Profile
Blog
Photos
Videos
Phuket
Op næste dag og så ellers af sted. Vi tager en taxa ind til Phuket Town, til det første og det bedste hotel - eller det troede vi hvert fald. Det vidste sig så at være et alt for dyrt sted, med kakerlak i Leas hår, seng og tøj (godt man har en stærk mand der kan slå dyret halvt fordærvet) og morgenmad med æg der var så lidt stegte at de nærmest skreg salmonella. Det umiddelbare indtryk af Phuket Town var derfor ikke just positivt, men lykken vendte 180 grader, da vi den næste dag begav os længere ind i byen og spurgte os omkring på de forskellige hoteller og backpacker hostels. Vi fandt et lille hyggeligt sted ind af en sidegade - Chinotel. Helt nyt og helt billigt. Et hotel i hjertet af Phuket town, til en overkommelig pris på 120 kr pr. nat. Vi var glade og tilfredse, og skiftede som det første nærste morgen.
Phuket town er de lokales hovedby på Phuket, hvorimod Patong beach er turisternes hovedby. Vi var nogle af de eneste hvide mennesker i det ellers store menneskemylder på markedet eller i de små gadeboder som var langs hver gade. Vi fik snakkede med en lokal kvinde om hvad man skulle se og smage i Phuket town, og der gik ikke lang tid før vi allerede havde en ynglings restaurant - Lotus! Et lille hyggeligt familiefortagende, med faderen som værten, og moren siddende på en bænk og se tv, og så ellers børnene til at servere. Her kunne man få det bedste europæiske mad til den laveste pris. Vi var lykkelige, og endte med at spise der 6 gange!
Songkran - Thailandsk nytår: Traditionen med at fejre det nye år, startede oprindeligt med at man gik til templerne for at tilbede Buddah. I den forbindelse har man hældt noget helligt vand på sig selv, og på Buddha statuen som altid er i et tempel. Dette har så eskaleret og Songkran er blevet til vandets fest, hvor der er deciderede vandkamp over hele Thailand.
Vi vidste godt at det var Songkran, men besluttede os alligevel at tage en taxi til et stort shopping center kaldet Robinson - Vores krop havde virkelig brug for at tanke op på fedt og salt, dvs. vi skulle have Mc Donalds i store mængder!
Vi havde ikke rigtig regnet med at de kære Thaier kunne finde på at sprøjte vand på uskyldige turister som os, men der gik ikke mere en 5 minutter i taxien før alt var fuldstændig vådt. Det skal lige siges at det er en åben taxi - lidt ligesom en tuk tuk. Thai menneskerne var jo modbydelige og målrettet efter os. De kommer kørende i deres pick-up truck med flere hundrede liter vand bag i. De kører derefter op på siden af vores lille langsomme taxi og ellers bare kaster og hælder vand ned i hoved på os! Det var selvfølgelig meget sjovt, men vi valgte at gå hjem efter vores junk fix, da det var meget nemmere at undgå vandet.
Næste dag vender vi tilbage til Robinson for at købe et par ting, da det var det eneste som havde åbent. Pga. Songkran lukker de fleste Thaier deres butikker og holder festlige helligdage. Mens Lea er inde og prøve kulturelle thaikjoler må Jakob jo side pænt og vente, og begynder at føle sig lidt skidt tilpas. Da det er frokost tid, og Jakob ikke er sulten og faktisk ikke rigtigt kan spise noget, så begynder alarmklokkerne at ringe for Lea. Vi tager hurtigt en Tuk Tuk hjem, og Jakob sover i tre timer og vågner med knaldende hovedpine samt feber og meget ondt i maven. Det efterfølgende nat var ikke en rar oplevelse, da det meste af maven lige skulle tømmes på de måder den nu kan tømmes på. Næste morgen har situationen ikke forbedret sig sønderligt, og vi tager på hospitalet og Jakob bliver indlagt for infektion i maven. Her bliver han ultralyd scannet, får taget blodprøve samt og blive lagt i drop. Det var ligesom at være på hotel - man kunne vælge sin stue fra et katalog, og kunne man vælge mellem vores standard stue, som lignede et hotelværelse med hospitalsseng, til en royal suite til flere tusinde kroner om dagen. Det hele inkluderede selvfølgelig en masse sygeplejersker og lægebesøg.
Jakob fik en masse smertestilende, diarrestop samt noget antibiotika, og så var han ellers på højkant efter to dage. Lægerne kunne ikke sige hvad der præcis havde ramt hans mave, men de hældte lidt til at det var salmonella.
Efter hospitalsbesøget ville vi gerne væk fra Phuket Town, og hen til en fredelig strand hvor vi kunne komme os over det lille sygdomsforløb. Vi valgte at tage til Nai Thon Beach. Vi betalte i dyre domme for at komme derop, og da vi endelig kom viste det sig at være en strand ejet af russere. ALT var på russisk, og nogle af de lokale thaier kunne endda snakke russisk. Her var folk mest koncentreret om at få bygget kæmpemæssige luksus resorts så hurtig som muligt, så det var lidt som at være på en stor byggeplads, hvor man var lidt i vejen. Udsigten omkring var heller til en klapsalve, og stranden og maden var ikke vildt lækker, så vi var hurtigt på udkig efter en udvej videre op igennem Thailand. Det viser sig så at Nai Thon er så isoleret at der ikke engang går busser derud, så vi må bide i det sure æble og betale for en taxi tilbage til Phuket Town, hvor alle busruterne starter.
Tilbage i Phuket Town på vores gode Chinotel. Vi får klargjort til vores videre rejse - får vasket tøj, planlagt bus, og får fyldt maven godt op på Lotus. Vi tager også et smut ud til en by på Phuket kaldet Hat Patong, hvor der på den lange strand med masser af surfe, vandscooter og solbadnings muligheder, dukker den ene MC, Starbucks og KFC op efter den anden. Der er tonsvis af barer med oversminkede og smilende thai-piger eller thai-drenge bag disken, hvem ved?. Der er mennesker fra alle sider der ihærdigt prøver at drage din opmærksomhed mod deres bedste, billigste og mest kvalitetsdygtige butik. Selvom det nu var rart at sidde på en Starbucks og smæske kage og ice-coffee i sig, var vi glade for at stige på bussen og komme hjem til det langt hyggeligere og mindre turistbevidste Phuket Town.
- comments