der solgte smykker med deres enten selvfangede eller selvproducerede perler. Lea var så heldig at få sig nogle flotte og forholdsvis billige sorte perleøreringe.
Da vi om aftenen igen skulle ud på båden og få os en slapper var det blevet lavvandet og den ene af de unge stærke gaster måtte ud på det dybere koralrev med gummibåden og trække den hen til et mere sikkert område, så hele besætningen kunne komme ombord. Senere på aftenen tog vi ind på en restaurant og fik et mindre imponerende og dyrt måltid. Perleøen er ikke just en perle i det thailandske ø-hav, men den er super hvis man skal have sig et tiltrængt bad og nogle flotte øreringe.
Efter kaffe og morgenmad tager vi dagen efter mod Phuket Boat Lagoon, som ligger en times tid fra Ko Rang. Naveren er god, men også gammel og har brug for en total makeover indvendig, men også mere akut udvendig, da der var gået hul i skægget som sidder foran roret og kom vand ind. Indsejlingen var lang med lavt vande, så der måtte komme personale til undsætning fra Lagoonen ombord og sejle skibet sikkert i havn. Fremme i den fornemme havn checkes vi ind og får stukket et kort i hånden som viser havnens faciliteter, der frit kan anvendes af besætningen. To styks svømmepools, bad, gameroom, restauranter, minimart og alt hvad hjertet kan begære for svedende og en anelse trætte søfolk. Da der var blevet gjort klart til båden, blev den sejlet ind til en kæmpe båre/kran, som skulle få båden op af vandet. Det gik lidt panik i den, for bommen skulle åbenbart have været nede, men så er det godt at man har så hurtigt tænkende en gast, som lige får fikset udfordringen. Båden kommer op, mens vi stadig sidder ombord og vi bliver derefter en efter en firet ned af en gaffeltruck. Naveren bliver kørt over til sin plads hvor den skal ligge de kommende 7-8 måneder og blive istandgjort. Helt mærkeligt at se det store skib på land.
De næste dage gør vi båden klar til at ligge i hi, men husker samtidig også at gøre godt brug af de lækre pools og poolbar. Den sidste nat i Boat Lagoon ligger vi os trætte til ro under et myggenet og på madrasser på dækket, og mærker en, to, tre små regndråber, og så en, to, tre bryder det vildeste regn - og tordenvejr ud. Vi må ligge os under dæk og siden der ikke var noget strøm på båden er det uden blæser. Har aldrig haft det så varmt og fugtigt, det var næsten umuligt at sove. Trætte vågnede vi næste dag, tog vores afsked med Naveren og var klar til afgang mod Phuket Town.
- comments
Gitte Lindtorp Som sædvanlig er det bare super at høre om jeres tur. I får jer virkelig en på opleveren :-) Ja, stormvejr under sejllads, og så i mørke - der kan man blive ret bange.. Det er jo stærke kræfter man er oppe imod. Der er noget der hedder ship shape, inden man sejler ud. Det skal vi lære jer engang når I skal med ud at sejle til sommer i de danske farvande. Det dur.. :-) Fortsat god rejse på land. Torben og Gitte