Profile
Blog
Photos
Videos
Besar Island - Malaysia
Vi blev hverken snydt eller fanget af fanatiske kommunister, i stedet har vi været så privilegeret at få lov at opleve Jasbeer og hans crib. Jasbeer er den stolte ejer af Aseania resort på Besar Island, hvor vi i to uger arbejdede som tjenere i hans restaurant og bar. Kæmpe buffet morgen og aften som vi glædeligt måtte tage af. Vi fik de lækreste retter og masser af frugt stablet til dessert. Vores bungalow var rummelig og i god stand, og meget gratis. Resortet har udsigt til en lang hvid sandstrand, og vi både svømmede og nød en kold bajer til solnedgangen imellem arbejdstiderne. Ej at forglemme mødte vi naturligvis stedets absolut bonus - Strix. Den sødeste sorte labrador, som elsker strandture og frisbee - fungerede også som en erstatning for Jago. Det hele virkede næsten for godt til at være sandt, men vi fandt hurtigt ud af at det var Jasbeers oprigtige gæstfrihed der bar hele værket. Gæsterne var heller ikke svære at servicere, idet de alle tog del i enten den franske eller hollandske udgave af Robinson/survivor.Så arbejdet bestod primært i at tage deres tallerkener ud efter brug og skænke de hårdtarbejdende nogle tiltrængte drinks. Besar Island og øerne i nærheden fungerede altså som studie for deltagerne i Robinson og filmholdet var så indlogeret på vores resort. Vi så bl.a. kulisserne for det hollandske Robinsons ø-råd, som var under opbygning inde i junglens sump - meget livagtigt og vildt realistisk Om dagen gik vi ture på øen og kunne se hvordan filmholdene byggede lege/aktiviteter op til deres deltager. Det var nærmest som at have VIP adgang bag om scenen inden action.
D. 11 maj havde Lea sin 21 års fødselsdag, som blev holdt med et brag. Ice-coffee, flag og gave på sengen, leveret af Jakob som ikke havde glemt hendes fødselsdag. Dette nævnes da der går rygter om det modsatte hjemme i Danmark. Derefter lækker omelet (telu dada) og alt hvad det indebærer til morgenmad, en omgang kagebagning til frokost, og en aften med tequila og alt for meget chokolade-kage.
Dagene fløj forbi og inden vi fik spist op var det ved at være d. 13 - vores afrejsedato. Vi havde jo billetter til Bali d. 14. Nogle dage inden afgang blev Jakob tilbudt en fremtidig karriere inden for fransk tv, da en af de franske producere havde set potentiale i hans udseende og tilbød ham en stand-in rolle som vært. Ideen var at vi skulle udskyde vores rejse lidt til Bali og at Jakob så skulle med ud på en af øerne for at blive filmet af en helikopter, hvor han skulle "spille" at deltagerne blev sendt hjem. Han valgte dog at takke nej til tilbuddet (der er sikkert andet i vente) og i stedet tage til Bali. D. 13. måtte vi tage afsked med det dejlige sted og de gode mennesker vi efterhånden havde lært så godt at kende. Jasbeer, staff , crew fra filmholdene, Strix og ikke mindst vores medkompagnon Ed(forkortelse af et vanskeligt spansk navn) som også var volontør på stedet.
Efter en træls afsked var vi på en speedbåd tilbage mod fastlandet og videre til Kuala Lumpur.
- comments